N.M. Kromanns beskrivelse af fuglekøjerne på Fanø 1934

Net og snarer har lige op til nutiden været benyttet som fangstmidler på Fanø
Vi ved, at i den forhistoriske tid var Danmark i det væsentlige en stor skov, spættet med søer og moser. Her på vestkysten lyder sagnet, at engang kunde en spurv hoppe fra gren til gren fra Ribe til Varde. Vildtet var da til stede i stor mængde, og menneskets kamp for tilværelsen nødvendiggjorde en jagt på disse dyr, dels for at kunne skaffe sig føde og klæder, men vel ikke mindre for at kunne leve i fred for rovdyr. De våben, vore forfædre i længst forsvundne dage benyttede sig af, var højst primitive: slynge og bue med pilespidser af flint var vel nok almindeligt, men ved hjælp af snarer, net, fælder og faldgruber fangedes både fugle- og dyrevildt. Net og snarer har i umindelige tider og lige op til nutiden været benyttet som fangstmidler på Fanø, ved hvis kyster trækfuglene, særlig vildænder og vildgæs, slår sig ned om efteråret på deres træk sydpå.

Ø-listen i Kong Valdemars Jordebog
I den såkaldte Kong Valdemar Sejrs Jordebog er optaget, sikkert nok i jagtøjemed, et afsnit, der kaldes "ølisten", en fortegnelse over alle de mindre øer med angivelse af, hvad vildt, der findes på hvert sted, og om der findes "hus", således for Fanøs, Mandøs og Rømøs vedkommende; dette ords betydning er vore forskere ikke rigtig klar over. Dr. O. Nielsen oversætter det som tårn, borg eller befæstning, medens andre mener, det er et hus, hvor kongen med sit følge under jagten kunde få nattely. Begge opfattelser synes mig udmærket godt kan forenes. Det er jo ikke utænkeligt, at kongerne, der ofte residerede i Ribe og derfra sejlede ud med flåden, har befæstet de yderste punkter for indsejlingen, nemlig Mandø og Fanø, der på dette tidspunkt lå hinanden nærmere, kun adskilt ved Ribe Ås strøm gennem vaderne, til beskyttelse mod fjender og sørøvere Samtidig kunne en sådan borg godt gøre tjeneste som jagtslot, hvad flere forskere mener, er det rigtige.

I "ølisten" findes angivet, at der på Rømø, Sild, Föhr og Amrum, foruden at der er "hus", findes harer, på Amrum tillige kaniner, medens der for Fanøs og Mandøs vedkommende kun findes angivet "hus". Skal dette ord så forstås at være et jagtslot, kan de kongelige jagter på Fanø kun være gået ud på jagten efter fuglevildt, af hvilket der i umindelige tider og sikkert også den gang har været rigeligt ved de nævnte øer. På hvilken måde fangsten er sket, ved vi ikke, men muligvis ved hjælp af falke. Indtil midten af 1700-tallet blev krudtvåbnene af jægerne betragtet som "djævelskab til stor fordærvelse for jagten, da vildtet derved forjagedes".

Fangst i røjgæsgarn
De ældste beretninger, vi har om jagten på trækfuglene, går ud på, at de fangedes i net af forskellige slags. I 1756 er der strid mellem to Mandøboere om retten til at sætte "røggers garn" et bestemt sted.

I den tidligere omtalte indberetning af 1791 fra pastor O.T. Foss, Sønderho, hedder det om fuglevildtet:

"Af fjedervildt er vel mange og mange slags deraf (skønt der fanges og skydes kun få), såsom vildænder, regnspover, smender, brokfugle, strandmåger foruden mange andre arter og slags ved strandbredden, både til øster og ved Vesterhavet.

Den bedste fangstmåde tilforn var de såkaldte røy-gjæs-garn , som blev sat på de før omtalte sande eller grunde: Trinden eller Kieldsand. Disse garn blev så højt opstillede på lange stager, at de ikke kom under vand ved daglig og sædvanlig flod, men således, at de alene hang ved vandet, og i de lange mørke høstnætter i stormvejr kunne det ske, at en flok på ti i tallet og derover kunde flyve og snart indvikle sig deri.

Men når det var lys måne eller klart stjerneskin og godt vejr, blev ingen fanget, thi da holdt fuglene sig stille. Fjerene af disse var gode og til stor fordel, og kødet spises af mange, som sparede en slagtning dermed i de tider.

Nu eksisterer denne næring m.m. ikke mere. Nogle få af de største lodsejere, som er hjemme om efteråret, har fundet på at stille et garn an i et par flodsteder her i marken, kaldet Tues og Gjerlufs Dale , hvor der om efteråret plejer at stå noget vand. Garnet eller slagnettet er anstillet over vandet, med et tov fra hver ende, den ene fæstet i floden, og den anden på landet til et hul eller skjul, som de ligger i. Når det nu er mørke nætter, stormvejr og højvande, søger fuglene i flokketal ind på landet i disse vandflode, og når de kan nås med garnet, kan fangeren i et øjeblik sænke det over dem, således at få af dem undslipper.

Der kan således i en mørk nat undertiden fanges 20 à 30 vildænder og smænd, som er meget fede og delikate at spise og nyttige med deres fjer for dem, de fanges af. Men det er kun få, der kan og tør driste sig til dette arbejde, fordi man uden at røre sig må udstå stor kulde og ligge en hel, lang og mørk nat igennem i og ved vandet. Derover er det desuden en sjældenhed at få nogle af disse fugle til købs."

Røjgæsgarn har været opstillet og brugt til fangst indtil for ca. 30 år siden. Det var ikke helt fri for at være dyrplageri at fange gæs på nævnte måde, da fuglene tit hang halvdøde i nettet i mange timer, når ejeren kun efterså garnet et par gange i døgnet.

Fangsten med slagnet i vandfloderne på heden eller mellem klitterne standsede efter ældre folks fortælling, da toldassistent J.Th. Feerup i 1824 kom til Sønderho. Han var nemlig en vældig jæger, der gerne strejfede om med bøssen både efter hare- og fuglevildt og ikke som Fanøboerne respekterede de enkelte mænds formentlige eneret til at fange vildænder med net, men brugte sin bøsse, hvor han så vildt. Herved bortskræmte han ænderne fra vandfloderne, hvor slagnettet var opstillet. Da man ikke kunne forbyde Feerup at drive jagt med bøsse, og en henstilling til ham om at holde inde med skydningen ikke blev efterkommet, blev de, der fangede med slagnet, nødt til at opgive deres fangstmåde. Siden er denne måde ikke blevet brugt, og nettets anvendelsesmåde er blevet glemt.

Men de hundrede tusinder af vildænder, der om efteråret trak sydpå fra rugepladserne på Grønland, Island, Færøerne og det nordlige Norge og på deres træk slog sig ned i bugten på Fanøs østkyst og forblev der et døgn eller to, sjældent længere, for derefter at vige for et nyt hold, lige så talrigt, kunne nok friste til spekulation over fangst af disse lækre fugle.

Sønderho Gamle Fuglekøje anlagt 1866
Fuglekøjer på de frisiske øer, i Holland, Belgien og England
Nogle mænd i Sønderho, skibsfører Thomas J. Anthonisen, gårdejerne Søren Larsen og Mads Sørensen anlagde derfor i 1866 en såkaldt fuglekøje. Disse fangstindretninger har været kendt på de frisiske øer, i Holland og Belgien samt i England langt tilbage i tiden. På Föhr blev den første køje anlagt omkring 1713, den anden i 1748, og den tredie blev anlagt på Vesterland-Föhr i 1766. Interessenterne får 1768 bevilling på, at ingen fuglekøje må anlægges i dens nærhed, og får det tilgrænsende område fredet "for Slagnetter, Skyden og Larmen, item Fiskeri og Natsyngen i de til Køjen førende Vande eller på anden utilbørlig Måde de vilde Ænder at dræbe, de tæmmede Lokænder at adsprede eller dem i andre Tilfælde at være dadelig eller hinderlig i Fangsten" mod at erlægge 8 Rdl. årlig til kongens kasse. Året efter bliver der anlagt en køje på Sild ved List, siden flere og ligeledes på Amrum. Anlægssummen for disse køjer opgives at have været ca. 5000 mark.

Tyskland har for tiden 11 køjer i brug med et gennemsnitligt årligt afkast på omkring 40.000 ænder; i Belgien er der fire køjer; England har ikke færre en 21 køjer, der dog alle er af mindre dimensioner, og som kun giver omkring 500 ænder årlig hver, idet englænderne kun driver deres køjer som sport og ikke som egentligt erhverv. De fleste køjer findes i Holland; her findes ikke færre end 145, hvoraf de fleste er fordelt over provinserne Gelderland, Syd-Holland og Nord-Brabant. Det årlige gennemsnitsudbytte beregnes til i alt omkring 300.000 ænder. Det er hovedsagelig stokænder, krikænder og pibeænder, som fanges der. Ænderne, der fanges, er belagt med en ikke ringe beskatning, og der er bygget en hel konservesindustri op med de fangne ænder. Produktet går særlig til England; men også i Danmark kan findes hollandske hermetikbehandlede ænder, der på deres træk sydpå har passeret vort land, hvor de jo ikke mere må fanges, hvorom senere skal fortælles, og nu er vendt tilbage for at fortæres i en fordyret tilstand - mærkelige forhold!

Tre fuglekøjer på Fanø
Der findes nu på Fanø 3 fuglekøjer. Den ene ligger ved Albuebugten i Nordby sogn og er anlagt omkring 1880 og kaldes almindeligvis Thyssens køje, fordi møller D. Thyssen Nordby i sin tid var virksom for dens anlæg og til sin død var stærkt økonomisk interesseret i den. Den anden, den i 1866 anlagte, ligger noget sydligere, og den tredie, anlagt i 1888, ligger i "Chresten Ibsens Sande" og er den sydligste, anlagt af familien Knudsen i Sønderho. De to sidste ligger i Sønderho sogn, alle på Fanøs østside på et engdrag bag høje klitter og ganske tæt ved havet, der på denne kyststrækning er meget lavt og dækker over flere tusinde tdr. land klæg og sandvader, som på ebbetiden, altså to gange i døgnet, ligger tørre. På disse vader er der en rig vegetation af søplanter med snegle, orme, ål og småfisk, der er udmærket føde for ænder og andre svømme- og vadefugle som regnspover, ryler, strandpibere, strandskader, sandløbere, bekkasiner, måger og terner og mange andre småfugle. Der er på ebbetiden en travlhed og et liv uden lige blandt disse forskelligartede fugle; man hører de forskelligste lyde, der næsten kan lyde, som var de harmonisk afstemte.

Jeg har, skønt langt fra musikalsk indstillet, haft mange stille og fornøjelige timer i dette store øde, hvor der uden om fuglenes kalden, fløjten og snadren er en vidunderlig stilhed, siddende på "Svendsbjerg", den højeste af klitterne i køjernes nærhed, og skuet ud over vaderne med det da begyndende Esbjergs fremkomst på den høje klit og Ribe Domkirke i baggrunden. Alle de mange fugle har på ebbetiden i skøn sammenblanding travlt med fourageringen; de kommer godt ud af det med hinanden, intet slagsmål forstyrrer idyllen, hver passer sit - måltidet. Først når fuglene letter, slutter individerne af samme art sig sammen. Menneskene kunne, om de ville, lære meget her om sandt kammeratskab.

Med den stigende flod forlader de store flokke af vildænder Vadehavet, og trækket til køjerne begynder.

En fuglekøjes indretning
En fuglekøje spænder over et areal på ca. 4 tdr. land. Centrum dannes af en stor sekskantet, ca. 7.000 kvadratalen stor dam, omgivet af volde, der er beplantet med lave buske. Fra hver af dammens seks hjørner løber der ind mellem høje træer en bueformet, vandfyldt kanal, hvis længde i krumningen er ca. 45 meter, i lige linie fra begyndelsen til spidsen ca. 33 meter. Uden om dammen og kanalerne er der plantet træer af mange arter, også frugttræer, der giver godt udbytte, og grænserne for hele anlægget er høje volde med dybe grøfter udenom for at skærme det for løsgående kreaturer og skaffe mest mulig ro og naturstilhed i dammen. Vandets dybde i dammen er 1 à 1½ meter med tilløb af frisk, fersk vand efter behov. Kanalerne, der er dækket med trådvæv, løber spids ud og ender i en ruse, hvori ænderne havner som fanger, drevne eller lokket derop af fangemesteren. Langs kanalernes ene side går en lav vold, og på den anden side, begyndende ca. 1 meter fra dammen, er der skråt opstillede rørskærme, der danner kulisser, så høje, at de fuldkommen kan skjule fangemesteren. Træernes kroner og grene går ud over skærmene, så at fangemesteren også kan færdes uset fra luften eller af ænderne i dammen, ligesom han også kan færdes fra og til sit lille paulun , hvor han opholder sig mellem fangetiderne, uden at blive set af ænderne.

Køjemesteren benytter tæmmede lokkeænder
For at fangsten skal lykkes, ved at de vilde ænder lokkes fra dammen op i kanalerne, må fangemesteren have hjælp af trækænder og lokkeænder. Til dette øjemed må der hvert år i fangetidens begyndelse i august måned indfanges en del ænder, der i et antal af 150 à 200 individer anbringes i "tæmmerum"; det er små stråtækte huse med lys fra oven, opstillet mellem træerne et stykke fra dammen. En lille dam findes i tæmmerummet, og her vænnes ænderne til at æde byg, til en begyndelse først, når de er godt sultne, siden med begærlighed.

Tæmænderne mærkes i svømmehuden
Når det antages, at de - efter ca. tre ugers forløb - er færdige med dressuren, mærkes de med huller i tæernes svømmehud. Hver køje i Danmark og i udlandet har sit eget bestemte mærke, hvormed lokkeænderne mærkes, og ejendomsretten til disse respekteres af enhver køje, så at, hvis det sker, at en fremmed lokkeand, efter at de stækkede vinger efter fældningen er vokset ud, er fløjet og kommer i en anden køje, bliver den ikke indfanget og dræbt, men sluppet fri; den betragtes som tabu. De tæmmede ænder, der samtidig stækkes, slippes nu ud i dammen, hvor de fremdeles daglig fodres med byg - en køje bruger årligt 50 à 70 tdr. byg af bedste sort til dette øjemed - og næsten lærer køjemanden at kende. Ved en svag, bestemt lille fløjtetone fra fangemesteren, når lokkeænderne skal fodres, møder alle ved dammens og kanalernes bredder og får deres daglige måltid. Fangemesteren er nu nået så vidt i sin dressur, at der kan tænkes på fangst. Han må for øvrigt selv være dresseret og oplært til sit arbejde, som kræver en rolig, tålmodig og besindig mand, der ligesom er lokkeændernes fortrolige. Men da ænderne har en fin lugtesans og er meget mistænkelige for en fremmed lyd, må han passe på altid at være iført samme klædedragt lige fra filtskoene til sin lodne kabuds. Denne klædning ifører han sig hver dag ved sin ankomst til køjen, og den bliver aldrig brugt uden for denne. Han må bevæge sig lydløst og sikkert og passe på, at han ikke skræmmer andre fugle eller dyr, der opholder sig i eller ved køjen. Skulle dette ske, kan de ved deres advarselsskrig eller flugt få hele den fremmede andeflok i dammen til at lette og forsvinde.

Et stenkrus med rygende tørv
Han medfører altid et stenkrus, hvori der er lagt nogle gløder af en bestemt og ensartet slags tørv, hvis røg skal bevirke, at ænderne ikke kan lugte ham. I tidligere tid indførtes til dette brug tørvene fra Holland; men danske tørv kan dog også bruges og har været brugt i mange år.

Lokkeænder og trækænder
Mange af lokkeænderne overvintrer i køjen og bliver det påfølgende år ligesom mange af de i sæsonens første tid fangede og dresserede lokkeænder, hvis svingfjer er vokset ud, anvendt som trækænder - en lille forfremmelse fra at være lokkeænder. Trækænderne, der er fuldt fortrolige med alt, hvad der foregår i og uden for køjen og er kendt med det gode madsted på vaderne i ebbetiden, samles derude som frie fugle med deres kammerater, der er på rejse fra det høje nord til de talrige småsøer i Europas sydlige egne. Når så de store andeflokke ved flodens ankomst letter og kredser lidt vildfarende og sky ind over landet, agerer trækænderne anførere og leder dem op i de skovkransede, idylliske damme, der ligger så lokkende, fredelige og skærmende i fuglekøjernes centrum, og hvor en hel flok af kammerater - de stationære lokkeænder - svømmer sorgløse omkring. Her kan ingen fare øjnes; der slås et par sving i luften hen over dammen, og med susen og brusen kaster de sig ned i det fredelige lille vandhul, hvor de kan ligge lunt for vinden - budt velkommen af lokkeænderne.

Køjemesteren har ventet på ænderne
De aner ikke, at fangemesteren har ventet på deres komme og fra sit skjul har frydet sig over deres sving i luften og nu med begærlige øjne fryder sig til en god fangst fra den med ænder overfyldte dam. Er der nu bleven ro i dammen, kommer fangemesteren forsigtig frem; skjult af træerne og jordvoldene, og kamufleret af tørverøgen går han lydløst til sin mordergerning bag rørskærmene, hvorfra han, selv uset og ubemærket, kan kigge ud i dammen. Han har nemlig til fangsten valgt den kanal, der går ud i dammen mod vinden. Ganske stille kaster han nu byg ud i kanalen fra sit skjul bag skærmene til lokkeænderne, der strækker hals efter det lækre byg og efterfølges af en flok af de fremmede ænder, der intet ondt aner. Han går således fra den ene skærm bagom til den anden op mod kanalens spids.

Ænderne går tavse i graven
Når hele flokken er kommet op i den med trådvæv overdækkede kanal, går han stille bag om den imellem den og friheden i dammen og stikker kun hånden frem fra skærmen. Det er nok til, at flokken af vilde ænder flygter op i rusen foran kanalens spids, mens mange af de gamle lokkeænder stille vender tilbage til dammen - deres forræderi er endt. Nogle af dem følger med i rusen og bliver selvfølgelig sluppen fri, når fangsten, der udgør fra enkelte individer indtil et halvt hundrede stykker, efterses. Ænderne går næsten altid tavse i graven; og indfangningen er da sket så lydløst, at hele flokken, der ligger i dammen, intet ondt aner. Fangsten består mest af krikænder, spidsænder (på Fanø kaldet gråfugle) og pibeænder (på Fanø kaldet smænd); enkelte moseænder (på Fanø kaldet rødben) kan også fanges, men deres tilstedeværelse, trods størrelse og velsmag, ønskes ikke gerne, da de skriger op ved den mindste forskrækkelse og forstyrrer roen for alle de andre ænder, og volder tit megen fortræd.

En halv tørn rundt og dyret er dræbt
Tilbage er nu aflivningsmåden af de fangne ænder. Denne er - på trods af de misundelige jægeres kolporterede usandfærdige påstande derom - i sandhed human, hurtig og smertefri. Her som ved alt arbejde gælder det, at "øvelse gør mester". En uøvet mand får heller aldrig lov at besørge dette arbejde; det udføres altid kun af den erfarne fangemester, der forsigtig, men med et rask tag, griber anden med venstre hånd og med højre hånd om halsen på fuglen svinger kroppen i ét nu "en halv tørn" rundt; derved knækkes halsen, og uden mærkbare lidelser er dyret øjeblikkelig dræbt. Jeg har engang overværet dræbningen af over 300 ænder. Ikke en eneste gav en lyd fra sig, og ikke en gjorde den mindste bevægelse, efter at halsen var knækket på den.

Fangsten afsættes til hoteller og vildthandlere
Ænderne lægges nu hen til afkøling, og dagen efter ekspederes de til hotellerne og vildthandlerne.

Den største part, der fanges - ca. 90 pct. - er de små, lækre krikænder. Således fangedes der i 1895 i Sønderho-køjerne:

Køjen af 1866: 3.914 krikænder, 569 spidsænder, 111 pibeænder og 111 stokænder.
Køjen af 1888: 3.857 krikænder, 249 spidsænder, 19 pibeænder og 57 stokænder.

Forholdet mellem de fangede arter er omtrent ens hvert år; en større forskel kan indtræde, efter som forholdet er mellem de forskellige arter af lokkeænder. Krikænder er altid de første, der fanges i nyanlagte køjer, mens de andre arter næsten aldrig fanges, førend køjen er tætbevokset. Dykænder besøger også køjerne, men dykker altid bort ud i dammen. Derimod fanges årlig nogle bekkasiner og enkelte sjældnere arter af vildænder; de sidste sælges eller skænkes altid bort til zoologiske haver eller samlinger. Vildgæs slår sig ikke ned i dammen, og rovfugle generer aldrig driften.

Forstyrrelser i fangsten
Sker det, at en and dør og bliver liggende, og en havmåge opdager dette, bliver den ved at slå ned på den; andre måger følger eksemplet, og fangsten er ødelagt den dag. Lækattene gør stundom ikke så lidt skade. Værre er dog en almindelig kat, hvis den slår sig ned i køjen og går på jagt efter sangfuglene, der bygger reder i træernes kroner; viser den sig ved dammen, er fangsten også ødelagt.

Fangemesteren har derfor altid opstillet fælder, hvori han fanger katte og lækatte. Ildere, mårer og ræve findes ikke på Fanø. Lækattene er - noget ubetænksomt - indført på øen for over 30 år siden for at skulle udrydde spidsmus og vandrotter, der gjorde stor skade på kornavlen og marehalmens vækst i klitterne. -

Fangsttiden fra medio august til medio december
Fangsttiden begynder, når trækket indtræder. Det sker omkring 20. august, og der fanges kun om dagen på det tidspunkt, hvor der er højvande. Vejret skal helst være tørt og blæsende; i stille vejr og på regnvejrsdage fanges intet. September måned plejer at være den bedste fangetid. Når frosten indtræder, er den forbi, ellers kan der fanges til hen midt i december. Trækket til køjerne er uløseligt knyttet til floden og sker ikke for at skaffe føde. Ænderne er nærmest overmætte, når de slår sig ned i køjen. De kommer der for at dase og hvile og navnlig drikke fersk vand, men er for øvrigt ivrigt beskæftiget med at gnubbe, vaske og pille sig og befri sig for muligt utøj. Græsset og trærødderne, der skyder ud i kanterne af dammen, agerer "kløpinde", som det åbne hav mangler. -

Køjernes anlægsudgifter, driftsomkostninger og udbytte
Omkostningerne ved anlægget af en fuglekøje er ikke ringe. Med datidens lave arbejdslønninger, billigere materialer og den danske krones fulde købeevne kostede køjen af 1866 ca. 8.500 kr. at anlægge, og køjen af 1888, der er noget mindre med hensyn til arealet og beplantningen omkring dammen, mens denne er større end i den førstnævnte, har kostet noget mere. De årlige driftsomkostninger ligger omkring 1000 kr., køjen af 1880 (Thyssens Køje) har været noget dyrere at anlægge. Der må ved anlægget også regnes med, at udbyttet af køjerne i de første 4 à 5 år ikke dækker renterne af anlægssummen eller driftsomkostningerne. Udbyttet er i det hele taget højst forskelligt, og det ene år er ikke det andet ligt. Udbyttet årligt har varieret fra 0 til 53 pct., og antallet af de fangne ænder kan for alle tre køjers vedkommende sættes til ca. 10.000 stk. årlig.
N. J. Anthonisen, der i 31 år var fangemester i køjen af 1866, har i den tid fanget over 110.000 ænder. -

Flokke på 100.000 ænder
Antallet af de vildænder, der under trækket sydpå slår sig ned i bugten ved Fanøs østkyst, er uhyre. Distriktslæge Rambusch i Sjørup har engang overværet fangningen i køjen af 1866 og ved samme lejlighed overværet trækket fra "Svendsbjerg". Han anslår en enkelt flok ænder til at tælle mindst 100.000 individer; og jeg har mange gange været vidne til, at når alle flokkene, der lå på en strækning fra næsset i nord indtil omtrent ved Sønderho, en strækning på omtrent 8 kilometer, lettede, blev himlen ligesom formørket. Deres antal må have været flere hundrede tusinde. Ikke så sært, at driftige mænd spekulerede på at udnytte denne rigdomskilde og indfange fuglene mere rationelt og i større mængder end hidtil sket i fuglekøjerne.

Ternedals Patentkøje
Fabrikant S.M. Kromann, sønnen M. H. Kromann, snedker N. S. Jensen i Sønderho og gårdejer Jens Nørby i Nordby spekulerede herpå i mange år. Det var deres agt at anlægge en køje med dam, hvorover der kunne slås garn, så at alle de i køjen værende ænder var fanget. Efter anlæg af et par forsøgskøjer blev der under navnet af "Ternedals Patent-Køje" (opfindelsen var nemlig patenteret) sidst i 1890erne anlagt en køje nord for "Thyssens Køje" efter det nye system, der virkelig viste sig at være fortrinlig med hensyn til fangstmåden, idet der mange gange i ét slag blev fanget mellem 200 og 350 ænder. Fejlen ved systemet var, at der efter en fangstdag skulde hengå nogle dage, inden der kunne fanges igen, da alle i dammen værende ænder nemlig blev fanget, og det daglige træk var derved blevet forstyrret for nogle dage. Køjen havde som en følge af alle de mange gjorte forsøg og eksperimenter kostet over 16.000 kr. Der skulde endnu indvindes nogle erfaringer for, at systemet ville være helt fuldkomment, og det mente de to unge mennesker, Jensen og M. Kromann, ikke at kunne afvente, hvorfor de rejste til Amerika. Køjen blev endnu drevet et par år, men måtte så nedlægges. Og nu er alle køjer ved lovforbud ned, lagt - "en saga blot". -

Jagtloven af 1930 forbyder enhver fangst i fuglekøjer
Jeg kan derfor ikke slutte denne skildring af fuglefangst gennem snart 70 år i køjer, der i Danmark - og som siden 1892 ved lov har været beskyttet og fredet - kun har fundet sted på Fanø, uden at udtale min dybeste beklagelse over den - næsten brutale - hårdhed og ubarmhjertighed, hvormed den danske rigsdag ved en lov har vedtaget, at disse køjer skulde nedlægges til stort tab for mange småkårsfolk, der på Fanø havde en betydelig biindtægt deraf. Der var almindelig sorg på Fanø i vist ethvert hjem, da det kom til beboernes kundskab, at loven om nedlæggelsen var vedtaget.

Grundlovsstridig beslutning
Og hvad der er det brutale ved sagen er, at vedtagelsen skete uden erstatning til ejerne. Det står for min og manges bevidsthed, at her er sket noget grundlovsstridigt. Ministeren holdt på under forhandlingerne i rigsdagen, at der forelå en international aftale om beskyttelse af fuglevildtet; og et led heri var nedlæggelsen af fuglekøjerne, som man mente (bundet af det rene ukendskab til stedlige og virkelige forhold) ødelagde bestanden. Jeg tør påstå, at fangsten ikke androg 1 pro mille af de forbitrækkende fugle. At den sande grund ikke ligger i ministerens udtalelser beviser, at der siden (det er nu over 3 år siden) ikke er bleven nedlagt en eneste køje i udlandet, hvor man absolut ikke tænker på at forbyde denne fangstmåde. Hvorfor så standse de nordligste køjer og drive hele trækket over i de nærliggende tyske køjer?

Den gamle 80-årige fangemester N.J. Anthonisen, søn af medanlæggeren af køjen af 1866, kunne heller ikke fatte dette; og hans dybe vemod giver sig udtryk i et lille vers, han skrev i den anledning:

Bedriften ude i køjen,
den gik fra slægt til slægt.
Derfor som mindehøjen
vi på den lægger vægt.
Med et bedrøvet hjerte
vi den må lukke til.
Ja, det os volder smerte,
man os ej høre vil.

Fangemestre

N.J. Anthonisen. Født 30. oktober 1852.
J.M. Knudsen. Død 6. maj 1924, 82 år.
Th.S. Hansen. Død 3. juni 1928, 78 år
M.N. Madsen. Død 20. februar 1914, 79 år.
J. Thomsen. Født 11. september 1862.
S. Chr. Sørensen. Død 5. april 1928, 74 år.
Jes J. Anthonisen. Født 13. juli 1891.
M.H. Kromann. Født 27. november 1871.
H.N. Pedersen. Født 21. juli 1866.

Ringmærkning af ænder
Det skal lige anføres, at ornitologerne, navnlig adjunkt P. Skovgaard i Viborg, i mange år har været på Fanø og ringmærket ænder - og for øvrigt også måger - der er fanget i køjerne for derved at bestemme deres liv og færden.

Noter og links

N.M. Kromanns beretning herover er udskrevet, lettere moderniseret, forsynet med afsnitoverskrifter, noter og links efter kapitlet om fuglekøjerne i hans "Fanøs historie", 1934, bind 2, s. 402-415. Kapitlet i dets originale udseende kan i øvrigt hentes her som PDF-fil.

N.M. Kromanns beskrivelse 1934 af fuglekøjerne på Fanø