Adelbert Baudissin: Kampen fuglekøje på Sylt 1864. Oversat til dansk af Per Hofman HansenStykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Adelbert Baudissin: Kampen fuglekøje på Sylt 1864
|
|
Adelbert Heinrich Baudissin, Greve (1820-1871)
Baudissin havde et noget eventyrligt og omskifteligt liv. I 1865 blev han ansat som digeinspektør på Sild og de andre vesterhavsøer, men efter at Danmark i 1864 havde tabt Schleswig-Holstein til Preussen, blev han af Bismarck ansat som preussisk "agitator" til ved et folkeligt engagement at vinde det danske mindretal for sig. Året før skrev han bogen 'Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Kriegs- und Friedensbilder aus dem Jahre 1864' som en hyldest til de østrigske og preussiske hære og til påmindelse for den menige Schleswig-Holstener om befrielsen fra det danske styre. Det er i det lys artiklen herunder skal ses. Mere om Baudissin...  Tre eller fire fuglekøjer på Sylt På Sylt har deres været fire fuglekøjer, hvoraf dog formentlig kun de tre har været i brug: 1: Kampen-Klappholttal på "østkysten af Listerland", som Baudissin udtrykker det. Den var i funktion fra ca. 1770 til 1921. 2: Westerland-Eidum (1884-1934). 3: Rantum-Burgtal (1880-1926) og 4: Archsum (1889). Min jyske kusks små livlige heste havde for længst fortæret den sidste rest af både høknipper og agehynder. Jens var af kedsomhed for længst faldet i søvn, hr. Hansen så på sit ur, og jeg følte, at det var på tide at vende om, hvis jeg endnu en gang skulle besøge den fuglekøje, som ligger ved østkysten af Listerland, det sted hvor jeg som dreng havde oplevet at vognfulde af vildænder kørte til Schleswig, hvor de blev solgt for en skilling stykket. Da efterårsfangsten allerede var i gang ved vor ankomst, og der derfor normalt var adgang forbudt, havde jeg forsynet mig med et adgangstegn. Jens kendte vejen og hestene var godt tilpas med at vende næsen hjemad og travede derfor godt til, og efter en anstrengende tur gennem det dybe sand, kunne vi endelig gøre holdt i nærheden af køjen. Mein Missgeschick bringt es mit sich, dass ich wie ein Guckkastenmann bei jedem neuen Bilde, das ich aufrolle, in die Trompete stossen und eine Anrede an das Publikum halten muss, und da ich während des Schreibens immer an eine alte nervöse Dame denke, die mit Kräuterkissen auf jeder Wange hinter dem warmen Ofen sitzt und Zuckungen bekommt, wenn ich mein Schnedderengdeng beginnde, fühle ich mich versucht, mein Instrument so leise wie möglich zu blasen; Ich bitte daher diejenigen, denen an meinen Schilderungen, oder vielmehr an den Vorreden und Einläutungen etwas gelegen ist, die Ohren zu spitzen und genau zuzuhören, wenn ich ihnen zuflüstere, dass die Vogelkojen Süsswasserteiche sind, auf denen jeden Herbst grössere oder kleinere Partien von Wildenten gefangen werden.
Dem der har forret til fri jagt må ikke affyre deres geværerEn fuglekøje er en dam af ferskvand, hvori man hvert efterår fanger større eller mindre mængder af vildænder. Disse damme er af særlige og dertil priviligerede mennesker anlagt mellem buskads, krat, høje rør og træer, således at ænderne ikke forstyrres, når bønderne udfører deres markarbejde i nærheden. Men hvad det allermest komiske ved det hele er, at de øboere, som ellers har forret til fri jagt, i den tid andefangsten står på - og det er netop i den tid, der kan jages - ikke må affyre deres geværer for ikke at påføre de priviligerede den smerte det er, at se de ænder, som de allerede troede at have i nettet, flyve derfra. En uigennemsigtig, trøstesløs og uhyggelig udørken Efter denne fortale kan jeg nu berette om mit besøg i fuglekøjen, og jeg vil begynde min skitse på det interessante tidspunkt, hvor Jens med den største sindighed tøjrer sine to sorte heste i en frodig grøftekant, hvor de kan æde sig mætte, medens jeg i naiv uskyld under høj og lystig snakken kan marchere mod køjen uden at ane, at hvert eneste af mine ord har kostet de priviligerede mindst én, men snarere halvanden andrik. Jeg måtte først gå over en bred sandflade, som hist og her var bevokset med en ydmyg vantreven hedebeplantning. Til højre og venstre for mig lå fugtige engarealer, der så ud til at nå ud til havet, og foran mig så jeg - hvad jeg ikke tidligere havde set på Sylt, og hvad jeg allermindst havde forventet - en uigennemtrængelig tykning af løv og buske, som forekom mig som en uigennemsigtig, trøstesløs og uhyggelig udørken. Ein Wald, ein dichtes Gebüsch, ein Jasminlaube und eine dunkle Lindenallee haben immer etwas Geheimnissvolles, und wo ein liebendes Herz einem anderen liebenden Herzen ein süsses Geheimniss anzuvertrauen hat, da wird die Jasminlaube, da werden Wald und Lindenallee sicherlich der einsamen Heide, der offenen Wiese oder dem blühenden Kornfelde vorgezogen werden, und man hat tausend Beispiele, dass das heimliche Flüstern alter bemooster Bäume, der liebliche Duft einer Laube und die feierliche Stille des Buchenwaldes mit obligater Begleitung zitternder Strahlen des Mondes manchen liebeskranken Jüngling zum Demosthenes, und manches liebeskranke Mädchen zur glücklichen Braut gemacht haben.
Et rasende ansigt med en blåfrossen anløben næseDieser Satz ist aber nur dann stichhaltig und unanfechtbar, wenn breite und bequeme Wege und Fusssteige zu dem Ort des Rendezvous führen; er hört auf, wahr zu sein, wenn der liebende Jüngling drei deutsche Meilen bis an die Knie im Sande waten muss, um mit der Geliebten zusammenzutreffen, die durch Dünengebirge und Sumpfwiesen abgehalten wird, "zufällig zur bestimmten Stunde an der bestimmten Stelle einzutreffen". Ich will daher mein Leben zum Pfande einsetzen, dass in dem Gebüsch bei der Vogelkoje noch nichts vorgefallen ist, worüber die lieben Eltern nachher die lieben Kinder in's Gebet nehmen konnten, und ich bin davon überzeugt, dass die Sylter noch nie auf den Einfall gekommen sind, im "schönen grünen Entenwald" Tee zu kochen oder Waldmeister zu pflücken, wie ihre schleswig'schen Brüder im Walde von Louisenlund; es würde dem düstern, von Gott und aller Welt verlassenen, einsamen, ernst-melancholischen, dichtverschlungenen, mit Gras, Schilf und Unkraut durchwucherten Wäldchen daher jede Spur von Poesie fehlen, wenn es nicht im wahren Sinne des Wortes ein Ort des Schreckens und des Todes wäre, vor dem die verrufenste Höhle in den Abruzzen die Segel streichen muss. Som jeg fro og snakkende havde nærmet mig skovbrynet, opdagede jeg mellem grenene et rasende ansigt og tæt ved den af kulde blåfrosne anløbne næse fangstmandens knyttede næve. Jeg blev så overrasket, at jeg var som forstenet. Men næven åbnede sig, en pegefinger af anselig størrelse foldede sig ud af virvarret af fingre, krummede sig og strakte sig, strakte sig og krummede sig - og jeg forstod, at jeg skulle komme nærmere, men musestille. Han lagde papiret sammen som var det en pergamentrulle Jeg adlød og stod efter nogle få skridt foran en lille, gnaven mand, som svingede et kulbækken frem og tilbage, og i hvilket en tørv brændte og udviklede en kvalmende røg. Vi kiggede et øjeblik forundret på hinanden; så hviskede han gnavent med dyb stemme: "Pas!". Jeg greb ned i lommen, halede papiret frem og ville selv folde det ud, men fangstmanden skar så fortvivlede grimasser, da jeg sorgløse sjæl rakte arket frem, at jeg uvilkårligt så mig omkring, for at finde ud af om vi blev beluret. Denne bevægelse behagede ham; han nikkede forsigtigt med hovedet, drejede øjnene bag ud for at antyde over for mig, at der dér var noget; han lagde derefter papiret sammen med en forsigtighed, som var det en pergamentrulle, hvorpå der var tilskrevet ham en stor arv, og vinkede endelig til mig som tegn på, at jeg skulle følge efter ham. Vi må være gået tyve til femogtyve skridt, da værten blev stående og pegede til venstre med hånden. Jeg opdagede bag det tætte buskads en bræddevæg, og i væggen en lille, aflang åbning. Min fører gav mig en række tegn med fingeren, men da jeg ikke forstod hvad han mente, lagde han sit ansigt mod plankerne, og efter et øjeblik i denne stilling, skubbede han til mig med kulbækkenet. Jeg forstod nu hans hensigt og begreb at jeg skulle sætte øjet for hullet og se, hvad der skjulte sig på den anden side af planken. Men før jeg fik lov til at tilfredsstille min nysgerrighed, måtte jeg indvilge i, at kulbækkenet blev svunget ivrigt både foran og bag mig, og først da tårerne stod ud af øjnene på mig, måtte jeg træde hen mod skillevæggen og - få en ubehagelig overraskelse, "mein blaues Wunder". Der sad tyve til tredive allerkæreste krikænder, som havde travlt med at pudse deres fjer Foran mig lå en temmelig stor dam omkranset af en bræddevæg, bag hvilken et tæt buskads voksede. Mellem dammen og væggen fandtes et rum mellem 6 og 8 fod stor, og på alle fire sider befandt der sig grøfter, som løb ud fra dammen og som så ud til at forsvinde ind i buskadset. Men det som interesserede mig mere end noget andet var, at såvel hele vandoverfladen som bredden mellem bræddevæggen og dammen var fyldt med ænder. Umiddelbart foran mig, næppe to fod fra mig, sad tyve til tredive allerkæreste krikænder, som havde travlt med at pudse deres fjer. I dammen svømmede flere hundrede både større og mindre ænder omkring, og som badede, svømmede omkring og slog lystigt ud med vingerne. En hel sværm kom flyvende ude fra Nordsøen og blev med ivrig rappen hilst velkommen. Med andre ord var her en skovensomhed, en fred, en stilhed, og dog alligevel et så rigt dyreliv og en tro på beskyttelse og sikkerhed, at jeg på trods af min forkærlighed for jagt ville ingen for nogen pris kunne formå mig til at skyde på de brogede gæster, nu da jeg på så nært hold havde lejlighed til at beundre deres farveskønhed og brogede fjerpragt. Jeg ville ønske Dem hen, hvor peberet gror Jeg ville gerne være blevet stående længere foran kighullet, men fangstmanden indhyllede mig i den grad i røg, at jeg ikke længere så mig i stand til at holde det ud. Han grinede hånligt, da han så mig snappe efter frisk luft, greb min arm og førte mig, som var han en fakir på glasskår, væk fra dammen og ind i en lille hytte, hvorfra en afskyelig tørverøg udsendte sine blå dunster. "Til hvilken nytte og hvorfor denne lugt af tørverøg?", hviskede jeg forsigtigt. "For ikke at lade ænderne mærke, at De er her", svarede han med et skævt blik, der kun kunne tolkes som: "Jeg ville ønske Dem hen, hvor peberet gror".  1 Sølvdaler fra 1861 Friedrich Wilhelm IV, konge af Preussen. "Ja?", hviskede jeg. Den nidkære mand nikkede, tog en lang skindpung frem, der for mig at se - dens ringe indhold taget i betragtning - så alt for stor ud og stak Preusser-mønten i den, drejede pungen rundt som ville han strangulere den, og stak den med den største sindsro i lommen. "Det behager mig ikke, at De befinder Dem her", hviskede min ven mig i øret. "Skal De ikke videre?" "Nej!" svarede jeg, ligeledes hviskende. "Hvad vil De da?" hviskede han. "Blive her!" hviskede jeg. Han stirrede på mig med sit gnavne ansigt, kløede sig bag øret og stak mig et kulbækken i hånden; derpå satte han fingeren for munden, rullede igen med øjnene og gik med den yderste forsigtighed hen til døren. En drejning mod højre bragte os hen til en af de fire grøfter, som jeg allerede ved ankomsten havde lagt mærke til. Til begge sider var der som kulisser opstillet skærme flettet af tagrør, og mellem skærmene var der strøet byg. Uden at blive set af ænderne i dammen kunne jeg frit bevæge mig bag skærmene og frem til grøftekanten. Jeg skønnede at grøften var omkring 100 fod lang, ved åbningen omkring 12 fod bred og i den spidse yderste ende omkring en fod.  En fuglekøje på Föhr Illustrationen stammer fra banderolen til en konservesdåse til henkogte krikænder. Fabrikant Heinr. Boysen i Wyk havde andel i fuglekøjer på både Nordstrand, Pellworm og i Ackrum på Föhr. En stor del af de indfangede krikænder herfra endte deres dage på dåse som henkogte lækkerbidskener. Efter at jeg delvist havde fået stillet min nysgerrighed, trak fangstmanden mig tilbage i frakkeskøderne og førte mig hen til den egentlige rædselsplads, dvs. grøftens afslutning eller begyndelse, som også her var omgivet af rørskærme, men desuden overdækket med et stærkt net, nærmest som et fiskeruse, der bliver holdt udspændt af tøndebånd og hvis yderste ende strakte sig op på tørt land. Det formålstjenlige i alle disse foranstaltninger kunne jeg sagtens forstå: svømmede de vilde ænder ind i grøften, trådte fangstmanden der havde været skjult bag en af skærmene frem, og de forskræmte ænder fløj op, stødte på nettet, faldt ned og trængte sig indbyrdes videre ind i den stadigt smallere grøft, til de til sidst nåede nettets afslutning, hvor de faldt i deres falske venners og fangstmandens morderiske hånd, og her fik den samme behandling, som hans skindpung havde fået det. De arme tingester dykkede af bare skræk, da de så os komme Da jeg kastede et flygtigt blik på dette gruopvækkende sted, - thi til en nøjere undersøgelse af enkeltheder lod han mig ingen tid, - trak fangstmanden mig videre og viste mig en mindre dam, i hvilken nogle vildænder svømmede omkring. De arme tingester dykkede af bare skæk, da de så os komme, kunne af indlysende grund ikke flyve derfra, da de havde fået stækket vingerne. Jeg erfarede dette gennem bare et eneste ord, "vingelam", som min ledsager med et anstrøg af ironisk skadefryd hviskede mig i øret. Kun et øjeblik fik jeg lov til at se "de vingelammede"; straks derefter blev jeg trukket videre og ført gennem et tæt buskads, og før jeg anede det, stod jeg i udkanten af den lille skov på samme sted, som jeg første gang så fangstmandens blå næse, knytnæve og pegefinger. Uhyrets ansigt slog over i latter og spurgte mig: "Nå, er der endnu noget?" "Ja, mildest talt!", svarede jeg. "Jeg har jo endnu ingen anelse om fangsten af ænder. Fortæl mig dog derom!" "Fortæl!" spurgte andemorderen, samtidig med at han stirrede på min hånd, som om han havde gjort en helt ny opdagelse eller håbede på at gøre det; "Fortælle? Berette?, Hva' ska' jæ' fortælle?" Jeg tog en bror til den strangulerede Preusser-daler frem, lod den funkle i solskinnet og sagde, at jeg gerne ville vide, hvordan fangsten fandt sted, hvor mange ænder han fangede, hvad han lever af, hvad ænderne koster osv. Med en sindsro der hensatte mig i forbavselse, tog fangstmanden skindpungen frem; han havde sidst drejet den højre om, nu drejede han den venstre om, og da han med stor besindighed havde gjort dette op mod en snes gange, tog han den preussiske daler ud af hånden på mig, betragtede den og puttede den uden at mæle et ord i pungen. Derpå spyttede han, drejede endnu en gang pungen højre om, stak den i lommen og spurgte med sit vrantne fjæs: "Ja, wha wæl då wijd mer'? (Hvad vil De mere vide?)" Efter megen spørgen frem og tilbage erfarede jeg endeligt følgende: Pint af evig og uafbrudt sult indfinder de stakkels dyr sig bag skærmene mellem fire og fem gange dagligt Hvert efterår bliver omkring hundrede af de først fangne ænder stækket og vænnet til at blive fodret med byg. Omkring halvdelen lider sultedøden som følge af fodring med byg og bliver i løbet af nogle dage befriet af deres kvaler. Den anden halvdel skal lide en værre skæbne. Så snart de nemlig har lært at æde byggen, bliver de fodret på bestemte tidspunkter bag skærmene på begge sider af grøften, så de altså indfinder sig regelmæssigt. Men fangstmanden sørger for ikke at kaste så meget ud, at de kan blive mætte. Pint af evig og uafbrudt sult indfinder de stakkels dyr sig bag skærmene mellem fire og fem gange dagligt. Hver and søger ned i grøften og bag skærmene, bag hvilke de først har fundet deres foder; så snart de har slugt det sidste korn, iler de ud på dammen og blander sig med deres venner, som har indfundet sig fra Nordsøen for at bade i det ferske vand. Når de på fast tilbagevendende tidspunkter ser deres venner svømme ind i grøften, følger de efter dem, hopper fra grøften op på land bag skærmene, men de begriber ikke, hvordan de andre kan finde på at smage på byggen. Ikke desto mindre lader de sig forlede til at svømme eller gå videre, og dem der har fundet det umagen værd bliver til sidst, når et passende antal er samlet, forskrækket af fangstmanden og drevet ind i nettet, som er sådan indrettet, at den yderste ende kan løsnes og tages med ind i hytten uden at en eneste kan undslippe.  1 sølvgroschen fra 1825 Friedrich Wilhelm III, konge af Preussen. Ankommet til hytten tager fangstmanden nu den ene and efter den anden, trykker tommelfingeren mod dens hals og svinger den om hånden; med et ryk er der gjort en ende på dyret, og de arme garrotterede bliver i række ved række lagt ved siden af og oven på hinanden, indtil Sylts kvinder om aftenen kommer og henter dem og plukke fjer og dun af dem. Næste morgen bliver de falbudt og solgt for 2 sølvgroschen pr. stk. Kvinderne kan til gengæld beholde fjer og dun, og da 12 stk. ænder giver et pund af de fineste fjer, bliver de sådan som jeg ser det rigeligt belønnet for deres anstrengelser. Ved den i og for sig enkle fangst er der kun én underlig ting: De stækkede eller tæmmede lokkeænder, der er dømt til et evigt liv i sult, hører nemlig til blandt skabninger af forførte og skændigt dræbte, og kan ikke adskilles fra disse, når vi ser bort fra manglen af de yderste vingefjer. Ved disse massedrab kan det let ske, at en lokkeand ved en fejltagelse også bliver slået ihjel, hvis ikke det, der foregik bag nettet, har gjort et varigt og evigt tilbagevendende indtryk på de kloge dyr, så de ikke kan bevæges af noget som helst til nogensinde igen at betræde denne rædselens plads. Så snart de ser, at fangemesteren træder frem fra skærmene for at skræmme de vilde ænder ind i nettet, vender de i ét nu omkring og svømmer tilbage i dammen. Det skal således aldrig være sket, at en lokkeand skulle have ladet sig fange to gange! Det bliver på 31 år til 12.000 stk! Du godeste! "Hvor mange ænder fanger De så om året?" spurgte jeg fangemesteren, som af bare utålmodighed trippede frem og tilbage. "Hvor mange?, Nå, sådan forskelligt! Et år mere, et andet år mindre. Det meste jeg har fanget på én dag var totusind. Sidste år fangede vi i en af vore fire fuglekøjer 45.000 stk; Vi har dog også haft år, hvor vi kun har fanget 6.000 i min køje". "Hvor længe har De været fangemester?" "Enogtredive år." "Hvor meget får De i løn?" "80 Daler og gratis andesteg." "Gratis andesteg? Hvor mange spiser De da?" "Fire, - men hvis de er for fede, så kun tre." "Tre ænder? Hvornår? Hver uge? Hver måned?" "Hver dag," svarede fangemesteren. "Om morgenen tilbereder jeg en i panden, om middagen endnu en, og om aftenen guffer jeg to i mig." "Du gode Gud," udbrød jeg; - "hver dag fire ænder - " "Hvis de er for fede, kun tre," brød han korrigerende ind. "Korrekt, fire hver dag, men er de for fede, da kun tre. Hvor længe står den årlige fangst på?" "Tre til fire måneder." "Altså spiser De hvert efterår hen imod 400 stykker vildænder?" "Jaa, sådan omkring de 400, et par mere eller mindre!" "Det bliver på 31 år til 12.000 stk! Du godeste! Hvordan kan man fortære 12.000 vildænder i løbet af et langt liv, uden at få både svømmefødder og fjer!" Fangstmanden målte mig med en kæmpe latter, svingede med sit rygende krus og kastede sig sidelæns ind i buskadset; Jens trak hestene op af grøften, og efter nogle få øjeblikke lå fuglekøjen langt bag mig. I dag har jeg imidlertid på fornemmelsen, at jeg er blevet betroet en stor hemmelighed, som jeg egentlig burde udbasunere til hele verden fra toppen af spiret på domkirken i Strasbourg ( - som jeg vil bestige, når den igen er tysk - ). Jeg vil stille mig op på broen over Elben, alle broer over Rhinen, Donau, Isar, Neckar og Nesenbach, og som en tigger med hatten i hånden hviske alle forbigående i øret: "Han lever endnu!" "Hvem?" ville man spørge. "Manden med de 12.000 ænder under vesten." Folk ville glo på mig, skynde sig hjem og fortælle børnene om den uhyggelige mand på broen. Politiet ville blande sig, høj, højere og de allerhøjeste myndigheder ville gribe ind, og jeg ville blive sendt hjem ved politiets hjælp, fordi mine landsmænd på Sylt har bedre fordøjelsesredskaber end jeg (?) [Und ich käme am Ende af den Schub, weil mein Landsmann auf Sylt bessere Verdauungswerkzeuge hat als ich]. Ich kann, ähnlich wie ein musikalisches Genie über eine Arie oder Ouverture in Entzücken geräth und mit Händen und Füssen um sich schlägt, wenn das Kunstwerk zu seiner Zufriedenheit aufgeführt wird, von einer humoristischen Szene zehren und mich an ihr ergötzen, und es gewährt mir einen eigenthümlichen Reiz, den ich nicht gegen eine Kaiserkrone vertauschen möchte, mich ganz und gar in die Seele Desjenigen hineinzudenken, der mir eben Stoff zu humoristischen Bemerkungen gegeben hat.
Hvordan må ikke hver eneste bid være som et viskelæder?Med hvilket udtryk, dvs. med hvilken væmmelse må fangemesteren ikke hver eneste morgen tidlig plukke en and, rense den og stege den på panden! Hvordan må ikke hver eneste bid være som et viskelæder, der glider frem og tilbage mellem tænderne på ham! Hvilke uhyre overvindelse må det ikke koste ham, hver middag at gentage den samme procedure, og hvad ligger der ikke i hans egne ord: "Om aftenen guffer jeg to ænder i mig!" Morgen og middag "kommer han en i panden"; han føler under sin beretning at tilhøreren får halsbrand, når han igen om aftenen tilbereder endnu to i panden og smovser de selvsamme i sig. Men hvis ænderne er for fede, kan han kun "have" tre. Han kneb øjnene i og mundvigende blev lange, da han udtalte ordet "fede", og var ikke langt fra at ryste over det. Da jeg forelagde ham det regnestykke, at han havde tilberedt 12.000 ænder i panden og gnasket dem i sig, trak han blot på skulderen og kiggede forskrækket på jorden, og trods det sidder han sandsynligvis i dette øjeblik foran panden og kæmper for at få sin andesteg klemt ned! Og alligevel bliver han misundt af mange, og når talen kommer på ham, siger den ene til den anden: "Ja, han kan sagtens le! Manden har gratis andesteg og kan æde så mange han lyster!" Kære venner, min portion står til Deres rådighed; jeg har spist min sidste and! Det var allerede blevet temmelig sent på eftermiddagen, da jeg vendte tilbage til Keitum fra min udflugt Det var allerede blevet temmelig sent på eftermiddagen, da jeg vendte tilbage til Keitum fra min udflugt, og da jeg ikke havde andet at gøre, slentrede jeg en tur gennem landsbyen og talte snart med de østrigske soldater og snart med pigerne, som stod foran dørene og strikkede alenlange strømper. Oversat fra tysk af Per Hofman Hansen © 2006 efter siderne 207-214 i Adelbert Baudissin's Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Kriegs- und Friedensbilder aus dem Jahre 1864. Stuttgart 1865.
Afsnittene på tysk med lille og grå typografi er passager, som vel mest kan betegnes som Baudissin's digressioner og "overflødige" i relation til beskrivelsen af fuglekøjen og derfor af magelighed ikke oversat til dansk.
Mere om Baudissin:
Under den første slesvigske krig 1848 var han gået ind i den slesvig-holstenske oprørshær. Efter krigen udvandrede han til Nordamerika, hvor han begyndte som landbruger og endte som avisredaktør. I 1862 vendte han tilbage og bosatte sig i Altona, hvor han levede som forfatter. I krigen mod Frankrig 1870 fungerede han som krigskorrespondent for flere tyske aviser. Han var i øvrigt født i Danmark på hovedgården Kattrup ved Skanderborg, var uddannet som bjergbrugskandidat i Freiberg og døde i Wiesbaden 1871. Kilder til Adelbert Heinrich Baudissins biografi
|
 Kampen Fuglekøje på Sylt 1864. Efter tegning af Otto Fikentscher. Se også billedet i stor gengivelse med udførlig beskrivelse.
Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Kriegs- und Friedensbilder aus dem Jahre 1864 von Graf Adelbert Baudissin.
Illustreret af Otto Fikentscher, E. Hartmann, A. Beck, J. Kleemannn, C. Kolb, Th. Weber m.fl. Udgivet i Stuttgart i 1865. Titlen på bogværket har Baudissin ladet sig inspirere af 'Schleswig-Holstein-Lied', nationalsangen fra 1844 Schleswig-Holstein meerumschlungen.  Kampen Fuglekøje på Sylt
Signaturer: 
 Kampen fuglekøje på Sylt 1856. Farvelitografi efter tegning af C.P. Hansen. Fremkom i Illustrierte Hausblätter, 2. årg., 1856 (Salamon: IH 1856, 35).
En Sylt-kvinde i dagligdags påklædning tegnet af Otto Fikentscher. "Tilbage i Keitum fra min udflugt talte jeg med pigerne, som stod foran dørene og strikkede alenlange strømper".
Spiret på domkirken i Strasbourg, som også Jens Baggesen var besat af og beskrev i romanen 'Labyrinten' i 1792-93.
|
|
Publiceret 27. august 2006. Opdateret 30. november 2006. Idé, research, og layout: © Per Hofman Hansen - Aldus.dk. |
|