Sophus Claussen. Enhjørningen. Epoke - danske romaner før 1900

Epokes forside

Epoker og ismer

Romantik

Jens Baggesen

Romantisme

Realisme/Idealisme

Realisme/Nyromantik

J.P. Jacobsen

Realisme/Impressionisme

Herman Bang

Naturalisme
Det moderne gennembrud

Symbolisme
Det sjælelige gennembrud

Mytisme
Det virkelige gennembrud

Johannes V. Jensen

Kontakt Epoke

Sophus Claussen fotograferet af René Boivin 1911. Original i Det kgl. Bibliotek.

Enhjørningen
Sophus Claussen
1865-1931
Af IBEN HOLK

Lærkejubel, Skrig af Svaler, Vind og Nattergaleslag
Er saa godt som alt begravet, thi det lever kun i Dag,
Fæstet i et Ord, en Linie. Verden er en Sarkofag.
Men jeg ejer evig Ordet, skønt jeg lever kun en Dag.

Af "Mennesket og Digteren" (1907)

Biografi
Ny Jord (1888-1889)
Pilefløjter (1899)
Antonius i Paris (1896)

Valfart (1896)
Anadyomene-tema
Voyeur og sarkofag
Claussen Plus
Litteratur og links

Biografi
Sophus Claussen er født på Langeland af gårdmandsslægt. Faderen siden redaktør, idet han stifter Lolland-Falster Folketidende og køber Nakskov Tidende l876. Folketingsmand for Venstre l876, hvorefter familien flytter til København l879.
Sophus Claussen bliver journalist ved Horsens Folkeblad l886. Senere redaktør af Nyborg Avis, som faderen er ejer af. Ved faderens død l905 bliver Sophus Claussen udgiver og medejer af denne avis. I kraft af faderens position forbliver Sophus Claussen igennem hele tilværelsen uden økonomiske problemer. Der skulle så komme andre, der muligvis hænger sammen netop hermed.

Ny Jord, der er redigeret af forfatteren Carl Behrens (1867-1946), samlede alle tidens unge digternavne, og havde bidrag af Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg, Johs. Jørgensen, Chr. Krohg, Herman Bang, Carl Ewald, August Strindberg, Knut Hamsun og Gustav Wied.

Ny Jord
Da Sophus Claussen debuterer som lyriker i l887 med digtsamlingen Naturbørn, er der et åndeligt stemningsskifte på vej i litteraturen. Det manifesterer sig bl.a. igennem et nyt litterært tidsskift Ny Jord (redigeret af Carl Behrens), der udkommer i årene l888-l889. Heri skriver en ung litteraturhistoriker, Vald. Vedel, en skelsættende artikel, Moderne Digtning.
I et opgør med naturalismens og realismens trivialitet efterlyser han en mere farverig poesi, samt digtere med noget på hjerte: "Hvorfor giver de dem ikke kækt og frit deres egne stemninger i vold, skriver ud af deres fulde Hjerte, hvad de selv har følt og tænkt og villet, og tegner modigt en Verden, som deres Drømme har bygget op, og som deres vexlende stemninger farver den."
Ved indgangen til 90erne efterlyses der m.a.o. følelse og fantasi og først og fremmest subjektivitet.
I to årtier havde 'jeg'et' været et fremmedord. Og 'poesien' været mistænkeliggjort. Jordbunden har således været forberedt under den store bølge af 90er-lyrik. Ligesom Ny Jord kan ses som en forløber for digternes tidsskrift Taarnet (l893-94).

Sprog, sansning og symbol
Den mest originale af 90ernes digtere er Sophus Claussen. Samtiden begreb ham ikke rigtig, anså ham for dunkel og 'uklar'. Og han havde ikke mange læsere, hvorimod hans kunstneriske kolleger satte ham særdeles højt, både forfattere, billedkunstnere og komponister.
Sophus Claussen digter netop på ny-jords-impulsen: følelse og fantasi. Ligesom hans digtning er ekstremt subjektiv. Heri består allerede det symbolistiske. Mange læsere begår den fejl eller går i den fælde, at de overfor symbolistisk kunst begynder at lede efter 'symboler'. En sådan læsevinkel er ikke frugtbar og fører ikke oplevelsesrige erfaringer med sig. Etiketten 'symbolisme' bør ikke overanstrenges, så brister den og bliver meningsløs.
Det meningsfulde er, at digterne i 90erne igennem deres subjektivitet skildrer omverdenen som de oplever den - og altså ikke som den 'er' i en objektiv registrering. 'Jeg'et' er grænseoverskridende, idet det som poetisk organ åbner for en indre sammenhæng mellem sansning og natur.
Det er symbolisme.
Og Sophus Claussen skal blive dens mester. Han griber begærligt efter den 'nyromantiske' opfattelse af digteren som en 'tolk' af usynlige verdensordener.
At denne tolkning foregår i sproget bliver Sophus Claussen svimlende bevidst. For hermed indtræder sproget (poesien) som organ for erkendelse. Når Sophus Claussen i disse år genopdages og genlæses med så overvældende opmærksomhed, skyldes det uden tvivl, at man i hans poesi oplever sådanne erkendelser tage form - direkte! Der er bevægelsesmagt og skabelsesfryd i Sophus Claussens digtning. En skade blot at den i væsentlige træk kom til at handle så meget om hans stilstande og dumstolte selvglæde.

Pilefløjter (1899)
Sophus Claussen debuterer som lyriker med digtsamlingen Naturbørn (1887). Trods den gode titel er det dog først med den næste samling Pilefløjter (l899), at han udfolder og indskriver det ypperste og mest originale i dansk symbolisme, lette, svævende, dybe, melodiøse digte, der med en særpræget toneynde sammenvæver motiv og tema på en hidtil uset måde. Forbillederne er Chr. Winther, Byron, Heine, men de er kun tilstede som ekkoer. Claussen kan selv. Kendt er ikke mindst digtet Og det var paa Skanderborg Station.
Her ved slutningen af det nittende århundrede er Danmark rig på frodig kunstnerisk udfoldelse. På samme tid hvor Claussen fornyer den danske poesi originalt og i pagt med dens rødder og landskab - både mentalt og geografisk - påbegynder Johannes V. Jensen den roman, Kongens Fald, der på samme måde bliver en fornyelse af dansk prosa - på grund af den poetisk ekspressive stil i sproget og den symbolistiske holdning i figurtegning og komposition.

Antonius i Paris (1896)
Journalisttiden i Horsens genopstår i tre prosaværker, hvor en balstyrisk journalist driller det borgerskab, som han samtidig appellerer til. Men først og fremmest skildrer en lang og pinefuld forlovelseshistorie med en knibsk "frøken regnvejr". Det var på Skanderborg Station.
Titlerne er Unge Bander (l894), Højsang (l894) og Kitty (l895).
I l892 rejser han til Paris for at få luft under vingerne efter tiden i Horsens og Nyborg og de tilrøgede redaktionslokaler. Om sine oplevelser herfra skriver han "naive breve" hjem til Politiken. Senere samlet under titlen Antonius i Paris.
Her var det jo altsammen! Liv og glade dage, digtere og damer, cafeer og champagne og store cigarer. Hvad mere kan hjertet begære?
Det er under dette ophold i Paris han møder og er sammen med digteren Verlaine, der introducerer ham til Baudelaires univers og til Mallarmés formstrenge poesi. I Danmark har Johannes Jørgensen opdaget de første symbolistiske spor i kunsten. Året efter udkommer det symbolistiske tidsskrift Taarnet, der sættes i søen med Claussen som kaptajn og Jørgensen som styrmand. Ikke nogen dårlig konstellation. En stor skam for dansk litteratur, at det så tidligt gik i skår.
Som illustration til bogens omslag har forfatteren valgt et billede, der er alt andet end naivt. Det viser et foto af Medici-fontænen i Luxembourghaven, hvorpå en poseidonsk gigant over en klippegrotte aflurer to unge gudemenneskers elskovsakt. Hvilket signal afsender Sophus Claussen hermed til læseren?
Tydeligvist at hans kunstneriske bevidsthedspunkt er hævet over den almindelige pardannelses hengivenhed og ømhed. I tilbageblik kan vi konstatere, at den unge Sophus Claussen på dette tidspunkt optager en udskillelse af Eros i sit erotiske sjæleliv. Dets råderum overtages af Logos, dvs. den kunstneriske praksis, der alene kan tilfredsstille ham.
Eros næres ikke af fortolkningsblikke udefra, men af indre nødvendighed. Det er den indre nødvendighed, der gør sandhed til skønhed. Den indre nødvendighed er for Sophus Claussen poesi som produktion. Måske aner de kvinder, der kommer indenfor hans rækkevidde, dette instinktivt? Digteren, hvis glødende lidenskab det er at besynge erotikken, bliver afvist af de attraktive kvinder, der er værdige til poesiens glorie, men som ikke med deres personlighed intakt ønsker at blive reduceret til 'erotik'.
Dette forhold får for Sophus Claussen langvarige, smertelige konsekvenser i form af splittelse. Ikke imellem ånd og sanselighed - for denne digtning er fuld af ånd og sanselighed - men i seksualitetens enhedsskabende bevægelsesmagt. Den er det, han søger, men han søger den i ét ord.
Hos Sophus Claussen transformeres denne i en poesi, hvor en voyeristisk kulde omsmeltes til hed, depraveret erotik med publikum for øje. Artistisk er denne poesi af karat, men den savner hengivelsens indre styrke, der alene rummer forvandlingskraften.
I dette strømførende lag stivner Sophus Claussens digtning. Til gengæld er denne 'forstening' en billedhugger værdig.

Valfart (1896)

Valfart begynder, hvor Antonius i Paris slutter - med at hovedpersonen efter at have fået 'en kurv' af den eneste ene over hals og hoved flygter fra Paris for at søge lykken i Rom.
Undervejs oplever han et religiøst gennembrud under Påskehøjtiden i middelalderbyen Siena. I Rom dvæler han i Peterskirken foran Madonnastatuen - "La Pieta" af Michelangelo. Her hviler den nedtagne Kristus i Jomfru Marias skød.
Desperat identificerer han sig med Kristus. Ligesom denne må han dø for at kunne genopstå. Tidligere har han i sin længsel efter 'at finde sig selv' identificeret sig med både Napoleon og Odysseus. Det retningsløse, tomme jeg udfyldes med tonstung mytologi.
Dette sker på romanens forvandlingsplan. I kompositionen, der rummer et gentagelsesmønster, er de ydre begivenheder blot afsæt for stof til den indre sammenhæng: at bygge bro til himlen!
Hovedpersonen er derfor ingeniør. Det er sandt! Og bruger megen tid på at studere antikke broer.
Hvad Sophus Claussen har villet med bogen i en litterær sammenhæng, er sandsynligvis at skabe et alternativ til den naturalistiske udviklingsroman, hvor alt går sin skæve gang: Ned! - Claussen har villet 'løfte' livet: Op!
Efter opholdet i Rom rejser 'brobyggeren' til Genova og møder her en italiensk kvinde, der i et par måneder bliver hans jordiske Madonna. I romanen fremstilles deres samvær som en 'heroisk' modningsproces for hans vedkommende. Livskunst og himmelsk livsmusik.
Uden begrundelse forlader han den skønne og tager tilbage til Paris. Det var den Valfart. I Paris 'gentages' historien på fortælleplanet. Eller omvendt. Alt i alt en kunstig og konstrueret historie. Som studie i selvbedrag er den derimod interessant.

Den virkelige historie er da også meget bedre - eller mere livsnær. Sophus Claussens biografi viser, at Valfart er selvbiografi. Kurven i Paris, Siena, Rom. I Rapallo møder han en fraskilt kone med børn, som det knap lykkes for ham at slippe af med igen. Efterladte breve tyder på, at hun blev gravid, og at hun levede som halv- eller helprostitueret. I tiden der fulgte indløb der en strøm af breve fra Italien med kærlighedserklæringer og pengekrav.
Det er i øvrigt fra Valfart vi kender det berømte digt om Ekbátana

Omslag til CD'en "Ekbátana. Kurt Ravn synger Sophus Claussen digte". Sat i musik af Bodil Heister. Illustration: Hans Voigt Steffensen.

Ved læsning af romanerne Antonius i Paris og Valfart anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs samlede udgave (i ét bind) ved Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg fra 1990, hvorfra ovenstående citat er hentet. Foruden de to romaner indeholder udgaven også en efterskrift med afsnit om temaet, baggrund, tolkning, modtagelse, tidsbilledet, noter og litteraturhenvisninger.

Anadyomene-tema
Allerede i l890 skriver Sophus Claussen digtet Anadyomene, hvori kvindefænomenet "Eva Afrodite" opstår - "i et Skum af Minder".
Eva Afrodite er som navnet ligeud viser sammensat af bibelsk og hellenistisk, altså af to uforenelige verdener - der dog allerede i kristendommen er forenet teoretisk eller teologisk (Paulus). Poetisk skal det blive Claussens fortsatte projekt at forene disse verdner med sin poesi.
Poesi er for Sophus Claussen religion.
I hans senere faser forener han i erotiske naturvisioner Jesus og Pan. Og gennemoptager hermed - måske uafvidende - Middelalderens måske mest ejendommelige allegoriske fremstilling: Enhjørningen, der netop med sine hove, buskede hale og horn, har part i Antikkens religiøse kultfigur, Pan, der døde med Antikken, - og så samtidig i sin hvidhed fremstilles som en kyskhedssymbol. Denne forening modtages af Jomfru Maria og velsignes af Gud på utallige malerier og altertavler fra det l3., l4., og l5. Århundrede for så at dø ud sammen med Madonnakulten.
Enhjørningen symboliserer det mandlige begær. Derfor optræder den på flere billeder efterfulgt af en jæger, ærkeenglen Gabriel, der fører fire hunde med bånd i flaben, hver med sin latinske indskrift: Barmhjertighed, Retfærdighed, Fred og Sandhed. Desuden er herren udstyret med jagthorn og spyd. Enhjørningen skal tilintetgøres for at den mandlige seksualitet ikke skal selvstændiggøre sig i forhold til kvinden. Kvinden velsigner drabet.
Når denne middelalderlige allegori behandles så forholdsvis detaljeret, er det fordi Sophus Claussen tematisk og visionært griber tilbage til antik og renæssance. Men også fordi hans livsproblem skulle vise sig at være indfældet i denne allegori. Hans poesi bliver - ikke religion - men en enhjørning.
Med Eva Afrodite skrives en kvindefigur frem, som Sophus Claussen aldrig skal slippe. Hun antager fremover i hans digte mange forskellige navne og inkarnationer, bizarre og barokke, dæmoniske og poetiske, men det er hende. Den selvstændiggjorte Anima som uforløst kærlighed.

Voyeur og sarkofag
Det der gør Sophus Claussen til et af århundredets største digtere er, at sproget for denne digter er eller bliver den kvindelige lidenskab - og måske kvinden selv.
Af samme grund bliver sproget, poesien, den glødende genstand for hans - poesi. Og som oftest med digteren i centrum.
I Claussens erotiske univers sker der en forskydning af driften, da denne er selvstændiggjort som poesi.
Det er denne forskydning af driften, der i pagt med Baudelaires Helvedesblomster sætter ham i stand til at skrive Trappen til Helvede (i: Djævlerier, l903). En trappe han aldrig kom rigtigt opad igen. Og som Karen Blixen i øvrigt havde et godt øje til, når hun i svære tider søgte trøst og bekræftelse.
Da Sophus Claussen efter årlange kriser og blokeringer selv erfarer adskillelsens realitet fra Eros opfatter han sig som 'død' og livet som en 'sarkofag'. Af dette dødsliv bliver han en ypperlig og spændstig fortolker. I hans lyriske produktion kan disse fortolkninger følges på nærmeste hold, idet vi her vil udskille tre forskellige lag. (Med hensyn til det enkelte digt angives først affattelsestidspunktet dernæst udgivelsesåret for den pågældende digtsamling).

De vellykkede, klare og komplekse meta-digte, der optager skriveprocessen som digterisk motiv og hvor Anadyomene-kraften er frugtbart virksom som erkendelse og forløsning. Det gælder digte som:
Mennesket (1903, Djævlerier 1904)
En Kladde (1898, Danske Vers 1912)
Mennesket og Digteren (1907, Fabler 1917)
Væk ikke Svanerne (1913, Fabler 1917)
Inde fra Klodens Værksted (1924, Heroica 1925)
Skabelse (1924, Heroica 1925)
I en forskydning fra disse metadigte forgrener Anadyomene-temaet sig ud i en række erotisk bizarre digte, hvor 'sjælsgudinden's skyggesider er fremtrædende:
Anadyomene (1890, Danske Vers 1912)
Trøst (1893, Djævlerier 1904)
Valfart (1897, Pilefløjter 1899)
Scherzo (1898, Danske Vers 1912)
Hos Hexen i Endor (1898, Djævlerier 1904)
Trappen til Helvede (1900, Djævlerier 1904)
Sorte Blomst (1901, Djævlerier 1904)
Samt et mere kompliceret lag, hvor de to ovenfor anførte spor indgår centreret omkring digterjeg'et:
I Løvens Tegn (1911, Danske Vers 1912)
Digteren og Daarskaben (1905, Fabler 1917)
Pan og Diamanten (1917, Fabler 1917)
Digtersfinxen (1917, Hvededynger 1930)

Claussen Plus
At problemkomplekset fra Taarnets tid i begyndelsen af 90erne om forholdet mellem natur og sjæl, og i perspektivet herfra mellem symbolisme og naturalisme, som i dybden udgør den indre drivkraft i hans produktion, har et fortsat bevæget efterliv i hans bevidsthed - og i hans kunst - viser citatet, han sætter på titelbladet af det nye gennembrud med digtsamlingen Heroica (1925, s. 19):

Jeg tror, at uden at elske Realitet kan man ikke forstaa nogen Idealisme.
Jeg tror, at uden Idealisme er der ingen Realitet.

I 1920erne 'genopdages' symbolismen på flere felter. Det kan virke som om digterne fra 90ernes periode først nu ved ekspressioismens frembrud begynder at fatte, hvad de har været med til at frembringe. Det gik så hurtigt med at få lukket og slukket efter Johannes Jørgensen, da denne var afgået på pilgrimstogt til Italien og slået sig ned i klosteret på Alvernerbjerget, at væsentlige kunstneriske resultater og investeringer forsvandt i samme mørklægning. Ekspressionisme bliver i 20erne introduceret som 'følelse' og 'fantasi' - udtrykskunst med tydelig subjektivitet. Akkurat som det var kendetegnende for symbolismen. Interessant nok dukker ordet - ekspressionisme - første gang op i 1901!
Helge Rode, der i 90erne er tilknyttet symbolisterne omkring Taarnet, reflekterer således først over forløbet i essayets form med bogen, hvis titel i øvrigt skal navngive perioden, nemlig Det sjælelige Gennembrud (1928) . Også Sophus Claussen samler op og perspektiverer med essaysamlingen Foraarstaler (1927).

Inde fra Klodens Værksted lyder dunkle Eksplosioner.
Omsmeltes nu hver Livsform fra den gamle Alders Gry?
Brydes Karrene i Stykker? væltes Ovnene tillige?
Højovne, bygt af Vælden, da den gamle Morgen var ny.

Fra: Heroica (1925, s. 111.)

Sophus Claussens forfatterskab

	Sophus Claussens forfatterskab
	Sophus Claussens lyrik. Bind 1-9 (1982-84). Tekstkritisk og kommenteret udgave ved Jørgen Hunosøe.
	Dan Ringgaard: Den poetiske lækage. Sophus Claussens lyrik, rejsebøger og essayistik. (2000).
	Sophus Claussen sat i musik (CD, kassettebånd).
	Om Sophus Claussens forfatterskab
	Lise Præstgaard Andersen: Sorte damer. Studier i femme fatale-motivet i dansk digtning fra romantik til århundredeskifte (1990). Her lægges hovedvægten på Sophus Claussens forfatterskab.
	Bo Hakon Jørgensen: Maskinen, det heroiske og det gotiske. Om Johs. V. Jensen, Sophus Claussen og århundredskiftet (1977).
	Andre bøger Sophus Claussen
	Tidsskrift- og avisartikler om Sophus Claussen