Fuglekøjer på Fanø i Månedsskriftet Hunden 1907

Fuglekøjer på Fanø i Månedsskriftet Hunden, 1907

Stykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Månedsskriftet Hunden

Månedsskriftet Hunden. Illustreret Fagtidende for Hundevenner, Opdrættere og Jøgere. Organ for Dansk Kennelklub. Udgivet af Viggo Møller, der var medstifter af Dansk Kennel Klub og klubbens første sekretær. Han ejede og udgav tidsskriftet 'Hunden' allerede før klubbens stiftelse og frem til sin død i 1910. Om han under pseudonymet V.R.M. står bag nedenstående artikel og tegning fra fuglekøjen på Fanø er uvist.

Fuglekøje på Fanø 1907 tegnet af V.R.M.

Mon ikke vi står på den vestlige side af fuglekøjen og kigger mod øst ud over Vadehavet, hvor Jyllands kyst ses i horisonten? Herfra hvor vi står kan vi se indgangen til tre af de formentlig seks piber, men de er tilsyneladende ikke overdækket af et net, så køjen anvendes næppe længere til fangst.

Fuglekøjer på Fanø

De fleste mennesker har vist nok hørt tale om fuglekøjer, men hvorledes de så er indrettet, og hvorledes fangsten foregår, er næppe almindelig kendt. Fanø er sikkert det eneste sted i Danmark, hvor fuglekøjer findes; men på flere af de sydligere Vesterhavsøer har denne fangstmåde været brugt i umindelige tider. En sådan fuglekøje, eller rettere andekøje, thi den er udelukkende beregnet på vildandefangst, består af en dam, hen ved et halvt hundrede alen i tværmål. Fra denne udgår i bueform seks kanaler, som efterhånden snævrer betydeligt ind; på det sidste stykke er de overspændt med net og ender i en ruse. Dammen og kanalernes sider er forsynet med diger, dannet af den opgravede jord.

En lille hytte, hvor køjemesteren kan opholde sig
Ligeledes er der opstillet skærme, dannet af moserør [tagrør], så at man kan færdes uset af ænderne. Det omgivende areal er tilplantet med forskellige skovtræer, så der dannes en lille lund på en tønde land eller mere; uden om er det hele forsynet med en forsvarlig indhegning. Endvidere findes en lille hytte, hvor køjemesteren kan opholde sig, og hvor foderet opbevares.

Lokkeænderne er vingestækkede
Alle køjerne (der findes 4 i alt) er lagt på den østlige side af den lange, smalle ø i en fjerdingvejs afstand fra hinanden. I hver køje holdes en stor flok lokkeænder, ofte 2-3 hundrede stykker. De spiller en vigtig rolle under fangsten. De er mærkede med en lille guttaperkarem (gummi- eller elastikrem) om den ene fod, og en del af dem er vingestækkede. Resten har deres fulde frihed; men alle har de en tid været indespærret i et stort bur, hvor de er blevet vænnet til synet af køjemesteren. De fodres dagligt i køjen året rundt.

Undertiden har køjen bogstavelig talt være stuvende fuld af ænder
Mellem øen og fastlandet og videre ned langs Sønderjyllands kyst findes nogle flade grunde, de såkaldte vader, som ved ebbetid ligger tørre. Bunden er blød og består af klæg, hvori findes orme, småsnegle og andre skaldyr i overflod. Når de store andeflokke fra Norden i høst trækker ned mod vore kyster, finder de her et rigt forsynet forrådskammer, og i efterårsmånederne er farvandet opfyldt af uhyre skarer af forskellige andearter. Når vandet falder, samler ænderne sig på vaderne, hvor føden ligger udbredt for dem, så de med ringe ulejlighed kan få kroen fyldt. Så snart floden igen begynder at stige, og de ikke længere kan nå bunden med næbbet, tager de jævnlig til vingerne og søger i større og mindre flokke det ferske vand. På de forhold beror køjefangsten, idet de halvtamme lokkeænder, som ved lavvande færdes ude på vaderne mellem deres vilde slægtninge, altid trækker en del af disse med sig, når de ved flodens indtræden vender tilbage til den hjemlige køje. Undertiden har køjen bogstavelig talt være stuvende fuld af ænder. Køjemesteren udstrør nu en del korn i kanalen, som snart søges af de huskendte lokkeænder; og efterhånden følger nogle af de vilde efter. Med spændt opmærksomhed følger køjemesteren begivenhedernes gang, medens han forsigtig bevæger sig bag de dækkende skærme. I hånden bærer han en lille kobberpande med en brændende tørv, for at tilintetgøre enhver lugt, som kunne røbe menneskets nærværelse for de mistroiske ænder. Så snart disse er kommet ind i den overdækkede del af kanalen, behøver han blot at vise sig for at drive dem endnu længere frem og sluttelig ind i rusen. Her tager han dem frem en for en og dræber dem. De af lokkeænderne, som er kommet med i rusen sættes atter i frihed og søger tilbage til dammen. Snart efter begynder den samme forestilling forfra.

Fangsten afsættes så godt som udelukkende i København
Der kan under samme vindforhold i reglen ikke fanges i flere end en eller to af kanalerne, og i det hele taget spiller vind og vejr en stor rolle for fangsten, så at det daglige udbytte kan variere fra nogle få ænder til flere hundrede stykker. Fangsten består af krikænder, gråænder, skeænder, brunakker [Anas penelope = pibeand] og spidsænder; men krikænderne udgør den langt overvejende del. Undtagelsesvis fanges et og andet eksemplar af sjældnere art som strømand [histrionicus histrionicus], perleand [= spidsand] og hvid skallesluger [mergus ...]. Den sidste gæster næsten hvert år køjerne. Fangsten afsættes så godt som udelukkende i København; et enkelt forsøg på eksport til England er ikke faldet ud til tilfredshed. En del ænder udtages hvert år til lokkeænder, da så mange af disse drager bort eller bliver skudt, at det er nødvendigt at forny bestanden. Fangetiden tager sin begyndelse sidst i august og varer til sidst i oktober eller hen i november. I denne tid er køjerne strengt fredlyste, og ingen uvedkommende tilstedes adgang, og da de for øvrigt ligger på en næsten ubeboet del af øen, hersker her ro og fred året rundt.

Et enkelt år nåede fangsten hen ved 9.000 ænder
Den første fuglekøje [Sønderho Gamle Fuglekøje] på Fanø anlagdes i året 1866 af en skipper Anthonisen, men det gik meget småt med fangsten i en lang årrække og ophørte efterhånden helt; lokkeænderne forsvandt, og køjen forfaldt omsider. I firserne blev arbejdet optaget på ny. Et aktieselskab blev dannet, og køjen istandsat. Nu gik det langt bedre med fangsten, som et enkelt år nåede hen ved 9.000 ænder, og gav interessenterne 50% i udbytte. Den gode forretning fristede snart andre til også at lægge sig efter køjefangst, og der er efterhånden anlagt endnu 3 køjer af forskellige selskaber. Fangsten er imidlertid ikke tiltaget i samme forhold, idet der ikke fanges flere ænder i alle 4 køjer tilsammen, end der i sin tid fangedes i den gamle alene. Nettoudbyttet bliver derved kun ringe, og som indtægtskilde er fuglekøjerne nu uden synderlig betydning.

En af de sidste anlagte køjer [Ternedal Fuglekøje], den såkaldte patentkøje, drives efter andre principper end den før nævnte. Metoden, hvor på der er udtaget patent, består i at udspænde et net over dammen så hurtigt, at ænderne ikke får tid til at undslippe. Nettet ligger opskudt på dammens sider (som ikke er forsynet med kanaler), og strammes i det afgørende øjeblik ved hjælp af en meget tung vægt. Hidtil har dog denne køje vist sig at være de andre betydeligt underlegen.

Gennem lyng og marehalm træder man pludselig ind i en lille, lun skov
Fuglekøjer er som før nævnt af meget gammel oprindelse. For hen ved 200 år siden anlagdes de første køjer på Sylt og Føhr, og efter sigende blev en hollænder indkaldt for at forestå anlægget og ledelsen. Man har altså endnu tidligere kendt ideen i Holland, og måske den oprindelig stammer fra dette land. På de besøgende gør fuglekøjerne på Fanø et ejendommeligt indtryk. Gennem lyng og marehalm træder man pludselig ind i en lille, lun skov med den for skoven særegne bundvegetation, summende myg og syngende småfugle.

Gøg, gravand og snepper
Gøgen, som er stærkt udbredt i klitegnene, opholder sig fortrinsvis her; gravanden ruger i digernes huller, og i det hele finder en mængde fugle her et fristed. Snepperne, hvoraf der i efterårstiden falder større og mindre træk langs hele vestkysten, overvintrer næsten hvert år i fuglekøjerne.

Hermelinen skulle bekæmpe rotten
Rovdyr fandtes ikke i tidligere tider på øen, men for 4-5 år siden indførtes lækatten [hermelinen] her til for at bekæmpe jordrotten, som da havde formeret sig i en foruroligende grad og anrettede betydelig skade på markerne. Rotterne forsvandt i løbet af et års tid, vel næppe udelukkende på grund af lækattenes efterstræbelser, men disse har efterhånden formeret sig ret betydeligt og særlig valgt fuglekøjerne til opholdssted. I en enkelt af disse er der sidste vinter fanget hen ved 50 lækatte i fælder; men de synes dog ikke at volde andefangsten synderlig forstyrrelse, selvom de af og til finder lejlighed til at tage en del af lokkeænderne. På andetrækkets af- og tiltagen er der ingen forandring at spore, flokkene er lige så talrige i vore dage som for en menneskealder siden, og lyden af deres stemmer og bruset af de mange tusind vinger lyder ind over land, som det har gjort gennem hundreder af år.

V.R.M.

De dybe hjulspor snor sig malerisk gennem lyng og klit ud til Sønderho Gamle Fuglekøje. Foto: © Per Hofman Hansen 29. juli 2006.

Fuglerede klinet op ad den indvendige side af ornitologernes skjul i Sønderho Gamle Fuglekøje. Det er svært at afgøre om reden har tilhørt en rørsanger (Acrocephalus scirpaceus), en drosselrørsanger (Acrocephalus arundinaceus) eller måske en kærsanger (Acrocephalus palustris). Foto: © Per Hofman Hansen 31. juli 2006.

Rørsanger (Acrocephalus scirpaceus). Måske er det dens rede, vi ser herover. Rørsangeren bygger netop sin rede ophængt mellem tagrørene, og er ligesom gærdesangeren ofte værtsfugl for gøgen. Det er i øvrigt rørsangerens stemme du hører på denne side.

Gærdesangeren (Sylvia curruca) bygger normalt sin rede ganske lavt, ret langt inde i busk. Den kaldes også gøgemoderen, fordi den ofte narres til at udruge gøgens æg og opfostre gøgeungen.