Johan Ludvig Heiberg: Vendepunktet 1830. Epoke

Vendepunktet 1830
1830 bliver på flere fronter et vendepunkt for den snart 40-årige Johan Ludvig Heiberg, således at man kan tale om et tydeligt 'før' og 'efter'. Som fastlønnet teaterdigter er han fra nu af tilknyttet Det Kongelige Teater, hvilket ud over egenproduktionen af skuespil indbefatter prologer til de kongeliges festdage, lejlighedsdigte og oversættelser. Omstillingen i det ydre medfører en omstilling i det indre, der resulterer i, at han kommer i opposition til sin tidligere liberale omgangskreds, hvis politiske organ er dagbladet Fædrelandet.
De liberale er den tids venstreorienterede og arbejder politisk for en fri forfatning. Heiberg, der menneskeligt begynder at føle sig bedre tilpas blandt konservative og teologer, modarbejder ikke kampen for en fri forfatning, men han er ikke blind for, at overgangen fra oplyst enevælde til demokrati, hvor med hans egne ord enhver spækhøker og marskandiser får stemmeret, vil afstedkomme en betydelig nivellering. Og hvem siger, at flertallet altid har ret? Det er kattepinen for den på samme tid folkelige og aristokratiske Heiberg.
Desuden er han ved at være godt træt af den ukultiverede politiske jargon: det markskrigeriske, sammenbidt skråsikre og evigt appellerende, der er uden varme og humor. Han foretrækker en god passiar over en flaske champagne uden af den grund at tilhøre 'stilstandsmændene'. Og hør latteren! - hør de livsberusende latterkaskader fra Heibergs bord, hvor der altid befinder sig nogle intelligente, lattermilde og indtagende damer.

At sætte sig mellem to stole er ikke noget kunststykke for en kunstner og kan være både befordrende og igangsættende. Kunstnerisk bliver 30erne en frugtbar periode, der kulminerer med vaudevillen "Syvsoverdag" (1839) og udgivelsen af hans store og klassiske digtsamling, "Nye Digte" (1840). Uden betydning for kursskiftet er det heller ikke, at den populære Frederik VI udnævner ham til titulær professor som tak for vaudevillen "Prinsesse Isabella" (1829), der opføres i forbindelse med den 35-årige arveprinsesse Carolines bryllup med den jovialt mørnede prins Ferdinand. Hun var svær at afsætte.
Men ikke mindst medvirkende er, at Bakkehuset lukker i 1830, hvorved vendepunktet sættes i relief, idet ånden herfra overføres til hans og Thomasines lejlighed på Christianshavn. Kamma Rahbek er død året forinden, og året efter følger Rahbek, der ikke kunne udholde at leve halveret. Salonkulturen hos Heibergs er af en lidt anden karakter end den idylliske og poetiske åbenhed på Bakkehuset, hvor gud og hvermand med lidt talent kunne komme og få opmuntring. Atmosfæren i lejligheden på Brogaden er mere borgerlig og zirlig.

I Thomasines simple og stilrene gemakker er selskabeligheden dog ligeså hjertelig og inspirerende for tidens kunstnere som på Bakkehuset, og her kommer de alle sammen: Poul Møller, der er Thomasines helt personlige helt, Chr. Winther, Paludan-Müller, H.C. Andersen, H.P. Holst, Henrik Hertz, komponisterne Weyse, Kuhlau og J.P.E. Hartmann, biskopperne Mynster og Martensen, P.V. Jacobsen samt ministrene Madvig, Andræ, Nathan David, C.C. Hall og mange flere ved siden af familiebesøgene, hvor især Camilla gør sig gældende.
Kulmination udløses i 1831, da Heiberg gifter sig med Johanne Luise efter flere års forhalinger og omveje. De bliver viet ved en asketisk ceremoni i Slangerup Kirke, hvor hans tidligere lærer Peter Hansen er præst. Kun Collin og brudens fader er tilstede som forlovere. Hvedebrødsdagene holdes i et lille lejet hus i Kongens Lyngby overfor kirkebakken.
Tilbøbsstykket i hjemmet har naturligvis i høj grad været Johanne Luise, hvad Heiberg vidste alt om, da ALLE var håbløst forelsket i den berømte og skønne. Han kunne højt og flot se bort fra det, da betagelsen faldt tilbage på ham som indehaveren, hvilket har frydet hans forfængelighed. Desuden kunne han trygt stole på fruens ærbarhed, hvad der yderligere styrkede ham, ikke mindst moralsk.

Til 7. Johanne Luise Heiberg
Tilbage til 5. Postflyveren
Tilbage til Johan Ludvig Heibergs hovedside