Mathilde Fibiger: Clara Raphael, 6: Raphael-fejden. Epoke

Raphael-fejden
Den Heiberg-udgivne "Clara Raphael" af en ung, ukendt kvindelig debutant bliver gennemgående godt modtaget af dagbladenes anmeldere. Især fremhæves det livfulde og klare sprog, hvorimod idéindholdet vækker mindre tilslutning. Set i bakspejlet i dag er de stilistiske observationer dækkende, da romanen sikkert er det tidligste eksempel på en mundret, musikalsk varieret sprogføring.
Blandt anmelderne er forfatteren Hans Egede Schack (1820-1859), der i Fædrelandet over hele to forsider indgående behandler romanen med ros til sprog og stil, persontegning, replikker - uden 'Fyldekalk', men er mere usikker overfor romanens projekt: Hvor skal emancipationen føre hen? spørger han, idet han noterer sig, at forfatterinden er stor i kritik og opgør, men mindre i konkrete anvisninger.
Dannevirke byder de kvindelige forfattere velkommen, ligesom Grundtvig i Danskeren glæder sig over den både meget danske og meget kvindelige bog.

På få uger er hele den litterære offentlighed optaget af bogen og ikke mindst af dens forfatter, som naturligt nok bliver kaldt Clara Raphael. Meningsudvekslingerne fører til en flere måneders debat med en lang række artikler og hele 8 flyveskrifter fra 25 til 141 sider.
Den mest kritiske er M.A. Goldschmidt, der i sit tidsskrift Nord og Syd over 20 sider spydigt dissekerer og diskuterer bogens æstetik og moral med den rammende konklusion, at det ikke kun er kvinderne, der er undertrykte, hele samfundet er undertrykt "af Feighed, Egennytte, Uvidenhed, Forfængelighed, Fordom o.s.v.".
For den konservative Goldschmidt består kvindefrigørelsens velsignelse i, at kvinden frit kan følge sin natur og sit hjerte for herigennem at opfylde det eviggyldige ideal: "Jomfruen i hendes Blufærdighed, Hustruen i hendes Troskab, Moderen i hendes Forhold til Børnene".

Overraskende er det derimod, at den socialistiske forfatter Frederik Dreier ironisk håner bogens emancipationsprojekt. Det sker i skriftet med den krukkede titel Blik paa det Verdenshistoriske Værk "Clara Raphael" og den derved fremkaldte Damelitteratur. Efter en høj Beskytterindes Ordre af Peter Vandal, Accademist og Verdensborger, hvor bogen kritiseres for manglende social kritik og for meget "Qvindagtighed". Bogen overser arbejderklassens kvinder, der for længst er inddraget i arbejdsprocessen. Han forudser familiens snarlige opløsning som privat enhed på grund af produktivkraftudviklingen. Året efter begik han selvmord af ulykkelig kærlighed, da beskytterinden gav slip.

Vigtigst i sammenhængen er feministernes bidrag. Pauline Worm (1825-1883) skriver Fire Breve om Clara Raphael og artiklen Om Kvindens Kald og Kvindens Opdragelse. Hun er selv guvernante og tager senere den attraktive institutbestyrereksamen for at åbne sin egen skole. Hun er reformorienteret og betragter emancipationen praktisk som adgangsgivende til uddannelse og erhverv. Hun finder bogen alt for verdensfjern og idealistisk. Ikke uden forståelse og medfølelse for Claras egenart mener hun, at før hjerte og ånd skal fod og hånd emanciperes.
En mere beslægtet er Fanny Normand de Bretteville (1827-1859), der udsender flyveskriftet En Brevvexling om Qvindens Stilling i Samfundet (under pseudonymet Sibylla). Hendes forståelse af emancipationen er identisk med Fibigers: stræbe efter at stå ved egen kraft, erkende sin egen lov og være et selv - "Frihed til Selvbestemmelse". Hun gifter sig og får fire børn.

Athalia Schwartz (1821-1871) er som Goldschmidt og Dreier sarkastisk og ironisk i sit flyveskrift Betragtninger over den grasserende Emancipationsfeber. Hun er lærerinde og har som den kun tredje kvinde i landet taget institutbestyrereksamen i 1848, dog uden held forsøgt at opbygge en skole. Måske er det derfor, hun optræder så surt overfor den yngre kollega. Både Schwartz og Worm bliver forfattere.
Mathilde Fibigers egne bidrag viser, at hendes kvalitet som forfatter ikke er ræsonnement og politisk argumentation. Hendes force er følelsesvibrerende livsbilleder og tankehandlinger. Indgangen til hendes verden er eksistentiel og æstetisk, hvilket har overbevist Johan Ludvig Heiberg. Tilbederen lovede hende i et brev, at "Har De kaaret mig til Deres Ridder paa Litteraturens Kampplads, skal jeg visselig ikke undslaa mig for at bære Deres Farver i mit Skjold".
Visselig! - Heiberg deltog ikke i debatten med ét ord.

Bidragene bliver samlet og udgivet af Fredrik Bajer, stifteren af Dansk Kvindesamfund, som "Klara-Rafael-Fejden" i 1879. Materialet bliver omhyggeligt gennemgået i Tine Andersen og Lise Busk-Jensens "Mathilde Fibiger - Clara Raphael. Kvindekamp og kvindebevidsthed 1830-1870" (1979).

Litteratur og links om Fibiger og Clara Raphael
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside