Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Gustav Wied
Satyr Dansemus
15. Belle époque
|
Af IBEN HOLK |
Belle époque
Socialt og politisk er 1890erne de stærke brydningers tid. Den nye arbejderklasse organiserer sig i adskillige fagforeninger, der samles i det nystiftede De samvirkendes Fagforbund i 1898 forløberen for det senere LO. Samme år bliver Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening stiftet. Fronterne er trukket op. Konfrontationen udebliver ikke, idet uenighederne året efter udløser den berømte lockout, der medfører en arbejdsløshed på mere end 40.000 og får fabrikkerne til at ligge stille i længere tid. Først Septemberforliget får hjulene til at dreje igen. Resultatet er en ny politisk virkelighed, der understreges ved systemskiftet i 1901.
Når tiden omkring århundredeskiftet især inden for kunsthistorien kaldes "Belle époque", er det med god grund. Livsstilen og livsrytmen har - i borgerskabet - fundet et mere harmonisk leje efter de voldsomme ryk omkring modernisering, industrialisering og gigantisk byfornyelse i de foregående årtier. Det er endnu ikke bilens og flyverens tid. Den europæiske verden hviler stadig i sig selv. Klædedragten er endnu sort-hvid elegance for herrernes vedkommende. Og kvinderne smider korsettet fra den opstadsede klunketid og fører sig med mere naturlig ynde. På strandene hopper mænd og damer i ens badedragter og morer sig.
Når Gustav Wied indtager sin plads på den mondæne Café Bristol, hvortil han har henlagt sit lørdagsritual, med udsigt til menneskevrimlen på Rådhuspladsen og omgivet af eksotiske palmer og knaldhvide duge, er han, som han sidder dér med sit fipskæg og hånden på sin raffinerede stok, et charmerende billede på "Belle époque", og det mere end nogen anden dansk forfatter ved siden af Holger Drachmann og Herman Bang. Han er levemand og livsnyder. Teatermand mere end intellektuel forfatter. Godmodig, ærlig og spidsfindig-naiv i sin natur, der beskytter sig med raseri og indigneret sarkasme. "Belle époque" har imidlertid ondt i maven.
Dansemusene bed trods alt i nervesystemet og i indvoldene. De Ranke Viljer kunne han alligevel ikke selv klare. Og nu den nye drueroman? Var anmeldelserne ikke lidt lunkne? Disse selvglade og indbildske kritikere, der riser og roser, som vinden blæser, hvad ved de om, hvad det koster? Er han ved at blive gammel? For gammel? Utilstrækkelig? Udbrændt? Wied ser sig reserveret omkring. Ikke dårligt her på Bristol. Men allerbedst er det hjemme på Kastellet med arbejdsværelsets fred og ro, Alice og de efterhånden store børn. Bare det ikke gjorde så ondt i maven.
Wied foretager derfor en tur til den norske nerveklinik i Modum, hvor han bliver hjertelig ven med sin læge og dennes hustru, som han dedikerer sin kommende bog, men helbrede ham kan de ikke, skønt han bliver indlagt hos dem igen året efter. Og nu døde livsnyderen og levemanden Holger Drachmann i en alder af kun 61 år. Flaget på Kastellet går på halv. Men ryger til tops et par måneder senere, den 6. marts 1908, hvor Gustav Wied kan fejre sin 50 års fødselsdag.
Den holdes ved en storstilet fest på landstedet Sølyst i Klampenborg. Her kommer de alle sammen, og Georg Brandes holder den stringente og morsomme festtale. Blandt de mange gaver er en vest fra Agnes Henningsen med alle hans titler påsyet. Den kan i dag ses på Roskilde Museums permanente Gustav Wied-udstilling. Menuen er udsøgt: Skildpaddesuppe/Sherry, Fiskefilet joinville/ Rüdesheimer, Oxetunge Gemyser/Cháteau Beycheville, Lammesteg Compot/ St. Marceaux, Strasburger Gaaseleverpostej en croúte, Is Parfait/Madeira, Confect og Frugt, Kaffe og Cognac. - Belle époque.
Til 16. Selvmordet
Til 18. Litteratur og links
Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside
Publiceret 20. april 2003. Opdateret 25. juni 2006..
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|