Hans Kochs 14 forskellige julekurve udformet som dyr
Forsiden Juleark nr. 1 Juleark nr. 2 Juleark nr. 3 Juleark nr. 4 Juleark nr. 5 Julehjerter Syvklodsspillet Labyrinten Kvadratspillene Kochs forbandt

Arkitekt Hans H. Koch: Juletræet med julehjerter 1916

Af Per Hofman Hansen

Hans Kochs julehjerter i Børnenes Magasin 1916
Allerede to år før Hans Koch udgav sine fem ark med julekurve udformet som dyr, havde han eksperimenteret med det klassiske flettede julehjerte. Det skete under titlen "Juletræet" i stormagasinet Magasin du Nord's blad for børn "Børnenes Magasin" den 1. december 1916. Hjerterne, som var udbredt på et helt opslag vises her. Nedenunder har jeg udskrevet Kochs beskrivelse og anvisninger efterfulgt af en rentegning af mønstrene beregnet til opstregning på glanspapir. God fornøjelse!


Børnenes Magasin 1916 udgivet af Magasin du Nord i København.
JULETRÆET
Af arkitekt H. Koch
I stedet for den almindelige form for flettede papirshjerter, som man i umindelige tider har brugt til at hænge på juletræet, skal jeg vise, hvordan man på forskellig måde kan variere disse, ikke blot i farven, men også i formen og mønsteret. Jeg forudsætter, at det vides hvorledes almindelige hjerter flettes. Man bøjer to stykker glanspapir af forskellig farve, lægger dem inden i hinanden, kalkerer mønsteret på den ene side og klipper begge stykker samtidig.

Fig. 1 viser hvorledes det første hjerte skal klippes. I stedet for at man tidligere klippede lige indsnit, er de her gjort bølgeformede, hvad der ikke gør dem vanskeligere at flette, men får det færdige hjerte til at se ud, som det var lavet af fiskeskæl. Dette hjertes to øverste flige er, ligesom på de tidligere kendte hjerter af forskellig farve, medens alle de andre her tegnede hjerter ikke har flige, men en samlet bort foroven. Dette gør dem måske noget vanskeligere at flette, men når man begynder med et så let et som nr. 2 (Jernkorset) og ser på tegningen, der viser det flettede hjerte, vil det ikke vare længe, inden man finder ud af, hvorledes det skal flettes. De andre hjerter laves på samme måde. Nr. 3 (med kuglerne) er lige så let at flette som nr. 2, derimod må man ved nr. 4 og navnlig nr. 5 og 6 passe meget på ikke at rive papiret i stykker, da det nogle steder er meget tyndt.

For alle hjerter, med samme bort foroven, skal man, efter at have klippet dem efter mønsteret, skille de to stykker glanspapir, og derefter af det ene stykke klippe den rand, der er vist med en punkteret linie. På nr. 7, firkløveret, skal man efter at have klippet randen af det mørkeste papir, klippe den nederste spids af det andet stykke papir.

Hjerternes farver
Nr. 1 kan f.eks. laves af hvidt og grønt eller rødt papir. Nr. 2 lyseblåt kors på hvid bund, nr. 3 mørkegrønne kugler på gul bund, nr. 4 brunsorte firkanter på mørkerød bund, nr. 6 mørkegrøn potteplante på lys, svagt rødlig bund og nr. 7 lysegrønt kløverblad med brunsort bund. For at få et godt resultat, et det en selvfølge, at de to stykker papir må skubbes fast ind i hinanden, ikke forskydes under klipningen og klippes nøjagtig efter mønsteret. Det tilrådes at bruge de røde linier til at kalkere mønsteret efter, da man så ikke behøver at klippe bladet i stykker.


Forsiden Juleark nr. 1 Juleark nr. 2 Juleark nr. 3 Juleark nr. 4 Juleark nr. 5 Julehjerter Syvklodsspillet Labyrinten Kvadratspillene Kochs forbandt

Publiceret 10. januar 2013. Opdateret 20. juli 2014. Idé, research og layout: - Mine øvrige hjemmesider findes på Aldus.dk