Romankredsen Det forjættede Land består af tre sammenhængende romaner: Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895). I 1898 genudgivet i en samlet udgave - men her uden den tidligere undertitel 'Et Tidsbillede'. i 1997 er værket atter på markedet i en ny udgave ved Det danske Sprog- og Litteraturselskab.

Muld (189l)
Motivet er det genkendelige og prøvede hos Henrik Pontoppidan: Arv og miljø - som dobbeltkontrast og dobbeltkonflikt. I det ydre 'dobbeltkontrasten' mellem to kulturer - land og by. I det indre 'dobbeltkonflikten' mellem to naturer - moderens og faderens.
    Emanuel Hansted er navnet på romanens hovedperson. Synsvinklen er tilrettelagt således, at hans personlighed og levevis forklares indefra. Igennem en sådan optik opnår Pontoppidan, at hans hovedperson vinder læserens sympati. Hans far er departementschef og etatsråd - og allerede herved aner læseren, at det skal gå galt. Moderen er religiøst orienteret og optaget i grundtvigske højskolekredse. Allerede her... Sammen med hende har Emanuel, når han ser tilbage, de bedste stunder i sit liv. Derfor vælger han til faderens fortrydelse teologi som studium.
    Efter endt eksamen får han embede som kapellan i en sjællandsk landsby. I mellemtiden har moderen i et anfald af religiøs psykose taget sit liv. Når han har slået sig ned på landet, er det mere i protest imod bylivets kultur (faderen), end det er af en tilskyndelse indefra. - Hvilket mellem linierne fremstår som uheldsvangert.
    En dag sendes han af provsten til en syg og næsten døende kvinde, Hansine. Han plejer hende n ved sine besøg på husmandsgården, læser for hende nogle af de vers, moderen sang for ham selv engang - og hun kommer sig. Og hun bliver hans hustru.
    Sammen skal de nu opbygge og gennemføre det sunde, stærke, jævne og naturlige liv på landet. Langt borte fra hovedstadens forcerede overfladeliv, talemåder og udlevede sump.

Det forjættede Land (1892)
I dette andet bind er der gået syv år. Åbningsscenen indeholder Emanuel selv bag ploven i det vidtstrakte landskab. Han er nu midt i det 'forjættede' land - og i Pontoppidans skruestik. Langsomt og ubønhørligt vil han blive knækket. Læseren aner det, men hvordan vil det ske?
    I ægteskabet er der tre børn. Et dør, den mellemste dreng, af en ørelidelse. Ifølge Emanuel var det ikke nødvendigt med en læge: Gud og naturen helbreder den slags.
    I Præstegården, hvor han holder Folkestue, kommer det til en åben konflikt, idet han tager 'friheden's parti ved regeringens grundlovsbrud i 1885. Herefter er han isoleret i sin egen menighed.
    Samtidig slår hans reformvenlige landbrugspolitik fejl med alvorlige økonomiske følger, således at han udvikler en betydelig gæld.
    Men ikke nok med det. Han skal også tiltrækkes af provstens datter, erotisk og intellektuelt. Heraf følger en skilsmisse. Hansine bliver på landet hos en veninde. Emanuel flygter til København.
    Han har tabt. Forfatteren kan trække sig tilbage. - Han har vundet!

Motivet - Hele dette handlingsforløb er udfoldet med et stort persongalleri med repræsentanter fra alle sognets klasser og miljøer. Vi får et kig ind i landlivets hverdagsdrama på især ondt. Bigotteriet, småligheden, snæversynet gør forfatteren inderligt rede for.
    Emanuel Hansteds impuls og motiv til at ville leve sit liv på landet som præst og bonde bliver der ligeledes gjort rede for. Han har næret et oprigtigt ønske om at leve blandt jævne mennesker, at tage ved lære af almuen og selv stille sig til rådighed. Og han glæder sig på et tidspunkt over "at have fået Lov til efter fattig Evne at bygge med på Sandhedens og Retfærdighedens forjættede Rige." (Org. udg., s. 92).
    For ham er naturens kredsløb og lovmæssighed et mirakel, som han selv vil bestræbe sig på sammen med sin familie og menighed at være en del af. Foran kornmarken står han sammen med Hansine og ungerne i taknemmelig forundring.

Dobbeltblikket  i romanens rum sættes ind fra anden side. I en samtale med provst Tønnesens datter udbryder denne: "...efter min Mening er alt dette med Naturens Skønhed og Højhed o.s.v. ikke andet end en Fabel, som dårlige Digtere og åndsfattige Malere har fået os til at tro på, og som de fleste Mennesker driver et frygteligt Hykleri med. Jeg for mit Vedkommende kan ikke komme udenfor Københavns Gader og møde Synet af de skaldede Marker, de ensformige Veje og denne urimelige Mængde ganske øde Himmel uden at komme til at tænke på den kolde Rullestue, hvor jeg som Barn fik mit Bad. Hvor meget Solen end skinner, og hvor grønne Markerne er, det forekommer mig altsammen så goldt, så nøgent og trist, at det får mig til at fryse. Og når jeg så tænker på den evighedslange Vinter, på de bælgmørke Aftner og Nætter, på Stormen, Regnen og de bundløse Veje (...) så synes det hele mig så umenneskeligt... ja, og så uværdigt!" (S.180; org. udg.)
    Mon ikke Frøken Tønnesen her er det åbenhjertige talerør for Henrik Pontoppidan selv? Jeg tror det. Romanteknisk er denne 'negative' synsmåde nu optages i læserens bevidsthed - men udenom romanens hovedperson. En teknik Pontoppidan ofte benytter sig af.

Blændværket - Et tilsvarende 'dobbeltblik' oprettes igennem romanens grundtema: Blændværk vs. Realitet. Det introduceres af den drikfældige dyrlæge på stedet, Aggerbølle, der tidligt i romanen gør sig umulig med noget 'troldevrøvl' hos Købmand Villings: "...Der er noget Troldskab herude på Landet... noget Djævelskab... (...) noget, som stjæler Livskraften fra os, som malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen på dem, hvis Vugge ikke har stået ude under den store Himmel." (Org. udg., s. 71).
    Da det lakker mod enden for Emanuel ved romanens slutning, dukker dyrlægens druksnak op igen (skønt Emanuel ikke var tilstede ved den lejlighed!), idet vi delagtiggøres i hans tanker under opbruddet: "Hvortil nyttede det at lyve for sig selv... og for andre? Der var faldet Skæl fra hans Øjne, og han forfærdedes over, hvad han så! (...) Der måtte være noget Blændværk i Luften herude; og han havde selv været inde under Fortryllelsen. (...) Han følte sig som en, der vågner op af en lang, tung søvn... som en Bjærgtagen, der efter otte Års Liv i Troldenes Høj pludselig kender sig selv igen..." (Org. udg., s. 295).

Fortryllelsen - Ægtefællerne skilles i mindelighed. Hansine har taget initiativet, da hun mærker, at Emanuel ikke trives. Han skriver til faderen og beder om et kort ophold i hans store lejlighed for ham og småpigerne. Faderens svar er romanens store kup! Brevet bekræfter Emanuel i opbruddet, og han glæder sig ligefrem til at bebo sine gamle værelser med udsigt til Børsen, Kanalen og Christiansborg Slot.
    Da flyttelæsset kører bort fra præstegården vinker han - og beder pigerne gøre det samme - til Hansine, der står langt borte på en høj. Men hun vinker ikke igen. Står der blot som en billedstøtte.
    Hermed slutter egentlig romanen. Dens atmosfære, fortællestil og handling fortsættes ikke i trilogiens 3die bind.