Litterære tidsskrifter fra det nittende århundrede. Epoke

ATHENE – 1813-17.
Et Maanedsskrift. Red. C. Molbech. 9 bind, 5.020 sider, 8°.
Dansk romantiks første generation fik trods flere tilløb ikke etableret et tidsskrift. Derimod lykkedes det i 1810erne Christian Molbech at samle næste generation med Adam Oehlenschläger omkring Athene. Navnet peger på et græsk visdomsideal, og tidsskriftet var da også både i stof og holdning alsidigt. Emnerne omfattede - med udelukkelse af det strengt fagvidenskabelige - litteratur, historie, kunst, rejser, filosofi, religion og retorik. Der optoges også lyriske digte.
Redaktør Molbech skrev årlige litteraturoversigter, rejsebreve og bl.a. en gennemgang af J.L. Heibergs første dramaer. Finn Magnussen og Simon Meisling introducerede nordisk og antik oldpoesi. Peder Hjort tog Baggesen og Ingemann under ukærlig behandling. Carsten Hauch analyserede Oehlenschläger-værker og udlagde naturvidenskabernes romantik. Friederike Brun dækkede kunsten. I hæfternes lyrik mødtes Oehlenschläger, Ingemann og Sibbern med både kommende navne som Hauch og J.L. Heiberg og nu glemte småpenne.
Athenes erklærede formål var at opretholde en litteratur, hvor kraftig danskhed kunne ytre sig midt under den politisk-økonomiske krise. I praksis var sigtet i de vigtigste bidrag dog snarere alment humanistisk, hos flere ud fra en begejstring for den æstetiske livsanskuelse, man fandt i Oehlenschlägers sensualistiske ungdomsdigtning. Følgelig førte Athene en underholdende krig mod samtidens religiøse dualister: Baggesen, Grundtvig og Ingemann. Positivt søgte de unge efter evne at komplettere den romantiske tænkning, som Steffens og H.C. Ørsted kun fragmentarisk havde publiceret, i principielle og akademisk skolede artikler. © DSL.

DANNE-VIRKE – 1816-19.
Et Tids-Skrift. Af N.F.S. Grundtvig. 4 bind, 1.600 sider, 8°.
Danne-Virke, som N.F.S. Grundtvig bortset fra 4 sider skriver alene, er opkaldt efter Thyra Dannebods grænsevold. I fortaler og indlagte digte har Grundtvig tolket titlen: tidsskriftet skal værne dansk åndsliv mod fransk oplysningstids materialisme og tysk romantiks naturfilosofi og danne modvægt til samtidens ukristelige humanisme, uforståelige tænkning og uhistoriske livsorientering.
Danne-Virke er dog mere præget af en konstruktiv end af en defensiv holdning. Sindigt og uhøjtideligt søger Grundtvig at skrive sig til klarhed over menneskets vilkår, for at fremme kristen tro ved logisk argumentation i stedet for bibelsk forkyndelse. Med en lægmandsfornuft uafhængig af filosofisk fagsprog overskuer han fra kristendommens urokkelige stade historiens opkomst og udvikling.
I en af fortalerne deler Grundtvig bidragene i blomster, blade og frugter. Blomsterne er hans egen lyrik, f. eks. "Paaske-Lilien". Bladene er bearbejdelser af kildeskrifter som Rimkrøniken med det sigte at styrke læserens følelse af slægtskab med den nationale fortid. Frugterne er prosabetragtninger, snart kulturfilosofiske drøftelser, f. eks. af historievidenskabens problem, snart mere faglige artikler, hvoraf introduktionerne til Beowulf, Ansgar og ordsprog er indgået i de respektive fags forskningshistorie; helt aktuelle er nogle vægtige indlæg i Oehlenschläger-Baggesen-fejden.
Tidsskriftet går ind uden varsel og afrunding. Fortsat kunne det være endt som en kristelig encyklopædi. De udkomne fire små tykke bind kan i dag læses som en første ideskitse til højskolebevægelsen og det samfund styret af ånd, som den skulle fremhjælpe. © DSL.

MAANEDSSKRIFT FOR LITTERATUR – 1829-38.
Udgivet af et Selskab. Bind 1-20, 8°.
Maanedsskrift for Litteratur var et temmeligt tungt akademisk tidsskrift udgivet af 14 videnskabsmænd, herunder prof. Christian Molbech og J.L. Heiberg. Heiberg medvirkede indtil 1832 og bidrog i årene 1829-1831 med anmeldelser af H.C. Andersens Fodreise fra Holmens Kanal, Oehlenschlägers Rolf Krage, Schaldemoses oversasættelse af Don Quixote, Henrik Hertz' Amors Genistreger og Buchwalds oversættelse af Voltaires Zaire. [Kilde: C.J. Ballhausen: Peter Andreas & Johan Ludvig Heiberg. En annoteret bibliografi. Kbh. 2000, s. 145]. Per Hofman Hansen.

BRAGE OG IDUN – 1838-42.
Et nordisk Fjærdingaarsskrift, udg. med bistand af Danske, Svenske og Normænd. Red. Fredrik Barfod. 5 bind, 2630 s., 8°.
Brage og Idun var et stort tænkt forsøg på at samle tidens nordiske skribenter i et fællesvirke til fremme af tanken om "Nordens videnskabelige Forening". Ordene var Grundtvigs. Han brugte dem som titel på tidsskriftets første bidrag, en programartikel med vældige perspektiver, en afstandtagen fra skandinavisternes nymodens drømme om en statslig union og en indtrængende opfordring til at samle Nordens åndelige kræfter til fælles indsats for menneskehedens fremtid.
Foruden Grundtvig havde tidsskriftet medarbejdere som Blicher, Hauch, Ingemann og Oehlenschläger og kulturskribenter som Bredsdorff, Brøndsted, H. N. Clausen, C. Flor, Fr. Hammerich, P.C. Kierkegaard, C. Paludan-Müller, Christian Paulsen, H.C. Ørsted og Blicher. Af yngre bidragydere kan nævnes H.P. Holst, Chr. K.F. Molbech og Carl Ploug - samt "student" P.L. Møller med et essay om Pushkin!
Blandt tidsskriftets svenske skribenter møder man Atterbom og Geijer. Af næsten skelsættende natur er Wergelands angreb på den norske grundlovs § 2 med den skrappe bestemmelse: "Jøder er fremdeles udelukket fra Adgang til Riget". Det fulgtes op i et slags "tema-hæfte" med andre artikler, bl. a. fra Grundtvigs hånd. - Blandt Wergelands landsmænd møder man i øvrigt navne som Jonas Collett, Andreas Munch og Johan S. Welhaven.
Et særkende for Brage og Idun er en lang række nodetryk af melodier til meddelte digte, herunder folkemelodier.
Brage og Idun fik et stort antal abonnenter i Danmark, Norge og Sverige. Tidsskriftet gik ind i 1842, fordi redaktøren idømtes 2 års censur for udtalelser, der krænkede enevælden. Da Fr. Barfod genvandt sin skrivefrihed, havde Grundtvig og de liberale skandinavister rakt hinanden hånden under mødet på Skamlingsbanken. © DSL.

KJØBENHAVNS FLYVENDE POST – 1827, 1828, 1830, 1834-37.
Red. J. L. Heiberg. Udgivelsen indbefatter Interimsblade 1834-37. 4 bind, 2000 sider, lille og stor 4°.
Ved årsskiftet 1826-27 udkom første nummer af Kjøbenhavns flyvende Post, redigeret af den fra Kiel hjemvendte digter og kritiker Johan Ludvig Heiberg. Fra en række kilder ved vi, hvilken opsigt bladet vakte i sin samtid. Hvert nummer blev læst med begærlighed - man havde atter fået et kritisk litterært tidsskrift på et højt intellektuelt niveau. Med sin blanding af litterære og kritiske bidrag, de sidste i vid udstrækning leveret af Heibergs elegante pen, blev det et organ for en mere formbevidst digtning og en hegeliansk inspireret filosofi. Til bladet og Heiberg sluttede sig en hel generation af yngre forfattere, og Kjøbenhavns flyvende Post blev snart det sted, hvorfra opgøret med den gamle romantik blev sat ind. De ældre Oehlenschläger-tilhængere, specielt "Sorø-skolen", så til med misbilligelse, mens et nyt forfatterkuld - digtere som H.C. Andersen, Fr. Paludan-Müller, Chr. Winther, Carl Bagger og Henrik Hertz - tumlede sig i spalterne. Det var også i "Flyveposten" at Søren Kierkegaard debuterede som forfatter. Bladet danner således epoke i den åndshistoriske udvikling herhjemme, både litterært, litteraturkritisk og filosofisk set, for ikke at tale om dets betydning for teatrets og dramaets udvikling.
I Kjøbenhavns flyvende Post finder man en lang række af datidens vigtigste åndshistoriske dokumenter. I begyndelsen var det æstetiske stof fremherskende, men i takt med udviklingen vandt senere hen også politiske artikler indpas. Der udkom i første omgang tre årgange: 1827, 1828 og 1830, idet Heiberg i 1829 bevilgede sig selvet års pause. Derpå fulgte med vekslende intervaller en række, i alt 135, såkaldte Interimsblade i perioden 8. jan. 1834 til 21. dec. 1837. © DSL.

PROMETHEUS – 1832-34.
Maanedskrift for Poesie, Æsthetik og Kritik. Udgivet af [Adam] Oehlenschläger. 1.-5. Bind, 8°.
Mod slutningen af 1832 begyndte Oehlenschläger udgivelsen af et æstetisk-kritisk månedsskrift Prometheus, hvis nærmeste hensigt var at danne en modvægt imod den heibergske kritiks indflydelse. Med kendskab til Oehlenschlägers umiddelbare naturel, hans plastiske sans og hans styrke i farven, var det let at forudse, at han måtte savne disse evners modsætning: Færdighed i logisk abstraktion og overhovedet i filosofisk systematisering, selv om han havde haft kundskaber nok til at udfylde omridsene med tilstrækkelig oplysende eksempler. Hans forsøg på en gennemført æstetik måtte derfor blive ufuldendt i begge ordets betydninger. Bedre gik det ham, når hans kritik havde et positivt objekt at virke med. Således førte en af ham selv naturlig og praktisk kunstteori - udviklet på baggrund af hans egen poetiske produktion - ham til adskillige forstandige betragtninger. Således f.eks. over det følsomme drama i anledning af Samsøes "Dyveke" og over Hauchs Tragedier. I månedsskriftet så adskillige af hans noveller lyset, blandt hvilke "Digterbesøget" om et møde mellem Ewald og Wessel i Rungsted på alle måder er den mest lykkede.
(Kilde: Illustreret Dansk Litteraturhistorie, bind 3, S. 372)

PERSEUS – 1837-1838.
Journal for den speculative Idee. Red. J.L. Heiberg. 1 bind, nr. 1 (juni 1837) - nr. 2 (august 1838), 264+181 sider, 8°.
Den ydre anledning for Heiberg til atter i 1837-38 at påbegynde et tidsskrift var, at redaktøren af tidens førende organ, Maanedsskrift for Litteratur, ikke uden kommentarer ville optage en af hans anmeldelser, der var præget af hegeliansk filosofi. Resolut trak han artiklen tilbage og lod den indgå som første bidrag i Perseus, som det nye tidsskrift blev kaldt. Undertitlen Journal for den speculative Idee er sigende for holdningen og indholdet. Med 'den spekulative ide' mente Heiberg den hegelianske filosofi, der fik en meget stor indflydelse i dansk litteratur, teologi og historie- opfattelse, ikke mindst netop gennem organet Perseus. Heiberg skrev her bl.a. sin fremragende analyse af Hertz' Svend Dyrings Huus, men også andre hegelianere kom til orde, f. eks. biskop Martensen med en filosoferende artikel om Faust-motivet. © DSL.

I forordet "Til Læserne" skriver Heiberg bl.a.:
Til at afhjælpe det i vor litteratur stedse føleligere savn af et asyl for de ideale bestræbelser vover undertegnede at gøre en begyndelse, idet han herved åbner en Journal for den speculative Idee. Denne nærmere bestemmelse af ideen som speculativ angiver nærværende tidsskrifts plan. Umiddelbart nemlig er ideen tilstede i alt væsentligt: i naturen, i sjæleverdenen, i det politiske, og ingen ægte bestræbelse, ligemeget hvad genstand den har, ligemeget i hvad for empiriske details den forgrener sig, er forladt af sin idee. Men det er ikke nok, at ideen er tilstede; den vil også erkendes som sådan; da først er den speculativ, er selvbevidst idee; og det er netop denne bevidsthed af ideen, denne sympati og daglige omgang med den, som dette tidsskrift ønsker at befordre. [...] Forsåvidt er det formen, som her er det væsentlige; genstandene er indifferente; det kommer kun an på, at speculationen har påtrykket dem sit stempel; ethvert videnskabeligt indhold kan hæves til denne form, og er da, ikke for indholdets, men for formens skyld, værdigt til at optages i de ideale bestræbelsers kreds. [...] Vel betyder Perseus på dansk: Ødelæggeren; men hans ødelæggen var ikke tidens og dødens absolut negative, men den heroiske, hvoraf en ny og ædlere tilstand fremgår.

INTELLIGENSBLADE – 1842-44.
Udgivne af J.L. Heiberg. 4 bind, 1.300 sider, lille 8°.

Intelligensblade, Heibergs tredie tidsskrift, 1842-1844, var hans mest bevidste forsøg på at spille rollen som smagens opdrager i Danmark. Nødvendigheden af at udsende det lå ifølge Heiberg i "at Publicum, som altfor længe har gaaet paa egen Haand, maa ledes tilbage fra Afveie, som det let betræder, naar det er overladt til sin egen Førelse". Bladene er først og fremmest fyldt med artikler af kunstteoretisk art, hvori Heiberg går til angreb på den fremtrængende materialisme i tidens kunst. Litteraturen bør have et ideelt indhold og ikke blot gengive den "rå virkelighed". Heiberg var nu kommet i en forsvarsposition. Han havde fået den yngste forfattergeneration imod sig, ikke mindst P.L. Møller og M.A. Goldschmidt. Intelligensblade er et centralt skrift for studiet af, hvordan den åndshistoriske udvikling forløb i 1840rne. [Se også Ballhausen s. 156]. © DSL.
Intelligensblade i

URANIA – 1844-46.
Aarbog, udgiven Johan Ludvig Heiberg. 3 bind, 8°.
Årgang 1844 indeholder Heibergs 'Stjerne-Calender for 1844 til orientering i himmellegemernes bevægelser og stillinger', 'Det astronomiske år', 'Kirkeåret' af H. Martensen; Chr. Winthers 'Alfernes plejesøn, en idyl' og Thomasine Gyllembourgs novelle 'Castor og Pollux'. [Se også C.J. Ballhausen s. 157ff]. Per Hofman Hansen.

GÆA – 1845-47
Æsthetisk Aarbog. Udg. af P.L. Møller. 3 bind, 1.050 sider, 8°, rigt illustreret.
Da P.L. Møller begyndte at udgive Gæa, havde han i flere år arbejdet som journalist og kritiker. Sit nye tidsskrift ville han placere i et æstetisk midtpunkt med J.L. Heibergs videnskabelige og religiøse årbog Urania på den ene side og tidens mange politiserende blade og tidsskrifter på den anden. Gæa er den gammelgræske jordgudindes navn, og både ved titel og indhold er Gæa til de mindste detaljer tænkt som et modstykke til Urania.
Teksterne udgør i sig selv et program. Hvert bind af Gæa indledes med et bidrag af den gamle, af Heiberg detroniserede digterkonge Oehlenschläger, og de fleste bidragydere står uden for Heibergs kreds. Der er centrale eventyr af H.C. Andersen, noveller af den gamle Blicher, som i P.L. Møller havde fundet en ung støtte, og der er digte af Hauch, Chr. Winther, Aarestrup og Bødtcher. Men man støder også på oversete eller unge forfattere som f. eks. Chr. Hviid Bredal og Carit Etlar. Redaktørens egne bidrag er dels digte, dels litterærhistoriske artikler.
Med Gæa skabte Møller det første danske illustrerede tidsskrift. Litografier fra Bærentzens kendte Lithographiske Institut gengiver en lang række værker af tidens bedste kunstnere, fra nyklassikerne Thorvaldsen, Abildgaard og Constantin Hansen til moderne poetiske realister som Lundbye, Marstrand, Skovgaard o.a., og der er et fornemt vekselspil mellem tekster og illustrationer.
I Gæa er der ingen anmeldelser, ingen polemiske angreb, og der er ingen politiske toner, et særsyn i 1840ernes København. Gæa er på een gang en afskedshilsen fra en æstetisk tidsalder, der var ved at gå til grunde, og indledning til en ny æra i danske periodicas historie. © DSL.

FOR IDE OG VIRKELIGHED – 1869-73.
Et Tidsskrift udgivet af Rasmus Nielsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Rudolf Schmidt. 8 bind, 4.900 sider, 8°.
For Idé og Virkelighed udgik fra kredsen omkring filosoffen Rasmus Nielsen, hvor Clemens Petersen og Rudolf Schmidt var de drivende kræfter; Petersen kom dog ikke til at spille nogen rolle for tidsskriftets virkeliggørelse, da han omtrent samtidig med trykningen af dets første hæfte forlod Danmark i en atmosfære af skandale; hans plads indtoges af Bjørnstjerne Bjørnson.
Tidsskriftet vilde "søge at gjøre Fyldest for sit Navn i Overensstemmelse med en bestemt Grundanskuelse": Rasmus Nielsens. Han indleder det med ordene: "Det er en egen Sag med Ide og Virkelighed: de kunne ikke undvære hinanden og ligge dog i bestandig Strid med hinanden." Forestillingen om foreneligheden af idealitet og realitet, af tro og viden, torpederedes af "det moderne gennembrud", hvis mænd ikke fandt vej til tidsskriftet, hvad derimod en del grundtvigianere gjorde: Birkedal, Jungersen m. fl.
Artiklerne behandler oftest konkrete emner fra historie, samfundsliv, kunst og videnskab, og et fælles idé- og generationspræg gør For Idé og Virkelighed til et prægnant udtryk for tressernes åndsliv i Danmark.
Og, må det tilføjes: i Norge. Faste medarbejdere var ikke blot Bjørnson, men også Jonas Lie, og det kan bl.a. påpeges, at Kr. Elsters berømte essay om "Modsætningen mellem det vestlige og østlige Norge" første gang tryktes i For Idé og Virkelighed.
Når dette tidsskrift indtager en rangplads blandt danske dannelseskrifter, skyldes det først og fremmest Rudolf Schmidt. Hans egocentricitet i omgang kunne være besværlig, men hans indsats for tidsskriftet - hvor han bl.a. præsenterede den danske læseverden for Walt Whitman - er mindeværdig. © DSL.

NYT DANSK MAANEDSSKRIFT – 1870-74.
Udg. af Vilh. Møller. 6 bind, 3200 s., 8°.
Her begyndte den nye tid at gøre sig gældende, i de første årgange lidt tøvende, siden med et fastere greb. I begyndelsen var der ikke få bidrag af forfattere fra guldalderen, der dannede en afklaret baggrund for det nye slægtled, for Holger Drachmanns "Tidsdigte", J.P. Jacobsens digteriske debut eller artikler om den da i Danmark ukendte Turgenjev, "en russisk Digter". Det var også her, at Jacobsen redegjorde for darwinismen og at biskop Monrad gjorde indsigelse mod dette tilbageskridt i naturvidenskaben, mod denne teori om, at "Mennesket er skabt ikke i Guds, men i en Abekats Billede". I den første tid syntes det nye og det gamle at alternere på disse blade, men med årene blev dette neutrale tidsskrift radikalere, ikke mindst gennem den unge Georg Brandes' artikler.
Lige så interessant som de store repræsentative debatter kan petitstoffet være i ældre tidsskrifter. Rubrikkerne Revue og Dagbog rummede en samling brogede råstoffer, fremlagt underholdende og uhøjtideligt. Fra udenlandske publikationer hentede man oversigter om den nyeste europæiske litteratur, specielt den fagvidenskabelige - tit overraskende ting. Mange skribenter fortjente at blive fremdraget fra deres glemte og skjulte liv i disse bind. George V. Manicus og "røde Michelsen" skrev om Internationale, om sociale brøst og sociale programmer eller de røde klubber i Paris, alt med stor alvor og engagement. Under en tør overskrift havde A.G. Drachmann advaret mod den tiltagende overbefolkning og på lægevis henvist til brug af præventive midler også udenfor ægteskaber. Misbrug burde ikke forhindre brug. Denne afhandling vakte stor indignation, og redaktøren måtte rykke ud og forsvare den alderstegne professor mod beskyldninger for usædelig tankegang: et samfundsonde kom man kun til livs ved at tale åbent om det. Redaktørens mål og hans greb om debatten var blevet fastere. © DSL.

DET NITTENDE AARHUNDREDE – 1874-77.
Maanedsskrift for Litteratur og Kritik.
Udgivet af Georg Brandes og Edvard Brandes. 6 bind, 2900 s., 8°.
Dette tidsskrift har samme fortrin som Nyt dansk Maanedsskrift: på dets sider får man lov at opleve, hvordan tankerne gror op fra jordbunden, bestemt af lejligheden, som recensioner eller i polemik. Det som i senere bogudgaver blev mildnet står her i sin første uhøvlede form. Tidens "julelitteratur" får et muntert ord med på vejen, mens Carit Etlar bliver forbavsende positivt anmeldt af "Red". Man kan ikke altid vide af hvem, men man mærker løvens klo.
Trods hundrede år føles Edv. Brandes' mange portrætter af danske og udenlandske skuespillere nærværende og spontane. Her trykkes første gang Ibsens rimbrev om liget i lasten, og visse af Drachmanns digte, der i dag læses med forbehold, føles mindre forcerede, når de ses i tiden, som øjeblikkets børn, der alligevel fik et efterliv.
Men disse bind er også akademiske på den tids måde: alle artikler er fattelige for ikke-fagfæller og fremføres med personlig overbevisning. Hans Brøchner fremstiller Søren Kierkegaard i 50 livsbilleder, Julius Lange beskriver de michelangeloske slaver, der ikke er krøbne helt ud af blokken, som han udtrykker det. Men de fleste artikler er fremadvendte: En skolemand angriber de klassiske sprog i skolen og viser tilløb til vore dages enhedsskole. Juristen Carl Goos behandler kvindens retlige stilling, et smukt eksempel på 1870ernes konservative syn på kvindesagen. Vilh. Møller beskriver uden barmhjertighed de ringe bøger, som dengang blev læst af menigmand. Der er langt fra vore dages syn på triviallitteratur til disse kæmpende oplysningsmænd, der ville sætte noget bedre i stedet og ikke skammede sig over at være besjælet af pædagogisk patos. © DSL.

NY JORD – 1888-89.
14 Dags Skrift (i bd. 2-3: Nordisk Tidsskrift) for Literatur, Videnskab og Kunst. Redigeret af Carl Behrens. 3 bind, 1740 s., stor 8°.
Ny Jord blev lanceret som et tidsskrift for ungdommen, især den akademiske, og blev væsentlig skrevet af folk under 25 år. Titlen rummer en fanfare, som kan høres i Sophus Michaelis' digt af samme titel: en ny generation skal vinde nyt land i digtning og samfundsdebat. Det digteriske program formulerede Valdemar Vedel: "Stærk personlig Stemning -det er det ene fornødne for at skabe en moderne Digtning", og videre: "Er denne en Tvivlens og Analysens og Stofoptagningens Tid, saa er den derved tillige Forberedelsen, ja Begyndelsen til en Troens, en Synthesens og Frembringelsens." Heri lå en positiv stillingtagen til Georg Brandes og hans generation, hvis impuls skulle videreføres på nye felter, men en indsigelse mod den - som man syntes: indsnævrende - realisme, som Brandes-bevægelsen var mundet ud i.
Ny Jord udmærker sig ved sine introduktioner af europæisk litteratur, bl. a. oversættelser og omtaler af Baudelaire og Nietzsche, mens de slaviske landes litteratur og samfundsforhold dækkes påfaldende fyldigt af bl. a. Knud Berlin. Den nordiske orientering markeres stærkt med Arne Garborgs videreførelse af "sædelighedsdebatten", uddrag af Hamsuns "Sult" og flere bidrag, på svensk, af Strindberg, Ola Hansson m. fl. Den danske kærne udgøres af Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Stuckenberg, Sophus Michaelis, som netop debuterede i disse år og kom til at tegne de kommende års danske litteratur. Andre væsentlige bifragydere var Chr. Krohg, Herman Bang, Carl Ewald, August Strindberg, Knut Hamsun og Gustav Wied - Spredte tendenser fra den foregående periode samles her til én front, og nybruddet i 1890erne foregribes. Der ligger et litteratur- og åndshistorisk skel sidst i 1880erne; Ny Jord markerer det. © DSL.

TAARNET – 1893-94.
Illustreret Maanedsskrift for Kunst og Litteratur. Redigeret af Johannes Jørgensen. 1 bind, godt 500 s., ill., stor 4°.
Taarnet udkom, med Johannes Jørgensen som redaktør, fra oktober 1893 til september 1894. Taarnet er et af de mest særprægede og samtidig smukkeste tidsskrifter, der er udkommet i Danmark. Det var i alle ti numre et opgør mod naturalismen, og de talrige gengivne kunstværker anskueliggør de skriftlige indlæg for den nye tid, der var symbolismens. Allerede i første hefte citeres franskmanden Rémy de Gourmont: "Nu er Tiden vel kommen til at sige det ganske ærligt og oprigtigt: for Øjeblikket er der to Klasser af Kunstnere: de, som har Talent - Symbolisterne, og de, som ikke har det - de andre." Taarnets kunst præges især af katolikkerne Jan Verkade og Mogens Ballin, som paavirkede Johannes Jørgensen, der allerede var på vej til konversionen. Tidsskriftets blade ånder længsel efter sjæl, evighed, Gud. Fra Taarnet er der vid udsigt over halvfemsernes kulturelle situation og ikke blot i Danmark.
Polemisk ytrer den ny tid sig i Johannes Jørgensens opgør med Georg Brandes i artiklerne "Symbolisme" og "Naturalisme og Klerikalisme". Der er et kunstkritisk nybrud i Emil Hannovers tolkning af Willumsens græske kvindebuste og Francis Becketts forklaring til Max Klingers polykrome halvfigur Salome. Af Sophus Claussen findes ikke blot poesier i førstetryk, men fire prosastykker. I oversættelse bringer Taarnet franske digtere som Baudelaire og Mallarmé, tyske som Walther von der Vogelweide og Stefan George. Flerdobbelt interesse knytter sig til Maurice Maeterlincks essay "I Anledning af Bygmester Solness". "Bygmester Solness er det mærkeligste af de mærkelige ibsenske Dramer... " © DSL.

UNGT BLOD – 1895-96.
Redigeret af Louis Levy og L. Mylius Erichsen.
Et litterært tidsskrift i billigudgave bestående af små hefter a 45 øre. Ud over de to redaktører bidrog Jeppe Aakjær, Ludvig Holstein, L.C. Nielsen, Herman Bang, Holger Drachmann, Sophus Schandorph og Gustav Wied samt en række gengangere fra Tårnet som Sophus Claussen, Johannes Jørgensen, Sophus Michaelis og Viggo Stuckenberg. Tidsskriftet indeholdt endog nodetryk til musik af Fini Henriques, Charles Kierulf og den unge Carl Nielsen. Per Hofman Hansen.

VAGTEN – 1899-1900.
Tidsskrift for Litteratur, Kunst, Videnskab, Politik. Red. L. Mylius Erichsen.
I redaktionenen: Niels Bransager, Axel Garde, Johs. V. Jensen, Louis Levy, Valdemar Neiiendam, Gotfred Rode. 1 bd., 600 s., ill., stor 4°.
Kun 5 år efter at Taarnet havde sluttet sin tilværelse så et nyt ungt tidsskrift lyset, Vagten kaldet. I et slags programdigt (Fremtid) af Ludvig Holstein varsles der om et vagtskifte, hvor en ny ungdom "tager Skam og Ære fælles med vort Land".
Et broget opbud af skribenter udgør Vagten's mandskab og slører i nogen måde programdigtets idealistiske sigte. Blandt digterne møder man nogle af Taarnet's skare: Sophus Claussen, Stuckenberg og Olaf Hansen, men først og fremmest den frembrydende hær af ny-realistiske forfattere: Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl, Ludvig Holstein, Johs. V. Jensen, Harald Kidde, Knud Hjortø, Louis Levy og Valdemar Rørdam.
Vagten's vægtigste kritiske indslag blev Harald Nielsens essay om Jobs. V. Jensens "Einar Elkær", en ung højt begavet kritikers blændende gennembrud.
Inden for kategorien politik tegner det kommende sekels ny-realistiske træk sig i den unge Gustav Bangs afhandling: "Hvorfor jeg er Socialdemokrat". Hvad Vagten i øvrigt rummer af politisk stof, findes i adskillige ofte meget skarpe og besk vittige småartikler, der ikke levner samtidens potentater megen ære.
Hvad kunsten angår rummer tidsskriftet en rigdom af tidstypiske illustrationer, i hovedsagen tegninger af Valdemar Neiiendam og Gotfred Rode - samt et stort antal vignetter af Siegfried Wagner.
I Vagten var mange kræfter opsamlet, der utålmodigt ventede på at blive sluppet løs, når det nye århundrede havde taget det gamles plads. © DSL.

De med © DSL-mærkede tekster er oprindeligt trykt i Det danske Sprog- og Litteraturselskabs Præsentationshæfte nr. 7 fra oktober 1979: 'Litterære tidsskrifter fra det nittende århundrede. Tretten præsentationer og en subskriptionssplan til et reprintprogram' og gengivet her på Epoke med venlig tilladelse fra DSL ved ledende redaktør, mag. art. Jørgen Hunosøe.

Litteratur i øvrigt om litterære tidsskrifter
John Chr. Jørgensen: Det danske anmelderis historie. Den litterære anmeldelses opståen og udvikling 1720-1906. Kbh. Fisker & Schou, 1994.
Harald Jørgensen: Tidsskriftspressen i Danmark indtil 1848. Kbh. Berlingske Forlag, 1961.
Af indholdet s. 40-98 : Tidsskriftslitteraturen i perioden 1800-1848: Det blandede tidsskrift (s. 47-57). Litteratur og kritik (s. 62-65). Filosofiske tidsskrifter (s. 69). Historiske tidsskrifter (s. 69-74). Politiske tidsskrifter (s. 92-98).

Til toppen
Til hovedsiden
Tilbage til Epoker og Ismer - Oversigt
Til Epoker og Ismer - 2
Til Epoker og Ismer - 3

Publiceret 12. maj 2004 af Per Hofman Hansen. Opdateret 1. november 2012.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.