Per-Olof Ultvedt: Detalje af udkast til Monument for bevægelsen, en skulptur til Silkeborg. Foto: Lars Bay ©.
Kunsten kan bevæge
- et essay af Vagn Steen
Kunsten kan bevæge - og mere konkret bevæge sig.
Det er princippet i dansen, men har ikke været det i skulpturen. Den stod jordfast i tung granit eller bronze, tung som alle livets byrder.
Så er det godt at bryde, godt at have bevægelige dele som vind og vand kan lege med - eller som ligefrem trækkes af en motor.
Det faste rustfri stål er formet som en lang syv meter høj søjle.
Der er tværstænger der vender ud mod fire verdenshjørner foroven og noget længere nede. De er lange. Faktisk er det bygget som en såkaldt skydelære - et ord og redskab som ikke alle kender i dag. Den blev brugt til måltagning, man kunne bevæge den ene tværpind - indtil for eks en bolt blev målt. Tilsvarende har man en kaliberlære, der kan måle ammunition, også med det specielle efterled.
Per-Olof Ultvedts skulptur som den tog sig ud i solen få dage efter indvielsen. Foto: Per Hofman Hansen ©.
I det rum hvor skydelæren kan måle er der otte stænger med spiraler eller anderledes formede plader. De er røde og hvide, og de kører
rundt - nogle den ene vej, andre den anden.
Stængerne går gennem den øverste tværstang, og der kommer nye farver til, blåt og gult, det er ikke Dannebrog det hele.
Spiraler der drejer ligner flagrende bånd.
Vi ser et levende hele tiden varieret spil, også fordi der er så stor variation i de særlige stålpladers form.
I går aftes så jeg skulpturen i lys - levende, flammende. Som en særpræget fakkel i mørket - magisk, fortættet, forjættende.
I morges gik jeg mod den fra torvet. Jeg var i starten for langt borte til at se bevægelsen, men jeg så solens glimt i pladerne, hele tiden springende, uberegneligt.
Skulpturen står i Silkeborg hvor en gågade munder ud i en lille stilfærdig plads.
Billedhuggeren er svensk - Per Olov Ultvedt hedder han. Og værket hedder Monument for Bevægelsen - men folk i Silkeborg kalder den for Piskeriset - egentlig et godt navn: tag en uelektrisk drejepisker og kør rundt på håndtaget, så er der et spændende bevægeligt formspil der kan minde om skulpturens. På den store i Silkeborg er der fest og farver - ja, tænk Dem at drejepiskeren havde farvede dele og det flagrede rødt og hvidt og gult og blåt fra den.
Jeg forstår godt at folk i Silkeborg ikke vælger navn efter det sjældne ord "Skydelæren" men efter det mere kendte og håndterlige "Piskeriset".
Et holdepunkt for øjet for mennesker på en plads og et par gader i Silkeborg. En moderne skulptur der har både alvor og smittende glæde - og er helt uden patos og påstand.
Kald den gerne "Piskeriset" - men ikke så gerne "Fastelavnsriset", selv om den har fest og farve fælles med det.
"Teksten er oprindelig udarbejdet til Danmarks Radios program "Vi ser - oktober" 1996. Teksten her er ikke identisk med det der lød i radioen - der arbejdes i studiet under oplæsningen, både med forkortelser og udvidelser og ændringer hen mod mere mundtligt sprog. Så ovenstående er mit oplæg", skrev Vagn Steen i tidsskriftet Billedkunst, december 1997 nr. 4, s. 16-17 og her gengivet med venlig tilladelse fra forfatteren ©.
DET BEVÆGER SIG. Vagn Steen om og i samtale med Per-Olof Ultvedt
- Tilskueren gør godt i at frigøre sit mod til at være med, måske også formulere sin egen brug af det, skulpturspillet sætter i gang - og indfange de anelser, ryk, impulser, der ellers let går mennesker ubrugt forbi.
- Ultvedt: Det er en kunstnerisk nænsomhed og finfølelse at overlade dybsindighederne til tilskueren. Vagn Sten: Jo, vi har stor frihed til at opleve Ultvedt, inklusive friheden til at reducere os selv til småborgerlige konverserende iagttagere, der ikke ser en skid. Men det har vi jo altid. Og det drejer sig om noget helt andet. Om et møde af særligt kravløs krævende art.
- Vagn Steen: Kunst forstyrrer treværelseslejligheden og de ideer og idealer vi går med, den måde vi oplever på. Mon ikke vi skal spærre sanser og forstand anderledes op og sætte nye bevægeligheder ind i vores beklemte tilskuerliv? Mon ikke der er en hel del, der skal laves om.
Læs hele artiklen Det bevæger sig i Bogens Verden, 1990, nr. 5. (PDF-fil, 9,5 MB).
|
Per-Olof Ultvedts værker © er gengivet med venlig tilladelse fra familien v. Fredrik Ultvedt, Älvsjö, Sverige.
Idé, redaktion og tilrettelæggelse: . Publiceret 15. januar 2010. Opdateret 19. juli 2014.