Mathilde Fibiger: Clara Raphael, 4: Åbenbaringen. Epoke

Åbenbaringen
Clara viser sig at være ikke en politisk-social forkæmper for kvindesagen, snarere en religiøs. Ideen er at kæmpe for det himmelske imod det jordiske, og hendes ideal bliver Schillers Jeanne d'Arc, jomfru og kriger. Det er her, Heiberg i forordet må minde om, at idé og ideal er blandet abstrakt sammen, idet idé og ideal ifølge ham er foreningen af det himmelske og jordiske hos en anden jomfru, nemlig Maria af Nazareth.
For Clara Raphael står det imidlertid klart, at Gud og Verden er uforenelige, og at man derfor må vælge. Hun vælger Gud, da det for hende ville være "aandeligt Selvmord" (s.38) at undertrykke længslen efter det guddommelige. På dette plan forbinder hun sig med kvindelige mystikere i den katolske tradition, en Katerina af Siena (1347?-1380) eller Birgitta af Vadstena (1311-1381).
Imidlertid er Clara ikke katolik. Og hun går ikke i kloster som en anden clarisse. Klosteret er hendes tankeverden. I en tale, hun bliver bedt om at fremsige i den lokale præsts hjem efter dennes prædiken, som hun har ytret sig kritisk overfor, siger hun ligeud, at hun ikke tror på den kristne gud, trinitetens 'fader, søn og helligånd', der for hende er en abstraktion. Hermed indgår hun forud i et forbund af religiøst orienterede danske forfattere, for hvem Gud eksisterer som realitet (teisme), men som ikke er kristne: H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Karen Blixen, m.fl.

Til venindens behjertede kommentar, at hun ikke kommer igennem verden på den måde og aldrig vil blive lykkelig, svarer hun, at det sidste hun af alt ønsker er den materielle, jordiske lykke, der ihjelslår ånden. "Jeg vil hverken eie eller have hvad Folk kalde Lykke! Frihed er den eneste Lykke jeg tragter efter" (s.45). Med højtidelig alvor hedder det: "Nei, jeg er ikke alene! Gud er min Fader, Danmark er min Moder" (s.47).
Myten om Adam og Eva fortolker Clara i overensstemmelse med den himmelske idé, at Gud i og med syndefaldet (som evnen til at skelne mellem godt og ondt) gav menneskeparret en fri vilje: "Paa den ene Side var Kamp, Synd og Møie, men tillige fri Villie og Selvbevidsthed. Paa den anden Side - Paradis! Mennesket valgte det første" (s.56). Og det ville Clara Raphael også have gjort.
Friheden er den himmelske idé, som hun vil arbejde for: "Ligesom Ordet er et Udtryk for Tanken, skal den sande Frihed udgaa indvendig fra Menneskenes Sjæle, og den ydre Frihed skal være et Udtryk for, en Skabning af den indre" (s.58).

Alene Frøken Carlsen, en Ilia-figur, har venlig myndighed til at modsige hende, hvilket giver selvanalysen resonansbund. Clara skriver ikke blot udfra sig selv, men gengiver omgivelsernes reaktioner og synspunkter. Frk. Carlsen er overbevist om, at Clara befinder sig i en overgangssituation og er på afveje, men at hun senere vil vende sig til ham, der sagde: Jeg er Vejen, Sandheden og Livet.
"Hvo der ikke har følt den menneskelige Aands Afmagt, kan ikke være modtagelig for den hellige Aands Kraft. Men frygt ikke for denne Sønderknuselse! Den er mere værd, end alt hvad De nu stræber efter og beundrer" (s.60), tilføjer den beundrede, som Clara alligevel finder resigneret.
Selv vil hun gå i kamp for himlen på jorden. At trække sig tilbage i et kloster "ligner snarere en Flugt fra Slaget, end et Angreb, det var at tage Ideen bogstaveligt, istedenfor aandeligt" (s.62).

På dette sted i begyndelsen af det 8. brev, der afslutter bekendelserne, fortæller Clara veninden, at hun læser i Schillers Jungfrau von Orleans (1801). Hun citerer stedet, hvor den hellige jomfru tiltaler Johanna med ordene:

Eine reine Jungfrau vermag jedwedes Herrliche auf Erden, wenn sie der ird'schen Liebe widersteht. (En ren Jomfru kan fuldføre alt herligt paa Jorden, naar hun modstaar den jordiske Kjærlighed).

Clara føler entusiastisk, at ordene er henvendt til hende personligt, "som om Guds Moder selv opfordrede mig til Kamp for den Idee, der fylder hele min Sjæl" (s.63). Ordlyden skal vende tilbage med en ganske anden effekt i romanens følgende handlingsdel.

Til 5. Kønsløsheden
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside