Herman Bang og Symbolismen. Epoke - danske romaner før 1900

I det følgende skal vi bevæge os ind i et terræn, hvor måske kun en enkelt har været før. Vedkommende har til gengæld aflagt rapport, og det er den, vi vil forholde os til. Det drejer sig om Johan de Mylius' Litteraturbilleder. Æstetiske udflugter fra Søren Kierkegaard til Karen Blixen (1988)

. Heri har forfatteren et kapitel om Herman Bang under emnet og titlen "Symbolismens rødder i realismen" (S.61-96).
Hvad Johan de Mylius bringer på bane, er iagttagelser af, hvorledes perioders mentale og æstetiske tidsånd afsætter sig hos forfattere, der tilhører forskellige generationer og kunstopfattelser. Han observerer, hvordan 1870ernes og 80ernes naturalistiske forfattere i 90erne udvikler skrivemåder, "der løfter den realistiske skildring op i en mere stemningspræget, billeddannede kunst" (S.62) - ikke som udslag af opportunisme, men som en søgen efter at indoptage og bearbejde nye æstetiske erkendelser.
Det gælder som forløber J.P. Jacobsen. Det gælder Ibsen, det gælder Strindberg, hvis Et Drømmespil (1901) er mere symbolistisk end samtidens symbolistiske digte. Og det gælder Henrik Pontoppidan, hvis roman Nattevagt (1905) er behersket af symbolistiske strømninger, der videreføres på det kompositoriske plan i fembindsværket De dødes Rige (1912-1916).

Forbindelseslinier
Den eksperimentelle realisme hos Bang optager Johan de Mylius som indfaldsvinkel til sammenhængen og brudfladerne mellem naturalisme og symbolisme. I undersøgelsen får Bangs impressionisme-essay en central placering, idet den overbevisende belyser, at der ikke i hans realismeopfattelse er tale om en udelukkende konstaterende fænomenologi (altså overflade-registreringer) men at den "udspringer af en skrupuløs bevidsthed om den foreliggende emneverdens kompleksitet." (S.64-65)
Fra essayet fremhæves følgende vigtige passus, der viser symbolismens indhold i impressionismen. Bang skriver:

Impressionisten tror, at det menneskelige Følelsesliv med al dets tusendfoldige Sammensathed er et endeløst og alt for uredt Garn. Han strækker magtløs Vaaben overfor denne gaadefulde Blanding af bevidst og ubevidst, af villet og viljeløst.

Det er klart, at Bang i sådanne overvejelser rækker udover naturalismens objektive og analytiske roman og ind i symbolismens ikke-rationelle verden - "der bevæger sig i et sjæleligt halvmørke". (S.65)
Ser vi på romanernes æstetiske resultater, må man medgive Johan de Mylius, at Bang, hvad angår fænomenologisk metode og æstetisk praksis ikke er 'resignationens digter'. Han eksperimenterer på livet løs!

Spejlingsteorien
Det kunstnerisk afgørende for Bangs impressionisme er at afspejle de impulser og tanker, der rummes i de menneskelige handlinger: Teorien om 'de ydre kapslers gennemsigtighed'. Denne spejlingsteori åbner ifølge de Mylius "for noget, der ligner en symbolteori" (S.66).
Herefter foretages gennembruddet til et æstetisk nysyn, der bør give genlyd i det 21. århundredes litteraturforskning:

"Skærpelsen af realismen fører konsekvent over i realismens - tilsyneladende - modsætning: en symbolpræget kunst. At gøre den ydre verden gennemsigtig, at gøre den gennemskinnelig for en indre historie, hvad er det andet end en form for symbolteori? - Realismen skærpet til impressionisme afføder en symbolkunst." (S.67)

Det spændende og frugtbare ved synspunktet er, at det ikke afsætter realisme og symbolisme som uforenelige modsætninger. Symbolisme er skærpet realisme.
Tankegangen er ikke Epoke fremmed. I afsnittet Realismeformer under "Epoker og ismer 3 - Symbolisme" trækkes forbindelsen mellem naturalisme og symbolisme op i et billede (med fuglen som motiv), hvor realismen udgør det fælles grundlag og omdrejningspunkt, for herved at forebygge mod den fejlagtige opfattelse, at realisme og symbolisme er absolutte modsætninger. Symbolisme er skærpet realisme.
Tilsvarende er naturalisme også skærpet realisme, men naturligvis i en samfundsdebatterende, ideologisk retning. En sådan æstetisk forståelse af realismen udelukker dog stadigvæk, at symbolismens holdning til liv og kunst er forenelig med den naturalistiske.
Johan de Mylius, hvis analyse af 90erromanen Ludvigsbakke eksemplificerer hans definition af realisme/symbolisme-alliancen, belyser, hvorledes spejlingsteknikken "er vokset frem til at beherske hele romanen", eftersom Pavillon 1, underverdenen, symbolistisk udgør den kapsel, som romanen skildres igennem: "Livet er helvede, lidelsen og døden vilkåret - også for kærligheden." (S.70)

Naturstudiet
Naturlyrikkens digtere, Johannes Jørgensen, Helge Rode, Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg og Ludvig Holstein er 90er-symbolismens betydeligste navne. De vender sig udad mod naturen, som de digterisk indvendiggør til sjælelivets stemninger og tilstande. Virkeligheden er alene foreningen med naturen: at genkende sin sjæls fremmedhed i den fremmede natur fremkalder en ny identitetsfølelse til værn imod samfundslivets statsdrevne vækkeur og fremmedgørelse.
Forskellen på romantikken og symbolismen er imidlertid den ikke uvæsentlige, skriver de Mylius, at for romantikeren var naturen ikke det sanseligt iagttagne, men en guddommelig idé. For symbolisten bliver naturen konkret som studium og tilegnelse, hvilket tilfører en erfaring af ny og 'anden' identitet i modsætning til den samfundsdefinerede. En historie om frifindelse og tilhørsforhold på flere planer.
I kunstnerisk erkendelse ser Johan de Mylius i forlængelse af ovenstående perspektivering ikke symbolismen som brud med naturalismens poetik (til forskel fra dens program), idet den kilde de symbolistiske digtere litterært nærer sig af i naturskildringen, er etableret af naturalismens naturstudier, som vi kender dem fra J.P. Jacobsens Niels Lyhne (1880) og Henrik Pontoppidans prosa fra 80erne.
Udfra sådanne vinkler kortlægger Johan de Mylius fintmærkende, hvorledes naturalismens/realismens 'natur' fortsætter ind i symbolismens univers.

Sprogspejlet

Henri-Frédéric Amiel's Journal Intime (1883)

En detalje i ovenstående fremstilling skal fremhæves. Da Johannes Jørgensen skriver sit symbolistiske manifest i tidsskriftet Taarnet i 1893, trækker han filosofisk konturen op via den schweiziske lyriker og universitetslærer i æstetik, Henri-Frédéric Amiel, der i sin Fragments d'un Journal intime (1883) proklamerer: "Et landskab er en sjælstilstand".
Herfra trækkes trådene til den romantisk-idealistiske filosofi ved 1800-tallets begyndelse, hvor, som Johannes Jørgensen skriver, "Identiteten af Tænken og Væren er ét". Hvilket vil sige, at objekt og subjekt er væsensbeslægtede:

Det Væsen, som aabenbarer sig i Tilværelsens
ydre Fænomener, er det samme, som lever i
Menneskets Sjæl. Sjæl og Verden er ét.

Det er her Bang dukker op i billedet med sin impressionistiske idé om 'gennemsigtigheden' mellem ydre og indre. I Impressionisme-brevet fra 1890 skriver han i forlængelse af sine opdagelser i Realisme og Realister (1879):

Som al Kunst vil ogsaa den impressionistiske Fortællekunst gøre rede for de menneskelige Følelser og for Menneskers Tankeliv. Men den skyr al direkte Udredning og viser os kun Menneskenes Følelser i en Række af Spejle - deres Gerninger. (S.66)

Forskellen imellem dem er, at den ydre virkelighed for Johannes Jørgensen fremtræder som dobbelt. Den kan som i citatet være gennemgang til sjælens hjemland, men i andre mere socialt-materielle tilfælde vise sig "ligegyldig". Realiteten opleves følgelig som en "illusorisk Ham". Digterens opgave er at sprænge denne ham for i glimt at "Erkende den evige Verdenssjæl". En andagt, der er velegnet til at gøre grin med, og den tort er da også overgået denne digter i de fleste litteraturhistorier.
Herefter følger i Johan de Mylius' fortolkning en central beskrivelse af Johannes Jørgensen om den kunstneriske praksis, der overraskende nok har flere lighedspunkter med Herman Bangs:

Disse extatiske Øjeblikkes Syner er det, Kunsten søger at gengive. Den bliver saaledes et Billedsprog, som i jordiske Hieroglyfer vil udsige det Evige. Og her udspringer al Kunstnerens Utilfredshed, al hans Følelse af, at han kun ufuldkomment kan gengive sin Anskuelses Herlighed, at han kun kan fremstamme, hvad han vilde forme klart. Thi Kunsten er en Erkendelse "i Gaader og i et dunkelt Spejl". (S.82)

Kobler vi herfra til Bangs overvejelser omkring impressionismens spejlingsteknik - "i en Række af Spejle" - opstår en tydelig parallelisering.
Det 'egentlige' som noget, der ligger bag det ydre, og det ydre som gennemgang til det indre, er de fælles om. Tilsvarende om formuleringen af 'spejlbilledet'. Også for realisten Herman Bang fremtræder realiteten som illusion. Af samme grund forekommer virkeligheden for de bangske personer ofte uvirkelig. Heraf tragedierne.

'Bangsk 2003' indeholder bl.a. et glimt af Bangs internationale virksomhed som teaterinstruktør i Paris i 1894.

Blandt symbolister i Paris
Da Herman Bang tiltræder som iscenesætter og instruktør ved Lugné-Poe's symbolistiske Théatre de l'Oeuvre i begyndelsen af 90erne er motivet hertil ikke, at dette teater er eksperimentelt symbolistisk, tværtimod, men det emotionelt afgørende, at han kan lide Lugné-Poe og hans hustru som mennesker og teatersjæle, samt at han i deres hus får chancen for selv at udfolde sin 'teaterdjævel'.
Derfor kan teaterhistorien skilte med et strålende særsyn: den nordiske naturalismes koryfæer - Ibsen, Bjørnson, Strindberg - udsat for symbolistisk regi. Når samarbejdet lykkes og krones med publikumssucces, skyldes det næppe teaterteoretiske gnister i sammenstødet mellem naturalistiske stykker og symbolistisk orienterede skuespillere med Bang som kommanderende rundkørsel, snarere at han investerer hele sit liv og al sin energi i teaterets hexering. Uden galskab intet teater. Og så må de teoretiske komplikationer komme i anden række.
Det tilfredsstillede tilsyneladende pariserne at se den nordiske ånd spillet af den galliske races temperament. Netop i denne transformation har Bang udfoldet sig, fordi den var et udtryk for hans egen kulturgeografiske og artistiske identitet. Ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre. Hvad der har forenet trup, direktør og instruktør har uden tvivl været tilstedeværelsen af et mentalt anarkistisk element, der har fået hele menagen til at fungere.

Bangsk 2003. Herman Bang som sceneinstruktør. Redigeret af Lars Muhl og Gert Posselt.
C. A. Reitzels Forlag, 2003.
Indhold: Herman Bang: Sceneinstruktionen ; Kunstrejse paa Bornholm. Sven Lange: En Prøve paa "Et Dukkehjem". Sigurd Kværndrup og Herman Bang: Om instruktørens arbejde. Finn Abrahamowitz: Herman Bang som teaterinstruktør i Paris. Robert Schmidt: Herman Bang mellem Skuespillere ; Herman Bang som Sceneinstruktør.

Talen for symbolisterne
Senere, da Herman Bang for længst har forladt Paris og Lugné-Poe, ankommer denne med sin trup til Skandinavien i 1895. Turneen aflægger også København visit og Bang lover ved den lejlighed at holde et foredrag i Studentersamfundet. Han understreger forud, at han ikke ønsker at være symbolismens fortaler. Alligevel kan man i avisernes anmeldelser konstatere, hvor stor forundringen har været over, hvad denne inkarnerede naturalist, som det hedder, i så høj grad var i stand til at udtrykke af blodig spot over naturalismen.
Hvad Bang i sit foredrag trækker frem er, at symbolismen og den nye politiske bevægelse anarkismen er grene af samme træ. I skuffelse over naturalismens gråhed og tristhed, der har vist sig ikke at kunne gøre nogen lykkelige, har ungdommen kastet sig over i mystikkens og uhyggens verden, hvor poesien spinder sine fine tråde. Han fremhæver Maeterlinck, der ved sin poesis stærke stemning førte døden, rædslen og underet ind i digtningen, hvilket virkede befrugtende på den dramatiske kunst.
Talen gentog han i Kristiania (Oslo), hvor den jaloux Edvard Brandes, der i mange år havde følt sig overgået af Bang, hvad angår teaterkritik og teaterliv, hørte den og anmeldte den som - "det barnagtigste vås"... Sic!
Uden symbolistisk nerve har Herman Bang ingenlunde været, skønt denne tangent er totalt uomtalt i dansk litteraturhistorie. Efter foredragsrækken til ære for l'Ouevre tager han bemærkelsesværdigt nok for alvor fat på den symbolistisk inspirerede Ludvigsbakke.

Til det symbolistiske intermezzo hører endvidere, at Lugné-Poe, som navnet allerede signalerer, er i slægt med Edgar Allan Poe, den amerikansk fødte og skrækromantiske digter, der inspirerer Charles Baudelaire, hvis hovedværk Les Fleurs du Mal (1857) bliver symbolismens bibel. Linjen fortsættes med Stéphane Mallarmé's L'áprès-midi d'un Faune (1876), og når med J.-K. Huysman's roman A Rebours (1884) et kunstnerisk højdepunkt. Efterfølgende dukker ordet 'symbolisme' første gang op i en artikel af Jean Moréas i Figaro Littéraire, 1886.
Poe-genren forsøger Herman Bang selv med i sine Sælsomme Fortællinger (1907).

Vendepunktet
Der forekommer mange 'vendepunkter' i Herman Bangs forholdsvise korte liv. Fælles for dem er, at de alle kommer udefra, ofte styret af begivenheder, som han ingen direkte indflydelse har på. Bortset fra at han ved sin socialt forpinte og grandseigneur-provokerende levevis stiller sig til disposition for ukontrollable lynnedslag.
Vendepunkterne synliggøres i det ydre ved hans mange forskellige bosteder. Ikke ét sted fuldender han mere end ét arbejde. Ved Vejen i Wien, Stuk i Prag, Tine i Nakskov, Ludvigsbakke i Skørping. Ved siden af hans konstant producerede journalistik - ud og ind ad tog, op og ned ad døre - til flere dagblade ad gangen.
En del af disse især svenske og norske dagblade indeholder en lang række artikler af selvbiografisk karakter, da Herman Bang af redaktionen ofte blev bestilt til at skrive dagbogsføljetoner. Et skarpt komponeret udvalg af disse petitjournalistiske prosastumper ville komplettere de mange nyudgivelsers signal om den stigende interesse for forfatterskabet.
For det viser sig nemlig, at Herman Bang i disse upretentiøse 'stumper' udfolder en betydelig side af sit væsen, der ellers henligger skjult som fortæller i de kendte værker. I 'stumperne' kan han mere afslappet - uden den anspændelse som romaner og noveller kræver af ham - fortælle om sig selv i tråd med den bittersøde og selvironiske erindringsbog Ti Aar (1891). Ikke alle tekster bærer dog dette afvæbnende og muntert charmerende præg. Flere peger i en ganske anden retning, der vidner om, hvor beslægtet han i instinkt og intuitiv følelse har været med symbolismen.

"Nat mellem Bjergene"
Når vi har konstateret, at der ikke er meget 'natur' i Herman Bangs værker og i forlængelse heraf ikke meget 'prosa', så betyder det, at sproget for Bang ikke eksistentielt fungerer som erkendelsesorgan og virkelighedsorientering. Det bruges i en fortløbende fortællende struktur, der er den sceniske romans kendetegn.
I 'stumperne' forholder det sig anderledes. Her dukker der fyldige partier op af selvreflekterende naturbeskrivelser. Hurtigt skrevne og vel knapt nok gennemtænkte, men fulde til randen af atmosfære og nærvær. ét af disse partier skal der fokuseres på her.
I 1885 møder han klavervirtuosen, den ti år ældre og fraskilte Sophie Menter, der på berømmelsens vingesus svæver fra koncertsal til koncertsal, hvor hun tager publikum med bravour. De fascineres dybt af hinanden, som to legesyge børn, og på hendes initiativ planlægger de at tournére sammen i Sverige.
Inden historien ender, som den slags historier gør, tager de året efter ophold på hendes middelalderlige alpeslot i Itter, hvor de udveksler deres tanker om kunst, geni og ensomhed. På slottet, der er et akvarium for en broget forsamling af bohemer, plattenslagere, taskenspillere og berømtheder - Franz Listz kommer der også - udfolder der sig en kunstig lystighed fyldt med humor, sarkasme, filosofi og pikanteri. I dette intelligente og dunkelt undersøiske miljø befinder Herman Bang sig som en sublim flyvefisk.

Det er Harry Jacobsen, der i andet bind af sin biografi (1957, s.112-116) fremdrager denne vigtige periode i Herman Bangs liv, fordi den viser sig at have en forvandlende betydning. I et dagbogsblad - "Nat mellem Bjergene", offentliggjort i tidsskriftet Nutiden (10.10.1886) - finder en omstilling sted. Og det er om den, en 'ny' Herman Bang fortæller i den ukendte tekststump, hvor omstillingen - næret af samvær og samtaler hos slotsfruen på Itter - viser sig igennem og i pagt med Alpelandets intimt storladne og underskønne natur.
På en bjergvandring midt om natten henfalder Bang under stjernehimlen i grublerier om sin bestemmelse og alle tings værdi. Bjergtaget skriver han herom:

Aldrig skal jeg glemme denne Nat. I en Luft saa blød som jeg aldrig saa', laa Bjergene i en Dæmring, der mildnede hver Linie; og over alle Tinder sejlede Maanen frem, tyst som var Luften lune Vande, der nænsomt bar den. Ingen Lyd; ingen Vind. Fred og Stille over det store Bjerg. Kun de stolte Fjeldes Jættehoveder, signede af den tyste Nat. - Mod denne Storhed vejer intet op... Her var det, som alt standsede: Ærgerrigheden og vore Haabs Selviskhed og Begæret, som forfængeligt sønderslider vor Sjæl - de tav; de skammede sig og tav. Og selv vore Længsler, vore kæreste Illusioner og Trangen til at elske og dele og den evige Ensomheds Smerte - her standsede de og bøjede deres Hoveder beskæmmet.

Til toppen
Til Haabløse Slægter
Til Ludvigsbakke
Tilbage til Herman Bangs hovedside

Denne side er publiceret på internettet 1. oktober 2000. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2000 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.