Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

Biografi

2a. Stormløb i København og skolebænken 1819-1828
Af IBEN HOLK

København Du er på denne side
Siboni
Statisten
Skovkapellet
Alfsol
Latinskolen
Dagbogen
Helsingør
Til  3. kapitel  >


København
Så står den 14-årige poseur og komediant i hovedstaden med de 100.000 indbyggere. Han skal bo hos morens halvsøster, Christiane Andersdatter, som han siden i sine erindringer forsøger at skjule. For inden længe går det op for ham, at der er noget galt. Han er havnet i et bordel. Man må tage det, som det kommer, og han er jo kommet for at erobre Det kgl. Teater. Dér ligger bygningen, drømmeslottet, som han i lutter lykkerus går omkring indtil flere gange.
    Med sig har han et anbefalelsesbrev fra bogtrykker Iversen i Odense. Det er stilet til ingen mindre end teatrets primadonna, solodanserinden Anna Margrethe Schall. Han opsøger hende på den private adresse i Bredgade. Inden han bævende trækker i klokkestrengen, falder han på knæ foran døren og beder Gud om hjælp og beskyttelse. Madame Schall læser skrivelsen og beder ham optræde. Det gør han gerne. Med sin ranglede, kantede krop iført sit fine konfirmationstøj spjætter han rundt i hendes stue med scener fra sit repertoire, der er en pærevælling af tragedier og komedier. Solodanserinden er rystet. H.C. Andersen græder. Intet håb. Fiasko.
    Men han har endnu et anbefalelsesbrev, der gælder professor Rahbek i Bakkehuset, hvor folk som Ørsted'erne, Oehlenschläger, Chr. Winther har deres gang. Her tropper Hans Christian op og taler for sig. Hvilken imponerende selvtillid eller guddommelig naivitet. Rahbek er skeptisk. Men henviser ham dog til teaterchefen, kammerherre Holstein. Lykkehjulet drejer. HCA prøver igen. Men den gode kammerherre bliver nærmest forskrækket. Fiasko.
    Pengene begynder at svinde ind. Skal han virkelig give fortabt og tilbage til Odense i skrædderlære? For sine sidste penge køber han en billet til Det kgl. Teater, hvor der opføres et syngestykke. Det optager ham fuldstændig. Drømmen er endnu intakt. Døren må åbnes. Han opsøger sin tidligere rejsefælle, fru Hermansen, der finder Adresseavisen frem. Her er der en annonce vedr. en læreplads som snedker i Borgergade. Han tager den. Arbejder der en enkelt dag, og så har han fået nok. "Verden var dog ikke saaledes, som jeg havde tænkt mig...!", som han i et tilbageblik skriver i Mit Livs Æventyr.

Siboni
Nu indtræffer der en begivenhed, der virkelig fortæller noget om HCAs livsvilje og gåpåmod. Ad køkkentrappen i Vingaardsstræde no.5 opsøger han lederen af Det kgl. Teaters syngeskole, den italienske operasanger Giuseppe Siboni. Det er naturligvis stuepigen, der lukker op. Til hende fortæller han grædende sin historie. Hun adviserer Siboni, der i øvrigt har Jens Baggesen og C.E.F. Weyse på besøg. Nu sker miraklet: Siboni inviterer ham indenfor. HCA forklarer sig. Og Siboni beder ham synge. Det gør han, så tårerne triller ned ad hans kinder, hvilket de også gør på hans publikum. Han har rørt en streng. Jo, Siboni og hans fornemme gæster mener, han har talent.
    I næsten hele det følgende år kommer HCA i Sibonis hus, hvor sangfuglen dels øver sin tenor, dels hjælper til med husførelsen. Sine måltider indtager han således også hos Siboni, der sikkert har fundet ham underholdende og rørende. Tantens horehus finder han det på tide at rømme. Og for penge, han har tigget sammen hos velyndere, indlogerer han sig i Holmensgade 8, hvor spisekammeret på kvisten uden vinduer er ledigt. Her kan akkurat stå en seng og to stole. Men hvad gør det? Snart vil han stå på Det kgl. Teaters scene og modtage publikums hyldest.
    Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå. Stemmen går i overgang. Sangundervisningen bliver umulig, hvilket Siboni meddeler uden omsvøb, og HCA forlader hans hus. Men han er nu ved at blive hærdet, idet han tolker dette 'nederlag' som en duelighedsprøve på vejen til teatret. Han skal ikke synge, han skal selvfølgelig danse.
    At H.C. Andersen har haft sangtalent, kan der ikke herske tvivl om, ellers ville en kapacitet som Siboni ikke have øvet med ham i over et halvt år.

Statisten
Drengen fra Odense er nu ved at blive et navn blandt det bedre borgerskab i byen. Han får invitationer til at deklamere og improvisere ved diverse lejligheder. En aften hos J.M. Thiele opfører han en scene af "Hagbarth og Signe", hvor han spiller alle rollerne! Og hatten går rundt. Han tager kontakt til digteren og professoren Frederik Høegh-Guldberg (en bror til Christian Høegh-Guldberg i Odense), der underviser ham i dansk og tysk. Samtidig hjælper han HCA med at søge pekuniær støtte. Således sættes et bønskrift sammen "Til ædelmodige Menneskevenner". Høegh-Guldberg administrerer indsamlingen, og det giver kasse. Han hjælper ham endog med at udfærdige en ansøgning til kongen himself, men den går ikke i første omgang, idet teaterdirektør Holstein og professor Rahbek fraråder det i et modbrev.
    Selv opsøger H.C. Andersen nu balletmesteren. Det er Bournonville. Denne er imidlertid udenlands, så han træffer i stedet andenballetmesteren, solodanseren Carl Dahlén, der får sympati for den besynderlige dreng. Og hvor han det forgangne år havde sin daglige gang hos Siboni, får han den nu hos familien Dahlén i Badstuestræde 18. For han vinder fruens hjerte, og så er han god til at lege med børnene. Altså idyl. Og mad.
    Han bliver optaget i balletkorpset og øver hver formiddag, skønt Dahlén tidligt har understreget, at han ikke kan gøre sig håb om at blive danser - hertil mangler han 'udvortes' - men kun figurant. Som statist medvirker HCA herefter i en lang række forestillinger. Første gang han gør sin entré på scenen, er i Adam Oehlenschlägers syngespil "Røverborgen". Thalias tempel har åbnet sig for ham. Fra september 1820 til maj 1822 er HCA knyttet til Det kgl. Teater.
    Jo, livet er et eventyr. Han opnår endog at få sit navn i det trykte program. Det sker ved premieren på balletten "Armida", hvor han har rollen som trold. Skuespiller vil han være! Selv om skuespilchefen ofte betyder ham, at han ikke har nogen fremtid ved teatret. Han burde i stedet for studere og ikke spilde sin tid.

Skovkapellet
Til aftenerne hos Dahlén tager han sit dukketeater med og klipper kostumer og kulisser sammen med husets små døtre. Finder selv på stumper af komedier til opførelse, og den idé fæstner sig hos ham, at hvis han ikke dur som skuespiller, så kunne han skrive for teatret. Blive digter. I hast nedfælder han tragedien "Skovkapellet", et sammensurium af dårlige tyske romaner og dansk romantik. Ude på Bakkehuset læser han det op for Kamma Rahbek, der spøgende fortæller ham, at også Oehlenschläger og Ingemann læste deres første stykker for hende. Den 16-årige H.C. Andersen deklamerende "Skovkapellet" har den sommer på Bakkehuset - ifølge diverse øjenvidner - været det store hit.
    Han begynder at læse latin hos Frederik Høegh-Guldberg, der gerne ser, at han opgiver scenen for at hellige sig studiet. Men det er kunsten, der har hans hjerte. Han skriver et langt hyldestdigt til "Min Velgjører Hr. Professor Oehlenschläger". Ligesom han tidligere har sendt Jonas Collin, der er blevet økonomisk direktør ved Det kgl. Teater et velartikuleret digt om kunstnerdrømmen: "Paa min 16 Aars Fødselsdag den 2den April 1821". Digterspirens evne som entertainer fejler bestemt ikke noget.
    For at tjene penge foreslår han sin mæcen, Frederik Høegh-Guldberg, at indsende "Skovkapellet" til Det kgl. Teater, flere havde jo rost stykket ude på Bakkehuset, men Guldberg siger nej! HCA bliver ulykkelig, men også usikker med hensyn til Guldberg, der jo selv er digter. Er han misundelig? Skal Guldberg bestemme alting? Han beslutter derfor at skrive et stykke anonymt. Det bliver endnu en tragedie over et folkesagn, "Røverne i Vissenbjerg i Fyen", der nedskrives med ild i håret i løbet af et par uger.
    En scene fra tragedien kommer oven i købet på tidsskriftet "Harpen"s forside, hvilket vidner om, at HCA også havde et navn blandt de unge kritikere. Det kgl. Teater forkaster imidlertid stykket under henvisning til - det evige omkvæd - at forfatteren mangler dannelse og forkundskaber. Samtidig bliver 'Choraspirant Andersen' afskediget fra Det kgl. Teater. Nu har han ikke blot ild i håret - nu brænder jorden under ham.


Til toppen
Til 2b. Alfsol, latinskolen, dagbogen og Helsingør
Tilbage til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 15. september 2002. Opdateret 25. juli 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.