Et ophold i Jylland, på de danske øer og i København: Øen FanøStykker til Fanøs kultur > Horace Marryats besøg på Fanø
|
|
Horace Marryat (1818-1887)
Engelsk rejsebogsforfatter og ud af engelsk adelsslægt. Hans far, Joseph Marryat (død 1824), var parlamentsmedlem for Sandwich-øerne og formand for Lloyds i London. Marryat fødtes i Surreyshire og blev 9. august 1842 gift med den ligeledes adelige Matilda Elizabeth Somerset (1815-1905). Sammen med hende, nogle venner og tjenestefolk gennemkrydsede han i to år Danmark med henblik på at udgive en rejsebeskrivelse, og undervejs blev han med begejstring modtaget på godser og herregårde. Læs mere > Badegjæsterne begynde nu at ankomme Badegjæsterne begynde nu at ankomme til Fanø. Blandt de senest dér ankomne Badegjæster befinder sig en engelsk Capitain Maryat med endeel engelske Damer; den Samme, der i fjor i Kjøbenhavn gjorde saa megen Opsigt ved sin Rigdom og Luksus. Her har han imidlertid ladet spørge om Priserne paa Værelser forinden han modtog dem, hvilket tyder paa, at man sikkert andetsteds har foretaget vel drøie Udskrivninger af den engelske Esquires Pung. (Silkeborg Avis 27. juli 1959).  Vi har to mil mere over banken til Strandby, hvor vi går om bord på færgen til Fanø. Her er masser af agerhøns. Vi møder et spand okser pyntet med træktøj af strå med stjernelignende spidser, som var det en bramansk [1] afgud. Vi når færgen - båden ankommer efter en times forsinkelse - bringes ud til havet i en boers [2] vogn og indskibes derefter; efter at bagagen er bragt på plads, losser vores vogn skibet, der er fyldt med frisktørret fisk, øens produkter: kuller, torsk og rokke, alt sammen pænt ordnet som små pakker. 105 kan tælles; så ankommer en anden vogn: vi indskiber nogle bondekoner i deres løjerlige dragter; mændene smøger deres knæbukser op og vader ud for at spare betalingen - blot lidt for dybt - tidevandet stiger, så de skynder sig ind, våde og ilde til mode. Efter en halv time går vi i land på Fanø. Kapitel 45Øen Fanø - Bondekonernes voluminøse underskørter og sorte masker - Deres orientalske karakter og hollandske renlighed - Dronning Thyra forliser ved Mandø - Rav-indsamling.Øen FanøØen Fanø - ikke ulig en højhælet damestøvleDen 21. juli 1859. Måske De aldrig har hørt om Fanø: Den er placeret næsten modsat den lille havneby Hjerting, fra hvis havn der i sommersæsonen afgår et dampskib med slagtekvæg til England med forsyninger til de mest glubende gastronomiske malstrømme, Londons markeder [2a]. Fanø er et langt smalt stykke land, ikke ulig faconen på en højhælet damestøvle, der fint spidser sin tå under anvisning fra en celeber balletmester. De seneste år har den haft mindre lighed med - eller rettere den er kun skyggen af - et badehotel, der besøges af stille og kedsommelige mennesker - der søger efter sundhed, ikke fornøjelse - og som indlogerer sig på de to små hoteller på stedet. Sat af ved "Jørgensens", hvor vi fandt rene komfortable værelser og god mad, ville De måske have spist Deres middag direkte fra gulvet, hvis ikke det havde været for sandet. Det er ret forfriskende igen at møde den hollandske renlighed, vi lagde bag os, da vi forlod Limfjorden, dog altid med undtagelse af Varde. Landet med gode, solide, kulørte uldunderskørter Fanø er et af de få steder, der holder fast i gamle skikke og dragter og er forblevet stillestående de sidste 1000 år. Kvindernes dragt er højst mærkværdig. Vi er nu i landet med underskørter - ikke krinoliner, men gode, solide, kulørte uldunderskørter - af hvilke de smukke indbyggere, og de er meget smukke, bærer et udefinerbart antal, fra syv og op, i overensstemmelse med situationens højtidelighed. De fortæller om en brud, der stående ved alteret næsten besvimede under vægten af sine tretten - men hun var ikke "en hvem som helst" - sådan et bryllup, sagde de gamle folk, var ikke blevet set i lange tider. Tretten underskørter mindede dem om den tid, da deres bedstemødre var unge. Da vi i aftes krydsede farvandet med færgen stod en bondepige og lænede sig ind over lasten, mens hun talte med færgemændene og havde sin ryg mod mig; derfor var jeg i stand til at iagttage hendes gevandter. Hendes yderste klæder var af grønt uld, omslynget af sort fløjl rynket i flade plisseringer rundt om taljen; dernæst kom en blå, så en rød, som hun burde have båret yderst, da det så meget elegant ud. Da jeg kom til den røde, flyttede hun sig, så jeg blev nødt til at holde inde med mine studier, men begyndte igen senere. Nuvel, men den røde blev fulgt af en brun, så kom en gul, så en anden blå - falmet blå, meget passende at bære inderst - så kom - det er lige meget! - og til sidst et par ben, meget veldrejede ankler, iført lilla kamgarnsstrømper, uden fødder. Hun bar en sort fløjlsjakke, ornamenteret med filigranknapper, og et tørklæde [3] rundt om hovedet. Kvinderne udfører alt det hårde arbejde hjemme Men den mærkeligste skik af alle er den, hvor man bærer en sort maske (kaldet en strude [4]), når man arbejder på markerne, ligesom dem, man bærer til maskebal, bortset fra bavolet'en [5]. Mændene er beskæftiget på de store have eller fisker. Når de er hjemme, spiser de, drikker og sover, og forlader aldrig deres senge, før de skal af sted på en ny ekspedition. Det var det samme i Skagen og ved Agger. Kvinderne udfører alt det hårde arbejde hjemme - men ikke på bekostning af deres teint. Noget mere løjerligt kan ikke ses end skarer af disse sortmaskede skabninger, der vender hjem, drivende deres køer fra klitterne. Det lader til at påvirke fårene også, for vi mødte adskillige nyfødte lam, hvide som nyfalden sne, med sorte masker præcis som deres madmødre. Børnene er meget kønne, og pigerne i landsbyvinduerne kønnere end noget, vi er kommet forbi i mange dage. De har et ret orientalsk udseende ansigtsudtryk - lange øjne, mørke, mandelformede, ørnenæse, fin og sart mund, en mørk men strålende hudfarve; selv faconen på masken (skønt vore bedstemødre i det 18. århundrede aldrig gik eller "kørte" ud uden at bære disse halvmasker [6]) giver indtryk af, at de var et levn fra skikke importeret fra et orientalsk land; og dels pga. væringerne [7], dels den tidlige forbindelse til Tyrkiet er det slet ikke umuligt, at det forholder sig sådan. Byen Nordby er ren sand at vade i Byen Nordby, som vi nu opholder os i, er ikke ønskelig som bopæl; den er også, som Skagen, ren sand at gå i, eller rettere at vade i. Den anden by i den yderste ende af øen hedder Sønderho. Da vi ankom til Nordby, var vi overrasket over at finde halm spredt ud overalt. Meget raffineret, bemærkede en fra selskabet, lidt som Belgravia (i London); en Fanøbrud, uden tvivl, netop nedkommet med en søn og arving. Da, ligesom vi begav os videre, halmlaget tog til i tykkelse, og hjulene blødt gled over det, opdagede vi vores misforståelse - det var spredt på den sandede vej for at forhindre vognhjulene i at synke ned i hjulsporene, et meget fortræffeligt arrangement, og ikke kostbart; det viste sig at være hjelme (Arundo arenaria), med hvilke klitterne er beplantet, idet de udfylder det dobbelte formål at holde fast på klitterne og forbedre vejene. Landskabet omkring byen er vel opdyrket. Folk vrøvler ganske vist en del om "sandet jord, ingenting vil gro i den"; alting synes næsten at blomstre i den, hvis man forsøger. Den stedsegrønne eg, figentræet og morbærtræet foretrækker det; boghveden, havre og rug trives; og hvad angår kartoffelmarkerne, er det en fornøjelse at se på dem. Den eneste gødning brugt her i større mængder er småhajer og skidtfisk, der er skyllet i land på stranden eller fanget i fiskernes net. I Sønderho er de fleste af husene dekoreret med galionsfigurer Det var en otte mil lang køretur til Sønderho, en landsby mere hollandsk i sin karakter end sin søsterby: husene har et egenartet, net, pænt udseende og haver, hver af dem omgivet af bukketornshække, som folk i England kalder "teplanten", som trives her til fuldkommenhed, og modstår vindens rasen - og hvis blade, måske, leverede den drik, der blev serveret til vores morgenmad denne morgen. De fleste af husene er dekoreret med galionsfigurer, nogle med meget gamle billedskærerarbejder, levn fra skæbnesvangre skibe, forlist udfor denne særdeles ugæstfri kyst. Jeg kiggede ind ad nogle af husenes døre. Interiøret svarede til resten af bygningen - en stor samling af porcelæn - gamle Delfter-fajance tallerkener - og i midten af hver reol, skinnende klar som forgyldt guld, var en af disse gamle drevne tallerkener, der engang blev brugt til at servere bryllupskager til bryllupsfesten, men som nu var ret gammeldags, fortalte min meddeler mig. Thyra Danebod strandede på Mandø Et gammelt sagn fortæller, at i fordums tid forliste Dronning Thyra Danebod ud for øens kyst og ved ankomsten fra England først satte foden på dansk jord på den tilgrænsende "Mandø", der staves ligesom vores egen 'Isle of Man' i Det Irske Hav, der også engang var dansk besiddelse. Bemærk at her ved hendes første ankomst fra England, var Dronning Thyra skibbruden, hvilket kan få os til at antage, at hun - som gamle Saxo Grammaticus angiver - var datter af Kong Ethelred, selv om danskerne nu benægter det - gamle Gorm var alt for fornuftig til at slæbe kvinder rundt på sit krigstogt mod Kong Alfred. I taknemmelighed, som takkegave for hendes beskyttelse, gav hun forskellige områder til Mandøs Kirke: områder dækket med bygninger, siger man, som indtil den dag i dag kaldes Manø Hølade; til Fanøs kirke skænkede hun en døbefont af granit. Vi gik ind i kirken, en moderne bygning, opført i overensstemmelse med indbyggernes smag; og der står den - cirkelrund, uformelig og groft udhugget - temmelig gammel og tilstrækkelig primitiv til at have været Dronning Thyras gave. Men Dronning Thyra lader ikke til at have været den eneste person, der forliste ud for øen, hvis man betragter den flåde af kirkeskibe, der er ophængt under bjælkerne i landsbykirken. Mange er meget gamle, og nogle er fra så sent som 1845 og 1853. Den lutherske kirke lader ikke til at afvise disse takkegaver fra de skibbrudne sømænd. Ravforarbejdning er deres hovederhverv Folket her dyrker meloner, ligesom de gør i Skagen og andre sandede steder; men ravforarbejdning er deres hovederhverv. Mængder af det samles op ved deres kyster. Om lovene er lige så vilkårlige som ved Pommerns kyster, hvor rav er kongens ejendom, og galger var placeret på strandbredden klar til at klynge lovovertrædere, der dristede sig til at rapse det royale drivgods, op, ved jeg ikke; men de bearbejder det godt og smagfuldt. Vi vendte hjem til sen middag, og begiver os i morgen tidlig til Ribe. Ribe, fredag den 22. juli Vi sejler igen over med færgen. Hestene er bestilt på forhånd, men ikke klar; hestevognen henter os i vandkanten og bringer os til kroen Strax - hvor jeg dog afskyr det ord "Strax"! Postvognen er der heldigvis, men først når den er læsset, spænder de hestene for, og først når hestene endelig er spændt for, melder de ud om køreplanen. Og postkarlen? Han er ved at klæde om og kommer "strax"! Minsandten om det ikke er den meget gamle mand, som sindigt har drevet rundt med pibe i munden, som om han ingen steder skulle. Endelig er vi på vej; en udmarvende, trist og uinteressant tur på 20 engelske mil. Jeg kan ikke anbefale andre at tage turen langs Jyllands vestkyst fra Limfjorden og sydpå. Det kan ikke betale sig. [Herefter fortsætter Marryat sin beskrivelse fra mødet med Ribe].
Noter og kilder
|
Færgeleje og færgekro i Nordby august 1852.
Tegning af David Jacobsen (1821-1871). Efter original i © Silkeborg Kunstmuseum.  A Residence in Jutland, The Danish Isles, and Copenhagen. Af Horace Marryat. London, Forlaget John Murray, 1860. Volume I-II.
I 1859 gæstede englænderen Horace Marryat (1818-1887) Danmark med henblik på at udgive en rejeguide med beskrivelser af sine oplevelser og med oplysninger om overnatningsmuligheder, rejseforbindelser etc. Hjemvendt til England blev det i 1860 til en udgivelse i to tykke bind.  Halm strøet i hjulsporet til Sønderho Gl. Fuglekøje
Selv i dag kan det være nyttigt at strø marehalm eller hø i de sandede hjulspor, som selv moderne køretøjer ikke altid kan forcere. Her er det vejen ind over lyngheden i Tuesdal til Sønderho gamle Fuglekøje. Foto © PHH, juli 2006. 
Bukketorn (Lýcium bárbarum)
Bukketorn er en indført plante fra Middelhavs-landene og Vestasien. Den er hårdfør og nøjsom, som tåler stærk blæst, den salte havgus og sandet jord. Netop Sønderho er berømt for sine mere end 200 år gamle klippede bukketornshække. Foto © PHH, juli 2006. 
Hollandske fliser
De hollandske fajancefliser pryder også den dag i dag væggene i mange af de gamle skipperhuse i Sønderho. Til venstre ses blomster- eller pottemotivet, som stammer fra Fanøs storhedstid som søfartsø i 1800-tallet. Foto © PHH, juli 2006. 
Døbefonten i Sønderho Kirke
Foto © PHH, april 2006. 
Kirkeskibet "Anna Chatarina Galei"
Model af orlogsfregat fra 1747 i Sønderho Kirke. En fuldrigget spantmodel, der med sine 112 cm er kirkens ældste og største (note 8). Før musen hen over billedet og se agterkastellet med to drabelige krigere, en gengivelse af den antikke galej, årstallet 1747 og navn. Foto © PHH, april 2006. |
|
Publiceret 16. september 2006. Opdateret 1. maj 2007. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |
|
