Til forsiden Fanø Nordsøbad beskrvet af Georg Brandes

Kronik i Politiken 20. maj 1894

Stykker til Fanøs kultur > Georg Brandes om Fanø Bad
Postkort fra Fanø med gengivelse af det nyopførte Hotel Kongen af Danmark afsendt 16. august 1894
Postkort fra Fanø med gengivelse af det nyopførte Hotel Kongen af Danmark, badevogne og Fanø-piger. Afsendt fra Fanø til Altona den 16. august 1894.
(Gengivet med venlig tilladelse af Steffen Riis, forfatter til værket 'Danske brevkort og postkorts historie 1871-2006. 2006).
"Nå," sagde den livlige ungarer fra Budapest, der er sjælen i det hele badeforetagende på Fanø, "tvivler de, efter hvad de nu har set, på muligheden af, at man kan gøre Fanø til et verdensbad i stil med Scheveningen? Se, hvor det allerede er taget til i disse par år og hvorledes antallet af badegæster stiger og prisen på grundene vokser. Den grund, hvorpå huset dér er bygget, overlod vi for tre år siden i glæden over, at overhovedet nogen ville bygge, til ejeren for 50 kroner.

Med tog fra Hamburg og dampskib fra London
Samme mand har i år givet 900 kroner for et ganske lige stort grundstykke ved siden af. Det vil gå hurtigt, hurtigt. Kan vi blot overvinde embedsmændenes modstand mod at lette rejsen hertil, få myndighederne til at give togene fra Hamborg umiddelbar tilslutning til Esbjerg og bevæge Det Forenede Dampskibsselskab til at sætte et ordentligt stort dampskib i gang mellem Esbjerg og London, et skib, som en velhavende englænder vil sætte sine ben i, så skal vi om en snes år have egnen her bebygget med villaer og i sommertiden befolket med skandinaver og englændere og tyskere i tusindvis."

Sælhundejagt
"Det vil," svarede den danske besøgende, "meget komme an på de forlystelser, de kan byrde. Sælhundejagten, som det ny flyveskrift om Fanøs tillokkelser fremhæver i første linje, er uden tvivl en hovedtiltrækning. Lad hver morgen en fyrretyve badegæster stige i petroleumsbåden og sejle ud til sælhundenes liggeplads. Desværre er det endnu aldrig lykkedes nogen badegæst at nedlægge en sælhund. De udyr vil ikke holde stille, mens der skydes. Men hav dér et halvhundrede sælhunde godt dresserede til, så snart båden viser sig, at rejse sig på halen og danse en slangedans, medens gæsterne med ladte bøsser tager dem på kornet, så skal de se . . . . Eller hvis det er for besværligt, så forsøg at bevæge Prins Valdemar og Prinsesse Marie til at tage herover og hædre stedet med deres nærværelse. Prins Valdemar er sømand og vil forstå at vurdere Fanøs driftige befolkning af redere og fiskere og matroser. Og lad så Nordbys og Sønderhos fortræffelige brandvæsen tilbyde Hendes Kgl. Højhed Prinsesse Marie ærespræsidiet for det samlede fanø'ske brand-korps."

"De skal slet ikke spøge med sligt. Alle vore forhåbninger går ud på at få Hans Majestæt Kong Kristian til en gang at gøre badestedet den ære; det er dog virkelig et i høj grad nationalt dansk anliggende dette, at Danmark får, hvad det endnu aldrig har haft, et europæisk badested af første rang." - -

Der er intet konnibium mellem Nordby og Sønderho
I gamle dage var Sønderho Fanøs hovedstad; siden har Nordby taget luven fra den, og rivaliteten og forbitrelsen mod Nordby er stor i Sønderho. Således ringeagter og hader også caprioterne og anacaprioterne hinanden. På vejen mellem Nordby og Sønderho står en pæl, der adskiller byernes områder. Ved den kører man ind i fjendens land. Aldrig gifter en ung mand fra den ene by sig med en pige fra den anden. Der er intet konnubium [ægteskab] dem imellem. For den fremmede tager de to stridende stammers kvinder sig ens ud, og de får, når de gifter sig, alle sammen mindst otte børn. Man kender en fannikepige på nationaldragten, tørklædet med de to opstående snipper, og på de elegante blanke, sorte tøfler, der giver hende den raske gang, som aldrig ses, hvor befolkningen går i træsko. Fanøkvinden smykker sig med ravnåle og ravbrocher og bærer ved sit arbejde i marken en sort maske imod luftens og landets indvirkninger. Ikke mindre end et halvhundrede hovedklæder hører til enhver bruds udstyr, og disse klæder bindes så stramt, at mangen køn pige har formelige ligtorne på øret. Desværre går i vore dage nationaldragten mere og mere af brug; det brogede skørt afløses af en grim købstadskjole og hovedklædet af en karakterløs damehat. Holger Drachmann, der opholder sig her, burde, som han har påtænkt, en aften kalde fannikerne sammen for at forklare dem, hvor meget smukkere og ejendommeligere den dragt, de opgiver, er end den, de antager i stedet. Men ærgerrigheden i de unge kvinders bryst går her som alle vegne ud på finhed. Og det fineste er at være kjolepige.

Mændene er vistnok Danmarks ypperste sømænd og største redere. De bygger og udruster en mængde skibe, som går i langfart til fjerne verdensdele. De står ikke i synderlig forbindelse med de andre slesvigske øer, men i en des mere levende med Hamborg. De er ivrige for deres øs opkomst, og der er stukket forholdsvis store summer fra Fanø i det badeforetagende, som er planlagt og hvis udførelse er begyndt. Man havde hidtil kun bygget i syd og nord. Først den nye badebestyrelse har indset, at det var lige ud mod Vesterhavet, at alt måtte grundes og bygges, i fald det skulde lykkes at drage fremmede hertil.

Hotel Kongen af Danmark er som en anden tårnbygning på Nørrebro
Så har man da begyndt med at opføre det store Kurhotel, som for nogle år siden højtideligt og lystigt blev indviet, lidt derfra Strandhotellet, lige i nærheden af Hotel Kongen af Danmark - det sidste i en stil, der kun alt for levende minder om en eller anden tårnbygning på Nørrebro - og rundt om små villaer af røde mursten. Alle disse bygninger, der er mer eller mindre praktisk indrettede, og af hvilke Kurhotellet, det eneste, hvorom jeg kan dømme, er rummeligt og vel betjent, står ved deres hele stil i en beklagelig strid med den omgivende natur. De er byggede af tyske arkitekter, som disse vilde bygge i Berlin eller uden for Berlin, men uden noget hensyn til overensstemmelse med naturen her. Kun en bygning, som en Bremer har ladet opføre, grå af lød, lidt fæstningsagtig, der ligner et hus fra gammel tid, stemmer i sit præg med omgivelserne og er da også den eneste, øjet hviler på med det behag, som det harmoniske indgyder.

En genial arkitekt burde frembringe noget, der står i overensstemmelse med denne naturs storladne, brede skønhed og fine farver
Det vilde være en opgave for en genial arkitekt her at frembringe noget, som på en gang var vel egnet til at modstå fugtighed og storme og stod i overensstemmelse med denne naturs storladne, brede skønhed og fine farver. Det burde helst undgås, at det tilkommende Fanø Nordsøbad kom til at ligne den lange, kedsommelige, åndløse husrække, der udgør Ostende.

Tippo-Tip
Tippo Tip - 'en gentleman ud til fingerspidserne'. Det tror vi gerne!
Fra skibskaptajn i Congo til portier på Kurhotellet
Det mærkeligste menneske i Kurhotellet er hverken dets flinke vært eller nogen af dets gæster, hvor fine de end stundom kan være. Det er hotellets portier, som turde være den mest berejste personlighed på denne ø, der dog rummer så mange helbefarne mænd. Den ranke mand med den guldtressede kasket er en forhenværende skibskaptajn, hvis navn for ikke mange år siden prangede i alle danske aviser. Kaptajn Martini kommanderede en kongo-damper og siges at være den af alle mennesker, der har befaret mest vand i Kongo-staten. Det var ham, som tilligemed en kollega efter et mangeårigt ophold i Afrika foranstaltede udstillingen af Kongo-samlinger på National. Det er da en portier, som ikke blot kan de europæiske hovedsprog, men tre negersprog foruden arabisk. Skulde Tippo Tip nogen sinde komme til Fanø, vil hr. Martini kunne modtage ham. Han har talt mange gange med ham før, haft ham om bord i sit skib i flere uger og fik i sin tid til afsked som amindelse [til minde om] af ham en negerpige, et tigerskind og en kniv, at anvende, hvis pigen ikke ville lystre. Han har efter sigende endnu et fotografi af pigen. For ham er Tippo Tip "gentleman ud til fingerspidserne", og han taler om ham med varme. Rimeligvis var det morsommere at snakke med ham, end nu at skulle tage hatten af for hver ankommende hamborgsk grosserer.
Georg Brandes tegnet af P.S. Krøyer i 1899
Georg Brandes tegnet af P.S. Krøyer i 1899
Drachmann og Brandes på Fanø
I juni 1892 var Holger Drachmann som repræsentant for dansk kunst og kultur med til indvielsen af Kurhotellet. To år senere skrev han til Georg Brandes og på vegne af den østrig-ungarnske direktør for Nordsøbadet, Sigmund Weisz inviterede han ham indtrængende til at være Weisz' gæst i de tre pinsedage. Brandes tog imod invitationen og rejste sammen med redaktør på Politiken Peter Nansen og xylograf F. Hendriksen til Fanø. Her indfangende Brandes med sit skarpe blik hurtigt det åbenlyse kultursammenstød, som han nedfældede i en kronik til Politiken trykt en uge efter besøget.
Holger Drachmann
Holger Drachmann besøgte Fanø i flere omgange
Holger Drachmann opholdt sig i fem perioder på Fanø
  • Første gang var omkring 22. juni 1892, hvor han deltog i indvielse af Kurhotellet.
  • Anden gang var et lægebeordret kurophold fra 2. til 26. oktober 1893. Her mødtes Drachmann også med bankier Weisz og andre rige berlinere, der ejede Fanø Nordsøbad.
  • Tredie gang var ganske kort omkring 21. april 1894.
  • Fjerde gang: 10.-29. maj 1894. Mødes med bl.a. Georg Brandes, Nansen. På Nordøsen med korvetten Dagmar for at tegne og male.
  • Femte gang: 3.-6. juni 1894. På Nordsøen med hjuldamperen "Koldinghus"

Klitterne - et bjerglandskab af sandhøje
Kører man fra Nordby ud til badet, møder øjet først små villaer med rigtige haver, hvor på denne årstid frugttræerne står i blomst; men snart ophører al trævækst, og et klitlandskab begynder, der har stor lighed med det, man kører igennem på vejen fra Frederikshavn til Skagen. Klitterne ligger der, så langt øjet når, høj ved høj, et bjerglandskab af sandhøje, som klitgræsset og marehalmen holder nogenlunde sammen. Imellem dem vandpytter, der undertiden danner formelige småsøer, søer, som ligger der tæt ved hverandre som de fire i Schweiz, og som, rigtignok i stærkt formindsket målestok, minder om dem.

Fra klitterne når man ned til den brede, flade strand, som Vesterhavet beskyller. Denne strand er Fanøs største tiltrækningskraft. Dobbelt så bred som Ostendes strækker den sig ren og hvid vel ti gange så langt. Det er en nydelse at gå på den, så fast og velgørende for fødderne, som den er, stenfri, kun isprængt med brogede muslinger.

Sandet er rent, luften er ren. Kommer man fra København, er det en sand vellyst at indånde denne vestenvind, der er frisk som verdenshavet, hvorover den har strøget. Dejlig er den linje, kysten danner mod havet, buet og fin til hin fjerne yderste pynt. Og en fest for øjet er disse skære grå farvetoner, med hvilket havet glider over i himlen derude i synskredsen. Så klar er luften, at alle personer i afstand ser langt, langt større ud, end man er vant til ellers perspektivisk at se dem. Øjner man indadtil mod land langt borte en mandsperson på en klit, så synes han rank og lang som selve Holofernes, og de to mennesker, som står der yderst på pynten en halv mil borte, ligner et par popler.

En fest for øjet er disse skære grå farvetoner, med hvilket havet glider over i himlen derude i synskredsen
Sandets farve, den blide, grålige, virker behageligt, ligesom dulmende på synet, så længe himlen er lidt overtrukken. Men skinner solen, bliver dets glans for stærk; det blænder da næsten som sne. Første pinsedags eftermiddag [13. maj 1894] var efter tordenen solen så glødende, sandet så lysende og alt så blikstille, at man ikke udholdt at sidde ret længe i fri luft, hvor der ikke var skygge.

Hvad man denne ene dag iagttog af vekslende belysninger og stemninger over landskabet, var overordentligt. Først mildt gråvejr med solblink over havet, der i farve og glans lignede gråt atlask i stadig farveskiften; siden heftig regn samtidig med sol, så der ude over klitterne mod den sorte himmel viste sig de to nederste stumper af en regnbue, medens havet lo i tindrende blinken under en klar, blå himmel.

Fanø og Omegn. Illustreret rejsebog fra 1897
1897 udsendte Hagerups Forlag den første rejse-guide til Fanø, hvori Fanø Nordsøbad med Kurhotel-let, Kongen af Danmark og Strandhotellet er beskre-vet.
Selv den af naturen stedmoderligt behandlede kvinde syntes dejlig
Og ud på aftenen det skønneste af alt det skønne, det mildeste af alt det milde og selve naturen forklaret til poesi, da, efter at de lyse nætter nu har holdt deres indtog, de, som vandrede derude på den brede strand, så alt i en trolddomsagtig, romantisk belysning, i nord det stærke røde skær, over hovedet et segment af den duftigt svævende, svagt lysende måne og oppe ved Kurhotellet forsøgene med en ny art petroleumsblus, der lyste så stærkt som en stor elektrisk lampe. Ude på stranden gled skikkelserne i stilheden ligesom forklarede hinanden forbi. Det var en belysning, i hvilken selv den af naturen stedmoderligt behandlede kvinde syntes dejlig. Det var en aftenstemning, hvori hver enkelts åsyn, holdning og gang blev forskønnet, forædlet. Man fornam som et pust af oversanselig lykke uden vemod, et pust fra skønhedens egen verden, og Holger Drachmann, som stod der på stranden, med sit hvide hoved dækket af en hvid kasket, gentog halvhøjt sit gamle smukke vers: "De lyse nætter - ak! de lyse nætter!"

Han hører til her, Holger Drachmann, her på øen, hvor han søger at genvinde sit helbred. Han passer godt her i denne afsides beliggenhed, i denne naturfred og blandt disse jævne folk. Han ville kunne skrive en bedre sang til Fanøs pris end den gamle på Fanø endnu sungne og dyrkede vise fra Slægtningene:

Fanø, o, Fanø, ak hvor er du skøn,
Hvid er din Strand og din Bølge så grøn,


og dog er det tvivlsomt, om selv en hundrede gange bedre sang kunde virke stærkere på Fanøboernes naive sind end denne sentimentale lirekassemelodi og disse skikkelige ord, der går lige ud ad landevejen uden krumspring. Der er folk, som uden ellers at være blødsødne, får tårer i øjnene ved at høre slige gamle vaudeville-viser.

Esbjerg - en by der har vilje og fremtid
Kun et kvarters dampskibsfart skiller Fanø fra det rask opblomstrende Esbjerg, der med sin nye havn og sine nybygninger tager sig ud som en by, der har vilje og en fremtid. Det liv, som pulserer i Esbjerg, har en enkelt fremmed mands foretagelseslyst, energi og gode humør forplantet til Fanø.

Esbjerg er en arbejdsplads, Fanø et hvilested
Esbjerg er en arbejdsplads, Fanø et hvilested. Det vil lokke de rejsende, så snart det blot lykkes at få badet gjort tilgængeligt ved en hurtigere og bekvemmere forbindelse med omverdenen, fashionabelt ved nogle højfornemme personers nærværelse og tillokkende ved de dresserede sælhundes morgendans. Så ville Boganis kunne begynde et brev derfra: "Forleden, da jeg jagede sælhunde under Fanø osv…"


Noter
  • Fanø Nordsø-Bad tryktes første gang i Politiken, 20. maj 1894. Genoptrykt i Samlede Skrifter, 1905, bind 15, s. 372-377. Brandes artikel er flere steder fejlagtigt dateret til 1896, men den blev ikke desto mindre publiceret første gang i Politiken 20. maj 1894, en uge efter den omtalte 1. pinsedag, 13. maj. (Jvfr. John. T. Lauridsen: Et internationalt badested. 'Fanø Nordsøbad' mellem dansk og tysk 1890-1904. I: Den Jyske Historiker, nr. 65 (temanummer om "Kyst, vand og borgerstand"), oktober 1993, s. 79-94).
  • Bankier Sigmund Weisz fra Hamburg og starten på Fanø Vesterhavsbads brogede "eventyr".
  • Om Prins Valdemar som sømand og flådeofficer og Prinsesse Marie som protektrice for bl.a. Københavns Brandkorps, se Hvem var Prinsesse Marie?
  • Tippo-Tip el. Tippu Tip (egl. Hamed bin Mohammed el Marjebi) (1837-1905), øverste militære leder for alle arabiske militære grupperinger i Østafrika, berygtet slavehandler og ikke mindre grusom end sine hvide kolleger. Han stod i spidsen for den såkaldte arabiske kolonimagt, der fra sit hovedkvarter på Zanzibar kontrollerede hele det østlige Congo, og blev i 1887 anerkendt som 'vali' (guvenør) over 'De Frie Stater', men en skrøbelig fred varede kun indtil 1892, da de congolesiske myndigheder besluttede at erobre regionen. Det skete i 1894 efter den såkaldte "arabiske kampagne".
  • Boganis, pseudonym for forfatteren og officeren Wilhelm Dinesen (1845-1895). Far til Karen Blixen, men som forfatter kendt for sine "Jagtbreve" fra 1889. Samme år portrætterede Georg Brandes ham i "Essays. Danske personligheder", s. 285-306. (Optrykt i Danske digterportrætter, 1964).
 

Publiceret 5. marts 2006. Opdateret 5. marts 2015. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk.