Herman Bang: Håbløse Slægter. Epoke - danske romaner før 1900

Titlen på den 23-årige Herman Bangs debutroman er skrækkelig og utvetydig sort, men siger samtidig, hvad litteratur også er: sikkerhedsnet og raket. For når alt håb er ude i livet og ingen udveje synes mulige, så er der den åbning at skrive om håbløsheden og dens baggrund. Hvis man kan. Og det er, hvad Herman Bang foretager sig i dette hudløse selvopgør, hvor han forsøger at finde svar på, hvorfor hans tilværelse er gået rabundus.
Romanen er en selvbiografi. Alle de kendte begivenheder og tildragelser i Herman Bangs liv danner de centale stationer i romanens forløb: moderens tidlige død, faderens kollaps, kostskolen, teaterdrømmens forlis, flanørlivet. Han har villet gøre rede for sit liv, ikke mindst sit følelsesliv, koste hvad det ville.
Af to grunde er romanen interessant. Dels fordi det er Herman Bangs første bog, dels fordi den ved en højesteretsdom blev forbudt som usædelig. Det er altså mere som litterært dokument, romanen lever, end som kunstværk. Kunstnerisk er den mislykket, alene fordi den er alt for lang. Bang skriver og skriver som en desperat, men kommer ofte ikke ud af stedet.

Selvkritik
Nu er det så heldigt, at forfatteren selv er af den opfattelse. I 1884 udsendes en 2.udg. af romanen, hvor Herman Bang i et forord kommer dommen i møde uden dog at give den medhold, men han øjner muligheden for at bevare bogen på markedet og at forbedre den kunstnerisk ved at forkorte:
"...derfor har det ikke været mig tungt at maatte forandre og stryge. Der var Partier i Bogen, som ligefrem opslugtes af deres Bredde; dem har det været mig en Glæde at forsøge at forkorte. Der var Afsnit, der bugnede af Gentagelser; det har været mig kært at sysle med Forsøg paa at trænge dem sammen. Enkelte Optrin svælgede i en ungdomshed Erotik; jeg har ikke sukket under Bestræbelserne for at lade en køligere Skildring udrense disse Afsnit.
Jeg har langt snarere været bekymret over ikke at kunne ændre meget mer. Det var dog egentlig mit Forsæt. Men dette Arbejde havde saa store Vanskeligheder. Meget lidt i Romanens Form tiltalte mig, da jeg for Alvor begyndte at beskæftige mig med den paany. Jeg maatte derfor have omarbejdet næsten alt, og det vilde ikke mere være forblevet den samme Bog."
Og han tilføjer:
"Og desuden - vilde Bogen ikke, naar den saaledes ganske omsmeltedes, tabe i Oprindelighed, hvad den i Formen vandt. Vilde jeg ikke, mens jeg arbejdede, dræbe det Pust af de to og tyve Aar, som maaske er dens retteste Adkomst til at leve." Omkring Haabløse Slægter (1972), s.132-133.

Efterliv
I 1965 udkom for første gang originaludgaven med forord af Villy Sørensen. Denne 3.udg. udsendtes i fotografisk genoptryk som Tranebog i 1972 og i en ny udg. i 1996. Nærværende læsning følger sidstnævntes sidetal.
Det er altså den delvis mislykkede og langtrukne udgave af romanen, vi har med at gøre, og var det ikke det, ville vi ustandselig under læsningen tænke på originaludgavens version.
Romanen er behandlet i den fortræffelige Værkserie redigeret af Hans Hertel. Omkring Haabløse Slægter (1972)

er en skatkiste af spændende dokumenter. Her er Herman Bangs korrespondance med forlæggeren, Emil Langhoff. Optryk af samtlige anmeldelser. Retssagen i hele dens forløb og ordlyd - med gengivelse af aktoratet og defensoratet (30 sider) plus Højesteretsdommen. Endvidere Herman Bang om romanen i breve, interviews og forord.
Værket afsluttes med et omfangsrigt kapitel, "Analyser og placeringer", der over 200 sider genoptrykker de væsentligste kritiske essays om romanen. Kan der overhovedet tilføjes 3 ord?

Advarselsroman
Romanen består af tre dele eller 'bøger'. Første Bog bærer titlen "Som man saar...", Anden Bog hedder "Sæden blomstrer", og Tredie Bog "Golde Aks". Romanen strækker sig over 350 sider. På titelbladets inderside bringes følgende telegram til læseren og samtiden:

Hvad jeg vil fortælle paa disse Blade, er i Brudstykker et Livs Historie. Og jeg vil fortælle det, netop som det er levet uden at lægge til og uden at tage fra; ogsaa uden at bekymre mig om, hvorvidt, hvad jeg fortæller, bliver skønt eller ej, eller om det vækker enten Graad eller Latter.
Hvad jeg mener, kan siges kort.
William Høgs Liv syntes mig levet til Advarsel, kun derfor har jeg nedskrevet den Ulykkeliges Levnetsløb.

En sådan 'spiseseddel' er naturligvis en appetitvækker. Herman Bang er skue-spiller og journalist med sans for salgbare effekter: Læs ikke denne bog! Alligevel er hensigten bagved ærlig og modig nok. Forfatteren stiller sig i oplysningens moralske tjeneste for at advare sine medmennesker mod syndromet "William Høg".
Teksten opnår desuden inden den påbegyndte læsning at indføre et 'jeg', der adskiller sig fra William Høg, hvilket vil sige at romanen opererer med en fortæller. Vi bemærker også, at hvad fortælleren mener, kan siges kort, hvilket dog ikke som sagt kommer romanen til gode.

Arvegods
Fælles for alle mennesker er det dybeste livsvilkår, at ingen har ønsket at blive født, at være til. Ingen har haft indflydelse på forældrevalg eller nationalitet. Hver enkelt har to ganske bestemte forældre, der hver er deres slægts sidste skud. Således selvfølgelig også med William Høg.
Romanen om ham begynder med en Prolog i dette spor: "Det var en gammel Slægt, meget gammel, graa af Ælde i Landet." Det drejer sig om en adelslægt, som det de sidste par hundrede år er gået tilbage for, men en gren af stammen er kommet til kræfter, hvilket synliggøres ved, at adelsskjoldet fornyes "ved Reskript". Om denne nye gren hedder det: "Det var som Jurister, denne Linje udmærkede sig: dens Medlemmer svang sig op til de højeste Poster, høje Titler og Kors fra alle Lande bleve atter Attributter til Navnet. Det var strenge, viljehaarde Mænd, som forstod at arbejde, og som vidste, hvad de ville. De skyldte deres Jernflid og deres stærke Hjerner deres Lykke". (S.25)
Så er det sagt! Men ved siden af dygtigheden beherskes slægten af "en vis urolig Excentricitet, en Hang til Overdrivelse i alt". Farfaderen, der bliver minister under Kristian VIII og Ridder af Elefanten, skriver også digte, og kunne i distraktion bytte om på kærlighedsdigte og indberetninger til Statsrådet. Herman Bang gør grundigt rede for det hele, og vi minder om, at hans første publikation er et udvalg af hans farfaders digte.
Og den smukke farmoder? - har hun ægtet manden eller navnet?
Med deres børn tager excentriciteten over. De er svagelige, nervøse og melankolske, urolige og jagende. For fornemme til solidt arbejde, og derfor uden "Bolværk mod sine Luner", som der står om Ludvig Høg. Som 35-årig elegantier forelsker han sig nærmest af kedsomhed i den 18-årige forkælede Stella, der giver ham sit ja. Williams forældre.
Da William kommer til verden, varer fødslen et døgn. Jordmoderen tror, at han er blind. Han vejer kun fem pund. "Den tredje dag, troede man, Drengen var død, Huslægen dyppede ham i Isvand, og han kom til Live igen." (S.33)
Stella ligger længe syg.

Livmoderen
William bliver moderens yndlingsbarn. Og hun bliver hans æventyr. Sammen udvikler de en fantasibåret teaterverden, som også vikler dem ind, og som William aldrig opnår at frigøre sig fra, da modningsprocessen bliver afbrudt ved moderens død.
I denne verden fremtræder faderen som en farlig skygge og trussel, som William - ligesom moderen - forsøger at undvige. Hans væsen bliver i fortællerens udlægning spaltet i to, da forældrene ikke fremstår som ét væsen, han kan orientere sig efter, hvorfor han udelukkende tilegner sig moderens beskyttende, men eksalterede, halvmånebelyste drivhusverden. Moderen: varme. Faderen: kulde.
Moderens tidlige død efterlader ham derfor i et tomrum. Og i dette tomrum lukker han sig inde. Et tomrum uden midtpunkt. For moderen var "Centrum for alt, hvad han vidste, følte og tænkte".
Når Herman Bang i hele Første Bog gør så meget ud af fortiden, sker det i bevidstheden om, hvor afgørende barndommen er for forståelsen af et livsforløb. J.P. Jacobsen foretager en tilsvarende tolkning i Niels Lyhne, der udkommer samme år. For eksistentielt spiller det jo ikke nogen rolle, at William har et Ødipuskompleks. Det er blot en psykologisk kliché, et skilt, der signalerer, at så er den potte ude. Men livet går videre ad faldgrubernes, blindgydernes, opgivelsernes og misforståelsernes vej. Alle mennesker er fælles om at have ligget inde i livet på en kvinde. Alle har en mor. Williams dør, mens han endnu er dreng, og denne død udhuler ham.
Efterladt opstår forestillingerne om slægten som en fantasme, der ude af proportion med enhver forklaring af social identitet beslaglægger hans bevidsthed i en sådan grad, at de ødelægger ham. I betydningen lægger ham øde. For de fantasier og drømme, der i samvær med moderen trods alt havde retning mod en virkelighed udenfor, nemlig det rigtige t-e-a-t-e-r, er ved hendes fravær blevet retningsløse.

Afgrunden
Faderens sygdom har allerede mens moderen levede været i udbrud med social nedtur til følge: fra herredsfoged til byfoged. Efter moderens død, som mandens sindssyge ikke har været uden indflydelse på - og omvendt - bryder sygdommen for alvor ud, hvilket foranlediger, at han på lægens fordring sendes på kurophold i Hamburg. Den 16-årige William, der både frygter og afskyr sin far, skal ledsage ham.
Nu oprulles en af de mest hjerteskærende scener i dansk litteratur: Williams kamp med den gale fader. For på hotellet, fritaget for hverdagens pligter, blomstrer faderen op og kaster sig belevent ud i hotellets selskabelighed med middage og dans. William ser forstenet til. Og da faderen under en middag i salonen til en bordnabo omtaler William, der er sky, stille og uden appetit, som 'den gale' - nedarvet fra moderen, bliver han for alvor bange.
Herfra befinder han sig i en spøgelsesverden, hvor den nye angst hersker. En aften kommer faderen, der livligt tager for sig af seksuelt tilgængelige og sultne grevinder etc., sent tilbage til hotelværelset med tøjet i uorden og en tyrkisk hat på hovedet. "Det er Dansen", sagde han leende, "de Damer svinger En, saa man bliver Ør." Han forsøger at knappe skjorten, men hænderne vil ikke lystre. "Det maa være Champagnen," ler faderen.

Han stirrede nogle Øjeblikke som fasttryllet paa den Vanvittiges Ansigt, stift, som om han vilde læse sin Ulykke i de fortrukne Træk. Saa gav han sig uden at vide det pludselig til at lé højt: al hans Rædsel fik Luft i den skærende Latterkrampe.
Høg saa lidt paa ham og lo med; staaende ligeoverfor hinanden lo de begge, Fader og Søn, som vanvittige.
Men lige med ét gik Faderen frem imod ham og med løftet Arm, hvidskede han truende:
"Du lér ad mig, du lér ad din Fa'er."
Han hvæsede Ordene frem, Ilden gnistrede i hans Øjne. Og mens Latteren voldsomt døde paa hans Læber, syntes William, han maatte forstenes under dette vanvittige Vredesblik.
"Nej, nej, jeg lér jo ikke," sagde han mumlende, thi han kunde næppe faa Læberne saa vidt aabnede, at han kunde faa Ordene frem, "jeg lér jo ikke"...
"Jo - du ler"...
"Nej, nej - ser du dog ikke," sagde William i rystende Angst, "jeg er alvorlig, jeg lér ikke." -
Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag:
"Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I lér alle - for jeg er gal, gal - gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen.
Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans Sindsro tilbage. Han matte først og fremmest ud, han matte kalde til Hjælp... Han maalte Afstanden til Døren. (S.109)

Med den sindssyges logik har faderen låst døren. Han tvinger nu William til at nedskrive sit 'evangelium', der er et bevidstløst kaudervælsk, hvor underbevidstheden brøler igennem overbevidstheden: Kvinder er dyr, der skal spærres inde i bure. Manden skal ødelægge uden ansvar, inden han selv bliver ødelagt. Den, som ikke gør sig til Herre, bliver Slave. Den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt.
Jo, moderen havde elsket en anden - sin fætter, betror faderen sønnen. Men nu er hun blevet en helgen, hvisker han, og selv er han forvandlet til den hellige Marcus, hvorpå han med et voldsomt hug tvinger sønnen ned på knæ for at bede til moderen. Faderens bøn stiger til råb og skrig, der bliver til en rallen, mens han med stive øjne og fægtende arme styrter næsegrus om på gulvet i et tungt fald.
Således forlod Williams ophav denne verden.

Flugtveje
Efter den tur er den 16-årige William dødsdømt. Et sådant ulivssår overlever ingen med personligheden intakt. Romanen skildrer da også fra dette centrum faser af nedturen til helvede.
Under afviklingen af hjemmet knyttes William stærkere til sine to søstre, hvor han skjult beundrer Ninas stolthed og styrke i altomfattende vanære. På kostskolen klarer han sig udmærket. Men han er på afstand af alting, sky og blasert, og så gammelklog, at det irriterer ham selv. I sin isolation læser han sig vind og skæv i Heine og Byron, der giver ham en mængde oplevelser og 'erfaringer', som han intet kan stille op med, bortset fra at de nærer dødvægten i hans forvejen extravagante, men skrøbelige position.
Han opsøger ofte slotskirken, hvor slægtens våbenskjolde hænger på rad og række i manende symbolsk anonymitet, som han med ærefrygt beskuer for at hente styrke til opbyggelsen af sin selvfølelse og personlige integritet, hvor resultatet af disse andagter i virkeligheden berøver ham samme og i stedet tynger ham endnu dybere med skamfølelsens dødvægt omsat til fantasiens heroiske drømme om at sejre.
Først da han bliver tiltrukket af Kamilla Falk, der øver sig på orglet i kirken, kommer han ud af sin kapsel, skønt hun er et dusin år ældre end ham. Hun er godsejerdatter, søster til hans klassekammerat på skolen og har desuden en forlist forlovelse bag sig. De nærmer sig gensidigt hinanden og udvikler et umage venskab, der bliver til den store uforløste kærlighed for begge parter.
Alligevel er det Falken, der forløser Høgen, da hun under en af deres mange diskussioner om teater, hvor det drejer sig om, hvorledes Tartuffe skal spilles, foreslår ham - at blive skuespiller. Hermed indtræder hun på moderens plads og indfrier samtidig hans drømme om at hævde slægtens æredrømme. Men i sit indre er han tynget af en alt for omfattende og dyb sorg til at kunne træde i et afbalanceret dynamisk forhold til skuespillet, og da det kommer til stykket og flere læseprøver med en professionel instruktør, formår han ikke at legemliggøre og artikulere rolleteksten.
Williams identitet sætter ikke de livsvigtige forvandlingskræfter i gang, men fastholder ham i en glansløs stivnen, fordi han inderst inde frygter sin identitet. "Sæden blomstrer" hedder Anden Bog med ironisk snert. Men der er intet, der blomstrer. Kamilla afviser ham i seksuel frustration, for selvfølgelig er han ikke andet end en "dreng", og hvad skal han stille op med den næsten 30-årige kvinde.
Sæden afblomstrer. William begynder at gå i opløsning.

Bundfald
De opretholdende kræfter består nu af hans studentereksamen plus det gode forhold til søstrene, Nina og Sofie. De flytter til København, hvor han ernærer sig som timelærer og desuden - proforma - er tilmeldt jurastudiet ved universitetet. Nina tror ikke på hans teatertalent og finder det desuden vanærende for slægten, hvis han skulle forfalde til en sådan udstillingsfigur.
I kostskoletiden identificerede William sig med Aladdin, hvilket gav ham et mentalt frirum, idet Aladdin er uden fortid. Nu gennemskuer han nødtvunget, at denne figur er et purt fantasiprodukt. Hvad værre er, tror Kamillas efterfølger, Margrethe Blom, heller ikke på hans talent som skuespiller.
Ved et bal hos hendes forældre, hvor forholdet definitivt går i stykker, træffer han de to personer, der skal blive hans medspillere på godt og ondt i den forestående tragedie, der udgør Tredje Bog med titlen "Golde Aks", nemlig hans 'tvilling', journalisten og forfatteren Bernhard Hoff og den skandaleombruste femme fatale, grevinde Eva Hatzfeldt.
På dette tidspunkt er William i konflikt med sig selv. Han gennemskuer sit dilemma, der består i selvbedrag og fantasteri på bekostning af ansvarlighed og viljestyrke. Ligesom han ikke formår at legemliggøre skuespillet, formår han ikke at omsætte sin selvransagelse i handling. I stedet følger han et tyst og sikkert instinkt, der fører den 20-årige til grevinden, der kunne have været hans mor.
I hendes moderlige favn genfinder William da også vuggevisens tryghed og trøst. Til forskel fra Stellas er denne 'vuggevise' i det violduftende, lakrøde og dunkle boudoir af en grådig animalsk natur. Det er den nydelsessyge, anonyme og tomme erotiks liderlige slaraffenland.

Depravation
William nedsænker sig viljeløst i dette balsamiske drivhus. Side op og ned dvæler Herman Bang ved parrets bizarre ekcesser og eksalterede ekshibitionisme. Eva Hatzfeldt plejer sin unge elskers sanselighed med udsøgt raffinement. Hun klæder ham ud i maskeradedragt, sminker og iscenesætter ham i erotiske tableauer.
Falskheden er ægte nok. Og i en filmatisering ville forholdet ikke kunne skildres uden bevægende og oplivende momenter. Hvilket par! Og alarmerende. Klip til faderen, der i morbidt raseri vender sig i sin grav. Moderen tier. Men da det går op for William, at grevinden har været både faderens og Bernhard Hoffs elskerinde, aner han langt om længe uråd og råddenskab, men indspundet som han er i venusbjergets vampyrisme, forbliver han den magtesløse tilskuer til sit eget forfald, fordi hans væsen participierer med denne dekadente deroute.
Da hans elskerrolle er udspillet, fordi grevinden har fundet en anden at lege med, er hans reaktion forfærdelig. Først bønfalder han om medlidenhed for dernæst at gå grassat som et skamskudt rovdyr i bur. Herefter står den på svireture, ludere og endeløse dage henslængt i den snuskede seng som livløs. Bevidstløst suppleret med moderne litteratur, der kan bekræfte ham i, at det hele er ad helvede til, tomt, stupidt og værdiløst.

Skuespillet
Lad os nu betragte Bernhard Hoff. Han er med sin illusionsløse kynisme og hypernervøse følsomhed den tidstypiske flanør og overklasseboheme. Og således dybt beslægtet med Willam Høg, men også hans modsætning. Læg mærke til de ombyttede initialer, BH, hvormed Herman Bang, HB, antyder det omvendte selvportræt.
Bernhard er nemlig i modsætning til William myreflittig, ironisk og blasert og dum i nakken - men flittig. Han arbejder og nyder livet. Og han forsøger faktisk at vække William fra hans dæmoniske døs og appellere til hans selvrespekt og handlekraft. Det preller til en vis grad af, for William betragter Bernhard som en bedrager og en nar.
"Du er en charlatan!", udbryder han således en dag, og det indrømmer Bernhard da rigtignok.
Alligevel er det Bernhard, der udvirker, at William får en enakter fra hånden. Ikke for sin egen skyld, men inspireret af at han hos vennen har mødt en ung mand med det æventyrlige navn Andersen, der brændende ønsker at blive skuespiller og debuterer som - Aladdin! Enakteren, der bliver opført med pæn applaus, bevæger William til at benytte sin indflydelse hos direktøren til at bane vej for hr. Andersen, der består optagelsesprøven og debuterer som Aladdin.
Selv tager William initiativet til at skifte navn og dermed identitet. Han hedder nu - og ikke for ingenting i forlængelse af romanens tematik, som den alene fremkommer i undertitlerne - Som man saar... - William Høst. Iført sin nye ham tager han engagement som provinsskuespiller. Her medvirker han i opførelsen af Ninon (Henrik Hertz), der symbolsk nok var Stellas yndlingsstykke, og som de spillede sammen for fulde gardiner, og desuden den tekst, hvorigennem han forbandt sig med den Kamilla, der troede på ham som skuespiller.
William er chevalieren i stykket. Nu som dengang. Stykket bliver en farce. Publikum ler på de forkerte steder og støjer i salen. Men i sidste akt, hvor chevalieren dør, tryllebinder William alligevel - ikke med sit spil, men fordi han er i trance. Han er ikke længere sig selv, men en hallucineret, der selvudslettende opgår i rollen. Ninon, der spilles af direktørens frue - "stiv, fed og lasket" - forvandles for ham til moderens elskede skikkelse.
I rollen som chevalieren og i stykkets dødsscene indhentes William omsider af slægtens galskab, idet han bukker under for virkelighedens tryk udenfor scenen og derfor som et foster kryber tilbage i moderhulen - på scenen.
Efter forestillingen vil han ikke modtage publikums hyldest: "Chevalieren er jo død".

Liv og talent
Ved siden af arvelighedsproblemet og det hermed forbundne forhold mellem degeneration og depravation, som vi vender tilbage til, er diskussionen om liv og talent, liv og kunst, det mest vitale og fremadrettede i romanen, ikke mindst fordi dette tema rækker ud over romanens egen fortolkningsramme.
Forholdet mellem Bernhard Hoffs og William Høgs livssyn og livsform har det været vigtigt for Herman Bang at sætte op, for i denne kombination eller kontrast åbner romanen sit indre budskab. Forholdet mellem liv og talent, liv og kunst forblev for Herman Bang en livslang uløst gåde.
Bernhard spiller skuespil med sit liv, som han iscenesætter med overbærende ironi og smagløs elegance. Det ydre er for ham en scene, hvor han optræder maskeret som sig selv, for herigennem at opretholde en distance indadtil i sit arbejde. Bernhard sikrer sig en platform og et råderum for sin karriere. Han skelner mellem liv og talent.
Med William forholder det sig omvendt. Han identificerer sig selvudslettende med de roller og de opgaver, han får, hvilket resulterer i, at der ikke er et personligt selv til at tage over, når komedien er forbi og livet følger med krav om vedligeholdelse. William vil som skuespiller ikke spille, men være sig selv. Han vil have, at talent og liv skal være et og det samme.
Da William har fået opført sin enakter, forsøger Bernhard at opmuntre ham til at fortsætte, for det er jo begyndelsen til at have noget at leve for. For William er det derimod slut, for han tror ikke længere på sit talent. I samtalens løb siger han:

"Kan Du huske, Du engang selv sagde til mig - men det var rigtignok om Dig selv, og det plejer at forandre Sagerne - at det var svært at leve for Talentet. Du sagde, at Livet og Talentet var ét, og saa naar Livet var ormstukket, saa var det svært at gøre noget for Talentet - saa blev det også anløbet..." "Ah bah, saadan noget siger man", svarer Bernhard. (S.339)

Herman Bang åbner med denne konfrontation tidligt for den konflikt, han aldrig i sit eget liv som kunstner fik et afklaret forhold til, hvilket måske har været hans force, idet konflikten kunstnerisk kan fungere som dynamo under skriveprocessen. Det kommer altid an på en prøve. Prøvestenen var for Herman Bang en kamp på liv og død. Livet er en modstand. Talentet er en modstand. Han ville overvinde dem begge. Herman Bang er ikke William Høst i dét stykke. Som skuespiller er han William Høg. Som forfatter Bernhard Hoff.
Det stabile i Herman Bangs ustabile liv er konflikten mellem liv og kunst. Den forbliver intakt, fordi den udløser et spændingsfelt, som han vedblivende arbejder udfra - i fremmede hovedstæder eller afsidesliggende provinshoteller.

Niels Lyhne
Med kort tids mellemrum i efteråret 1880 udkommer to romaner, der skal blive klassikere af den funklende slags i dansk litteratur: J.P. Jacobsens Niels Lyhne og Herman Bangs Haabløse Slægter. De to romaner har væsentlige lighedspunkter, hvad angår deres hovedperson, som de begge likviderer. Udviklingsromanen, der med disse hovedværker tager sit udspring, er afviklingsromaner, hvilket genrens kulmination, Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1896-1904), bekræfter. - Paradoksalt nok sker der ingen 'udvikling' i udviklingsromanen, hvis hovedpersoner er indviklet i dådløs stilstand.
Da Herman Bang også var kritiker, anmeldte han Niels Lyhne, da den udkom. Anmeldelsen stod i hans blad Nationaltidende, 3. april 1881 med overskriften "Vekslende Themaer. Kritiske Studier". Og med god grund for anmeldelsen er et essay, der i bogform fylder hele 16 sider. De var grundige dengang. Anmeldelsen er optrykt i værkserien Omkring Niels Lyhne (1972), s.108-122.
Der er tale om en betydelig kritisk fortolkning fra Herman Bangs side. Her skal vi blot uddybe vort tema omkring 'liv og talent', for det bekræfter Bangs optagethed af emnet, at han ikke har kunnet slippe det i omtalen af forfatterkollegaen, som han beundrede dybt og som han i øvrigt opsøgte samme år i Thisted. (jf. Epoke: Jacobsen plus).

Daadløshedens Bog er denne Roman. Niels' Liv er goldt, og hans Talent bliver goldt som hans Liv. Det er ganske simpelt, at det maa blive saaledes, Livet, man lever, er jo Talentets Stof, dets Næring, og Drømme ere Fastebrød for Ens Evner. Derfor faar Talentet ikke fastere Greb i ham end Livet. "Det havde intet Tag i ham hans Talent". (NL, 191)
Vi se det atter, at Talentet og Livet ere et, at det første ikke giver, hvad det sidste ikke har i Eie, og at Talentet bestandig gnaves af de samme Sygdomme, præges af den samme Goldhed som Livet, spaltes af de samme Strømninger som det." (S.121)

Det er skarpe ord, der gælder den dag i dag. Og det er i sådanne refleksioner, Herman Bang overskrider og fornyer traditionen og indtager en moderne position. Bangs roman er i tanke og appel mere moderne end Jacobsens, der til gengæld er et langt større kunstværk ved sine koloristiske stiliseringer i de sproglige gobeliner.
Bemærkelsesværdigt er det, at Herman Bang i den pågældende anmeldelse overhovedet ikke benytter ordet 'naturalisme', hvilket vidner om, at etiketten først i det følgende århundrede får aktualitet og først og fremmest i litteraternes og skolebøgernes regi. Her får den til gengæld ikke for lidt.

Brændingen
Sammenligner vi igen med Niels Lyhne, hvad angår den identitetshistoriske dimension, finder vi en slående lighed i hovedpersonernes adfærd og mentale konstitution sted. Williams far, Ludvig Høg, deler generation med Niels Lyhne (idet vi erindrer om, at Niels Lyhne ikke er en samtidsroman). De kommer begge fra fasttømrede og solide slægter, men er fælles om i deres væsen at være domineret af excentricitet og diffus erotik.
Det er tidsånden, der gør sig gældende. Enhver er barn af sine forældre - og enhver er barn af sin tid. Niels Lyhne og Ludvig Høg er vokset op i kølvandet på romantikken. En romantik der ikke var idyl og molsgardiner. Med romantikkens brand, der fængede over hele Europa, frisattes følelseslivet, sjælen, som argument i sociale forhold. Ægteskabet blev herfra indgået på baggrund af forelskelse, det vil sige irrationelle følelser, hvilket var noget nyt. Hermed kommer der noget hasarderet og vildt ind i tilværelsen, for med følelsens selvstændiggørelse bliver jeg'et på en anden og mere udsat måde centrum i den enkeltes liv.
Det er denne udsathed, der udløser dels sort angst og forvirring, dels længsel efter harmoni og skønhed. Sammenstødet eller samlivet mellem angst og længsel udløser det følelsesmæssige kaos, der er romantikkens. Nogle er mere udsatte end andre. Ikke alle brænder op. Det er denne identitetshistorie - som Danmarkshistorie - begge romaner er fælles om at fortælle.

Læg mærke til, hvor stor lighed der er mellem kvinderne i de to romaner. Mødrene i de to romaner, Bartholine Blide og Stella, ligner til forveksling hinanden. Om Kamille Falk og Edéle gælder det samme. Ligesom Tema Boye og Eva Hatzfeldt udfylder hinandens roller og uden større besvær kunne byttes om.
Haabløse Slægter og Niels Lyhne er fælles om at skildre romantikkens excentriske og depraverede understrøm ind i en ny tid, hvor især industrialiseringen og urbaniseringen tegner det nye rationelle og hæslige verdensbillede i karambolage med romantikkens vildskab og skønhedslængsel. I denne brænding går mange mennesker til grunde og mister eller tager livet. Hvilket det er romangenrens force at belyse indefra.
Den store forskel på romanerne er så, at kirkens status i den ene med modsat fortegn er overtaget af teatret i den anden. I begge lider troen - på henholdsvis Gud og talentet - dog nederlag.

Determination
Herman Bang forsynede sin roman med en advarsel. William Høgs liv syntes ham "levet til Advarsel" noterede han på romanens titelblad. Hermed lægges ansvaret for livsvejen og dens udfald hos William. Forfatteren har dog ellers gjort meget ud af hans barndom og opvækst for at anskueliggøre de forhold og omstændigheder, der har formet hans liv. Her udskilles to spor, der ikke mødes i én og samme fortolkning.
Arv og miljø danner tilsammen de dominerende kræfter i den naturvidenskabelige og naturalistiske forståelse af menneskelivet. I den grad at de er blevet fremstillet som den egentlige magt i tilværelsen. Udfra en sådan forståelse er mennesket determineret, hvilket vil sige 'styret' af disse kræfter. Arv ligger det under alle omstændigheder udenfor menneskets rækkevidde at lave om på. Man kan ikke ændre sine gener. Til gengæld har man mulighed for at ændre eller vælge sit miljø.
Haabløse Slægter belyser netop arvelighedens magt, men ønsker tilsyneladende at hævde en individuel advarsel. Hermed placeres ansvaret uden for en deterministisk forståelse. For en større magt end den, arv og miljø pålægger den enkelte, udgøres af, hvorledes den enkelte håndterer og forvalter sin arv og sine miljøtilknytninger. Med andre ord: En større magt end determinationen er menneskets forhold til de determinerende kræfter.

Læst sådan kan advarslen ikke gælde Williams arvelige degeneration, som han ikke kan anklages for. Spørgsmålet er snarere, om depravation er en naturlig følge af degenerationen? Kunne William ikke være blevet væk fra grevinde Hatzfeldts fetischistiske boudoir? Og kunne han ikke have ladet være med at blande sig med Bernhard Hoffs professionelle humbug?
Ikke ifølge Herman Bang. Han gennemfører på romanens handlingsplan et konsekvent deterministisk livssyn - som faderen så sønnen - samtidig med at han som fortæller tager afstand fra det. Søstrene, hvis positioner er ligeså udsatte, og som ifølge kvindehistorien er langt mere socialt undertrykte og uvelkomne i verden, bukker jo ikke under. De ranker derimod ryggen i modgangen.
På romanens eget fortolkningsplan hersker der flere ikke blot modsætningsfyldte men selvmodsigende udsagn. Hvilket ligeledes gælder de mange analyser, som romanen har lagt ryg til igennem hele det 20. århundrede. Og sådan må det næsten nødvendigvis være i forbindelse med så kompleks en historie.

I litterære analyser ligger faderens sindssyge fast som en grundsten. Men hvor 'sindssyg' er faderen egentlig? Da han sammen med William forlader hjemmet for at tage ophold på kurhotellet i Tyskland, fejler han tilsyneladende ikke noget. Gæsterne tror, det er William, der er til en side. Hans 'galskab' er udviklet i et hjem, hvor den unge hustru er ham utro, og hvor han er isoleret i forhold til familiens teaterpassioner. Han mister fodfæste mentalt og socialt, for det er ikke let at være borgmester i provinsen, når baglandet ligger i ruiner. Ansvaret for familiens tarv glider ham af hænde og kulminerer med hustruens død. Det forfejlede ansvar forstærket af erotiske udskejelser er det, han konfronteres med på hotelværelset i sønnens skikkelse, da alt ramler.
Kan en sådan ansvarsløshed, der er produkt af en proces med flere ubekendte, gives i arv? Under alle omstændigheder er det, hvad Herman Bang gør. Det er ansvarsløsheden, den manglende tro på sig selv, han advarer imod på romanens titelblad. For der var jo muligheder for William og farbare veje. Enakteren pegede fremad. Men han valgte at skifte identitet for at gennemføre den af moderen plantede drøm, men i negativ.

Frygten for sin identitet, som William af gode grunde nærer, vender han sig ikke imod for at passere igennem i forsøget på at ophæve frygten. Han vender om og stikker af. Flygter man fra frygten, kommer den efter én og æder sjælen op. Så er der kun nedtællingen tilbage.
Er Herman Bang determinist? Eller er determinismen i Haabløse Slægter en konstruktion? Spørgsmålene er åbne, og det har de sikkert også været for den 22-årige forfatter, der lader sin selvbiografiske 'helt' gå til grunde. Men i det virkelige liv tog William alias Herman Bang kampen op.

Det nye
Hvor realistisk er nu denne roman, der intonerer den nye realisme i Danmark?
Hører vi om madlavning? Om indkøb? Om tøjvask? Om rengøring? Ikke ét ord! Det er dog ellers operationer, der dækker et betydeligt område af en realistisk opfattet hverdag. I en sådan optik er Leonora Christines Jammersminde (1673-1685) mere realistisk end Herman Bangs roman. Realismen må altså ligge et andet sted.
Hvorfor hedder den Haabløse Slægter? I flertal - når den dog tydeligvis blot omhandler én slægt. Og ville en titel som Den haabløse Skuespiller ikke vinde i præcision i forhold til romanens stof og emne? Det er spørgsmål om perspektiv. Og når Herman Bang har valgt en så altomfattende og bombastisk titel, skyldes det, at han har villet indskrive sin roman i det store perspektiv. Han har villet skrive Danmarkshistorie.
Ved siden af at være romandigtning er romanen - i lighed med Niels Lyhne - historieskrivning. Romanen tilstræber igennem skildringen af tidsbilledet, der eksemplificeres ved konkrete personers konstellationer, at fortolke en periodes identitet. Når kulturhistorie og identitetshistorie skrives igennem subjektivt oplevede livsforløb, afhænger romanforfatterens autenticitet som historieskriver af hans evne til virkelighedsgengivelse og sandhedssøgen.
Det er her den kritiske - eller naturalistiske - realisme skal stå sin prøve. Forfatteren holder et spejl op for sin samtid. At samtidens myndigheder i retssystemet og i det litterære anmeldersystem ikke kunne goutere romanen, skal ikke her hænges ud for. De har taget litteraturen og Herman Bang alvorligt. At stemple dommen over romanen - 100 år senere - som udtryk for en bornert samtids kønsforskrækkelse, finder jeg for letkøbt og kliché.
Selvdestruktionen og det sygelige sortsyn er så udsøgt gennemført, at det ikke gør ondt, men snarere virker ondskabsfuld. Herman Bang tog da også dommen med sindsro, hvilket et brev til hans forlægger vidner om (Omkring Haabløse Slægter, s.129). Her er den unge forfatter ivrigt optaget af sensationens pekuniære muligheder.

Litteratur om Haabløse Slægter

	Povl Schmidt: Elendighedens driftskapital. I hans: Uvisse forvandlinger. Læsninger i det modernes skandinaviske opbrudslitteratur i 1880erne. (1994).
	Klaus P. Mortensen: Sonderinger i Herman Bangs romaner. (1973).
	Omkring Haabløse Slægter. Udgivet af Mette Winge. (1972).
	Knud Wentzel: Fortolkning og skæbne. Otte danske romaner fra romantismen og naturalismen. (1970).
	Harry Jacobsen: Den unge Herman Bang. Mennesket, digteren, journalisten og hans by. (1954).
	Andre bøger, tidsskrift- og avisartikler om Håbløse slægter

Til toppen
Til Ved Vejen
Tilbage til Herman Bangs hovedside

Denne side er publiceret på internettet 13. juni 2000. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2000 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.