Steen Steensen Blicher: Flugtveje 11-12. Epoke

Præsterne Muserne Ruten Ossian Drømmen Knækket Digterpræsten Landøkonomen Nordlyset	Fru Blicher Jægeren Digteren Rejserne Himmelbjerget Flugten Til sidst Værker Litteratur og links
En Landsbydegns Dagbog >

Blicher på jagt.
Omslagstegning af Louis Moe til Udvalgte Noveller (1898).

Jægeren
Efter de store udladninger i "Nordlyset" og dets lukning følger en lang periode, hvor Blicher ikke producerer litterært, bortset fra hyldestdigte til kongen. Han passer sit embede, sine tilsyn og sin hør. Og sin jagt. Og mens han går rundt på heden og skyder ænder, urhaner og harer, får han idéen til et nyt tidsskrift, der skal handle om jagt. "Diana" bliver tidsskriftets smukke navn efter jagtens gudinde. Det udkommer på hans gamle ven Elmenhoffs forlag i Randers.
Det bliver til 6 numre over en årrække fra 1832 til 1836 med Blicher som redaktør og stort set eneste bidragyder. Det første nummer indledes med artiklen "Jagtens Forsvar", hvori han vender sig mod kritikken af jagten og jægeren. Fordommene er mange og Blicher skyder dem ned en efter en, hvorefter han vender synsvinklen og retter sigtekornet mod jægeren og dennes velbefindende:
"Og det er ei alene Bevægelsen, den friske Luft og Legemets Hærdelse, som komme i Beregning, men ogsaa, hvad Mange oversee, den Sindsmunterhed, der er gavnligere for Helbreden, end et helt Apotek. Løsrivende sig fra Livets Møie og Bekymringer, fra Menneskesamfundets Trængen og Skubben, fra Vold og Rænker, iler Jægeren ud i den fri og yndige Natur, selv fri og sorgløs som Fuglen under Skyen..."
Steen Steensen Blicher voksede op med jagt, der blev en uadskillelig del af hans liv. Jagtens spænding var vigtig for ham, og samtidig kom han bort fra hverdagens problemer og kunne lade op. Men lige så vigtigt var det for ham at komme i kontakt med dyrelivet, opdage dyrenes færden og udtryk, lære deres karakter at kende gennem minutiøs iagttagelse af en lang række spor og tegn. Og så må det ikke glemmes, at jagten også er ensbetydende med et solidt måltid. Blicher havde en stor børneflok, der skulle mættes, og ude på heden løb og fløj maden rundt i levende live.
Nutidige jægere har beundret den høje jagtmoral og det nuancerede natursyn, der kommer til udtryk i tidsskriftet, som det første af sin art herhjemme. Undtaget er fangst med garn, snarer, saks. Helt usædvanlig forekommer fangstformen over for vildænder: Med hovedet skjult i et udhulet græskar med huller i nærmer jægeren sig med kroppen skjult af vandet de intetanende vildænder, som han fanger ved at gribe dem om benene og trække dem ned, hvorefter halsen vrides om. Måltidet er hjemme. Og som sagt - Blicher var ikke sentimental.
Det samme gælder fangsten af kramsfugle (sjaggere, sangdrosler, solsorte), der er for små til at skyde ned med hagl, hvorfor de bliver fanget i snarer, der anbringes i buske med rønnebær som lokkemad. "Trækfuglene"s forfatter holdt meget af denne form for jagt, som han vedligeholdt højt oppe i årene, da den jo ikke krævede så megen fysik, men anbragte "mange smaae, men nydelige Stege paa Bordet".

Christen Dalsgaard: Bondepige. Akvarel. Kobberstiksamlingen

Omslagstegning af Christen Dalsgaard på Udvalgte værker, bind 1 (1982).

Digteren
I årene efter "Nordlyset" (1827-1829) ligger forfatterskabet underdrejet. Men så sker der noget. En forlægger, Christian Steen, der bestyrer et mindre og halvt ukendt forlag, tager i 1832 initiativ til en udgivelse af St. St. Blichers samlede noveller i to bind. Blicher selv kaldte sin kortprosa for fortællinger, således f.eks. i "Nordlyset". Når genrebetegnelsen 'novelle' nu bliver brugt, har det at gøre med, at novellen i disse år er på mode. Alt skulle være novelle.
Udgivelsen bliver en succes. Ikke hos anmelderne, men hos det læsende publikum. Da 2. bind efter planen skulle udkomme, udsender forlaget i stedet for 1. bind i et nyt oplag. Samlingen, der foreligger i sin helhed i 1836, bliver på hele 5 bind, der suppleres med samlede digte i 2 bind. Blicher har for alvor slået sit navn som digter fast i samtidens litteratur. Og dyrkes ved siden af Thomasine Gyllembourg, H.P. Holst, Chr. Winther, B.S. Ingemann og H.C. Andersen som en af 1830ernes førende forfattere.
Efterhånden som de enkelte bind udkommer, bliver anmeldelserne mere positive, indtil Maanedskrift for Litteratur, der også skød H.C. Andersen ned, trykker en længere kritik forfattet af den opgående stjerne Nicolai Madvig. Hans ord er for det litterære borgerskab i hovedstaden lov og orden. Den klassiske filolog bryder sig sandelig ikke om Blicher, der ikke er stueren. Dertil naiv og provinsiel. Uden evne til at ræsonnere. Overhovedet uden takt og tone. Og ganske uden smag.
St. St. Blicher opleves som en trussel mod guldaldertidens idylliserede familiebillede og kvindeideal. Anmeldelsen var et hårdt slag for Blicher, som langt om længe troede sig anerkendt, og med god grund. Året inden den dræbende anmeldelse havde Johanne Louise Heiberg reciteret "Hosekræmmeren" ved en aftenunderholdning på Det kgl. Teater i 1834. Nu er han med et slag af det toneangivende tidsskrift anbragt på et sidespor. Og dér forbliver han i samtiden. Senere noveller bliver stort set ikke anmeldt. Blicher er ude.
Men han bliver læst. Og solgt. For første gang i sit liv efter det tumultariske år som adjunkt i Randers oplever han nogle år uden økonomiske problemer.

Til 13. Rejserne og 14. Himmelbjerget
Til 18. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Blichers hovedside