| Forsiden | Skulpturen i bevægelse | Om Per-Olof Ultvedt | To skitser af Ultvedt | Troels Andersen | Vagn Steen | Fremstilling | Sponsorer | Tak og ophavsret |
Per-Olof Ultvedts fjerde udkast til Silkeborg-skulpturen. 1995. Foto: Lars Bay ©.
Bevægelsen i kunsten
Af fhv. museumsdirektør Troels Andersen
Først i 1950'erne begyndte kunstnere flere steder i Europa uafhængigt af hinanden at eksperimentere med bevægelige dele og mekaniske principper i deres værker.Måske var det et led i forsøgene på at knytte forbindelsen til den moderne, eksperimenterende kunst fra årene under og efter første verdenskrig, hvor enkelte kunstnere havde undersøgt maskinernes verden og gjort den til et tema i deres kunst. Det gjaldt f. eks. Marcel Duchamp, Francis Picabia og Laszlo Moholy Nagy, der hver på deres vis tog udgangspunkt i mekaniske principper. Både Duchamp og Picabia tillagde undertiden de mekaniske elementer en menneskelig dimension, ved bl.a. at antyde et erotisk indhold. Nagy så derimod maskinen som et rent abstrakt udtryk, de mekaniske funktioner viste ikke hen til noget uden for sig selv. Hans lysmaskine drejer sig, og lyset projiceres ud i rummet gennem de cirkelformede huller, uden symbolik eller funktion. Det var denne sidste, mere abstrakte holdning til det bevægelige og mekaniske udtryk, der var udgangspunkt for schweizeren Jean Tinguelys første bevægelige relieffer fra 1953-54.
Med udgangspunkt i Duchamps drejende skiver eller bl.a. i Malevitj's abstrakte billeder, der byggede på aflange, smalle, rektangulære "stave " eller bjælker i skrå bevægelse gennem billedrummet, lod Tinguely stavene dreje om deres eget midtpunkt, så de hele tiden indtog nye positioner i forhold til hverandre. Meget passende fik reliefferne betegnelsen "meta-mekaniske", meta kan betyde "med" eller "efter". Samtidig arbejdede Tinguely med høje skulpturer, hvis spinkle tandhjul lignede børns tegninger af solen. Hjulene blev drevet af en enkelt elektromotor, anbragt forneden på skulpturen. Urværkets mekanik blev projiceret ud som skulptur.
I 1955 kom Tinguely til Stockholm og udførte der en række bevægelige skulpturer og relieffer, der vistes i Galerie Samlaren. Hans ideer om det bevægelige kunstværk fandt genklang hos Per-Olof Ultvedt, der tidligere samme år havde udført en stor mobile til en balletforestilling. Ultvedt lavede nu skulpturen "Billedødelæggeren" (1956), en skulpturmaskine, der kunne drives med et håndsving. En metalkurv var rede til at modtage de destruerede billeder, der i tanken kunne sendes gennem maskinens hjul. Dertil kom snart relieffer, drevet af elektromotorer, roterende skiver - som hos Duchamp - men her sat sammen foran hverandre, så deres langsomme rotation stadig dannede nye figurationer. Tinguelys besøg blev indledningen til adskillige års samarbejde med Ultvedt, der kulminerede i opførelsen af den husstore kvindeskulptur "hon" på Moderna Museet i Stockholm i 1966.
For Ultvedt kom de bevægelige arbejder til at dominere hele hans senere virksomhed. De bygger gerne på enkle mekaniske principper: små elektromotorer driver som oftest et remtræk mellem hjul af ulige størrelse. Hjulene kan forsynes med plejlstænger, eller en line kan fastgøres på dem og bevæge en form et eller andet sted udenfor maskineriet, måske endda over lange afstande.
Ultvedts brug af disse midler fik tidligt et stærkt præg af ironi og humor. Gamle skabe og kommodeskuffer klaprede, skotvinger blev sat i dansende bevægelse, gryder og pander opførte deres egen ballet. Og i de senere arbejder har en række små marionetagtige figurer, ophængt i nylontråde, udført deres bevægelser, drevet af motorer og hjul. Skønt de mekaniske elementer gentager deres bevægelse i samme rytme og forløb, bliver marionetfigurernes bevægelser uforudsigeligt forskellige fra omdrejning til omdrejning af hjulene. Små bitte ændringer, f.eks. en justering af trådenes længde, er nok til at få deres udtryk til at skifte karakter.
Ultvedt har udført flere store udsmykninger, bl.a. af T-centralen i Stockholms tunnelbane, og skulpturgrupper i offentlige anlæg. Ingen af disse arbejder indeholdt bevægelige elementer. En stor bevægelig træskulptur var opstillet i Vondel-parken i Amsterdam 1965, men den var ikke beregnet til at have et langt liv. Den forsvandt, da udstillingen var ovre, omend ikke med så voldsom en hast som Tinguelys eksploderende, selvdestruerende maskiner.
Per-Olof Ultvedt udarbejdede flere skitsemodeller, før han nåede frem til den endelige version. Her ses to små ca. 20 cm høje modeller, hvoraf modellen til højre har indbygget motor, så spiralernes rotationer anskueliggøres bedst muligt. Fotos: Lars Bay ©.
Silkeborg-skulpturen
I 1994 begyndte Per-Olof Ultvedt på forslag fra Udsmykningsudvalget i Silkeborg, en uafhængig borgergruppe, at arbejde med udkast til en stor bevægelig skulptur, der tænktes opstillet på Silkeborgs torv. Pladsen domineredes af en stor beboelsesejendom, hvis facade danner en svag vinkel, og af Silkeborg Kirkes tårn, der ligger tilbagetrukket, som point de vue ved indkørslen til byen fra den gamle indfaldsvej mod vest.
Mod denne urolige baggrund tænkte Ultvedt fra første færd at stille en art plakatsøjle, et "monument for bevægelsen". De første udkast undersøgte dels formen, dels den mekaniske udformning, uden at det førte til nogen færdig løsningsmodel. Den udendørs placering stillede naturligvis særlige krav til holdbarhed i forhold til vejrlig og sikkerhed.
En række farvede spiraler, der drejer om deres egen akse i forskellige tempi, var udgangspunktet, sammen med forestillingen om plakatsøjlen. I den ene model blev det nødvendige remtræk lagt nederst i modellen, i det andet øverst. Også formen ændrede sig i den anden model og blev højere og slankere. Begge modeller undersøgte først og fremmest bevægelsesmotivet, og gav ikke noget indtryk af skulpturens endelige udformning. Ligesom bilens karosseri står i et frit forhold til dens chassis og motor, men alligevel er afhængigt af de løsninger, konstruktøren af de mekaniske dele vælger, således består der også et vekselforhold mellem det mekaniske og formen i en bevægelig skulptur. En lille skitse uden mekanik antydede den form, figuren kunne tænkes at antage, hvis den blev ført op i stor størrelse.
I maj 1995 havde Ultvedt så en ny skitse klar, der forenede overvejelserne over formen og dens samspil med de mekaniske elementer. Spiralerne, der roterer om deres egen akse, var her placeret på to rækker, der skærer hverandre over kors. De bæres af en konstruktion, der har hentet sin form fra et simpelt stykke værktøj, en skydelære. Dette redskabs form er gentaget fire gange, så det danner en korsform set oppe fra. Spiralerne bevæger sig i mellemrummet mellem skydelærens faste og bevægelige arm, der er trukket ca. 1/5 ud.
Spiralerne var ført op over konstruktionens afslutning og har her fået de nordiske landes farver (se farveskitsen). I en lille model (vist øverst på denne side), der viser formen og ikke har nogen mekanisk installation, var der en spiral i hver korsarm, i en større model af skulpturens top med de bevægelige elementer var der placeret to spiralsøjler i hver korsarm.
Ultvedt havde tidligere brugt værktøj som motiv i sine relieffer, sav, vinkel og tommestok, eller hammeren i relieffet "Hovedet på sømmet". I modsætning hertil er skydelæren i skulpturen til Silkeborg nærmest et "skjult citat". Modsat den første plakatsøjleagtige skitse med den tunge krop viste det nye udkast en let form, der forstærker indtrykket af spiralernes drejende bevægelse opefter, mod himlen.
Noter:
Silkeborg-skulpturen
I 1994 begyndte Per-Olof Ultvedt på forslag fra Udsmykningsudvalget i Silkeborg, en uafhængig borgergruppe, at arbejde med udkast til en stor bevægelig skulptur, der tænktes opstillet på Silkeborgs torv. Pladsen domineredes af en stor beboelsesejendom, hvis facade danner en svag vinkel, og af Silkeborg Kirkes tårn, der ligger tilbagetrukket, som point de vue ved indkørslen til byen fra den gamle indfaldsvej mod vest.
Mod denne urolige baggrund tænkte Ultvedt fra første færd at stille en art plakatsøjle, et "monument for bevægelsen". De første udkast undersøgte dels formen, dels den mekaniske udformning, uden at det førte til nogen færdig løsningsmodel. Den udendørs placering stillede naturligvis særlige krav til holdbarhed i forhold til vejrlig og sikkerhed.
En række farvede spiraler, der drejer om deres egen akse i forskellige tempi, var udgangspunktet, sammen med forestillingen om plakatsøjlen. I den ene model blev det nødvendige remtræk lagt nederst i modellen, i det andet øverst. Også formen ændrede sig i den anden model og blev højere og slankere. Begge modeller undersøgte først og fremmest bevægelsesmotivet, og gav ikke noget indtryk af skulpturens endelige udformning. Ligesom bilens karosseri står i et frit forhold til dens chassis og motor, men alligevel er afhængigt af de løsninger, konstruktøren af de mekaniske dele vælger, således består der også et vekselforhold mellem det mekaniske og formen i en bevægelig skulptur. En lille skitse uden mekanik antydede den form, figuren kunne tænkes at antage, hvis den blev ført op i stor størrelse.
I maj 1995 havde Ultvedt så en ny skitse klar, der forenede overvejelserne over formen og dens samspil med de mekaniske elementer. Spiralerne, der roterer om deres egen akse, var her placeret på to rækker, der skærer hverandre over kors. De bæres af en konstruktion, der har hentet sin form fra et simpelt stykke værktøj, en skydelære. Dette redskabs form er gentaget fire gange, så det danner en korsform set oppe fra. Spiralerne bevæger sig i mellemrummet mellem skydelærens faste og bevægelige arm, der er trukket ca. 1/5 ud.
Spiralerne var ført op over konstruktionens afslutning og har her fået de nordiske landes farver (se farveskitsen). I en lille model (vist øverst på denne side), der viser formen og ikke har nogen mekanisk installation, var der en spiral i hver korsarm, i en større model af skulpturens top med de bevægelige elementer var der placeret to spiralsøjler i hver korsarm.
Ultvedt havde tidligere brugt værktøj som motiv i sine relieffer, sav, vinkel og tommestok, eller hammeren i relieffet "Hovedet på sømmet". I modsætning hertil er skydelæren i skulpturen til Silkeborg nærmest et "skjult citat". Modsat den første plakatsøjleagtige skitse med den tunge krop viste det nye udkast en let form, der forstærker indtrykket af spiralernes drejende bevægelse opefter, mod himlen.
Noter:
- Troels Andersens tekst blev første gang publiceret i tidsskriftet Billedkunst, juni 1995, nr. 2, s. 27-29 under titlen "Monument for bevægelsen - en bevægelig skulptur af P.O. Ultvedt". Den er her gengivet med venlig tilladelse fra Troels Andersen ©.
- Litteratur og links i øvrigt om Per-Olof Ultvedt.
| Forsiden | Skulpturen i bevægelse | Om Per-Olof Ultvedt | To skitser af Ultvedt | Troels Andersen | Vagn Steen | Fremstilling | Sponsorer | Tak og ophavsret |
Per-Olof Ultvedts værker © er gengivet med venlig tilladelse fra familien v. Fredrik Ultvedt, Älvsjö, Sverige.
Idé, redaktion og tilrettelæggelse: . Publiceret 15. januar 2010. Opdateret 19. juli 2014.