Johan Ludvig Heiberg: Lystspilleren. Epoke

Lystspilleren
Midt i 1800-tallet tiltrækker kvindens sociale, politiske og ægteskabelige stilling sig den offentlige og litterære opmærksomhed og bliver genstand for en omkalfatrende samfundsdebat, der skulle vare århundredet ud og som holder på endnu. Kvindesagen er 'det store spørgsmål' i tiden, hvor 'fruentimmeret' ikke havde hverken stemmeret eller adgang til studentereksamen. Flere kvinder, de såkaldte blåstrømper, kaster sig ud i kampen for større frihed og mindre afhængighed af mand og ægteskab, hvor en hustru pr. kontrakt skulle være underdanig.
Emancipation er periodens varme kartoffel. Det er her, Thomasine Gyllembourgs kærlighedshistorie som oprør bliver aktuel, da hun som pioner betræder jomfrueligt terræn, skønt hun ikke sætter spørgsmålstegn ved ægteskabet som institution, når det blot bygger på lighed i kærlighed. Johanne Luise Heiberg, der i sin bog om svigerforældrene, P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg (1882), forsvarer Thomasines valg af kvindeligheden og kærligheden, blander sig tidligt i diskussionen.
Det sker i artiklen "Quinde-Emancipationen" fra 1851, som hun sender til Henrik Hertz' Ugentlige Blade. Redaktøren, der er en personlig ven og knæfaldende beundrer af teaterdronningen, finder den dog for skrap og undlader hensynsfuldt at trykke den. I den polemiske og iltre artikel tager hun afstand fra enhver form for emancipation, som hun finder sygelig og fordærvet, idet hun sammenligner emancipationens kvindelige fortalere med bizarre planter, der ikke er næring i. "Planter Kaal, og see, hvorledes den daglig groer, saa kommer I Jer nok!" formaner primadonnaen jordbundet og fnysende.

Anledningen er den prekære, at Johan Ludvig Heiberg, der er glad for piger og den lette flirt, på ny er blevet indtaget i en ung kvinde, nemlig den kun 19-årige Mathilde Fibiger, der har sendt ham sit romanmanuskript og beder om hans hjælp. Han øjner straks talentet og sørger for dets udgivelse, som han oven i købet planter et forord i. Bogen udkommer under den heibergske titel "Clara Raphael. Tolv Breve" (1851) og bliver straks en sensation. I forordet står der, at forfatterinden er et eksotisk og poetisk element i en prosaisk tid - "en Passionsblomst i en Kaalhave". Dér var den!
Til forspillet hører, at Heiberg nogle år forinden har blandet sig i emancipationsdebatten med en lystspil, "Valgerda", som han snedigt indleverer anonymt til Det Kongelige Teater, hvor det med stor succes bliver opført med fru Heiberg i en af sine yndlingsroller som Juditha (Valgerda). Stykket tager udgangspunkt i en virkelig hændelse, da 'Valgerda' er pseudonymet for et indlæg om sprogstriden i Sønderjylland. Heiberg, der ikke er bange for kvinder, synes godt om artiklens impulsivt ideale synspunkt, men forstår derimod ikke, at venner og fjender i pressen unuanceret stempler denne smagløse og indbildske blåstrømpe som forskruet, blot fordi forfatteren er kvinde! Han skelner derfor i stykket imellem to slags emancipation: den politiske og den ideale.
Der optræder i stykket to søstre, hvoraf den ene er politisk engageret og læser det liberale Fædrelandet i det konservative hjem, mens den anden dyrker og læser naturen. Hun hviler i sig selv og har ikke brug for omgivelsernes reaktioner, hvorfor hun er den virkeligt frigjorte - i modsætning til den førstes politiske undertrykkelse af sin kvindelige natur. Således er spørgsmålet kridtet op ifølge den 'upolitiske' Heiberg.

Den virkelige Valgerda viser sig i øvrigt at være en søster til forfatteren Benedicte Arnesen Kall, der sammen med Athalia Schwartz, Augusta Hall og de norske frontkæmpere Camilla Collett og Magdalene Thoresen tegner periodens litterære blåstrømper, der alle som husvenner kommer hos Heibergs. Teaterdigteren har med stykket vist kvindesagen sympati, og det er selvfølgelig derfor Mathilde Fibiger vover at kontakte ham.
Uden at have truffet den forklarede engel har han i deres brevveksling lovet at ville være hendes "Ridder på Literaturens Kampplads", da han beundrer hendes moral, besnærende stil og frygtløshed. Det kommer til et møde mellem den gamle Adam og den purunge, intelligente og yndefulde pige, og de forelsker sig i hinanden. Men han svigter hende, dels fordi han slukøret har fået skældud af både mor og kone, dels fordi han ikke har kræfter til endnu engang at deltage i den litterære fejde, der opstår. Altimens den dybt forelskede Mathilde Fibiger ikke står distancen som offentligt fruentimmer og debatkål.
Den talentfulde oberstdatter indleder herefter et forpint endeligt som telegrafist i provinsen, hvorefter hun isolerer sig på den jyske hede som lærerinde og dør tidligt. Problemet er, at hun bryder pseudonymet 'Clara Raphael', hvilket selvfølgelig er et skridt i den rigtige retning i en tid, hvor det er kutyme at skrive anonymt. Dertil det ekcentriske i hendes budskab, der er et krav til kvinderne om at give afkald på 'kvindeligheden' for at forløse deres evner.

Her skiller vandene. Også blandt kvinderne. Hverken Thomasine eller fru Heiberg, der begge forløser deres evner kunstnerisk, ønsker at give afkald på deres kvindelighed - og elskværdighed. De er udsatte, men privilegerede. De ønsker heller ikke at give afkald på Ludvig. Hans mange flammer blandt balletpigerne - 'tøsene', som han skriver i Marienbad-brevene til sin hustru - har hun for længst vænnet sig til at se igennem fingre med, for flammer går rigtignok hurtigt ud. Og det gjorde de. Men den kålbevidste savner 'det daglige brød' i deres forhold, der mere bygger på kammeratskab end kærlighed.
Johanne Luise Heibergs konflikt har været af samme art som Thomasines, men hun vælger anderledes. Måske fordi tidsånden er en anden. I borgerlighedens æra defineres friheden netop som den borgerlige nødvendighed, som hendes husbond til overmål repræsenterer. Hendes forbillede er Goethe. Thomasines er Rousseau. Thomasine gør oprør, hvor Johanne resignerer og på et tidspunkt midt i 1850erne er ved at gå i graven af sort fortvivlelse. To tidsaldre skiller dem - og forener dem, hvilket ikke har gjort deres besværligt trivielle samvær mindre interessant for nogen af dem.

Efter Thomasines og Heibergs død skifter Johannes Luise på det nærmeste identitet uden at ændre sin karakter og sjælsstyrke. Det er samme depression og følelsesvæld. Overfor fruens lidenskab har gemalen kunnet virke kønsløs som en træmand, hvilket er paradoksalt, fordi han i så høj grad er livsnyder og epikuræisk levemand, som så alligevel ikke kan lægge krop til og desuden trækkes med en restriktiv skygge: Sammen går de ikke på bal, i stedet arrangeres 'læseballer' med de mandlige venner, da deres 'madammer' er for tunge og kedelige. I Tivoli kommer de ikke. Heiberg vil have den skønne for sig selv - og helst på scenen.
Den filosofiske lystspiller elsker flirten. At skære en rose af til ballettens svanesø af kuvøseguf. Hans hjerte er ikke større. Af samme grund kan han derfor virke halvhjertet, uden derfor at være egentlig falsk. Han er venlig, glat, stringent, imødekommende, rar og lattermild. Men hjertets brød er ikke noget for Heiberg. Han foretrækker roser og champagne. Er det moderen, moderdyret, der hele livet igennem ømt og mildt har kløerne i ham og som han ikke kommer følelsesmæssigt fri af, mens hun som en nødstedt vampyr familiært har suget blodets hormoner ud af den høje og farverige mand?
Det er det lille spørgsmål i det store.

Til 12. Tæppefald
Tilbage til 10. Filosoffen
Tilbage til Johan Ludvig Heibergs hovedside