Kronik i Politiken 20. maj 1894Stykker til Fanøs kultur > Georg Brandes om Fanø Bad
|
Postkort fra Fanø med gengivelse af det nyopførte Hotel Kongen af Danmark, badevogne og Fanø-piger. Afsendt fra Fanø til Altona den 16. august 1894. (Gengivet med venlig tilladelse af Steffen Riis, forfatter til værket 'Danske brevkort og postkorts historie 1871-2006. 2006). Med tog fra Hamburg og dampskib fra London Samme mand har i år givet 900 kroner for et ganske lige stort grundstykke ved siden af. Det vil gå hurtigt, hurtigt. Kan vi blot overvinde embedsmændenes modstand mod at lette rejsen hertil, få myndighederne til at give togene fra Hamborg umiddelbar tilslutning til Esbjerg og bevæge Det Forenede Dampskibsselskab til at sætte et ordentligt stort dampskib i gang mellem Esbjerg og London, et skib, som en velhavende englænder vil sætte sine ben i, så skal vi om en snes år have egnen her bebygget med villaer og i sommertiden befolket med skandinaver og englændere og tyskere i tusindvis." Sælhundejagt "Det vil," svarede den danske besøgende, "meget komme an på de forlystelser, de kan byrde. Sælhundejagten, som det ny flyveskrift om Fanøs tillokkelser fremhæver i første linje, er uden tvivl en hovedtiltrækning. Lad hver morgen en fyrretyve badegæster stige i petroleumsbåden og sejle ud til sælhundenes liggeplads. Desværre er det endnu aldrig lykkedes nogen badegæst at nedlægge en sælhund. De udyr vil ikke holde stille, mens der skydes. Men hav dér et halvhundrede sælhunde godt dresserede til, så snart båden viser sig, at rejse sig på halen og danse en slangedans, medens gæsterne med ladte bøsser tager dem på kornet, så skal de se . . . . Eller hvis det er for besværligt, så forsøg at bevæge Prins Valdemar og Prinsesse Marie til at tage herover og hædre stedet med deres nærværelse. Prins Valdemar er sømand og vil forstå at vurdere Fanøs driftige befolkning af redere og fiskere og matroser. Og lad så Nordbys og Sønderhos fortræffelige brandvæsen tilbyde Hendes Kgl. Højhed Prinsesse Marie ærespræsidiet for det samlede fanø'ske brand-korps." "De skal slet ikke spøge med sligt. Alle vore forhåbninger går ud på at få Hans Majestæt Kong Kristian til en gang at gøre badestedet den ære; det er dog virkelig et i høj grad nationalt dansk anliggende dette, at Danmark får, hvad det endnu aldrig har haft, et europæisk badested af første rang." - - Der er intet konnibium mellem Nordby og Sønderho I gamle dage var Sønderho Fanøs hovedstad; siden har Nordby taget luven fra den, og rivaliteten og forbitrelsen mod Nordby er stor i Sønderho. Således ringeagter og hader også caprioterne og anacaprioterne hinanden. På vejen mellem Nordby og Sønderho står en pæl, der adskiller byernes områder. Ved den kører man ind i fjendens land. Aldrig gifter en ung mand fra den ene by sig med en pige fra den anden. Der er intet konnubium [ægteskab] dem imellem. For den fremmede tager de to stridende stammers kvinder sig ens ud, og de får, når de gifter sig, alle sammen mindst otte børn. Man kender en fannikepige på nationaldragten, tørklædet med de to opstående snipper, og på de elegante blanke, sorte tøfler, der giver hende den raske gang, som aldrig ses, hvor befolkningen går i træsko. Fanøkvinden smykker sig med ravnåle og ravbrocher og bærer ved sit arbejde i marken en sort maske imod luftens og landets indvirkninger. Ikke mindre end et halvhundrede hovedklæder hører til enhver bruds udstyr, og disse klæder bindes så stramt, at mangen køn pige har formelige ligtorne på øret. Desværre går i vore dage nationaldragten mere og mere af brug; det brogede skørt afløses af en grim købstadskjole og hovedklædet af en karakterløs damehat. Holger Drachmann, der opholder sig her, burde, som han har påtænkt, en aften kalde fannikerne sammen for at forklare dem, hvor meget smukkere og ejendommeligere den dragt, de opgiver, er end den, de antager i stedet. Men ærgerrigheden i de unge kvinders bryst går her som alle vegne ud på finhed. Og det fineste er at være kjolepige. Mændene er vistnok Danmarks ypperste sømænd og største redere. De bygger og udruster en mængde skibe, som går i langfart til fjerne verdensdele. De står ikke i synderlig forbindelse med de andre slesvigske øer, men i en des mere levende med Hamborg. De er ivrige for deres øs opkomst, og der er stukket forholdsvis store summer fra Fanø i det badeforetagende, som er planlagt og hvis udførelse er begyndt. Man havde hidtil kun bygget i syd og nord. Først den nye badebestyrelse har indset, at det var lige ud mod Vesterhavet, at alt måtte grundes og bygges, i fald det skulde lykkes at drage fremmede hertil. Hotel Kongen af Danmark er som en anden tårnbygning på Nørrebro Så har man da begyndt med at opføre det store Kurhotel, som for nogle år siden højtideligt og lystigt blev indviet, lidt derfra Strandhotellet, lige i nærheden af Hotel Kongen af Danmark - det sidste i en stil, der kun alt for levende minder om en eller anden tårnbygning på Nørrebro - og rundt om små villaer af røde mursten. Alle disse bygninger, der er mer eller mindre praktisk indrettede, og af hvilke Kurhotellet, det eneste, hvorom jeg kan dømme, er rummeligt og vel betjent, står ved deres hele stil i en beklagelig strid med den omgivende natur. De er byggede af tyske arkitekter, som disse vilde bygge i Berlin eller uden for Berlin, men uden noget hensyn til overensstemmelse med naturen her. Kun en bygning, som en Bremer har ladet opføre, grå af lød, lidt fæstningsagtig, der ligner et hus fra gammel tid, stemmer i sit præg med omgivelserne og er da også den eneste, øjet hviler på med det behag, som det harmoniske indgyder. En genial arkitekt burde frembringe noget, der står i overensstemmelse med denne naturs storladne, brede skønhed og fine farver Det vilde være en opgave for en genial arkitekt her at frembringe noget, som på en gang var vel egnet til at modstå fugtighed og storme og stod i overensstemmelse med denne naturs storladne, brede skønhed og fine farver. Det burde helst undgås, at det tilkommende Fanø Nordsøbad kom til at ligne den lange, kedsommelige, åndløse husrække, der udgør Ostende. Tippo Tip - 'en gentleman ud til fingerspidserne'. Det tror vi gerne! Det mærkeligste menneske i Kurhotellet er hverken dets flinke vært eller nogen af dets gæster, hvor fine de end stundom kan være. Det er hotellets portier, som turde være den mest berejste personlighed på denne ø, der dog rummer så mange helbefarne mænd. Den ranke mand med den guldtressede kasket er en forhenværende skibskaptajn, hvis navn for ikke mange år siden prangede i alle danske aviser. Kaptajn Martini kommanderede en kongo-damper og siges at være den af alle mennesker, der har befaret mest vand i Kongo-staten. Det var ham, som tilligemed en kollega efter et mangeårigt ophold i Afrika foranstaltede udstillingen af Kongo-samlinger på National. Det er da en portier, som ikke blot kan de europæiske hovedsprog, men tre negersprog foruden arabisk. Skulde Tippo Tip nogen sinde komme til Fanø, vil hr. Martini kunne modtage ham. Han har talt mange gange med ham før, haft ham om bord i sit skib i flere uger og fik i sin tid til afsked som amindelse [til minde om] af ham en negerpige, et tigerskind og en kniv, at anvende, hvis pigen ikke ville lystre. Han har efter sigende endnu et fotografi af pigen. For ham er Tippo Tip "gentleman ud til fingerspidserne", og han taler om ham med varme. Rimeligvis var det morsommere at snakke med ham, end nu at skulle tage hatten af for hver ankommende hamborgsk grosserer. |
Georg Brandes tegnet af P.S. Krøyer i 1899
Drachmann og Brandes på Fanø
I juni 1892 var Holger Drachmann som repræsentant for dansk kunst og kultur med til indvielsen af Kurhotellet. To år senere skrev han til Georg Brandes og på vegne af den østrig-ungarnske direktør for Nordsøbadet, Sigmund Weisz inviterede han ham indtrængende til at være Weisz' gæst i de tre pinsedage. Brandes tog imod invitationen og rejste sammen med redaktør på Politiken Peter Nansen og xylograf F. Hendriksen til Fanø. Her indfangende Brandes med sit skarpe blik hurtigt det åbenlyse kultursammenstød, som han nedfældede i en kronik til Politiken trykt en uge efter besøget. Holger Drachmann besøgte Fanø i flere omgange
Holger Drachmann opholdt sig i fem perioder på Fanø
|
Klitterne - et bjerglandskab af sandhøje Kører man fra Nordby ud til badet, møder øjet først små villaer med rigtige haver, hvor på denne årstid frugttræerne står i blomst; men snart ophører al trævækst, og et klitlandskab begynder, der har stor lighed med det, man kører igennem på vejen fra Frederikshavn til Skagen. Klitterne ligger der, så langt øjet når, høj ved høj, et bjerglandskab af sandhøje, som klitgræsset og marehalmen holder nogenlunde sammen. Imellem dem vandpytter, der undertiden danner formelige småsøer, søer, som ligger der tæt ved hverandre som de fire i Schweiz, og som, rigtignok i stærkt formindsket målestok, minder om dem. Fra klitterne når man ned til den brede, flade strand, som Vesterhavet beskyller. Denne strand er Fanøs største tiltrækningskraft. Dobbelt så bred som Ostendes strækker den sig ren og hvid vel ti gange så langt. Det er en nydelse at gå på den, så fast og velgørende for fødderne, som den er, stenfri, kun isprængt med brogede muslinger. Sandet er rent, luften er ren. Kommer man fra København, er det en sand vellyst at indånde denne vestenvind, der er frisk som verdenshavet, hvorover den har strøget. Dejlig er den linje, kysten danner mod havet, buet og fin til hin fjerne yderste pynt. Og en fest for øjet er disse skære grå farvetoner, med hvilket havet glider over i himlen derude i synskredsen. Så klar er luften, at alle personer i afstand ser langt, langt større ud, end man er vant til ellers perspektivisk at se dem. Øjner man indadtil mod land langt borte en mandsperson på en klit, så synes han rank og lang som selve Holofernes, og de to mennesker, som står der yderst på pynten en halv mil borte, ligner et par popler. En fest for øjet er disse skære grå farvetoner, med hvilket havet glider over i himlen derude i synskredsen Sandets farve, den blide, grålige, virker behageligt, ligesom dulmende på synet, så længe himlen er lidt overtrukken. Men skinner solen, bliver dets glans for stærk; det blænder da næsten som sne. Første pinsedags eftermiddag [13. maj 1894] var efter tordenen solen så glødende, sandet så lysende og alt så blikstille, at man ikke udholdt at sidde ret længe i fri luft, hvor der ikke var skygge. Hvad man denne ene dag iagttog af vekslende belysninger og stemninger over landskabet, var overordentligt. Først mildt gråvejr med solblink over havet, der i farve og glans lignede gråt atlask i stadig farveskiften; siden heftig regn samtidig med sol, så der ude over klitterne mod den sorte himmel viste sig de to nederste stumper af en regnbue, medens havet lo i tindrende blinken under en klar, blå himmel. 1897 udsendte Hagerups Forlag den første rejse-guide til Fanø, hvori Fanø Nordsøbad med Kurhotel-let, Kongen af Danmark og Strandhotellet er beskre-vet. Og ud på aftenen det skønneste af alt det skønne, det mildeste af alt det milde og selve naturen forklaret til poesi, da, efter at de lyse nætter nu har holdt deres indtog, de, som vandrede derude på den brede strand, så alt i en trolddomsagtig, romantisk belysning, i nord det stærke røde skær, over hovedet et segment af den duftigt svævende, svagt lysende måne og oppe ved Kurhotellet forsøgene med en ny art petroleumsblus, der lyste så stærkt som en stor elektrisk lampe. Ude på stranden gled skikkelserne i stilheden ligesom forklarede hinanden forbi. Det var en belysning, i hvilken selv den af naturen stedmoderligt behandlede kvinde syntes dejlig. Det var en aftenstemning, hvori hver enkelts åsyn, holdning og gang blev forskønnet, forædlet. Man fornam som et pust af oversanselig lykke uden vemod, et pust fra skønhedens egen verden, og Holger Drachmann, som stod der på stranden, med sit hvide hoved dækket af en hvid kasket, gentog halvhøjt sit gamle smukke vers: "De lyse nætter - ak! de lyse nætter!" Han hører til her, Holger Drachmann, her på øen, hvor han søger at genvinde sit helbred. Han passer godt her i denne afsides beliggenhed, i denne naturfred og blandt disse jævne folk. Han ville kunne skrive en bedre sang til Fanøs pris end den gamle på Fanø endnu sungne og dyrkede vise fra Slægtningene: Fanø, o, Fanø, ak hvor er du skøn, Hvid er din Strand og din Bølge så grøn, og dog er det tvivlsomt, om selv en hundrede gange bedre sang kunde virke stærkere på Fanøboernes naive sind end denne sentimentale lirekassemelodi og disse skikkelige ord, der går lige ud ad landevejen uden krumspring. Der er folk, som uden ellers at være blødsødne, får tårer i øjnene ved at høre slige gamle vaudeville-viser. Esbjerg - en by der har vilje og fremtid Kun et kvarters dampskibsfart skiller Fanø fra det rask opblomstrende Esbjerg, der med sin nye havn og sine nybygninger tager sig ud som en by, der har vilje og en fremtid. Det liv, som pulserer i Esbjerg, har en enkelt fremmed mands foretagelseslyst, energi og gode humør forplantet til Fanø. Esbjerg er en arbejdsplads, Fanø et hvilested Esbjerg er en arbejdsplads, Fanø et hvilested. Det vil lokke de rejsende, så snart det blot lykkes at få badet gjort tilgængeligt ved en hurtigere og bekvemmere forbindelse med omverdenen, fashionabelt ved nogle højfornemme personers nærværelse og tillokkende ved de dresserede sælhundes morgendans. Så ville Boganis kunne begynde et brev derfra: "Forleden, da jeg jagede sælhunde under Fanø osv…"
Noter
|
|
Publiceret 5. marts 2006. Opdateret 5. marts 2015. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |