'Fugle-Mortensen', H.Chr.C. Mortensen: Mærkede spidsænder på FanøStykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Mærkede spidsænder på Fanø
|
 Gennem en bevilling fra Carlsbergfondet erhvervet i treåret 1908-1910 blev det muligt for Mortensen at gennemføre en stor ringmærkning i fuglekøjerne på Fanø. For de tildelte midler købte han indfangne ænder, ringmærkede dem, og satte dem fri. Om forsøgene og deres resultater har han skrevet flere steder: Nedenstående artikel stammer fra Dansk Ornithologisk Forenings Tidsskrift 1913-14, men allerede i 1908-09 skrev Mortensen en artikel i Gads danske Magasin om ringmærkning af krikænder på Fanø. I årene 1908-1910 blev 320 spidsænder ringmærket i fuglekøjer på Fanø - 67 blev siden genfundet I tilslutning til flere tidligere beretninger (Note 1), som jeg har aflagt, skal her gives en meddelelse om 67 mærkede spidsænder. De hører til et parti på 320 stk., som ved velvillig understøttelse af Carlsbergfondet er erhvervet i treåret 1908-1910 fra fuglekøjer på Fanø. Her fanges hvert efterår ænder i tusindvis, når de er fløjet fra de lavvandede strækninger (vaderne) mellem Fanø og Jylland ind i køjens dam, der ligger hyggeligt gemt i en lille lund af buske og små træer (Note 2). Efter at de nemlig har drukket og vasket sig i dammen, svømmer de sammen med nogle lokkeænder, som de forefinder der, ind i en kanal, som er overspændt med et net; her er lokkeænderne vant til at finde æde (byg, der strøs til dem). Fra denne kanal jages de så op i en grøft, som ligeledes er overdækket med et net, og som ender i en ruse, der kan lukkes op, således at de ænder, der er faret ind i den, kan tages ud. Vildænder gøres til lokkeænder Hvert efterår må en del vildænder gøres til lokkeænder, og dette går for sig på følgende måde. Først mærkes de ved en rift i svømmehuden, for at man kan kende og skåne dem, hvis de senere skulle blive fanget i en fuglekøje; derefter stækkes de på den ene vinge og anbringes i et indelukke ("tæmmekassen"), hvor der er god plads til en snes ænder eller flere. Det er en højloftet udbygning fra en af kanalerne ("tæmmekanalen"), forsynet med bassin og med et vindue af jerntrådsnet oppe ved taget på den ene side. Her oppe fra kastes der byg ned til ænderne, som må opholde sig der nogen sid, fra 10 dage til 3 uger, indtil de ikke længere er bange for at æde byg, mens køjemanden ser derpå. Så lukkes de ud i den snævre ende af kanalen (der, så længe ænderne skal være i den, er aflukket fra den bredere ved en skråt stillet skodde, som vildænderne kan flyve over ude fra, når de vil ind i kanalen, medens de stækkede ænder ikke kan komme op over den, ud i dammen) og vænnes til at finde byg, når det strøs ud til dem, hvad enten kornene falder på det tørre eller i vandet og synker til bunds. Efter en to, tre ugers forløb har de lært at lade være med at løbe op i rusen og blive fanget sammen med vildænderne, der jages derop, og nu kan de så lukkes ud i dammen, der er indhegnet med et jerntrådsnet. Her opholder de sig så om vinteren og næste forår og sommer, idet de flere gange om dagen søger ind i kanalerne for at få æde. Så snart de, et års tid efter, at de blev stækket, i september, oktober måned har fået ny svingfjer, flyver de med vildænderne, der aflægger besøg i køjen, ud på de lavvandede, i ebbetiden tørlagte havstrækninger mellem Fanø og Sønderjylland (køjemændene kalder dem derfor nu "flyveænder"), men vender idelig tilbage til det gode madsted i kanalerne inde i køjen, fulgt af bestandig ny ænder, som derved lokkes i fordærv. Når frosten så kommer i oktober-november måned, følger de fleste af flyveænderne med de vildandeskarer, der undgik at blive fangede, til mildere egne. De spidsænder, der omtales i det følgende, er nu enten
Andre er gjort til "lokkeænder" og er derefter blevet "flyveænder"; de har altså opholdt sig i køjens dam vinteren over og er først fløjet bort et år efter at de er mærkede. Der kunde måske gøres indvendinger imod, at "flyveænder" (altså frit flyvende lokkeænder) benyttes som forsøgsfugle. Det kunde nemlig siges, at sådanne fugle ikke er absolut vilde, og at man altså ikke kan stole på, at de vil forholde sig ganske som deres kammerater. Jeg vil dertil svare, at flyveænderne ikke er påvirkede af mennesker på anden måde, end at de har vænnet sig til at blive fodret af én bestemt mand, nemlig køjemanden; ham kender de, og ham er de ikke bange for; de svømmer endog efter ham, når de ser ham, fordi de har lagt mærke til, at der drysser æde fra hans hånd ned i vandet til dem. Men det er kun denne ene mand, de viser sig tillidsfulde imod, og det oven i købet kun, når han har et ganske bestemt udseende. Tager han f. eks. en dag en anden hue på end den sædvanlige (ikke at tale om en frakke af en anden farve), så anerkender ænderne ham ikke mere som ufarlig, men flygter, når han viser sig. Så snart de har tabt de stækkede svingfjer og fået ny i stedet, flyver de frit, hvor hen de vil, med kammeraterne og er altså nu lige så "vilde" som f. eks. stære eller storke, der også til en vis grad har vænnet sig til at se mennesker, og som lader dem komme sig få meter nær, ja går efter plovmanden (ligesom lokkeænderne følger den fodrende køjemand), fordi de har lagt mærke til, at der kan falde noget spiseligt af til dem der. Det har da også vist sig, at der er kommet efterretninger om både "flyveænder" og deres helt vilde kammerater fra de samme vinterkvarterer, dvs. fuglene har fulgtes ad. Om det nu er den ene eller den anden af dem, der har vist vej, er ligegyldigt: Flyveænderne kan ikke have taget skade på deres sanser eller på deres modtagelighed for meteorologiske eller andre påvirkninger, fordi de har været tvunget til at opholde sig i en dam ude i naturen et års tid, - ja selv om de har gået i et stort bur derude en måned eller halvanden af tiden. De er for øvrigt så få i tal, fylder så lidt i de store andeflokke, at der vel ikke er stor sandsynlighed for, at det just bliver dem, der kommer til at føre. Hvis de førte, ville de vel blot blive ved med at trække kammeraterne til køjerne, selv om vinteren. Som før nævnt, er der hidtil blevet mærket 320 voksne spidsænder, og der er indtil udgangen af året 1913 kommet bud om 67 af dem, dvs. godt 20 pct. Jeg har i det følgende ordnet disse ænder efter deres genfangst-dato. Der kan mod denne ordning indvendes, at vintermånederne ikke hvert år er ens, og at man får et bedre billede af vejrforholdenes indflydelse på ændernes valg af opholdssted ved at efterse hvert års høst af dræbte ringænder for sig. Jeg har derfor også (s. 139) ordnet de dræbte ænder efter deres genfangst-år. Og endelig vil man ved hjælp af fortegnelsen (s.141 og s. 142) få en oversigt over ændernes genfangst-steder. De meldte, mærkede spidsænder, ordnede efter genfangst-dato Ænderne er mærket af mig selv eller af en af køjemændene N.J. Anthonisen og J.M. Knudsen i, "Gamle Køje" og "Knudsens Køje" ved Albuebugten på østsiden af Fanø (55° 23' n.Br. og 8° 25' ø.L.) i de tre efterår 1908-1910. Der er tildelt hver af ænderne mindst tre stykker tekst: Det første stykke begynder med det tal, hvorunder anden er opført på kortet (side 142). Derefter følger det nummer, der stod stemplet på fuglens ring sammen med et kontrolbogstav (der er uden interesse for denne afhandling og derfor udeladt) og min adresse. (At meddeleren uden opfordring opgiver kontrolbogstavet rigtigt, sammen med andens nummer, er jo i og for sig tilstrækkeligt bevis for, at der ikke foreligger nogen mystifikation, men som yderligere sikkerhed har han i de fleste tilfælde, efter opfordring af mig, indsendt et blyantsaftryk af ringen eller mulig ringen selv, helst siddende urørt på fuglens fod). Efter andens løbenummer følger, hvor det i farten har kunnet afgøres sikkert, angivelse af fuglens alder (Note 3) og køn, og derefter dato for mærkningen, der, når ikke andet meddeles, er udført af mig selv. I andet stykke opgives, hvor anden er genfunden, først i grove træk, ved hjælp af navne, som enhver kender, derefter nøjagtigere, med stednavne, der kun findes på udførligere kort, og stykket ender med findestedets geografiske bredde og længde (der er tilstræbt opgivet med en nøjagtighed af 1 minut), samt dato for fundet. I tredie (og måske fjerde) stykke opføres meddelernes navne og adresser, i den orden, hvori meddelelserne for hver and er indløbet. Og mulig følger derefter endnu nogle oplysninger, der vedrører fundet. [Her fra kan du læse fortsættelsen af Mortensens artikel om de ringmærkede spidænder fra side 118 i en scannet udgave] 
 Du kan også se den komplette artikel (s. 113-159) i den scannede udgave
Noter og kilder
Litteratur om Fugle-Mortensen
|
 Spidsand. Håndkoloreret litografi. Tavle 46 i Niels Kjærböllings smukke værk Ornithologia Danica. Danmarks fugle. Kbh. 1851.  Grundrids af en køje.
 Spidsand nr. 331 flyver ud i den vide verden.  Kortskitse med angivelse af de steder, hvorfra de mærkede spidsænder er meldt. 
|
|
Publiceret 22. oktober 2006. Opdateret 22. juli 2010. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |
|