Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. Epoke - danske romaner før 1900

Ud- eller afviklingsroman?
I litteraturhistorien bliver Lykke-Per ofte fremstillet som fantast. Ligesom hele værket opfattes som Henrik Pontoppidans heroiske opgør med fantasteriet. For en nøjere betragtning kan disse synspunkter virke besynderlige og måske uholdbare. For vi må på baggrund af en læsning af romanen spørge, om ikke Per orienterer sig efter virkeligheden?
Livsløbet aftegner en række stationer, hvor der foretages valg. Disse valg er afgørende for hovedpersonens livsvej eller skæbne. Per bryder med barndomshjemmets pietisme, fordi han finder, det bygger på et formørket fantasteri. Han lader sig ikke optage i kunstnernes cirkler, fordi han ikke føler sig tiltrukket af deres forsumpede fantasteri. Han trækker sig ud af familien Salomons hjem, fordi han ikke bryder sig om fantasteriet i den ydre pragt og i de finansielle cirkusnumre. Ydermere har han valgt at blive ingeniør, fordi faget har med den konkrete virkelighed at gøre.
Per er fremstillet som realist, men ikke nogen entydig sådan. En realist behøver ikke nødvendigvis at være en træmand. Han slår nogle kolbøtter i Berlin og Rom, men hvor gammel er han? 23 år! - I Jylland og i sit ægteskab forsøger han tålmodigt at opsøge og realisere virkeligheden. Det kan således forekomme svært at fastholde et billede af Peter Andreas Sidenius som fantast.

Fantasteriet i Lykke-Per ligger da også placeret et andet sted, nemlig hos forfatteren. Fantasteriet er helt på Pontoppidans regning. En romanfigur har jo ikke en kinamands chance for at realisere endsige finde sig selv og sine egne ben at stå på!
Per er fremstillet over en kontrast imellem 'natur' og 'sjæl', hvorimellem - hvad vi så i det centrale citat ovenfor - der ikke fandtes en "bærende Bro". Enten var lykke tilegnelse (natur) eller forsagelse (sjæl). Denne kontrast - eller teori - skal Per lægge krop til som 'livshistorie'. I denne optræder han både som ekstremt letsindig og ekstremt tungsindig. Ekstremt stærk og ekstremt svag. Ekstremerne er fra forfatterens side så store, at hans hovedperson delvist forsvinder som menneske - og dermed som realitet for læseren.
Pers omgivelser - pårørende, kærester, hustru og familie, venner og bekendte - træder tydeligt frem for læseren, ligesom de skiftende miljøer og tidsbilleder gør det. Hovedpersonen - gør det derimod ikke! Han forbliver ligesom et usynligt centrum, et sort hul, det nåleøje, hvorigennem forfatteren skriver sin historie.
Historien er i sin understrøm behersket af forfatterens splittelse imellem et asketisk ideal og en overlegen materialistisk livsholdning. Læg mærke til at pengene får det sidste ord mellem Per og Jakobe, ligesom hele værket afsluttes med ordet "pengeværd" i forbindelse med Pers efterladte dagbog. Hvad Pontoppidan derfor har lagt ud i en 'livsroman' er en anskueliggørelse af sin egen vildrede imellem to magter: Pengenes ydre magt (materialisme) og sjælens indre magt (idealisme). Hvilken magt er styrende?

I dag ville spørgsmålet sikkert besvares med et afslappet 'både-og'. For 100 år siden har problemstillingen tilsyneladende været mere skærpet, idet menneskeheden står overfor et svimlende nyt århundrede i videnskabens og industrialismens tegn. Tiden råber på handlekraft, initiativ, vision og investering. Men i angst for at blive løbet over ende af guldkalven, løfter den forpinte sjæl sin stemme fra personlighedens urgrund: Hvad er magt? Hvad er lykke? Hvem er jeg?
I et brev til Inger skriver Per: "Det er da ikke, som jeg undertiden i mismodige Øjeblikke har troet, det blinde Tilfælde, der har raadet for min Skæbne. En indre Magt, hvilken denne nu er, har haft Styret over min Livsbaad, selv naar denne tilsyneladende har drevet for Vind og Vove".(III, S.297).
Med dette citat in mente vil vi nu sammenligne udviklingsromanen og dannelsesromanen som genre. Lykke-Per placeres litteraturhistorisk som den klassiske udviklingsroman, der er en moderne version af dannelsesromanen, hvis klassiker er M. A. Goldschmidts roman Hjemløs (1857). Teoretisk er forskellen den, at mennesket i dannelsesromanen er styret af en bestemmelse (skæbne), der kommer til udtryk som forsyn repræsenteret ved en indre magt. Ifølge det idealistiske livssyn er det menneskets opgave at bringe sig i overensstemmelse med livets ydre og indre love, for således at kunne virke i tilværelsens ligevægt. Ligevægten kan krænkes, og derved vise sin gyldighed. Men den ejer mulighed for genoprettelse, for det er ligevægtens lov. Bagefter er intet dog ikke som før.
I udviklingsromanen er en sådan menneskeforståelse forældet. Udviklingsromanen udelukker en metafysisk tolkning af menneskelivet, der begribes udfra naturvidenskabelige forståelsesformer. Sjæl og skæbne ser naturvidenskaben bort fra som fantasteri. Sjæl er kemi.

Henrik Pontoppidan har tydeligvis været splittet i forhold til styringen og fortolkningen af denne livshistorie. Naturalismen er i 1890erne som udtryksform på grundig retur, skønt det moderne gennembruds ideologi stadig har styrke: Tankens frihed, frigørelse fra fortiden, fremskridtsideens fanfare. I 90erne finder samtidig et sjæleligt gennembrud sted i kunsten - vendt mod naturalismens dysterhed - i form af en frodig, visionær men også melankolsk symbolisme. Over fordisse kunstneriske og filosofiske strømninger har Pontoppidan været splittet. Han tager ikke tydeligt stilling i den litterære debat og heller ikke i sit værk, skønt han kommenterer forskellige kunstneres, journalisters, redaktørers, videnskabsmænds for ikke at tale om præsters personligheder med sarkastisk vid og præcision.
1890ernes problemstilling er netop en konfrontation imellem 'sjæl' og 'natur'. Et livsdrama, der stak dybt. Det er denne problemstilling Pontoppidan tager op i stort regi med Lykke-Per. Livskampen i romanen gælder kampen imellem sjæl og natur.
I virkeligheden er det William Shakespeares 'To be or not to be', der passerer revy. Problemstillingen er hermed tydeligere som dynamisk motor eller trick i en dramatisk iscenesættelse. For religionshistorien kunne godt bringes til at give andre svar. En religiøs livsforståelse er jo ikke fremmed for at 'væren' går igennem 'ikke-væren'. At de to 'livsformer' ikke udelukker, men betinger hinanden. Her er der mulighed for adgang til bevægelsesmagt, skabelsesfryd, livsmusik.
Spørgsmålet er derfor, for nu at vende tilbage til Lykke-Per som romangenre, om den er en så suveræn udviklingsroman, som den i tidens løb er blevet gjort til? Eller - når det kommer til stykket - er en dannelsesroman? Pers liv styres - også i hans selvforståelse -udfra en 'indre Magt', hvilket romanhandlingen giver flere eksempler på, og hvilket jo er dannelsesromanens kriterium! Spørgsmålet er derfor nærliggende. Mest nærliggende er det måske, hvad denne analyse tenderer imod, at se den som en afviklingsroman. - Finder der overhovedet en udvikling sted? Afviklingen er under alle omstændigheder tydeligere. Ligesom romanen midtvejs 'slipper' sin hovedperson. Pers hverdagsliv sammen med Inger og børnene interesserer ikke forfatteren, så de 6-7 år springes over. De sidste l4 leveår registreres blot (som postulat) i en summarisk epilog.
Sådan kan en livshistorie ikke hænge sammen! Gyldigheden brister, hvilket hænger sammen med, at Peter Andreas Sidenius ikke er bogens helt, men dens skygge. Et offer for forfatterens idefilosofiske lidenskab. Ordet 'lykke' i titlen bliver vægtløs af ironi. En rigtigere titel ville derfor have været Skygge-Per. Men så havde den sikkert ikke solgt så godt!

Litteratur og links om Lykke-Per

Om Lykke-Per-motivet hos andre forfattere.
Udgaver af Lykke-Per
Tolkninger og analyser af Lykke-Per i litteraturhistoriske værker
Om Lykke-Per i tidsskrift- og avisartikler
Hvad gør vi ved Henrik Pontoppidans "kasserede" ting?. En artikel af Thorkild Skjerbæk i Bogens Verden, 1995, nr. 2.

Det forjættede Land
Tilbage til Henrik Pontoppidan

Publiceret 30. december 1998. Opdateret 26. juni 2006.
© by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.