Johan Ludvig Heiberg: Postflyveren. Epoke

Postflyveren
Johan Ludvig Heiberg har mange flyvende tallerkner i luften: dramatiker, digter, skuespilforfatter, filosof, kritiker, doktor, lektor, og nu i 1827 sender han som redaktør et ugentligt blad på vingerne, Kjøbenhavns flyvende Post, der som logo har den græske gud Hermes svævende hen over byens tage og tårne, truttende i sit gyldne horn. Bladet er et satirisk-kritisk dyt til stort og småt i kulturlivet og bliver en stor succes. Alle må læse Heibergs papirflyver.
Medarbejderne er da også de opgående stjerner, der her prøver pennen, for enkeltes vedkommende som debut: Carl Bagger, H.C. Andersen, Chr. Winther, Poul Møller, Paludan-Müller, Søren Kierkegaard og Heibergs egen mor under pseudonym. Som Kierkegaard senere skriver om sit medarbejderskab: "Enhver yngre følte sig smigret ved den blotte Tanke om den litteraire Distinktion, at have den Ære at være Medarbejder i Prof. Heibergs Journal."
Programmet er at højne hverdagslivets kultur. Heibergs egne bidrag bærer tydeligt præg af Thomasines påvirkning og holdning. Han skriver om så jordnære og håndgribelige ting som boligindretning, hjemmeliv, børneopdragelse, café- og restaurationsliv, nationale forlystelser, kvindens stilling - socialt set, tonen i offentligheden, etc. To ting er overordnet vigtige for Heiberg: Punkt 1: en smuk og enkel borddækning til måltiderne. Punkt 2: aldrig at servere opvarmet mad!

Bladets centrum er den litterære fejde. Heiberg elsker og dyrker, ligesom faderen, duel, polemik, disput. Ikke alene som et værn mod kedsomhed og intellektuel tomgang, men også for at profilere problemstillinger i direkte konfrontation. Selv er han stort set altid i konflikt, da han alene ved sin diplomatiske arrogance provokerer flere end sine egentlige modstandere. Meningsudvekslingerne føres dog - i forhold til det senere Corsaren - på et seriøst niveau.
Hvad er der ellers af litterære kritiske organer på den tid? Bagude er der romantikkens tidsskrift, Athene (1809-1817), red. Chr. Molbech; Dansk Litteraturtidende (1811-1836); Harpen, red. A.P. Liunge samt Kjøbenhavns Morgenblad, der senere bliver til Kjøbenhavnsposten, modpolen til Heibergs flyvende post. Desuden opstår Månedsskrift for Litteratur, red. H.C. Ørsted, som en forlængelse af Heibergs initiativ, da Den flyvende Post lukker efter to år.
Heiberg indgår i redaktionen, men kører hurtigt træt af den højtidelige atmosfære ved medarbejderstabens omstændelige redaktionsmøder, hvorfor han genåbner sit blad, der fortsætter med at udkomme indtil 1837. En dybere grund til adskillelsen er den paradoksale, at den elitære og fornemme, men også folkelige Heiberg i sin stil skiller sig ud fra samtidens akademiske sprogbrugere. Heiberg foretrækker en journalistisk stil i sine artikler, reportager og recensioner, hvormed han som pionér afstikker kursen for en kommende tids karakteristiske forfatter-journalistik med navne som Goldschmidt, Herman Bang og Johannes V. Jensen.

Periodens litterære profil aftegnes med Heibergs opgør med Oehlenschlägers dramatik, der foregår over fortløbende numre fra 1828. Hermed genoptager han Jens Baggesens kritik fra 1806, der medførte sammes fald. Efter Baggesens død i 1826 ærer Heiberg hans minde ved at give ham medhold: der er for mange monologer i Oehlenschlägers tragedier, der ikke fører handlingen videre, for mange optog og processioner, ingen karakterudvikling i dialogerne, etc.
Reaktionen udebliver ikke. Især Carsten Hauch tager til genmæle i Kjøbenhavnsposten, sekunderet af Peter Hjort, der i sin tid var medlem af 'Tyvlten' imod Baggesen. Oehlenschläger tager selv udfordringen op ved simpelthen at starte et nyt tidsskrift, Prometheus. Bataljen viser, at der æstetisk er to åndshistoriske hovedlinier i tiden, grupperet om henholdsvis Jens Baggesen og Oehlenschläger. Helt vandtætte er linierne naturligvis ikke, da venskaber og slægtskaber gudskelov kan gå på tværs.
Baggesen-linien består af en overvejende filosofisk-satirisk litteratur, hvor tanken er det realt dominerende, og som vi derfor kunne kalde Hjernelinien.
Oehlenschläger-linien er overvejende poetisk-realistisk, hvor ånden er det idealt dominerende, og som vi derfor kunne kalde Hjertelinien. Synspunktet afstikker følgende linier med N.F.S. Grundtvig på sin egen linie og med Poul Møller samt Thomasine Gyllembourg på begge; endvidere med korrektionen, at Schack Staffeldt ikke er satirisk og Oehlenschläger ikke selv er realist:

Baggesen-linien: (Holberg) - Staffeldt - Heiberg - Kierkegaard - Hertz - Wied.
Oehlenschläger-linien: Ingemann - Blicher - Hauch - Andersen - Johannes V. Jensen

Et fint strejftog gennem Kjøbenhavns Flyvende Post kan fås i C.J. Ballhausens essay "J.L. Heiberg: Fra Kong Salomon til Interimsbladene" I: Fra Nexø til Saxo. En snes essays af gode læsere. Kbh., 1986, s. 88-95.

Til 6. Vendepunktet 1830
Tilbage til 4. Vaudeviller
Tilbage til Johan Ludvig Heibergs hovedside