Hvorledes er Fanø blevet til? Af botaniker Anfred PedersenStykker til Fanøs kultur > Fanø og Vadehavet > Hvorledes er Fanø blevet til?
|
Da isen for ca. 12.000 år siden forlod Danmark var Fanø landfast med Sydengland
Annesdals Bjerg. I slugten ved Albuebugten lå Fanøs første kirke viet til Jomfru Marias mor 'Anna Selvtredie', siger fannikerne. Johannes Mejer har også mærket kirken af på et af sine kort over Vadehavet fra 1640'erne, og stedkendte folk mener at have fundet rester af kirken i Annesdalen. I dag er den dækket af klitplantage helt til toppen af det 21 m høje Annesdals Bjerg, "der rejser sig som en skibsstævn brat op over fyrretræerne og lyngstykkerne i syd og nord og Vadehavets grå flader og blege dyb og priler i nord og vest", som Erik Aalbæk Jensen udtrykker det i hans 'Livet på Øerne. Langs Jyllands vestkyst' (Gyldendal 1987, s. 100-101).
http://www.aldus.dk/fanoe/baerentzen/default.html
Foto: Per Hofman Hansen 7. maj 2006.Da isen for ca. 12.000 år siden forlod Danmark, og landet blev befriet for isens vægt, var store dele af havbunden i den nuværende sydlige del af Vesterhavet land. Danmark var landfast med Sydengland og Nordvesttyskland, og Ribe Å var sandsynligvis en biflod til Elben, hvis dal man kan følge langt ud i det nuværende hav. Terrænet lignede Vestjyllands, der var bakkeøer og hedesletter, som var bevokset med fyrreskov. Trærester, tørverester og endda hjortegvirer er fisket op fra det sunkne land, der dengang har været beboet af en sparsom jægerbefolkning. I tidsrummet fra ca. 3000 til 400 år f. Kr., i vor yngre stenalder og bronzealder, sker der sænkninger af landet (måske havstigninger?) og kystlinien rykker i Sydvestjylland til sidst helt ind til grænsen mellem marsk og geestland, altså noget længere ind end den nuværende kystlinie. Flere steder har man påvist, at havet er trængt ind over bronzealdergrave, som man har fundet under marsken. Dermed har man fået en udmærket tidsfæstelse af tidspunktet for sænkningens slutfase. Det må således tænkes, at landsænkningen har betydet oversvømmelse af adskillige bronzealderbygder, vel rydninger i skoven, hvor folk har ernæret sig ved agerbrug. Der har været 25 meter vand, hvor Fanø liggerUd for den sydvestjyske kyst har der været lavvandet. Vanddybden har været stigende de fleste steder og har været godt 25 meter, hvor nu Fanø ligger. Hvorfra ved vi nu det? Fra boringer i renden mellem Halen og Esbjerg Havn har man til ca -18 meter (18 meter under havets overflade) truffet sand, tørvelag, havsand, klæg og leret sand. Derunder ligger landets gamle overflade med ler fra istid eller mellemistiden. På Halen er der fundet tørvelag -2 meter, ved Rindby ved -5 meter. Disse tørvelag med trærester genfindes i flere af boringerne på Fanø, således ved Sønderho mellem 0 og -2 meter, ved Mosdalbjerg ved +1 meter. De 3 dybeste boringer på Fanø når ned til -62, -86 og -155 meter. Danmarks Geologiske Undersøgelse har desværre ikke boreprøver fra dem, men kun boremestrenes angivelser af de forskellige lag. Ved Fanø Bad finder der flyvesand til +1 m, fint havsand med muslinger fra -1 m til -10 m, lidt grovere havsand fra -10 m til -25 m, derefter grus og grovere sand, der sandsynligvis ikke er afsat af havet, fra -25 m til -40 m, til sidst glimmerholdigt ler ned til boringens ophør ved -86 meter.Ved Nordby findes der flyvesand og havsand til -8 m, ler og klæg afsat af havet mellem -8 og -12 m, derefter mere eller mindre fint havsand til ca. -26 m, under -26 m er der lerlag, der næppe er afsat af havet efter istiden; det er måske moræneler fra istidens bakkeøer. Ved Sønderho er der truffet flyvesand til -1 m, havsand, tanglag og klæg til -25 m, derefter ler, der sikkert tilhører istiderne, til -55 m, derunder glimmerler. Rester af plantevækst og tørvDet fremgår således af boringerne, at der lige under flyvesandet er truffet rester af plantevækst og tørvelag, der kun kan dannes på land. Disse rester er set fremme i dagens lys langt ude i vadehavet og fuglekøjerne. De kan endnu ses på Sønderho Strand, hvor havet jævnligt bryder nyt frem. Det er vigtigt at kunne tidsfæste disse lag. Derfor har DGU foretaget en undersøgelse af tørvelagets indhold af blomsterstøv ved hjælp af en pollenanalyse.Blomsterstøvet bevares fint og kan bevise, hvilke planter, der har vokset omkring stedet, da tørvelaget blev afsat. Prøven viser mest pollen af græsser, lyng og hassel. Tilstedeværelsen af pollen fra følgende træer (minus hassel) er meget interessant og viser: 74% birk, 16% el, 4% fyr, 2% eg, 1% bøg, 1% lind, 1% elm og 1% avnbøg. Ud fra træernes forekomst kan man slutte sig til kliamet og den tidsperiode, hvorfra de stammer. De kan tidligst have vokset her i bronzealderen (ca. 700 år f. Kr.). Under lagene med rester af bronzealderens eller jernalderens vegetation ligger de ældre lag. Boringerne viser, at lagene ned til ca. -25 m er afsat af havet og består af havsand og klæglag med muslinger og tangrester. Fra -25 m ændrer lagene karakter, og der træffes grovere sand eller ler, der ikke synes at være afsat i havet. Her ligger efter al sandsynlighed den gamle landoverflade, der fra vestjylland strækker sig ud under marsk og Vadehav og ind under øen. Det er måske Kongeå-Ribeå-hedesletten, der fortsætter under det sydlige Fanø. Disse hedesletter er dannet af isens smeltevand, der har aflejret smeltevandssand ud over de flade strækninger, hvor nu åerne løber. Beregner man hedeslettens gennemsnitsfald og tegner en faldkurve med samme fald, men forlænget ud under Fanø, viser det sig, at hedeslettens overflade under Syd-Fanø mindst må ligge 15-20 m under havets overflade. Også her har vi således et holdepunkt, der støtter tolkningen af resultater fra boreprøverne. Fanøs opståenVed hjælp af de omtalte boreprøver og pollenanalyse kan man nu fortsætte med at trække hovedlinierne op angående øens oprindelse. I den tidligere omtalte sænkningsperiode i yngre stenalder-bronzealder sker der en vældig ophobning af strandsand i havet, hvor nu Fanø og Vadehavet ligger.
Gråklitten ved 'Ved Bavnen' og 'Kåverknoldene' sydvest for Sønderho. Her er landskabet præget af vindbrud og næringsmangel, og syd- og vestsiden af tørke. Hjælme, der ikke blomstrer særlig energisk, har omkring sig den sølvskinnende og tuede sandskæg, der giver klitten dens særlige farve og somme tider navnet sandskægklit, sand-star, som sender skud op i lige rækker fra underjordiske udløbere, kongepen og klitformer af blåmunke og smalbladet høgeurt. På syd- og vestsiden er der mange lav-arter, på stejle nordsider, hvor fugtigheden er større, trænger et mos- tæppe med lyng og engelsød sig op i et højt niveau. Foto: Per Hofman Hansen 14. april 2006.På den rolige østkyst afsattes der marskler, og strandengene har derfor kunnet trænge erobrende frem i Vadehavet. I det varme bronzealderklima har der kunnet gro kratskov i læ af klitterne og det er i disse skove, vi finder rester af ved tørvelagene under de nuværende klitter. Bortset fra dun-birken vokser ingen af træerne naturligt på Fanø i dag. Indvandringen har dengang let kunnet foregå fra Sydvest-Jylland, der var delvis skovklædt. Forekomsten af tørvelagene viser, at de gamle flakøer ikke havde samme omrids som nutidens Fanø, men har strakt sig ud under det nuværende Vadehav. Flakøernes kystomrids har ikke været stabilt, fordi øerne netop er dannet under en sænkningsperiode. Efter sænkningens ophør i slutningen af bronzealderen påbegyndtes marskdannelsen, dels langs den sydvestjyske kyst og dels på østsiden af de flakøer, der havde overlevet sænkningen. Fra dette tidspunkt begynder opbygningen af det nuværende Fanø. Marskdannelsens omfang er imidlertid betinget af en hævning på ca. 1½ m (Axel Jessen: Marsken ved Ribe). Hævningen bevirker, at flakøerne vokser sammen til Fanø. Marskdannelsen langs Fanøs østkyst må være foregået samtidig med dannelsen af Ribe-marsken, idet marskleret når op til samme højde over havet og opnår nærmest kysten næsten samme tykkelse som Ribe-marsken. Hvordan opbygningen er foregåetSom nævnt ovenfor kan man regne med et ældre Fanø, der eksisterede i bronzealderen som en eller flere flakøer, der efterhånden blev nedbrudt, fordi landet sænkede sig. Vidnesbyrd herom har vi i de træ- og tørverester, der findes under og omkring øen. - Dele af flakøerne har sikkert undgået oversvømmelse og har således efter sænkningens ophør kunnet danne grundlaget for det nye Fanøs opbygning til dets nuværende udseende. Hvordan er denne opbygning foregået?Ja, øens ældste kerne har ligget under øens midte på langs ned gennem øen. Herfra er Fanø vokset både mod øst og mod vest. - Lad os først se på væksten østpå. Her på øens læside fandtes roligt vand med skiftende ebbe og flod. Højvandet overskyllede det kystnære land og afsatte hver gang meget fine, tynde lag af marskler mellem strandengens yderste planter, særlig i læ af annelgræsset. I tidens løb højnedes strandengen, hvorved kystlinien rykkede udefter. Annelgræsset rykkede med østover og afløstes, hvor den stod før, af andre strandengplanter, der nu dannede enge, der kun blev overskyllet af særlig kraftige højvande eller stormfloder. En hævning på ca. 1½ m understøttede marskdannelsen og bidrog til, at den naturlige landvinding fik et større omfang, end den ellers ville have fået. I bugten ved Rindby, i Albue-bugten og på Næsset dannedes der marskenge på 1, 2, 3 km's bredde eller mere. Lerlaget har her ved den nuværende kyst en tykkelse på hen ved 2 m. Indadtil bliver leret mere sandet, der findes her adskillige tynde flyvesandslag ind imellem, hidrørende fra sandflugten, der har raset tværs over øen. Lerlaget går dog ikke ind under klitternes flyvesand. Dette viser, at klitterne her er ældre end østkystens marsk. Der er ikke sket klitdannelse i marskområdet, for her har efterårsstormfloderne altid kunnet udjævne de småklitter, der måtte have dannet sig. Man kunne dog have ventet mere sandet marskler. Mange steder står klitterne med en brat stejlside ud mod engene og viser derved, hvor langt stormfloder kunne nå op i ældre tid. De klæglag, der kan findes ved boringer under klitterne unde under øen, er ældre aflejringer, der hidrører fra de ældste flakøers dannelse. Spartina-græsset gør i dag Fanø størreI nutiden er den naturlige marskdannelse næsten helt standset, fordi hævningen har bragt strandengene op i et niveau, hvor de ydre strandenge ikke mere dækkes af normal daglig højvande. Leret skylles med ud igen, og der er ikke tale om nogen højnelse af de kystnære strækninger af Vadehavet, hvor der ligger dybt klæg. Langs hele østkysten er der i de seneste 100-300 år sket en nedbrydning af marskengene og dermed tab af øens bedste jord. Kromann skriver i "Fanøs historie", bd. I, side 16, at halvøen Næsset ved Hansodde i ældre - men dog historisk tid - har strakt sig over mod Roborghus på fastlandet. Strandengene står nu næsten overalt med en stejl lerbrink på ½ til ¾ m ud mod Vadehavet, og visse steder nedbrydes der endnu. Det er derfor ikke så mærkeligt, at fanøboerne prøver på at vinde det tabte land tilbage. For år tilbage grøblede man i bugten syd for Nordby og opnåede synlige resultater. Nu har Fanø Hartkornskasse i begyndelsen af 30'erne under professor C.A. Jørgensens bistand plantet Spartina-græs i Vadehavet neden for brinken, dels ved Næsset, dels i bugten. Græsset gro glimrende og danner flere steder et 30-40 m bredt bælte. - Det har ved frø spredt sig langs hele østkysten. Jordbunden højner sig lidt omkring planterne, men der kan ikke blivetale om naturlig landvinding, før bunden, hvor planterne vokser, når op over brinken ovenfor, og det har lange udsigter.Spartina-græsset bør først og fremmest plantes, hvor der sker naturlig nydannelse af marsk, og det sker på Fanø i dag kun 2 steder: I bugten syd for Sønderho (Hønen) og på et lille område nord for Nordby. I bugten syd for Sønderho mangler brinken. Spartina har indfundet sig af sig selv. Højvandet når næsten hver dag op i Annel-bæltet ovenfor Spartina-bæltet. Kysten forskydes udefter, og Annel og Spartina rykker med. Her vinder naturen nyt land, og her har Spartina sin største berettigelse som landvinder. De andre steder ligger dens fortrin i øjeblikket kun i beskyttelse af kysten mod yderligere nedbrydning. Øens vækst vestpåLad os nu se på øens vækst vestpå. Medens landtilvæksten i øst skyldes havets tilførsel af ler, skyldes tilvæksten her havets sandtilførsel, mens hævningen på 1½ m kun har spillet en underordnet rolle. Hvert bølgeslag bringer en ringe smule sand op på stranden, man kan se, at der bliver efterladt en lillebitte vold, når bølgen trækker sig tilbage. Efter sandets tørring kan en stærk vind fyge det ind over stranden, indtil det havner i læ af en af klitplanterne, hjelme eller marehalm. Disse græsser kan næsten blive begravet i sand, men de skyder op igen og danner nye skud oven på den lille klit og er således parat til næste overfygning. Derved holder græsserne på sandet, og klitten skyder efterhånden i vejret.
Lådne Bjerge på Fanøs sydspids set udefra. Vandet har travlt efter efterårets kraftige regnskyl. Oppe fra klitterne haster det ferske vand ud over den flade strand og eroderer hurtigt dybe og slyngede render i sandet, til det når ud i havet. Foto: Per Hofman Hansen 24. november 2006.Den ældste klitrække, "Havside Bjerge" går fra Kikkebjerg ved Nordby over Vagtbjerg ved Rindby til Mosdalbjerg ved Sønderho. Uden for denne klitrække fandtes i ældre tid (middelalderen?) stranden. Efterhånden som stranden hævedes ved sandtilførsel, rykkede strandengene derind, og der påbegyndtes en ny havklitrække uden for engene oven for stormflodslinien. Strandengene blev til enge og sumpe - først senere begyndte lyngen så småt at rykke ind østfra. Den nye havklit, i syd kaldet "Strandbjerge", voksede, og sandflugten fik klitterne til at vokse over mod "Havside Bjerge", hvorved klitlavningen blev opdelt i et virvar af småklitter, mest broget nord for Sønderho, i de såkaldte "Skifterne". Sandflugten har voldt den fattige fiskerbefolkning adskillige kvaler. Historien gentog sig imidlertid, og en ny klitrække dannedes, den nuværende lave havklit. Mellem denne og "Strandbjerge" ligger i syd de såkaldte "Fløsker", en langstrakt lavning med sumpenge og småklitter. Uden for havklitten begynder strandengplanterne nu at vise sig, og om et par hundrede år har vi måske en ny havklit på Fanø. Således er Fanø i vest blevet opbygget af parallelløbende klitrækker med lavninger mellem sig. Smukkest er klitrækkernes forløb i nord, hvor de breder sig vifteformigt ud mod Grønningen. Væksten i nordvest har været usædvanlig stor i bredden, en følge af kyststrømmens møde med tidevandet fra Grådyb. På gamle kort er det et gennemgående træk, at Fanø ikke er nær så bred som nu. Nordvestområdet er således af yngre dato, og væksten der har sikkert været afhængig af den retning, som Skallingens vækst sydpå tog. Allersydligst har odden "Hønen" dannet sig, for en stor del i mands minde. Odden har givet for marskdannelsen i bugten ved Sønderho og er årsag til tilsandingen, nu tilslikningen af Sønderho havn. Ændrede strømforhold nedbryderVed Rindby Strand og især ved Sønderho Strand er der i de sidste 100 år sket nedbrydning af land, ved Sønderho faldt således det gamle sømærke ('æ læns Kåver') i havet. Denne nedbrydning kan skyldes ændrede strømforhold og have sammenhæng med ændrede tilstande i Vadehavet.Klitterne mellem "Havside Bjerge" og engene i øst er Fanøs gamle land. Her er ingen klitrækker, men klitterne bærer præg af stærk sandflugt, der ligger i store oprevne buer, der vender den hule side mod vest (parabelklitter). Man får et udmærket overblik over dem ved at se på et målebordsblad. Sandflugten har fundet sted langt op i historisk tid, helt til 1700-tallet. Fanøs historie fortæller om en kamp mod denne sandflugt, der dækkede marker og huse med goldt sand. Men ved slidsomt arbejde blev de hvide klitter efterhånden beplantet, og sandflugten standset. Usandsynlige beretninger Der foreligger flere usandsynlige beretninger om Fanøs oprindelse. Man har skåledes hævdet, at øen er en tilbageblevet del af det sænkede land. Dette kan gælde for flere af de tyske nordfrisiske øer, f.eks. Sild, Föhr og Amrum, der er opbygget omkring nedbrudte bakkeørester, der har været så høje, at de har raget op over vandet efter sænkningen. Både for Rømø, Manø og Fanø gælder det, at den sunkne landoverflade er dækket af tykke lag havaflejringer, hvilket er påvist ved boringerne. Fanø er skabt i havet ved hjælp af et pragtfuldt sammenspil af naturens kræfter: sand og ler, strøm og bølgeslag, sol og vind, planter og hævning, opbygning og nedbrydning. De samme kræfter - hævningerne undtaget - virker endnu den dag i dag; det er interessant at have for øje, for øens historie bliver derved meget rigere for os.
DEN NYESTE VIDEN OM VESTKYSTENS GEOLOGI
© Copyright Anfred PedersenDen skjulte skråning og den store sænkning. Af Birger Larsen, mag. scient. ved GEUS Det flade plateau kan følges under Fanø og videre langt til søs Landskabet i Vestjylland består mest af gamle istidslandskaber udformet i løbet af forrige istid, Saale istiden. Det er de såkaldte bakkeøer. De er dog kraftigt udjævnet af jordflydning og virkningen af vejr og vind gennem 100.000 år. De er nu stedvis kronet af unge klitter mest nær kysten. Varde bakkeø kommer tæt til Vestkysten langs en strækning syd for Nymindegab, og Esbjerg bakkeø danner østkysten af Vadehavet fra Varde og videre sydpå forbi Esbjerg. På det mellemliggende stykke, Blåvands Huk området, ligger der et kilometerbredt bælte dækket af strande, klitter eller af Vadehavets sandbanker. Man kunne antage, at overfladen af bakkeøerne ville findes tæt under flyvesandet og vaderne, men det er ikke tilfældet. Man skal bore dybt ned til 15–20 m under det nuværende havniveau gennem flyvesand og unge (holocæne = postglaciale) havaflejringer, før man kommer ned til de ældre lag. Der må altså findes en 20–50 m høj nu begravet skrænt fra vestkanten af bakkeøerne ned til et plateau, der ligger 18–25 m nede under havniveau. Det øverste af skrænten kan anes under flyvesandet ved Grærup og i kystklinterne nord for Esbjerg og som skråningen bag havnen. Ved hjælp af boringer og seismiske profiler kan det flade plateau følges under havaflejringerne i Blåvands Huk området, under Fanø og videre langt til søs. Plateauets overflade er dækket af de nutidige havaflejringer. Plateauet er overfladen af en sedimentpakke, der ligger i en omkring 50 m dyb og 30 km bred sænkning i Saale istidslandskabet vest for bakkeøerne. Læse mere i Geologi. Nyt fra Geus ... For venlig tilladelse til at bringe Anfred Pedersens artikel her på hjemmesiden takker jeg hans søn Claus Breitenstein Pedersen, Vordingborg.
Kilder
|
Spørgsmålet om, hvorledes Fanø er blevet til, har optaget mange historikere, og bl.a. har M.N. Kromann også været inde på det i sin bog om Fanøs historie.
I denne artikel, bragt i dagbladet Vestkysten fredag 29. maj 1953, har Anfred Pedersen, da han som 23-årig var nyuddannet lærer i Glostrup, taget problemet op til undersøgelse, og beretter om Fanøs opståen på grundlag af videnskabelige og historiske undersøgelser. Botanikeren Anfred Pedersen
(1920-2004) var født i Sønderho og blev ansat som lektor i biologi på Vordingborg Statsseminarium. Allerede som 23-årig udgav Anfred Pedersen sit første botaniske undervisningsmateriale, og ofte tog han sine studerende med på ekskursioner, herunder naturligvis også til Fanø og fuglekøjerne, som han kendte så godt. Læs mere om Anfred Pedersen ...
Lakrød bægerlav (Cladonia floerkeana) gror på klittens top eller snarere lidt nede ad den nordlige og østlige side, hvor solen ikke brænder nådesløst hele dagen. Højde: 2-4 cm.
Foto: Per Hofman Hansen 31. juli 2006. 
Parabelklit ved Mosdal Bjerg vest for Sønderho. Målebordskort 1:20.000, målt 1870, rettet 1954.
Se flere parabelklitter i større skala... |
|
Publiceret 20. juni 2007. Idé, research, tekst og layout: © - Aldus.dk. |
|