Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied
Gustav Wied. Foto i
Det kongelige Bibliotek.

Satyr Dansemus
Gustav Wied
1858-1914
Af IBEN HOLK

- Og Menneskene er jo nu engang, som de er.
- Gu' er de ej!

Fra Fædrene æde Druer.

Biografi
  1. Humoristen Du er på denne side
  2. Barnedigteren
  3. Udklækket
  4. Visit på godset
  5. Pjecen
  6. Strindberg
  7. Café Bernina
  8. Tugthus og venusvogn
  9. Alice Tutein
  1. Bangsbokredsen
  2. Luksusrejsen
  3. Satyrspillene
  4. Kastellet
  5. Dansemusen
  6. Belle époque
  7. Selvmordet
  8. Værker
  9. Litteratur og links

Livsens ondskab  >
Fædrene æde Druer  >

Gustav Wieds biografi er livshistorien om en mand, som realiserer sin ungdoms hedeste ønsker om at blive en anerkendt professionel forfatter, der kan indrette sit liv efter sit eget hoved. Det lykkes til fulde, oven i købet kronet med en smuk, dygtig og trofast hustru og sunde, begavede børn. Alligevel går helten i sort og tager sit eget liv, utilfreds med sig selv og derfor med alting. Går vi til forfatterskabet, forekommer det ikke svært at finde grunden. Det er et mareridt - forklædt som komik.

Det wiedske vid gør ham til århundredeskiftets største kassesucces. Vandmærket er den udfordrende samfundskritiker som grinebider. Yndlingsmotivet er dobbeltmoralen. Den stikker imidlertid dybt i forfatteren selv, der lever til højre og skriver til venstre. Organismen holdt ikke til en sådant dobbeltliv. Nervesystemet og maven gjorde oprør. Manden forstod ikke signalerne, og det gjorde lægerne heller ikke. Problemet var i virkeligheden - livsløgnen. Den uerkendte livsløgn kan meget vel. især hvis den er lukrativ, i en vis periode stive sin indehaver af, men i det lange løb fordærver den. Og dét var, hvad der skete for Gustav Wied. Uanset hvor meget sympati vi har for ham, så var han en livsnyder, der ikke skelnede imellem egne og andres penge, hvorved livsnyderen forvandlede sig til - livssnyder. Det er den grimme historie om Gustav Wied.

Kulturelt og politisk tilhører han venskabeligt det kulturradikale miljø omkring Gyldendal og Politiken. Men Wied er både for nervøs og seriøs til at sidde sikkert i sadlen på kæphesten Frisind. For frisind er andet og mere end blasfemi og frivolitet. Ironisk sarkasme og satirisk komik er ikke i sig selv frigørende. Hans tragedie er, at han ikke får sjælen med i sit arbejde. Dén troede han dog heller ikke på, hvorfor den æder ham op indefra, da han har reduceret sig selv til komediemaskine. Selvmordet, som han til gengæld hele livet satte højt, virker derfor som en naturlig handling i forlængelse af forfatterskabets 'værdiløshed'. Wied dør ikke af grin. Komik og livslede er i virkeligheden to sider af samme fordærv.


Wied Jul. En biografi om Gustav Wied Gustav Wied. Den mangfoldige digter Romanforfatteren Gustav Wied
Wied Jul. En biografi om Gustav Wied. Af Bo Nygaard Larsen.   Gustav Wied. Den mangfoldige digter. Af F.J. Billeskov Jansen.   Romanforfatteren Gustav Wied. Af Niels Bruhn Meredin og Jan Nøhr Christensen.

Humoristen
Humorister er ofte depressive gemytter. Ligesom frivole satirikere ofte er store moralister. Det er ikke nogen gunstig kombination. Dog swinger den i Wieds tilfælde, fordi han har et ærligt og hårdt prøvet behov for at - le ad det hele. Humoristens skæbne som professionel bliver imidlertid at være fanget i en aggressiv, satirisk latter, som slår indad i det oprindeligt sårbare, men muntre gemyt og her afstedkommer en kreativ krampe, der blokerer for frodig fornyelse og inspiration. Derfor brænder Wied ud.
    Den sprælske, nervøse mand med gedebukkeskægget er en følsom natur, for ikke at sige en sart, om end sej plante. Som symbol og idol vælger han den drilske satyr, der altid får ret. Hermed skaber han udadtil en attitude af distance, der tiltrækker et bestemt publikum. Indad fungerer satyrmasken snarere som affektation, hvilket i poul møllersk forstand vil sige selvbedrag. Når Gustav Wied lider af dårlig mave på grund af et nedbrudt nervesystem og må ty til lange kurophold i Tyskland og i Norge, så skyldes det den falske livsførelse, hvor der ikke hersker et sandfærdigt forhold mellem ydre og indre. Livsløgnen bliver til livslede. Livsleden til selvmord.
    Wied vidste det godt, men havde ikke format eller lyst - eller evne - til at lave det om på det. Selvfølgelig havde han dårlig samvittighed over at udlevere sine venners og bekendtes intimiteter i bøger og på scenen, hvilket direkte kommer til udtryk i adskillige breve. Han slår sig dog til tåls og rider stormen af, men det koster. Det sætter sig i nerverne, hvilket går ud over søvnen, der er en forudsætning for en god arbejdsdag. Kikser den vedblivende, sætter det sig alt sammen i maven. Så betyder det mindre, at han indimellem har stor succes med sine produkter.
    Wied ved, hvad folk vil ha', nemlig afsløring, sladder, sensation. Og da han er et barn af sin tid, dvs. vokset op sammen med sædelighedsfejden i 1880erne og den seksuelle frigørelse, som han vel at mærke ikke selv praktiserer, bliver seksualitet skandalen, der øver en overdimensioneret tiltrækning på den sarte plantes bevidsthedsliv. For Wied, der utilsløret foragtede kvinder, er seksualitet ensbetydende med egoisme og liderlighed.
    Seksualitet er med andre ord noget værre svineri. Dyrisk, brutalt, grådigt. Som dydsdragon og renhedsdjævel forklædt som 'satyr' borer han desperat i menneskelivets naturlige drifter, som han med skadefryd og galgenhumor udstiller til glæde for forargelsen. Men han prædiker ikke. Det er han trods alt for klog til. Hans mission er en anden: at underholde. Så kan folk få lov til at betale for at dø af grin. Forfatterens sakrosankte kvindehad har imidlertid en dybereliggende forklaring. Det bunder i et barndomstraume, som er skildret i fortællingen "Ungdomshistorier" (1895), hvor den 10-årige dreng bliver kønsligt karesseret af den tjenstvillige (og missionske) barnepige, når hun har puttet ham i seng.
    Den heraf spirende seksualangst får ny næring i en senere parallel, da den 22-årige indleder et forhold til en 12 år ældre skuespillerinde, der som den erotisk aktive med øm, perverteret ekstravagance fører overgrebet videre. Ikke uden grund forbinder Gustav Wied kvinden med lede og utroværdighed. Først da han er kommet i ægteskabelig sikkerhed, kan han bearbejde traumet, skønt det vedblivende sætter spor igennem forfatterskabet som det sorte hul i komikkens løbehjul.
Til  2. Barnedigteren

Til toppen

Publiceret 20. maj 2003. Opdateret 1. januar 2016.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.