Til forsiden Fanø Nordsøbad beskrvet af Georg Brandes

Parti på stranden ved Fanø

Stykker til Fanøs kultur > Parti på stranden ved Fanø
Parti på stranden ved Fanø
Parti på stranden ved Fanø. Tegning af C. Frederik Sørensen. Litograferet af A. Nay.
"Også vinteren har noget ejendommeligt at fremvise; da ligger de mangfoldige fra fragtfarten tilbagevendte skibe langs med kysten og frembyder i deres lange rækker et stolt skue. Medfølgende billede byder os for en del dette skue. Nogle skibe ligger på stranden, på hvilken man trækker dem højt op, således som det almindeligt er tilfældet på den sandige vestkyst. Befolkningen er i virksomhed på stranden. Lige over for denne ligger på den jyske kyst Strandby, hvorfra overfarten sker til Fanø, med den anseelige Baunhøj, og i baggrunden hæver sig på højderne Jerne Kirke".

Af den mængde større og mindre øer, som havet efterhånden har dannet på vestkysten af halvøen, er Fanø den nordligste. Den strækker sig fra nordvest mod sydøst i en længde af 2 mile; bredden derimod veksler fra 1 fjerdingvej til ½ mil. Fladeindholdet er omtrent 1 kvadratmil. Den udgør et eget birk og består af 2 kirkesogne, Nordby og Sønderho.

Lige fra det nordligste punkt, Skildbanken kaldet, indtil sydspidsen er den hele vestlige side af øen bedækket med sandbanker. Heri ligner den altså ganske vestkysten af Nørrejylland; ja den kan endog ligefrem betragtes som en fortsættelse af denne; thi sandbankerne på fastlandet ender netop lige nord for Fanø i halvøen Skallingen, der strækker sig i sydøstlig retning ud fra Blåvandshuk og danner mod øst Hjertingbugten, medens den mod syd skilles fra Fanø ved Grådyb. En fortsættelse af sandbankerne mod syd bliver da atter, foruden grundene i havet, klitterne på Sild, Amrum og de andre vesterhavsøer, hvorved ikke blot disse, men også de indenfor liggende kyster beskyttes mod havets oversvømmelser. Således har hele vestkysten lige fra Skagen til Eideren mere eller mindre et naturligt værn i de ellers så skadelige sandmasser. Unægtelig er klitterne i denne henseende af næsten uberegnelig værdi; thi uden dem ville havet snart opsluge en stor del af det lave og åbne land, der ligger inden for dem.

Men på den anden side gør sandklitterne også megen skade. Det rum, de indtager, må betragtes om tabt for al kultur; der ses intet græsstrå; kun hist og her findes noget øde hedeland mellem bankerne, der dog snart tilsandes. Således lader sandet sig ingenlunde nøje med det rum, som det engang har erhvervet; det søger bestandigt at gribe videre om sig, da de hyppige vestlige storme driver det ind over det land, der ligger ind mod klitterne. Det fine hvide flyvesand bedækker efterhånden forhen dyrkelige, ja endog frugtbare strækninger og forvandler dem til sandørkner. Således er det også gået med Fanø; de to tredjedele af landet er nu bedækket med flyvesand. Allerede 1573 gav kong Frederik II i et brev sognepræsten Søren Trugelsøn frihed for told, fordi hans jorder og en stor del af bøndernes ejendomme var blevet ødelagte af sandflugten, så at han ikke kunne have den avl eller den tiende, som de andre præster, der havde været før ham. Christian IV tilstod 1592 præsten i Sønderho at oppebære den årlige kongetiende af Tjæreborg Sogn, der ligger lige overfor på fastlandet, "efterdi Sønderho er en udø, som meget sand er på, hvilket fordriver og fordærver kornsæden der på landet"; og samme konge gav 1637 bønderne på "den ø Sønderho i Riberhus Len, som formedelst skadelig stormflod og sandknog ere gerådede i armod," lindring i deres landgilde.

Det sydlige sogn Sønderho har en meget farlig beliggenhed med hensyn til det urolige Vesterhav. Medens Nordby af naturen har et meget sikkert værn i sine anseelige klitter, er dette ingenlunde tilfældet med Sønderho, der ligger ved en åben red, og hvad værre er, ved gentagne stormfloder, især siden 1845, har lidt et så stort tab af de beskærmende sandbanker, at få timers uvejr ville være tilstrækkelige til at kunne bringe ødelæggelse og elendighed over byen. I året 1847 lod kong Christian VIII opføre et værn for statens regning, og indbyggerne overgav sig til det glade håb, at være betryggede for fremtiden. Men natten mellem den 9. og 10. januar 1852 nedbrødes så godt som hele værket på et par timer ved en stormflod, der tillige borttog næsten hele den sandklit, hvorpå diget var anlagt, og gjorde den fuldstændige ødelæggelse uundgåelig, når en ny stormflod indtræffer. De bestræbelser, der har været gjort for at få understøttelse fra regeringens side til et nyt forsøg på at skaffe stedet det højst nødvendige værn, har hidtil været forgæves. Denne sørgelige og beklagelige tilstand vil sandsynligvis vedblive, indtil havet pludselig opsluger, hvad der endnu er tilbage, og ulykken i sin hele frygtelige skikkelse stormer ind over de stakkels beboere; da vil hjælpen formodentlig komme til at bero på den genklang, som nødråbet vil finde trindt om (1) i fædrelandet i medborgeres hjerter.


Annesdal Bjerg eller Annas Dal
ligger umiddelbart vest for Albuen eller Nordby Fuglekøje.

Oprindeligt skal øen have udgjort ét sogn; kirken skal da have ligget midt på øen, og dens navn er endnu bevaret i Annas Dal. Dette sted er imidlertid nu aldeles forladt. Sandsynligvis for fiskeriets skyld, der i ældre dage var langt betydeligere end nu, er indbyggerne da flyttet til de to modsatte ender af øen, og har således forårsaget, at de to nuværende kirkebyer har dannet sig, hvis navne netop antyder deres nordlige og sydlige beliggenhed. Disse to byer er også så godt som de eneste steder, hvor man kan lande; thi hvor sandklitterne ikke strækker sig ud i stranden, findes en mængde vandhuller og bløder. Medens Sønderho kun har én by og en åben red, har Nordby en for alle vinde sikker havn, Fanø Lo kaldet, hvortil man sejler ind fra Fanø Dyb, og består af flere byer, Odden mod nord, det egentlige Nordby og Rindby, der ligger i en halvmåne omkring den bugt, havnen danner. Under krigen fra 1807 til 1814 var denne beskyttet ved to batterier, og ved Sønderho var der anlagt ikke mindre end tre; tillige dannede indbyggerne en milits på 200 mand.

Indtil 1741 tilhørte landet kongen; da købtes det tilligemed strandrettigheden ved offentlig auktion af indbyggerne. Begge kirker er nyere bygninger; Nordbys er opført 1786, Sønderhos nogle år tidligere; de er temmelig rummelige, en egenskab, der her endnu ikke er bleven overflødig, da indbyggerne besidder en levende kirkelig sans.

Befolkningen kan anslås til 3000 sjæle, og skibene, som øen ejer, udgør omtrent det samme antal commercelæster (2). Søfarten er nemlig hovednæringsvejen og drives ved skibe, der er bygget på øen selv. Mændene færdes ligesom Føringerne (3) stadigt på søen, der er vidtbekendte som raske, uforfærdede og dygtige søfolk, og tjener især ved fragtfart det væsentlige til deres eget og familiers underhold. Man regner deres årlige fortjeneste til hen ved 100.000 rigsdaler. I det hele har forholdene på Fanø megen lighed med Føringernes. Mens mændene søger fortjeneste på søen, besørger kvinderne alt, hvad der forefalder i hjemmet; agerdyrkningen, husvæsenet og børnedragelsen hviler hos mange familier næsten udelukkende i deres hænder. Husene, der vender gavlene mod øst og vest for bedre at kunne modstå de voldsomme vestlige storme, udmærker sig ved renlighed og tarvelighed (4). Den orden og nethed, man træffer overalt, er overraskende og ofte beundringsværdig, når man tager hensyn til de højst tarvelige midler, hvoraf så mange familier må skaffe sig det nødvendige. Antallet af enker er, som man kan tænke sig, meget stort; i Nordby sogn, der næppe tæller 400 familier, gives der over hundrede.

Mændenes klædedragt er den sædvanlige sømandsdragt; kvindernes ligner den frisiske, og de går med en slags sort maske for ansigtet, som de kalder en skrud (5). Det ensartede i dragten tilligemed den renlighed og orden, der hersker selv hos de fattige, gør den meget net og klædelig. Skønt tilsyneladende simpel, er den dog ingenlunde billig, og en veludstyret garderobe på Fanø giver i kostbarhed ikke synderlig efter for de højere stænders. Som øboerne i almindelighed holder fanøboerne meget fast ved deres gamle dragt, sæder og skikke, hvilket naturligvis ofte er en hindring for forbedringer og fremskridt med tiden; dog synes der i den nyere tid heri at være sket en forandring til det bedre. Deres gilder og selskabelige sammenkomster adskiller sig fra dem, der holdes på de nærmeste steder på fastlandet. Der hersker en vis tarvelighed ved dem; der gives næsten aldrig middagsgilder, men kaffen og flæskeskinken udgør hovedretterne. Uagtet der naturligvis hersker en overvejende lighed mellem de to sognes beboere, er det dog påfaldende, hvor mange afvigelser og uoverensstemmelser, der kunne påvises i det enkelte. Dette gælder således om forskelligheder i sproget, navnlig om en afvigende betoning af vokalerne, i kvindernes dragt, i gangen, kirkeskikkene, selskabslivet, ja lige indtil en for hvert sogn ejendommelig nationaldans.

Besøger man Fanø om foråret eller efteråret, da vil den frembyde et lidet opmuntrende syn. De gule klitter på vestsiden, og de enkelte nøgne marker og engsletter på østsiden, ligner da næsten en ørken. Anderledes ser det ud i sommermånederne; da overraskes man ved de frodige enge og kornmarker, der uagtet den magre jordbund kunne måle sig med de egne, der er langt mere begunstigede af naturen. Også vinteren har noget ejendommeligt at fremvise; da ligger de mangfoldige fra fragtfarten tilbagevendte skibe langs med kysten og frembyder i des lange rækker et stolt skue.

Medfølgende billede byder os for en del dette skue. Nogle skibe ligger på stranden, på hvilken man trækker dem højt op, således som det almindeligt er tilfældet på den sandige vestkyst. Befolkningen er i virksomhed på stranden. Lige over for denne ligger på den jyske kyst Strandby, hvorfra overfarten sker til Fanø, med den anseelige Baunhøj, og i baggrunden hæver sig på højderne Jerne Kirke".


Noter og kilder
  1. Trindt om: Rundt omkring
  2. Commercelæster: Mål for skibes rumindhold og bæreevne, der tidligere anvendtes som enhed for fastsættelsen af fragter, bolværkspenge og lign. (indtil 1867: 150 kubikfod, og dertil svarende normalvægt 2.600 kg)
  3. Føringerne: Indbyggerne på Føhr
  4. Tarvelighed: Beskedenhed
  5. Skrud: Rettelig strude
Titelbladet til Danmark fremstillet i Billeder
Danmark fremstillet i Billeder. 1856
Danmark fremstillet i Billeder. Samling af Prospekter af mærkelige Byer og Egne. Udgivet af Emilius Bærentzen & Co. Lithografiske Institut, 1856. Med litograferet titelblad og 77 farvelitografier med forklarende tekst og prospekter fra Danmark med Slesvig, Færøerne, Grønland, Island og de Vestindiske Øer. Værker udkom i subskription med 25 leveringer i årene 1852-1856.
Emilius Bærentzens 'Danmark' er et enestående billedværk, der viser landet som det så ud i midten af 1800-tallet med hyggelige og fredfyldte motiver fra den gamle landbrugs-, fiskeri- og søfartsnation Danmark.
Sænkekølen kunne praktisk nok trækkes op, når everten skulle ind på lavt vand
Sænkekølen kunne praktisk nok trækkes op, når everten skulle ind på lavt vand.
Dreng leger med skib på stranden
Drengene lærte tidligt at interessere sig for skibe og søfart, så de var rustet til at stå til søs, når de var blevet konfirmeret.

Publiceret 5. marts 2006. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk.