Fanų skildret i Illustreret Tidende 1881

Fra Fanø. Illustreret Tidende, søndag 28. august 1881

Stykker til Fanøs kultur > Fanø skildret i Illustreret Tidende 1860-1921 > Fra Fanø 1881

På stranden ved Fanø Nordsøbad. Tegnet af Knud Gamborg gengivet i Illustreret Tidende 28. august 1881

På Fanø. Tegning af Knud Gamborg (1828-1900). Længst til højre Badehotellet i Nordby, der i år har modtaget en betydelig udvidelse og har plads til ikke få gæster. I sommer har der ikke så sjældent været over 100 gæster til middag, og forplejningen må kaldes ret billig, når man tager hensyn til dens godhed.

eg hørte engang den pessimistiske anskuelse udtalt, at jo mere meteorologerne studerede vejrliget, desto slettere blev vore klimatiske forhold. Jeg blev så imponeret af denne dristige påstand, at jeg ganske glemte at bede om beviset for dens rigtighed; men jeg er flere gange i sommer kommet til at tænke på ovenstående sætning, når storm og regn og kulde alt for hensynsløst har tilintetgjort alt hvad der hedder sommerglæder. Og ikke mindst på Fanø har man haft grund til at jamre over det dårlige sommervejr, vi har haft i år; thi ved dette badested er der så mange, der så at sige skulle leve af vejret, at sige: af det gode vejr, og for dem er det selvfølgelig en skuffelse, at badesæsonen faktisk ender med august, uagtet septemberbadene efter kyndiges udsagn netop skulle være de kraftigste, særlig for nervesvage naturer. Men hvor kan man undre sig over, at badegæsterne ligesom andre trækfugle fortrækker, når vejrliget gør dem det alt for broget! Hvilken overvindelse må der i sommer ikke have hørt til at stå op af sin varme seng om morgenen kl. 8 for at sætte sig på en vogn, i hvilken man under en stadig kamp med sommerens tre ovennævnte fjender: Blæst, regn og kulde, mere og mere nærmer sig det kritiske øjeblik, da man skal krybe i det kolde vand og endnu mere forkommen af kulde skal lade sig føre tilbage til hotellet! Hvor kunne man undgå at komme til at tænke på lam, der føres til slagterbænken, når man så de shawler, kåber og "andet varmt" tæt indpakkede damer, blege og rystende af kulde kører i rask trav ud mod stranden i den tidlige morgenstund! Dog, vi ville ikke fordybe os i disse bitre erindringer eller hengive os til den tro, at de kommende somre skulle blive denne lig, selv om meteorologerne skulle tage endnu ivrigere fat end hidtil på studiet af vejrliget.

Det er først i de senere år, at Fanø i.e. Nordby med rette har kunnet tilegne sig navn af badested, og når man overvejer, hvor mange betingelser, der her er til stede for at gøre denne ø til et bekvemt og behageligt opholdsted for dem, der ville forfriske sjæl og legeme ved et kraftigt Vesterhavsbad, må man undre sig over, at de badsøgendes opmærksomhed ikke tidligere er blevet rettet mod "Perlen i Vesterhavet" – Det er Esbjergbanen og færgedamperen mellem Esbjerg og Nordby, der har gjort Nordby til badested, fordi det var dem, der bragte Fanø i forbindelse med civilisationen. Nu bruger man ikke længere tid eller flere penge for at rejse fra Fanø til København end man før brugte for at komme fra Fanø til Kolding. Dertil kommer, at der er gjort ikke så lidt for at gøre Nordby til et badested. Før lå der kun et par badevogne nede ved havnen, hvor vandet just ikke altid udmærkede sig ved sin renhed; nu findes der 10 badevogne ude ved selve Vesterhavet, 5 for herrer og 5 for damer, alle praktisk og godt indrettede og trukket ud i vandet, således som det sidste af vore billeder fremstiller.

Her findes den reneste sandbund, det klareste vand og det herligste bølgeslag, man træffer nogensteds, og selv i den stærkeste storm er det ikke forbunden med nogen fare at bade sig her, således som længere mod nord på Jyllands vestkyst. Har man så badet overstået og føler trang til en lille forfriskning, da kan denne erholdes i badepavillonen, der findes aftegnet på det første billede. Og at sidde uden for denne under solsejlet eller oppe på det flade tag en varm sommerdag, hører ikke til det mindst forfriskende eller ejendommelige. Man indånder den bløde, lette, rene søluft, hører bølgernes vemodige knurren, idet de brydes mod stranden og revlerne, ser en ægte klitnatur, oplivet ved småsøer af den dybeste azurblå farve og blomstersmykkede dale.

I den yderste klitrække, hvor vestenstormene ikke hæmmes af noget i deres vilde dans, antager klitterne mere barokke former, og deres stejle skrænter minder noget om en sønderrevet klippenatur, medens de af vinden elegant aflejrede sanddynger ikke er mindre skønne end vinterens snedriver. På det tredie billede er gjort et forsøg på at give læseren et begreb om, hvordan den yderste klitrække tager sig ud. Gennem en kløft ses en damper (sikkert med en ladning stude, svin, får osv. fra Esbjerg) styre mod England.

På det store billede ses længst til højre Badehotellet i Nordby, hvilket i år har modtaget en betydelig udvidelse og har plads til ikke få gæster; i sommer har der ikke så sjældent været over 100 gæster til middag der; forplejningen må kaldes ret billig, når man tager hensyn til dens godhed. Nu hører jeg en mængde indvendinger fra en masse gæster, der har ligget her i længere tid. "Det er ikke til at holde ud at være på Fanø; der er ikke så meget som begyndelse til en skov, der er ikke gjort det mindste for at adsprede gæsterne og forkorte tiden for dem, intet orkester, ingen læseværelser, ingen keglebaner osv.; nogle gange er der gjort forsøg med et bal, men det er altid faldet dårligt ud; man ved ikke, hvor man skal gøre af sig selv, når man er kommet fra badet." Det er ganske rigtigt, at der er grumme meget tilbage at gøre for gæsternes adspredelse, og da navnlig hvis københavnske fordringer skulde tilfredsstilles; men man kunne næsten fristes til at komme frem med den vistnok ugudelige mening, at når man går til baller, i teatre, i selskaber, på koncerter om vinteren og går i Tivoli og gør skovture om sommeren, kunne det til en forandring være en forfriskning at tilbringe en månedstid i ro, tage styrkende luftbade ude mellem Fanøs klitter og styrke de slappede nerver ved at gå sig en tur langs med stranden, hvor bølgernes brusen og vilde og uregerlige leg lige meget fængsler øre og øje. Er det ikke et tegn på åndelig tomhed, at man føler tilværelsen trist, når den ikke genlyder af alskens lirum larum? Og er der ingen underholdning i at se lidt nærmere på de rester, Fanø endnu har bevaret af sine særegenheder, men som om nogle år vel ville høre til "det Fanø, der forsvinder". At møde et helt regiment køer på gaden hører just ikke til de morsomste ting, når man har meget travlt eller er "in full dress", men kan ellers være et ret pikant syn.

Og hvad siger De om udråberen "Klokkemanden", som De ser på et af billederne; se, hvor alvorlig han opfatter sin stilling, hvilken omhu han viser, for at publikum skal forstå sagen rigtig, når han råber med "gu'e frisk, fesk (fersk) flæsk i Swarrers pakhus", og lader klokken klinge så længe, til et tilstrækkeligt stort antal tilhørere er kommet ud af dørene – kort sagt: et fuldendt mønster på samvittighedsfuldhed og interesse for sin livsgerning, som nutidens mennesker af begge køn ikke kunne have skade af at se lidt nøjere på.

At hun vender sig et øjeblik fra rokken betyder, at der lige er kommet et budskab fra hendes kære på søen, hos hvem hendes tanker dvæler så mangen en gang midt under arbejdet.

Hvad er det for en mærkelig ladning, der kommer sejlende ind i havnen? Båden ligger dybt i vandet under vægten af et helt lille bjerg, der når et godt stykke op på masten. Det er en høladning, der på billedet er i færd med at blive losset med heste og vogn, ikke som det forhen skete og undertiden sker endnu ved at binde høet inde i sengelagener, som så mænd og kvinder tog på nakken og bar hjem. Det ser helt snurrigt ud, når sådanne vandrende hømasser passerer gaden, og det er ikke alle hoveder, der er forsynet med tilstrækkeligt stærke nakkemuskler til at bære en sådan byrde.

Høet indkøbes i Fardrup og Ribe enge; thi uagtet Fanø selv har betydelige strækninger af gode marskenge, så forslår det herpå avlede hø ikke til øens kvægbesætning; mellem østkysten af Fanø og det lige overfor liggende fastland har der i flere år været arbejdet på en større engindvinding, og skulle denne lykkes, ville "høbådene" snart gå af brug.

Fanøkvinden og hendes dragt er et tema, der er varieret på så mange måder, at jeg ikke her skal fordybe mig videre deri. På billedet sidder hun ved spinderokken, men spinder ikke, og begge dele har noget symbolsk på sig. Spinderokken hentyder til hendes arbejdsomhed og sparsommelighed, dyder, der bliver dobbelt værdifulde for sømanden, der må overlade hele huset til sin hustru, medens han må færdes langt borte fra hjemmet og døje meget ondt for at tjene det nødvendige til familiens underhold. At hun vender sig et øjeblik fra rokken betyder, at der lige er kommet et budskab til hende fra hendes kære på søen, hos hvem hendes tanker dvæler så mangen en gang midt under arbejdet, men navnlig når stormen tuder og havet bruser, eller det varer så ængstelig længe, inden der kommer efterretning fra manden eller sønnen. Da går hun stille og sørgmodig og passer sin dont, men betages af en sær spænding hver gang hun hører, at yderdøren lukkes op, og er det da den længe savnede efterretning, der kommer ind til hende, hvilken befrielse fra den knugende uro; det er som solen falder med sin fulde glans ind i det før så triste hjem. Et sådant budskab er det, der får hende på billedet til at glemme rokken.

Det vil være en del af læserne bekendt, at der i sommer har været gjort forsøg på at give badeetablissementet i Nordby en storartet udvidelse ved at lade det omdanne til et aktieselskab. Dette er foreløbig stillet i bero, fordi tanken ikke mødte nogen rigtig tilslutning. Der kan dog næppe være nogen tvivl om, at foretagendet ville kunne betale sig, når selskabet blev fornuftig administreret og dygtige kræfter kom til at forestå det påtænkte store hotel ude i klitterne og alt hvad dertil hører. Som forhen sagt, er alle forholdene gunstige for et badeetablissement i stor stil på Fanø, og det var derfor at ønske, at vort fædreland kunne få sit badested ved Vesterhavet ligesom vore naboer, Tyskerne og Englænderne. Hos dem betaler de sig godt, og der fremstår derfor i Tyskland og England det ene prægtige badested ved Vesterhavet efter det andet.

Artiklen er signeret 'L.'. Illustreret Tidende var i 1881 redigeret af P. Hansen [Hans Christian Peter Hansen (1840-1905), journalist, litteratur- og teaterhistorisk forfatter].

De enkelte billeder i stor gengivelse

Kilder

Illustreret Tidende, 28. august 1881, årg. 22, nr. 1144, side 593-94 (teksten) og 598 (illustrationerne). Illustrationerne findes desuden gengivet i Theodor Siersted: Danske billeder for skole og hjem. Bind IV. Jylland I. Kbh. Forlagsbureauet i København, 1896.
Xylografierne (træstikkene) er scannet efter original i Silkeborg Bibliotek.
Xylografierne blev senere genudgivet i 'Danske Billeder for Skole og Hjem'. Bind IV, Jylland I. Samlede og udgivne af Theodor Siersted. Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, 1896.
Ovenstående tekst fra Illustreret Tidende er også blevet bragt i let ændret form ved undertegnede under overskriften "Et besøg på Fanø sommeren 1881" i Fanø Ugeblad 15. marts 2007 (nr. 11, s. 4).

Nu findes der 10 badevogne ude ved selve Vesterhavet, 5 for herrer og 5 for damer, alle praktisk og godt indrettede og trukket ud i vandet.

Når man har overstået badet og føler trang til en lille forfriskning, da kan denne erholdes i badepavillonen. Og at sidde uden for denne under solsejlet eller oppe på det flade tag en varm sommerdag, hører ikke til det mindst forfriskende.

Gennem en kløft i den yderste klitrække ses en damper (sikkert med en ladning stude, svin, får osv. fra Esbjerg) styre mod England.

Klokkemanden råber God frisk, fersk flæsk i Swarrers pakhus

Klokkemanden råber "Gu'e frisk, fersk flæsk i Swarrers pakhus".

Båden ligger dybt i vandet under vægten af et helt lille bjerg, der når et godt stykke op på masten. Det er en høladning, der på billedet er i færd med at blive losset med heste og vogn.