Mathilde Fibiger: Clara Raphael, 1: Genre, tid og ide. Epoke

Genre, tid og idé
"Clara Raphael" er dansk litteraturs første egentlige guvernanteroman. Arbejdet som guvernante - huslærerinde - er periodens eneste dannede næringsvej for den selvstændige kvinde. Igennem 1800-tallets første halvdel er guvernanteromanen i England en yndet genre. Først i 1847 binder et dansk forlag an med den, da Charlotte Brontës Jane Eyre udkommer i oversættelse.
Om denne roman hører med til Mathilde Fibigers forudsætninger er uvist, da den ikke er omtalt i hendes korrespondance. Derimod har hun utvivlsomt læst flere af Thomasine Gyllembourgs fortællinger, skønt vistnok uvidende om, at 'Forfatteren til en Hverdags-Historie' skjuler en kvinde. Hverdagshistorierne (1826-1845) indeholder flere af guvernanteromanens elementer, først og fremmest at handlingen er koncentreret omkring det kvindelige univers med feminismen som omdrejningspunkt.

Romanens idé om kvindens selvbevidsthed og selvstændighed er dens originalitet. Forestillingen om kvindens emancipation har ikke tidligere været fremført så tydeligt. Thomasine Gyllembourgs romaner udspringer af et følelsesmæssigt oprør imod det mandsdominerede ægteskab i forlængelse af den franske 1789-revolutions politiske friheds- og lighedsidealer. Gyllembourgs forestillinger om kvindens frigørelse er udelukkende af åndelig art, men med kravet om lighed i kærlighed.
Friheds- og lighedstankerne fra århundredets begyndelse opnår en foreløbig kulmination med junigrundloven af 1849. Frihedssuset fra denne begivenhed og den nationale begejstring efter den sejrrige udgang af Treårskrigen mod hertugdømmerne og Preussen (skønt internationalt iscenesat) er centrale drivkræfter for Mathilde Fibigers arbejde.
Frihedsideen for kvindernes vedkommende formuleret af en kvinde er det nye. Vel at mærke indenfor den danske romans horisont. For tankerne om kvindens selvstændighed har internationalt været i cirkulation, siden Mary Wollstonecraft i 1792 fremstillede sit forsvar for kvindens rettigheder.

Mathilde Fibigers forfatterskab udspiller sig over kun fire år fra den opsigtsvækkende debut i 1850 til og med romanen "Minona" i 1854. Herimellem foreligger flyveskrifterne "Hvad er Emancipation?" og "Et Besøg" samt romanen "En Skizze efter det virkelige Liv".
Da "Minona" bliver en stor læserfiasko og desuden vækker hendes søskendes mishag, opgiver hun. Men ikke sin idé om kvindens selvstændighed. Den vedligeholder hun igennem dens socialisation som selverhvervende telegrafist. Dette arbejde rummer for Mathilde Fibiger en åndelig dimension, hvilket hun giver skriftligt udtryk for ved sin optagelse i Dansk Kvindesamfund i 1871.
Til forfatterskabet hører endvidere tre vigtige artikler: Forord til udgivelsen af Ilia Fibigers Digtninger (1867) samt to bidrag til det svenske kvindemagasin Tidsskrift för Hemmet, "Den ensommes Hjem", 1869, og "Leonora Christine", 1870.

Til 2. Heiberg og Fibiger
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside