Byens potente og lodrette snit er gavle i stuk og i sten. En maser sig på, mens en anden står frit og skråner vulgært over en. Der er gavle med rejsning og fest og gesvejsning og gavle med måger og møg. Der er gavle med svaj i, en revnet med beg i, en sovset og sodet af røg. Gavle gir gågaden gejst og profil og skærmer og truer på skrømt, på en gang flegmatisk og fallisk viril i blomstring - og dog så forsømt. Der er gavle som kegler og gavle, der bejler til menneskers humor og had. Der er gavle, der luder, en fin en med ruder, en ligner et fladt stykke mad. |
Over det hele en svævende falk, i gluggerne duernes brunst. En væg mangler charme, en anden lidt kalk, en tredje er pyntet med kunst. Der er gavle, som glæder, en enkelt, der græder af sorg - den skal væltes tjubang! Der er gavle med skygge med vedbend og hygge, som kalder på salmer og sang. Medgang og mismod har mærket en gavl, den føler sig dårligt tilpas, fordi den til daglig skal spejle sig - skravl! i bankens facade af glas. Der er gavle, som revner og vælter og hævner, en morderisk udtænkt sortie! Dog de fleste agtværdigt, når livet er færdigt diskret synker sammen - forbi. |