Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Johan Ludvig Heiberg
Johanne Luise Heiberg
Lystspilleren, 7
|
Af IBEN HOLK |
Vibeke Schrøders biografi 'Dæmoni og dannelse' om Johanne Luise Heiberg.
I lighed med to af guldaldertidens andre store kunstnere, Bertel Thorvaldsen og H.C. Andersen, kommer Johanne Luise socialt set helt nedefra og bekræfter hermed romantismens kongstanke om det naturlige geni som den nye åndsadel.
Hun er som den næstældste af ni søskende født den 22. november i 1812 på Nørrebro i København og datter af tyske indvandrere, der imidlertid efter bombardementet af byen i 1807 har mister alt. Moderen, der er af jødisk slægt, sørger for økonomien som effektiv pølsedame i et telt på Bakken, og faderen sætter den til som fordrukken værtshusholder.
De taler knap nok dansk. Og efter fire år i Ålborg, hvor moderen kokkerer for infanteriets soldater, bliver det til plattysk med jysk accent, hvorfor Johanne tilbage i hovedstaden sjældent åbner munden, men desto tydeligere udtrykker sig igennem mimik og kropsprog. Med sit tiltrækkende væsen, graciøse udstråling og fortrinlige talent for dans bliver den purunge pige sammen med en lillesøster optaget på Det Kongelige Teaters balletskole.
Det er den 21-årige Johan Harboe, der som ansat skriver i et tøjfirma altruistisk beskytter hende i det hårde miljø og sørger for hendes undervisning, beklædning m.m. Som anerkendt svigersøn støtter han desuden familiens underhold med lovlig stor entusiasme, da det viser sig, at han ikke retmæssigt er kommet i besiddelse af sine midler. Efter arrestationen i 1829 begår han selvmord, da han også har været ulykkelig forelsket i den nu omsværmede skuespillerinde.
Heiberg ser hende første gang til prøverne på sit stykke "Elverhøi" og frier til den 16-årige efter premieren. Efter kurven slipper han hende dog ikke. Thomasine, der følelsesmæssigt altid har forsøgt at holde på sønnen indtil det moderligt omklamrende, er for første gang positiv på sønnens vegne, hvorfor hun kaster sig ud i rollen som giftekniv. Sammen sørger de for, at hun bringes ud af sit uværdige forhold til sin velynder ved at installere hende hos den berømte skuespillerinde Anna Nielsen Wexschall i dennes lejlighed i Laksegade, hvor der er et rend af unge teatermennesker. Officielt er det på teatrets regning.
Til Heibergs beskæmmelse forlover pigebarnet sig med en ung skuespiller, så teaterdigteren må nøjes med at skrive og oversætte stykker til hende. På hendes 17-års fødselsdag sender han hende et digt, der i sin rørende resignation og ømhed giver et vink om digteren som gentleman:
| |
I Aar den lille Gud med Vinger
Har bundet Deres Haand til Haanden af en Ven.
Men hvis tilovers er blot Spidsen af en Finger,
Jeg for min Gave mig udbeder den.
|
Gaven var et lille guldfingerbøl. Og det har uden tvivl gjort indtryk. Efter et års tid bliver Wexschall skilt, og Johanne har pludselig ikke noget sted at bo. Thomasine griber straks chancen og overtaler hende til at flytte ind hos sig på Christianshavn på hjørnet af Overgaden oven Vandet og Baadsmandsstræde, hvor der bag den høje mur er en fortryllende gårdhave, som Johanne forbinder med ikke mindre end paradiset. Endnu et dødsfald skal få Johannes hjerte til at vende sig mod Johan Ludvig, idet en af hans lægevenner begår selvmord med en overdosis opium efter som frier at være blevet afvist af Johanne.
Stillet ansigt til ansigt med Heibergs gråd og langvarige sorg overgiver hun sig. I sine erindringer skriver hun: "Han kom mig efter denne dag i møde - ikke som en dristig Elsker, men som en glad, beskeden og taknemmelig Ven, der med Varsomhed modtog, hvad min Imødekommenhed nu havde givet ham Vished om." (Bind 1, s.133). Det bliver til forelskelse og kærligt venskab, skønt hun ofte mærker den berømte heibergske tillukkethed og kulde, når han trækker sig tilbage i sine tankers tårn eller til sine stjernekikkerter.
Efter brylluppet gennemfører Thomasine så sit andet store kup, da hun henover hovederne på ægteparret får gennemtrumfet, at hun og Georg skal flytte ind hos dem i Brogaden 3. Det bliver både til glæde og forgjorthed for alle parter, da samlivet efterhånden indfanges af falske hensyn og forstillelse. Et vidnesbyrd herom er den artikel Johanne Luise Heiberg skriver mange år senere som en advarsel til unge kvinder: "Tag ikke i Hus hos dine Børn". Så er det sagt!
Fru Heiberg malet af Wilhelm Marstrand.
Som skuespillerinde fejrer hun store triumfer som primadonna på Det Kongelige Teater. Hun står last og brast med sin mand i teaterstriden. Når man betragter billeder af fru Heiberg, er der noget fjernt og forstenet over hende. Ægteskabet forbliver barnløst, skønt hun gerne ville have haft børn. Dem adopterede hun efter Heibergs død. Tre små mulatpiger fra St. Croix. I det hele taget udfolder hun herefter alt det i sin personlighed, der i ægteskabet har ligget underdrejet. Hun bliver sceneinstruktør, teaterleder for nationalscenen, journalist og forfatter.
Hendes selvbiografi " Et Liv gjenoplevet i Erindringen", som hun påbegynder i 1859, er en fornem præstation og en også i dag læseværdig bog, der samtidig tilfører genren en betydelig litterær værdi. Det tager hende mere end 20 år at skrive den i henholdsvis sit nyopførte hus i Rosenvænget på Østerbro og lejligheden på Søtorvet, men den skal først udkomme efter hendes død og på Heibergs 100-årsdag den 14. december 1891. Sceneisætter og selvdisciplineret til det sidste.
Forinden udsender hun i 1882 bogen "Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg", der består af deres breve. I sine kommentarer forsvarer hun tydeligt Thomasines valg, da hun genfinder sin eget livs konflikt mellem lyst og moral. Thomasine gjorde ret i at vælge kærligheden. Omvendt i sine erindringer, hvor hun føjeligt og stolt bøjer sig for moralen overfor lidenskaben. Således betinger de to bøger hinanden i en særdeles bevidst komposition. Ved at betragte og indleve sig i svigerforældrenes skæbne indser hun sin egen konflikt i ægteskabet med sønnen, der har overtaget sin faders skygge.
Efter Heibergs død sadler hun om. Johanne Luise Heiberg realiserer sider af sig selv, hun i ægteskabet loyalt har måttet undertrykke. Som Det Kongelige Teaters kunstneriske leder (1867-1874) indfører hun den nye norske dramatik med Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson på plakaten, hvorved hun medvirker til deres europæiske gennembrud. Samtidig råder hun hermed bod på husbondens undladelsessynder, selvom han naturligvis opererede udfra sin overbevisning om, at de var for grove og uciviliserede for et ordentligt publikum.
Links
Johanne Luise Heiberg på Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
Johanne Luise Heiberg på Arkiv for Dansk Litteratur.
Johanne Luise Heiberg på Kalliope.
Publiceret 10. marts 2004. Opdateret 16. juni 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|
