Fangst af krikænder (1910). Af C.J. Christiansen, Wyk på Föhr. Oversat af Per Hofman HansenStykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Fangst af krikænder
|
"Nordseebad Wyk". Fuglekøje i Wyk på Föhr. Den åbne indgang til piben. Om foråret bærer hannen dog en smuk bryllupsdragt, hvor hovedet og den øverste del af halsen er smaragdgrøn og et smalt, hvidt halsbånd, der skiller sig markant ud fra det kastaniebrune bryst. Krikanden hører hjemme i landene langt mod nord, i Nordeuropa, i Sibiriens tundra og i de områder af Nordamerika, der grænser op til Ishavet. Milevide udstrakte vandrige stepper er deres foretrukne opholdssteder. Fjernt fra den jagt og forfølgelse, som dens værste fjende, mennesket, udøver, udruger og passer den i løbet af sommeren sit kuld. Men snart er den korte sommer til ende, og vinteren med dens trusler lægger sig tungt over landskabet i otte måneder. I større og mindre flokke flyver krikænderne sydpå, så snart ungerne er flyvefærdige, for at opholde sig i længere tid, hvor de kan finde tilstrækkeligt føde. Til sådanne rastepladser hører den slesvigske vestkyst og Vadehavet der udenfor. Allerede i de første uger af august kommer de første flokke, og de sidste træk forsvinder først når frosten bliver så stærk, at grøfter, damme og vandløb dækkes af is, så ænderne ikke længere kan finde frisk drikkevand. På denne rejse mod sy er krikænderne udsat for et utal af farer. Ikke få falder for jægerens bøsse; men et langt større antal må lade livet i nogle særligt indrettede fangstpladser. Nok er anden sky og forsigtig og slår sig kun ned på ensomt vandrige beliggende steder, der er godt beskyttet af siv og krat. Men netop dér stiller mennesket sin fælde op. Disse fangstpladser for vildænder kaldes fuglekøjer og placeres så langt væk som muligt fra menneskets tilholdssteder i stille, fredfyldt afsondrethed. En fuglekøje dækker et område på omkring tre hektar og er beplantet med træer og buske af mange forskellige slags. I midten findes en kvadratisk udformet dam, ca. ½ hektar stor og af en sådan dybde, at den selv i tørre somre er fyldt med vand. Fra hvert af dammens hjørner udgår en lang krum grøft, som nærmest dammen er flere meter bred og temmelig dyb, men som lidt efter lidt bliver mere og mere snæver og flad for til sidst at ende i en ca. 50 cm bred tørlagt grøft. En sådan grøft kaldes en pibe. Nogle fuglekøjer har en sekskantet dam og er derfor også udstyret med seks piber. Ved dammens bred og langs den ene side af hver pibe er der etableret høje jordvolde, hvorpå der står en række korte pæle. På den modsatte side af piben findes der ingen jordvold, men de pæle, som her er godt og vel mandshøje, står i et tilsvarende antal som på den modsatte side. På pælene er der udspændt et net hen over piben og som afsluttes langs jordvolden, så enhver flugtvej er spærret. Den modsatte side af piben er derimod ikke afspærret af et net. Her finder vi derimod nogle omkring to meter høje sivskærme opstillet som skråtstillede kulisser. Dag dem kan en person bevæge sig uden at blive set af ænderne ude i dammen. Den ende af piben, som er længst væk fra dammen, afsluttes af en ruse. 14 fuglekøjer på de frisiske øer Af sådanne fuglekøjer findes der 6 på Föhr, 3 på Sylt, 2 på Amrum, 2 på Nordstrand og 1 på Pellworm. Fuglekøjernes placering og beskaffenhed indbyder således til at de trækkende flokke af ænder slår sig ned netop her for at hvile. For at forstærke lysten til at slå sig ned netop i fuglekøjen, bliver et antal indfangne vildænder tæmmet og dermed anvendt som lokkeænder. Desuden stækker man vingerne på dem og holder dem gennem længere tid fanget i et lille bassin tæt ved opsynsmandens hytte. Han betegnes i øvrigt som "Kojmann". Disse ænder er naturligvis til at begynde med meget sky, men det fortager sig hurtigt, og snart kan køjemanden lukke dem ud i dammen og give dem friheden tilbage. Villigt følger de køjemandens lokken, når han strør foder ud til dem. Når de på denne måde dagligt passes under omhyggelig pleje og opsyn, glemmer de mere og mere deres medfødte trang til frihed. Kun sjældent driver denne trang dem til flugt. Når fangsttiden nærmer sig, gøres der alt for at skabe størst mulig fred og ro i køjen og rundt om den. Gæster og andre besøgende har ikke længere adgang, og jægerne har ikke lov til at gå på jagt inden for en bestemt afstand af fuglekøjen. Snart arriverer de første træk af ænder. Med en munter snadden og rappen sender lokkeænderne hilsner op til de overflyvende, trækkende slægtninge for at invitere dem ned til denne fredsommelige plet, hvor de kan raste og restituere sig. Mange følger disse lokkeråb; ofte bliver hele dammen befolket af andeflokke. De fremmede ænder følger deres falske venner - lokkeænderne - som er vænnet til at opholde sig ved pibens munding, for at blive fodret netop der. Frygtløse svømmer mange ænder også dybere ind i den mere og mere lavvandede pibe for med iver at dykke efter foder. Med et sæt træder køjemandens skikkelse ud mellem sivskærmene. Fra dammen kan han ikke ses, og alle de ænder, der befinder sig i piben farer nu i en voldsom hast dybere ind i piben i håb om at kunne skjule dig i buskadset. Nogle forsøger også at lette, men støder uafladeligt og nådesløst mod det overliggende net og må derfor følge deres venner. Køjemanden følger efter de flygtende, idet han driver dem foran sig i retning mod rusen. Nette snøres til, og en efter en trækkes ænderne ud og med et fast greb knækkes halsen uden udgydelse af en eneste bloddråbe, og på få minutter er værket tilendebragt.
Køjemanden med fadet med den ulmende tørv i hånden. I forgrunden den ruse, som er de stakkels indfangne ænders endestation. Bemærk at det er dette fotografi, der har dannet forlæg for motivet på konservesdåsen.
Mens dette står på, svømmer andre ænder roligt rundt i dammen uden at ane noget om deres rejsefællers skæbne.. Jordvolde, buskads, sivskærme og pibernes buede form forhindrer indkig fra dammen og dybere ind i piben. Når heldet er med køjemanden, kan han snart efter gøre endnu en fangst.
20-30.000 ænder eller endnu flereSom regel bliver der kun gjort fangst, så længe det er højvande. Når det er ebbe, følger ænderne nemlig vandets tilbagetrækning for der at finde "et rigeligt dækket bord". Da ænderne som regel svømmer mod vinden, ved køjemanden på forhånd, hvilken pibe han skal holde øje med. Små kighuller i øjenhøjde gør det muligt for ham at holde udkig over dammen. Under fangsten bærer han i hånden et fad med ulmende tørv for at forhindre ænderne i at lugte ham på trods af deres meget fintfølende lugtesans. Antallet af ænder, der dagligt fanges, svinger overordentlig meget. Udbytterige dage, hvor der kan fanges flere hundrede ænder, veksler selv i den bedste fangsttid med dage, hvor ikke en eneste and lokkes i rusen. Det sidste er nemlig tilfældet i regnvejr, når regndråberne fra nettet falder ned i vandet og forskrækker ænderne. Den årlige fangst af ænder i de enkelte fuglekøjer varierer tilsvarende. De udgør i ugunstige år sommetider kun nogle få hundrede, i gode år derimod 20-30.000 eller endnu flere. Ud over de foretrukne små krikænder (Anas crecca) bliver der også fanget andre andearter i fuglekøjerne, nemlig spidsænder (Anas acuta), som på de nordfrisiske øer kaldes "Grauvögel", skeænder (Anas clypeata), pibeænder (Anas penelope) og stokænder [gråand] (Anas boscas). Heinr. Boysens konservesfabrik på Föhr Langt den største del af de fangne ænder bliver eksporteret i hermetisk lukkede konservesdåser. I en årrække har en konservesfabrik i Wyk på Föhr hvert år forarbejdet omkring 40.000 ænder. En mindre fabrik findes desuden på Amrum. De ænder, der har været så heldige at undgå deres fjende, tilbringer vintermånederne i det vestlige og sydlige Europa. Herom har jeg skrevet i juli-nummeret af "Die Heimat" (2). Med forårets tilbagevenden viser ænderne sig igen ved vore kyster, men nu i spredte småflokke. At tænke på jagt kan slet ikke komme på tale. Deres stærke indre længsel efter hjemegnen drager dem efter et flygtigt hvil mod det høje nord. Krikandens vandring (Die Heimat, 20. Jahrg., Juli 1910, Nr. 7, s. 160-161) I de seneste år er der i fuglekøjerne på vore øer af og til fanget ænder, som om den højre fod bærer en ring af aluminium med indskriften "H. Chr. C. Mortensen, Viborg, Danmark" samt et løbenummer, så de enkelte ænder kan skelnes fra hinanden. Mortensen er lærer ved Viborg Katedralskole. Allerede som dreng, men især da han blev huslærer på en herregård i det nordvestlige Sjælland, begyndte han at interessere sig for trækfuglenes vandringer. Hans studier blev imidlertid afbrudt i en halv snes år, mens han boede i København, men de blev hurtigt genoptaget, da han flyttede til Viborg, en by beliggende midt i Jylland. Ud over at ringmærke storke, forsøgte han også at fastlægge rejseruter og vinteropholdssteder for forskellige rovfugle og sangfugle. I 1907 udvidede han sine undersøgelser til også at omfatte vilde ænder efter at Carlsberg Fonden gennem en bevilling gjorde det muligt for ham. I undersøgelsen satte han sig for både at kunne give meddelelse om retningen hen imod vinteropholdsstedet, men også oplysninger om det sted, hvor fuglene overvintrer. I årene 1907, 1908 og 1909 har hr. Mortensen til det formål ringmærket 471 ænder i fuglekøjerne på Fanø. Af dem bestod de 189 af krikænder, 276 var spidsænder og 6 pibeænder. Af de mærkede krikænder er der til dato kommet tilbagemeldinger om 39, altså godt og vel 20%. Oplysningerne om spidsænderne er meget mindre, og om pibeænderne er oplysninger helt udeblevet. Ved det første forsøg i oktober 1907 lod hr. Mortensen kun krikænder flyve, i alt 102. Når en ring var sat om den højre fod, blev den anbragt foran køjemandens hytte. [Herefter refererer Christiansen temmelig omhyggeligt Mortensens undersøgelser og fremhæver naturligt nok:] I oktober 1908 blev 100 spidsænder sluppet løs og kun 1 krikand: i det følgende år (1909) dertil yderligere 86 krikænder. Af dem blev dem med numrene 1001, 1002, 1006, 1026 og 1028 fanget på Föhr, og ringene blev af køjemand Karl Martens i Boldixumer Køje sendt til hr. Mortensen. Både jægere og frem for alt køjeinteressenterne beder vi hermed om at støtte undersøgelserne. De vil helt sikkert have interesse i at få mere viden om deres jagtvildts liv og færden, og derfor giver de forhåbentlig de ringmærkede ænder et fripas, ligesom det er tilfældet med lokkeænderne. Det er endda muligt at en sådan løssluppen and også tjener som lokkeand eller at den til næste år vender tilbage, og på denne måde kommer til at betale sin løsepenge for sin frihed tilbage. Bliver den pågældende and dræbt, så hører det med, at den kan være med til at tjene videnskaben. Men inden man lader anden flyve igen, skal man lige huske at notere sig ringens nummer og meddele det til hr. Mortensen. Men dertil anbefales det at tage et aftryk af ringen ved at man tager et stykke tyndt papir og fugter det, trykker det mod ringen og stryger med en blyant hen over det.
Kilder og noter
|
Krikand (Anas crecca)
Krikand på dåse. Sådan må vi forestille os, at produktionen af konservers fra Heinr. Boysens konservesfabrik på Föhr har taget sig ud. Så iscenesat og kommerciel blev produktionen på Fanø aldrig. Herfra måtte man nøjes med at levere daglige friske forsyninger til især København.
|
Publiceret 17. november 2007. Idé, research, og layout: © Per Hofman Hansen - Aldus.dk. |