Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Steen Steensen Blicher
Flugtveje
13. Rejserne - 14. Himmelbjerget
|
Af IBEN HOLK |
Rejserne
I 1833 får Blicher lyst til at komme ud og se sig lidt omkring. I en alder af 50 år har digterpræsten endnu ikke set Vesterhavet. Det er kun blevet til udflugter og studieture i Jylland. Han sender derfor en ansøgning til Jonas Collin, formand for det kgl. fond, der i samme periode sendte Hertz og Andersen ud i Europa. Blicher ønsker ikke en fri rejse, men midler til forskning af dialekter til en ordbog, hvorfor det er nødvendigt for ham at komme til Sønderjylland, Skåne og Norge for at indsamle materiale. I forvejen har han indsamlet 2000 ord og vendinger.
Kongen bevilger ham et stipendium til "en lingvistisk og antiqvarisk Rejse" til Sverige. Det bliver en vellykket 5-ugers tur, især fordi han træffer en del forfattere og litterater, der deler hans synspunkter vedrørende et kulturelt og politisk forenet Skandinavien. På det tidspunkt hører Danmark og Sverige til på hver sin side i det europæiske opgør. Blichers kontroversielle skandinavisme skyldes, at han er bange for, at de skandinaviske lande skal blive opslugt af de større europæiske nationer.
|
Vestlig Profil af den cimbriske Halvoe fra Hamborg til Skagen tagen paa Reiser af S.S. Blicher. 1839 |
En bog om rejsen, "Sommerrejse i Sverrig Aar 1836", udkommer først i 1841 som optakt til det første skandinaviske Himmelbjergmøde samme år. Forinden foretager han en anden større studierejse fra Hamborg til Skagen, som beskrives i værket med den skønne titel "Vestlig Profil af den cimbriske Halvøe" (1839). Bogen er en fortsættelse af hans store egnsbeskrivelse "Viborg Amt" (1838).
Et andet udbytte af Sverigesrejsen er digtsamlingen "Svithiod" (1837), der vidner om, at Blicher på ny har fået kunstnerisk fodfæste næret af det nye skandinaviske engagement. Var han udenfor i Danmark, kunne han måske komme indenfor i Skandinavien. I et digt ser han kirketårnene i København og i Malmø "som Master på eet og samme Skib". Det var nye toner dengang, hvor de to lande var fælles om at sende spioner forklædt som forskere til hinandens institutioner.
|
|
Brage og Idun. Et nordisk Fjerdingårsskrift udkom med 2 bind 1839. |
|
Med redaktøren af Göteborg Handels- og Sjöfartstidning, Carl Magnus Ekborn, planlægger han udgivelsen af et årsskrift, en "Poetisk Unionskalender", der skal samle brødrelandenes digtere. Det bliver ikke til noget, men det gærer i tiden, og ideen realiseres i stedet af Frederik Barfod i form af kvartalstidsskriftet "Brage og Idun", som Blicher bidrager til, endda med titeldigtet.
Imidlertid bliver han alvorligt syg med rheumatisk feber, og endnu en gang ligesom i sin ungdom opgivet af sin læge. Han er sengeliggende i næsten et halvt år, til sidst kun skind og ben. En ny ung læge helbreder ham mirakuløst, efter at han har skrevet testamente og forberedt sig på at dø. I denne svære periode tager han veloplagt afsked med livet i en række digte, der skal blive til hans mest betydningsfulde digtsamling, nemlig "Trækfuglene" (1838). Digtet "Min Svanesang" er stilet ikke til hustruen, men til yndlingsdatteren Malvina, hvis navn er hentet hos Ossian. Digtet genoptager det versemål, hexametret, som han brugte i digtet "Farvel til min første Kjæreste" (1822), og det var jo poesien:
Kom Malvina søde Datter Du!
Ræk den gamle Fader Harpen nu!
Længe hang den urørt, ej forglemt,
Sidstegang den til hans Barm blier klemt.
"Trækfuglene. Naturconcert" har et Præludium og en Ouverture, der som dansk sangskat er blevet indbegrebet af Steen Steensen Blicher. Præludiet "Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk" har medvirket til at sætte ham i glas og ramme som den evigt ulykkelige, lidt sentimentale og selvopgivende digterpræst, hvilket biografien absolut modsiger. Læses digtet på baggrund af den svære sygdomssituation, bliver det derimod et utrolig modigt og karskt digt.
Ouverturen "Det er hvidt herude: Kyndelmisse slaaer sin Knude"... er et mesterværk i dansk poesi. Det giver gåsehud - ikke på grund af kulden! - hver gang man synger det til Th. Laubs indfølt fortolkende og underskønne melodi fra 1914.
Himmelbjerget
St. St. Blichers politiske profil er interessant, fordi han ideologisk sætter sig imellem to stole: Han tilslutter sig både den enevældige kongemagt og den fri forfatning. Kongen og folket forenet i en helhed er Blichers drøm. Folkets frihed er for ham ikke ensbetydende med individuel frihed. Fjenden er 'mellemmagten', dvs. adelen, bureaukratiet og alt, hvad der står imellem monark og folk. Derfor bliver Blicher begejstret, da kongen i 1837 opretter de rådgivende stænderforsamlinger, fordi han ser dem som et forstærket bindeled mellem kongen og folket. Kongen stod for Blicher som folkets fader, beskytter og frigører.
I hver af de fire stænderforsamlinger var der et antal kongevalgte medlemmer fra ikke direkte valgbare grupper, dvs. ikke-besiddende. Blicher blev til sin store sorg ikke valgt, men det forhindrede ham ikke i at hylde foretagendet og deltage med sange og taler ved de årlige fester, der den 28. maj afholdtes til markering af begivenheden. Og det er disse arrangementer, der giver ham idéen til de berømte folkefester på Himmelbjerget fra 1839 til 1844.
Møderne skulle ikke blot være fest og underholdning. De var båret af en idé. Blicher, hvis tankegang byggede på 1700-tallets rationalisme, var royalist og nationalist. Det nationale var for ham ikke ensbetydende med snæversyn og selvtilstrækkelighed, men med frihed og fred, udvikling og fremskridt. Blicher var ikke revolutionær. Han antog på Himmelbjerget skikkelse af folkevækker. Jyllands svar på N.F.S. Grundtvig.
Ideologien fik en ekstra dimension, da folkemøderne blev udvidet til at være centrum for en ny skandinavisme. Et forenet Norden ville stå stærkere over for de ombrydende kræfter i det politisk ustabile Europa og samtidig forstærke de nordiske landes identitet som nationale. Sammenkomsten havde også det helt elementære formål at føre mennesker sammen og gøre det muligt for dem at få nye venner og kontakter, at blive inspireret og bekræftet, at få fornyet livsmodet til at tage fat derhjemme i hverdagen - you'll never walk alone!
Men som det jo ofte går, så går den slags euforisk baserede og ha-stemte tiltag kun en tid. Blicher var sikkert også bedre til at få idéer end til praktisk organisering. Med sin begejstring og optimisme improviserede han gerne i stedet for. Og måske fandt han det også hyggeligt at bælle lidt i et godt lag ud på de små timer. Var han ikke altid ædru på talerstolen? I alt fald bliver han frataget sit medlemskab af den nedsatte komité, hvor han ellers som ophavsmand var selvskrevet. Det var så det fællesskab. Til det sidste Himmelbjergmøde deltager han som almindelig gæst, hvilket må have været en mærkelig oplevelse for manden med de mange kasketter.
Himmelbjerget +
Folkevækkere skal man nok være lidt varsomme med, da de som regel er styret af et løbsk overjeg på fri fod, der truer med at opsluge det personlige jeg. I Blichers tilfælde en karakteristisk kompensation for faderbindingen. Folkevækkere formulerer sig desuden i store generalsubjekter, som let udhuler den virkelighed, de ønsker at mobilisere: Danskeren, svenskeren, nordmanden, jyden - hvem er de? De forsvinder i massen. Men netop massen, folket, er Blichers galoperende kæphest. En generalisering, der først i ungdomsoprørets kølvand mere end halvandet hundrede år senere som maoisme får ny næring. Så langt var Blicher forud. Om han så ville have vedkendt sig udformningen og indholdet af sine efterkommeres politik.
Som Knud Sørensen fænomenalt konstarerer i sin biografi (1984): "Denne tro på folket, på "massen" hørte ikke hans samtid til, men snarere det følgende århundrede. På en mærkelig måde bevægede han sig fra 1700-tallet uden om den tid, han levede i. Derfor blev han - til sidst - skilt fra den." (S.272)
Blichers politisk orienterede værker er "Danmarks nuværende Tilstand" (1828), "Min Tidsalder" (1842) samt den centrale artikel, "En Røst, men ikke i Ørken" (1835), der imidlertid (måske på grund af dens politiske farlighed) først blev trykt lang tid efter Blichers død i antologien "Fra Fyrrene" (1880).
Himmelbjerget på internettet
Til 15. Flugten og 16. Til sidst
Til 18. Litteratur og links
Til toppen
Tilbage til Blichers hovedside
Publiceret 6. februar 2003. Opdateret 6. juni 2005.
© Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|