Per-Olof Ultvedts anden skitse til Silkeborg-skulpturen. 1994. Foto: Lars Bay ©.
Et par ord og tak
- fra Per Hofman Hansen
"Monument for Bevægelsen" har ikke haft en lige nem tilværelse. Lige fra starten i 1996 stødte den ind i problemer: Først mente nogen at den støjede og andre kunne ikke forlige sig med en så utraditionel skulptur og spurgte "om det skulle være kunst". Kort tid efter skulle Søndergade og Søndertorv graves op i forbindelse med ny rørlægning, og skulpturen måtte "parkeres" på Silkeborg Kommunes oplagsplads. Så var der problemer med de drejelige deles lejer. Dernæst røg Piskeriset ind i et ikke helt gennemskueligt politisk uvejr, så det i flere år trak ud med genopstillingen.
Ordentligheden har sejret
"... jeg vil glæde mig over, at "Monument for Bevægelsen" er tilbage på sin vante plads som udtryk for, at ordentligheden og demokratiet har sejret.
Det ordentlige består blandt andet i, at en gave fra byens borgere og erhvervsliv ikke skal være hensat til en kommunal skammekrog, men skal behandles med respekt. Og demokratiet består i, at man ikke bare kan "lukke munden" på en skulptur, fordi den af den ene eller anden grund ikke lige passer ind i visse personers kram."
Chefredaktør Steffen Lange i Midtjyllands Avis
(16. dec. 2006)
Endelig i efteråret 2006 - 10 år efter indvielsen - kunne Piskeriset igen sætte lidt kulør på en mørk hverdag med sin snurren i vintermørket med de belyste spiraler i rødt, hvidt, blåt og gult. Men i 2009 var den gal igen. En ny løsning på slidte bøsninger måtte findes i samarbejde med SPX APV i Silkeborg. Det skete også, og siden foråret 2009 har Piskeriset snurret lystigt, sådan som Ultvedt og giverne ønskede det.
En stor tak til familien Ultvedt
Har man interesseret sig bare en smule for skulpturen, har det været vanskeligt at finde information om den. Det har jeg i flere år haft et stort ønske om at råde bod på. Derfor er det med stor glæde, at jeg her kan gengive en række billeder af Per-Olof Ultvedts humoristiske skulptur, "Monument for Bevægelsen". Jeg takker Ultvedts søn Fredrik Ultvedt, Älvsjö i Sverige for hans og familiens uforbeholdne støtte og tilladelse hertil.
Også tak til...
- Tidligere museumsinspektør på Silkeborg Kunstmuseum, Troels Andersen, var i sin tid formand for Udsmykningsudvalget og drivkraften i realiseringen af Ultvedts skulptur. I forbindelse med samarbejdet med Per-Olof Ultvedt skrev han artiklen "Monument for bevægelsen - en bevægelig skulptur" i tidsskriftet Billedkunst 1995, nr. 2. Tak til Troels for tilladelse til at gengive den her.
- Tak til forfatteren Vagn Steen, der har givet mig lov til at gengive hans tekst "Kunsten kan bevæge", som oprindeligt blev læst op i Danmarks Radios program "Vi ser - oktober" i 1996. Den er her gengivet efter Billedkunst 1997, nr. 4.
- Uden billeder ville disse sider ikke være særlig interessante. Derfor også tak til fotograf Lars Bay, Silkeborg Kunstmuseum, for venlig tilladelse til at bringe en række af hans fotos.
- En ihærdig amatørfotograf var - og er - kleinsmed Knud Sørensen, der som medarbejder på APV Silkeborg tog en række fine farvefotografier både under fremstillingen og i gadebilledet efter opstillingen. Tak for venlig tilladelse til at måtte bringe dem her.
Ophavsret
Kopiering af fotos og tekster fra disse sider er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. © Ophavsretten tilhører alene Ultvedts familie, forfatterne og fotograferne.
Per-Olof Ultvedts værker © er gengivet med venlig tilladelse fra familien v. Fredrik Ultvedt, Älvsjö, Sverige.
Idé, redaktion og tilrettelæggelse: . Publiceret 15. januar 2010. Opdateret 19. juli 2014.