Johan Ludvig Heiberg: Tæppefald. Epoke - danske romaner før 1900

Tæppefald
I sommeren 1847 befinder ægteparret Heiberg sig på kroen i Hellebæk, hvor digteren med udsigt over sundet ordner og samler sine "Poetiske Skrifter", der udkommer i 8 bind året efter. Så er det på plads inden de turbulente år som direktør for Det Kongelige Teater, hvor den såkaldte 'teaterstrid' ender med at gøre dem begge syge og i øvrigt også sender flere af modstanderne til tælling (Michael Wiehe) eller ud på et sidespor (Frederik Høedt) [I afsnittet: Hovedværket: Et Liv gjenoplevet i Erindringen].
Bortset fra Heibergs autoritære ledelsesform er problemet forskellige opfattelser af selve sceneinstruktionen, hvor desuden et generationsopgør gør sig gældende. Realismen har endnu ikke i 1850erne vundet indpas på scenen, hvor man ikke taler, som man gør til hverdag udenfor teatret, men det er, hvad en ny generation af forfattere og skuespillere ønsker. I skønlitteraturen er realismen brudt igennem allerede i 20erne med Blicher, Poul Møller og Thomasine Gyllembourg og med H.C. Andersens romaner i 30erne.
Heiberg bryder sig ikke om den ny teaterrealisme, som han finder rå og vulgær, hvorfor han forbigår Ibsen og Bjørnsson på repertoiret ved siden af den blodsprøjtende Shakespeare. Heiberg er antirealist. De realistiske instruktører indfører efter Heibergs afgang i 1856 en så virkelighedstro iscenesættelse som muligt: den genkendelige dagligstue ind på scenen. Et tiår senere er realismens nyhed ikke længere det ny.

Da fru Heiberg overtager teaterledelsen i 1867 er realismen allerede på retur, selvom den fortsætter. En yngre generation, som hun er på linje med, hvilket er hendes styrke, er trætte af den trivielle hverdags problemer gengivet på teatret. De ønsker "drøm, fantasi og vanvid", som Vibeke Schrøder skriver i sin biografi om Johanne Luise Heiberg (1995), s. 328. Hvad der gøres rede for her er litteraturhistorisk interessant, da dette æstetiske scenario har væsentlige implikationer.
'Det moderne gennembrud' omkring 1870 bliver i sidste halvdel af det 20. århundredes politiserende litteraturhistorie brugt til at sætte skel mellem 'romantik' og 'realisme' - eller mellem det gamle og det nye. Den holder ingenlunde i en ædruelig virkelighed. Litterært indfinder bruddet sig langt tidligere. Det nye i 1870erne er kunstnerisk de 'nyromantiske' strømninger, der kulminerer i 90erne med symbolismen. Epoke har tidligere fokuseret på disse brudflader i forbindelse med Herman Bangs position og i forbindelse med 1800-tallets periodisering.

Da Heiberg trækker sig tilbage fra Det Kongelige Teater, er han nederlagsramt. De personlige kontroverser og ikke mindst pressens forfølgelser sætter sig i nervesystemet og udvikler mavekræft. Desuden dør hans mor samme år, hvilket mentalt sætter den moderbundne yderligere tilbage. En af parrets nære venner, den rige etatsråd Suhr, testamenterer dem efter sin død i 1858 sin lystgård Bonderup ved Ringsted, hvor de kan bo i fred og ro, så længe de lever. Hertil flytter de, da fru Heiberg har taget sygeorlov fra teatret. Og her påbegynder hun sin selvbiografi, Et Liv gjenoplevet i Erindringen, som hun skulle arbejde på i over 30 år.
På Bonderup kommer en del af deres gamle og nye venner, bl.a. malerne Wilhelm Marstrand og Elisabeth Jerichau Baumann [Se også romanbiografi herunder], der begge udfører portrætter af dem. Dødsmærket er Heiberg alligevel en behagelig og livlig vært, fordi det nu engang er hans stil, og han folder sig ud i samtalens hjertelighed, således at ingen af gæsterne bemærker, hvor syg han i virkeligheden er. Men en dag går den ikke længere. Den 25. august 1860 sidder Johanne Luise i dødsriget med hans hånd i sin, mens dødskampen langsomt stilner.
I sine erindringer omtaler hun ham altid som sin ven, sin broder, sin ridder, aldrig som sin mand. Men når den gådefulde Heiberg kunne fastholde hende, selvom hans natur stod til de knap modne piger, så skyldes det dog næppe alene hendes taknemlighed for, at han skabte hende som nationens største og mest beundrede skuespillerinde og dermed en epokes kvindeideal, snarere at han respekterede hendes proletariske hjerte og beundrede hendes jødiske sjæl.

Johan Ludvig Heiberg bliver bisat i Holmens Kirke til Henrik Hertz' gravsang. Der er nekrologdigte af Bjørnsson og Henrik Ibsen, der hvast slår fast, at den døde kunne takke sine landsmænd for sin tidlige bortgang. Ellers ejendommeligt stille. Manden, der skrev et utal af hyldest- og lejlighedsdigte modtog i levende live aldrig et selv. På grund af konflikten på Det Kongelige Teater havde han frabedt sig en mindefest. Det valgte man at overholde. "Elverhøi" blev dog opført på Christiania Teater. (Christiania = det nuværende Oslo).
Skønt Heiberg var god til at støde sine tilhængere fra sig, dannede han alligevel skole. 'Den heibergske skole' er ensbetydende med niveau, kvalitet, moral - kort sagt dannelse. I sin kunstneriske personlighed forenede han Ovid, Platon og Epikur ved siden af Hegel og Goethe. Den elitære indførte gadeteatret på den kongelige scene. Hofsnogen afskaffede hoflogen. Kilden til hans teaterfortolkning er folkelivsdigtningen.
I nyere litteraturhistorie betegnes han som konservativ, hvilket er ment som noget slemt, rent bortset fra at etiketten er forenklende og vildledende. Heiberg bliver mere forståelig, hvis man betragter ham som konservativ anarkist i lighed med Johanne Luise Heiberg og Thomasine Gyllembourg.

Vibeke Schrøders biografi udkom på Gyldendal.

Overflyver vi hans teaterstykker fra marionetkomedien over vaudevillen til det romantiske lystspil, opdager vi, at de ældre mænd er karikaturer som filistre og stivnakker. De yngre mænd er overvejende latterligt selvoptagne og dumme i nakken. Heibergs helte er alene kvinder, som Vibeke Schrøder betoner i sin forbilledlige biografi Tankens Våben (2002). Fra den stærke unge kvinde Clara i "Dristigt Voved" og Nina til Anna i "Syvsoverdag" og Judith i "Valgerda". I dem møder vi den emanciperede kvinde i heibergsk forstand: den åndeligt frigjorte.
Dannelsestanken er hele det brogede forfatterskabs omdrejningspunkt og horisont: At det er menneskets bestemmelse at erkende verden som universel sammenhæng og bringe sit eget liv i overensstemmelse hermed. Det siger stjernerne.

Birgit Pouplier har i sin romanbiografi Lisinka (Rosinante, 1998) skildret ægteskabet mellem den polskfødte maler Elisabeth Baumann og den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau og deres betydning i dansk og europæisk kunst.

Til Værker af J.L. Heiberg
Til Litteratur og links
Tilbage til 11. Lystspilleren
Tilbage til Johan Ludvig Heibergs hovedside