Johan Ludvig Heiberg: Filosoffen. Epoke - danske romaner før 1900

Filosoffen
Da den 33-årige Johan Ludvig Heiberg som dansk lektor kommer til Kiel i 1824, forvandler han sig fra svømmende verdensmand til læsehest. Og han læser Hegel, hvis væsentlige værker Phänomenologie des Geistes fra 1806, Wissenschaft der Logik fra 1812 og Grundlinien der Philosophie des Rechts fra 1821 optager ham indtil besættelse. I sin private skrivekalender giver han udtryk for, at arbejstiden med Hegel har været den vigtigste epoke i hans liv. Den pludselige forståelse har virket som en åbenbaring, der har givet ham en velkommen ligevægt og selvbevidsthed, fordi han igennem Hegel finder sig selv.
Skal vi her ultrakort skitsere, hvad der fænger for Heiberg hos Hegel, så er det, hvad han selv trækker frem i sine filosofiske afhandlinger fra samme tid, den centraltanke, at tanken er altings midtpunkt, idet tanken går forud for fornuft og følelse, da fornuft og følelse konstitueres af tankens bestemmelser. Det er jo gefundenes Fressen for en digter, hvis særpræg netop er tankedigtet, der i sig selv understreger, at tanken ikke er nok: den skal også verbaliseres. Som det lidt hovski-snovski hedder i "En Siæl efter Døden":

Hvo ei med Ord kan sige
Sin Tanke kommer ei i Himmerige

Biografisk er forudsætningerne tydelige, da Heiberg i den spirende og udsatte periode fra sit 10. til 15. år har været forladt og overladt til sig selv. Hans tankeverden bliver derfor et tilholdssted, der som en hemmelig hule giver ham fornemmelse af tryghed og beskyttelse. Tanken bliver et hjem for den 'hjemløse'. Nu læser han en filosof, der tager udgangspunkt i 'fremmedgørelsen', men fortolker den som noget positivt, fordi den er igangsættende. Ham må han selvfølgelig kende til bunds. De grundige Hegelstudier kommer ham til gode, da han bliver ansat som filosofilærer ved Den Militære Højskole i 1830.

I forbindelse med sin undervisning udgiver han tre små filosofiske afhandlinger, hvoraf den første introducerer Hegels filosofi på en populær måde, da de stakkels officersaspiranter jo ikke skal være kanonføde for den filosofiske general, selvom det har været hårde projektiler for hjernebarken. I Gjethuset på Kongens Nytorv hæver Heiberg sin af alle beundrede stemme: Ånden er det absolutte, der forbinder alt i den menneskelige verden: samfundsliv, videnskab, kunst, historie, religion, filosofi og politik. Alt er ånd - og dialektikken er dens væsen.
Og Heiberg eksemplificerer, hvorledes dialektikken fungerer: At et fænomen alene består ved sin modsætning, idet de sammen går op i en højere enhed. Han tager det konkret-abstrakte begreb VÆREN og dets modsætning INTET og viser, hvordan de danner en dynamisk trehed, der er en ny tids treenighed, idet religion for både Hegel og Heiberg er et tilbagelagt stadium, hr. sergent! - ('Væren og Intet' er i øvrigt titlen på Jean Paul Sartres hovedværk fra 1943, L'être et Le néant).
Hvis nogen nu har rakt en finger i vejret og rankt, men høfligt spurgt - men det har ingen gjort - hvad Hegel har med virkeligheden at gøre, har Heiberg haft svaret parat: Virkeligheden eksisterer ikke, mine herre! Hør blot dette citat fra hans trykte "Indlednings-Foredrag":

Hvad Forestilling skulle vi desuden gjøre os om det Uendelige, ifald det Endelige havde Tilværelse? Det Uendelige maa nødvendigvis være Alt, thi hvis det var Noget, som det ikke var, da var det jo ikke uendeligt; men er det Uendelige Alt, saa følger jo deraf, at det Endelige er Intet.

Læs det igen. Den er god nok. Og man forstår, at den unge Søren Kierkegaard befandt sig godt hjemme i Heibergs stue, selvom han senere gjorde op med både Hegel og Heiberg. På besøg kom i øvrigt også de vordende officerer, hvilket fortæller noget om Heiberg både som lærer og menneske, for han har naturligvis med situationsfornemmelse optrådt som den digter og teatermand, han også var, og dermed gjort filosofien lidt festlig. Heiberg havde stof i sig til en fabelagtig filosof.

De filosofiske afhandlinger følges i 1834 op med "Om Philosofiens Betydning", der er et indbydelsesskrift til en forelæsningsrække, der ikke bliver til noget, da der kun tilmelder sig 16. Alt har dog ikke forandret sig siden dengang! Skriftet giver anledning til mange og lange diskussioner i diverse tidsskrifter med deltagelse af bl.a. biskopperne Martensen og Mynster og filosoffen F.C. Sibbern.
Da Heiberg i 1837 selv optræder som recensent med 90 sider om et værk, der omhandler treenigheden og forsoningslæren i sit til lejligheden nyopfundne tidsskrift Perseus, da Maanedsskrift for Litteratur af religiøse pietetshensyn ikke ville trykke det, udløser det et læserbrev i samme tidsskrift fra Sibbern på 338 sider, der da også siden udkommer som bog. Sibberns svar skulle medføre, at vennen Poul Møller fandt det nødvendigt at bryde med Heiberg og det hegelianske livssyn.
For Heiberg er det evident, at Gud eksisterer, nemlig som den sande uendelighed, hvorfor det ikke er nødvendigt at tro, da erfaringen om Gud udelukker troen.

Til 11. Lystspilleren
Tilbage til 9. Teatertorden
Tilbage til Johan Ludvig Heibergs hovedside