Mathilde Fibiger: Clara Raphael, 2: Heiberg og Fibiger. Epoke

Heiberg og Fibiger
Når den kun 19-årige forfatter sender sit romanmanus til den 58-årige teaterdirektør og professor Johan Ludvig Heiberg, er motivet ikke blot en opportun eller impulsiv manøvrer som skrabud for berømtheden. Det skyldes snarere en fornemmelse af æstetisk-eksistentiel beslægtethed, hvad angår den kvindelige emancipation.
Til forhistorien hører, at Heiberg har skrevet et lystspil "Valgerda", der bliver opført på Det kgl. Teater i 1846 med fru Heiberg i en af hendes yndlingsroller som Juditha (Valgerda). Stykket handler om emancipation og kvindenatur formet som en lystig hyldest til den frimodige kvinde. Det tager udgangspunkt i virkelige begivenheder i forbindelse med sprogstriden i Sønderjylland, hvor en ung dansk kvinde i et avisindlæg under pseudonymet 'Valgerda' taler en tysk autoritet midt imod vedrørende krigen.
'Valgerda' viser sig at være en søster til forfatteren Benedicte Arnesen Kall, der sammen med flere af tidens skrivende kvinder, blåstrømperne Athalia Schwartz, Augusta Hall og de norske frontkæmpere Camilla Collett og Magdalene Thorsen som husvenner kommer hos Heibergs. Dette miljø har Mathilde Fibiger naturligvis været tiltrukket af og sikkert gerne villet tilhøre.

Heiberg bliver grebet af romanens kvaliteter og sender straks et langt brev til den ukendte, hvis identitet han samtidig forsøger at få opklaret i sin omgangskreds. Da han, der har et vovet øje for den lette erotiske flirt, hører, at der er tale om en nydelig, ung kvinde af god familie, bliver hans fascination ikke mindre. Op for blusset bliver der yderligere skruet, da hans nye Valgerda svarer henrykt på hans brev.
Det bliver til en længere korrespondance, hvor Heiberg alene i november måned sender hende seks breve, som alle bliver lifligt besvaret. De aftaler at mødes, når guvernante-skribøsen ved juletid kommer til København. At Heiberg er forelsket trækker jo ikke fra, men vigtigst for Mathilde Fibiger har det utvivlsomt været, at pennevennen oprigtigt roser hendes stil og vil sørge for romanens udgivelse på det prominente C.A. Reitzels Forlag.
De mødes flere gange på Heibergs kontor, indtil det bliver Johanne Luise og Thomasine for meget, da den aldrende Don er ved at miste kontenancen og gøre sig latterlig overfor sin nye elverpige ved siden af alle balletpigerne. Også Ilia lægger sig imellem og griber ind overfor den fortryllede lillesøster. Mere kommer der så ikke ud af den affære, selvom parret har været dybt betaget af den gensidige opmærksomhed og ømhed. De har - ligesom deres efternavne - spejlet sig i hinanden.

Forordet af Johan Ludvig Heiberg til romanen, som han desuden lægger navn til som udgiver, er et lille mesterværk. Den store connaisseur introducerer raffineret og med overbevisning den purunge debutant for læserverdenen. En litterær eftertid har bedømt dette forord særdeles negativt, for ikke at sige latterliggjort det, den gamle nar, hvilket er absolut uretfærdigt. Heiberg har jo hørt græsset gro og følt sig i pagt med den vågnende kvindelige bevidsthed, poesiens friskhed og den sakrale frigørelsesånd i bogen.
"En Passionsblomst, der er plantet i en Kaalhave" signerer Heiberg forfatterinden for at forberede det åndfulde værks nedslag i en prosaisk tid. Dén skulle imidlertid komme retur. Da Johanne Luise året efter blander sig i den debat om emancipation, som romanen rejste, skriver hun i sin artikel "Quinde-Emancipation" fnysende, idet primadonnaen sammenligner de frigjorte kvinder med bizarre planter uden næringsværdi: "Planter Kaal, og see, hvorledes den daglig groer, saa kommer I jer nok!"
Heibergs billede bryder Mathilde Fibiger sig i øvrigt heller ikke om, da hun altid godt har kunnet lide kål - både som væsen og som spise.

Til 3. Englebrevene
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside