Johannes V. Jensen: Einar Elkær (1898). Epoke

Romanens arbejdstitel er "Saltomortale", en titel der bedre dækker romanens desperado og tumultariske univers. Bogen er ikke i selvbiografisk forstand en fortsættelse af Danskere, og så måske alligevel, men da udelukkende i filosofisk forstand. Einar Elkær er en ideroman, og som sådan et eksperiment, hvor der ensidigt fokuseres på tilstande og bevidsthedsliv istedetfor indskrivningen i et mere omfattende socialt livsmønster. Det er en vild og oprørsk bog, fuld af galskab og blindgyder. En ørkenvandring i selvoptagethedens helvede. På det plan er romanen et tidligt eksempel på en senere modernisme, hvor den kan minde en del om Leif Panduros Øgledage (1961), hvor læseren på lignende vis udsættes for en del bizarre og galgenhumoristiske kolbøtter.

Identitet
Da Johannes V. Jensen påbegynder denne roman, har han i sit lægestudium fået interesse for psykiatrien. Tilsyneladende har han fået lyst til at overføre de teoretiske analyser på et rigtigt levende individ, nemlig opfindelsen Einar Elkær. Og så se hvad der sker. Einar Elkær er altså øremærket til formålet, samtidig med at han naturligvis forsynes med JVJs personlige oplevelser og erfaringer i en kritisk livsfase.
Nøgleordet er identitet. Men det ulykkelige er, at læseren mindre og mindre interesserer sig for hovedpersonens identitet, fordi denne overhovedet ikke selv interesserer for andet. Muligvis er det dette selvoptagethedens skræmmebillede, der har været Johannes V. Jensens motivation: et udkast som en advarsel foran afgrunden.
I sin omgangskreds har han været vidne til, hvorledes flere lovende talenter er bukket under med flossede nerver. 90erne er nervøsitetens tid. Alting er ved at bryde sammen af lutter nervøsitet: Industrialismens ophobning af menneskemasser i storbyen, gullaschgangstere, variete, cabaret, fattigdom og druk, nye politiske partier, nye aviser, røntgenfotografiet, kvindefrigørelse, prostitution og kunstudstillinger med nye ophidsende symbolistiske stilretninger. - Fin de siècle! - Hvordan undgå at opfatte århundredeskiftet forude som et kæmpevandfald ned i den undergrund, som psykoanalysen havde åbnet for.

Narcissist
Einar Elkærs mor døde, da han var et lille barn. Faderen, der er læge i en mindre provinsby har taget sig af ham i en livsform isoleret fra omgivelserne. Men han forelsker sig i en jævnaldrende pige, den frodige Betty, som han bliver kærester med. Forholdet er instinktivt og naturligt, de passer sammen. Forældrene forbyder hende dog at komme sammen med ham på grund af hans uslebne opførsel. De bliver væk for hinanden, da han rejser til København for at påbegynde et studium som polytekniker. Han forsømmer flittigt studierne og driver omkring i storbyen. Han ved ikke hvor han er eller hvem han er, og det er det han ihærdigt forsøger at finde ud af. Han er tilskuer til sine egne reaktioner. Narcissismen medfører den ene situation mere urimelig end den anden.
Han kan holde sig for sig selv i dagevis i sin lille lejlighed i Fiolstræde, for så i en sen nattetime at forfølge en fremmed kvinde, der tiltrækker ham, og han efter flere afvisninger alligevel for kontakt med, hvorefter hans åbenmundethed resulterer i alenlange hovedløse og selvoptrevlende redegørelser. Det er hård kost for offeret, men også for ham selv. Og ikke mindst for læseren. Resultatet er hver gang det samme: ensomhedens jammer og raseri. Og søvnens krampagtige udebliven.

Attitude-relativist
I sin borende selvanalyse indser han, at han besidder forskellige jeg'er, alt efter hvilke situationer han befinder sig i, og hvilke mennesker han er sammen med. Han er med andre ord 'attitude-relativist'. Men han nærer en drøm om "at jeg skal træffe et Menneske, et eneste, overfor hvem mit Selv kan vise sig helt og siden blive ved at være det!" (S.57). Inderst føler han en tomhed, som han ikke formår at fylde. Derfor søger han stadig nye indtryk og foretager en hovedkulds rejse til New York.
Undervejs bliver han opmærksom på, at han identificerer sig med det, han ser. Han er sine omgivelser. Det behøver ikke at være nogen dårlig egenskab, hvis der findes et fast holdepunkt, men det gør der ikke i Einars tilfælde, bortset fra hans årvågne nøgternhed og skånsesløse analyselyst.
Hermed bliver det samtidig tydeligt, at Johannes V. Jensen som 'vred ung mand' har villet fremstille en type, nemlig en af 90ernes rådvilde, fredløse, vrede unge mænd. På dette plan foregriber han det 20. århundredes modernisme, idet begrebet 'de vrede unge mænd' tilhører 50ernes London som betegnelse for en ny generation af dramatikere og forfattere med tilknytning til eksistentialisme og absurdisme. Ligesom 'attitude-relativismen' er et 60er-fænomen, der herhjemme især bliver fortolket af digteren og kritikeren Hans-Jørgen Nielsen.

Artist
På handlingsplanet møder han igen Betty. Hun hedder nu Elisabeth Borring, gift, og har stor succes som sangerinde. Det er en tilfældig aften i et teater, at han genkender hende på scenen. Skønt det er ti år siden, de har set hinanden, føler han sig straks på bølgelængde med hende. Han opsøger hende, og de genoptager deres forhold, eftersom hun ligger i skilsmisse. Forholdet giver hans liv retning. Han vil være artist! Efter en forberedelsestid bliver han optaget i en trup som parterreakrobat. Og de får sammen engagementer i europæiske storbyer. Desværre hører vi intet om dette artistliv og parløb. Men efter turneerne slår de sig om sommeren ned ved Limfjorden, hvor de nyder livet, indtil forholdet begynder at slå revner.
Et par venner tager ophold hos dem, og forfatteren koncentrerer sig nu om deres lange aftensamtaler, hvilket egentlig vil sige Einars monologer, hvilket igen vil sige Johannes V. Jensens kulturkritiske essays.

Arvet afmagt
Samtalen kommer ind på, hvorvidt de umælende, umiddelbare og naive mennesker er lykkeligere end det tænkende og kritiske. Elkær mener ikke, at man kan vende tilbage til et tidligere trin uden at lyve:
"Hvorfor med Vold spalte sig i et patetisk og et kritisk Jeg? Man kunde ikke gaa tilbage. Paa Udviklingens Væv var der en Hjul med Takker, og derimod laa et Spaan, Hjulet kunde gaa frem men ikke tilbage. Man kunde fornægte Vidskab og Klarhed til en Tid og gemme sig i Taagen - Følelsens Med-Vilje-Blindhed - men Bevidstheden om Falskneriet gnavede disse Fornægtere og gjorde dem til Melankolikere. - Nej, man kunde ikke vælge "Sider" af Tilværelsen, man blev nok nødt til at tage den hel, hvis man selv vilde være hel." (S.146).
Og han tilføjer: "Vi er udmattede af at gennemgaa Kriser. Vi har svækket vor Hjærne med Tanker, som tusinde har tænkt før os, og som er udslidte. I vort trettende Aar maatte vi tænke Kristendommen af os. Vore Forældre var ikke saa vidt, at de turde paatage sig et Ansvar, som intet Ansvar er. Paa den Maade arvede vi Afmagt." (S.147).
Digterne har han heller ikke meget fidus til: "Disse Digtere vaagner og hører, at Jorden er herlig, de overslimer den med Lyrik selv. Men en skøn Dag, naar Livet har paatvunget dem sin Raahed, kommer de og fortæller, at al Livet er Nødtørft." (S.147).
Det er igennem sådanne tankesæt, læseren får et indblik i 90ernes livssyn og måske noterer sig, at formuleringen tankevækkende nok kunne være af dagens nye generation:
"Det er ingen Sag at staa fast, naar man sidder i Snavs til midt paa Livet. Kan man forlange af os, at vi skal være Karakterer, vi som hader det meste i vort Væsen - det overleverede - vi som maa stykke sammen af Stumper - kassere væk, pille ud, sætte til - ja vi maa underkaste alle Begreber en Prøvelse paany, begynde helt forfra, vi maa opsøge Definitionen paa Mennesket - i Historien, i Naturen, mellem Dyrene, og i vore opløste Sjæle." (S.147).
Og det gjorde Johannes V. Jensen så i det nye århundrede!

Kulturkritik
"Bryggere opstiller skønne Statuer for de Penge, Øllet indbringer, Københavnerne drikker Øllet og bliver tykke. Digterne skriver om deres Melankoli og faar Læsere. Man glæder sig over at se, hvor vel knægtede disse Skønaander er, og hvor formfuldendt de besynger Ydmygheden. Folk tilbeder endnu en Mand, der hænger krum og dødssvedende paa et Kors med Saar i Hænder og Fødder. - Menneskeidealet! Det var ham der bragte Løgnen ind over Evropa og satte Dyden under Statsmagternes Beskyttelse." (S.153).
Ovenstående citat er karakteristisk for store partier af bogen, der tilsammen danner et katalog af sådanne kulturkritiske skarpskud. Træfsikkerheden er påfaldende. Flere steder lige til at klippe ud som aforisme: "Vor Tids Mennesker er som vor Tids Arkitektur, Variationer af Rudimenter." (S.149).
Elkærs portræt er ikke den negative kværulants. Hans sortsyn kommer af, at han absorberer omgivelserne i sig. Han forsøger at tale pessimismen af sig. I virkeligheden forsvarer han det naturlige liv, som han selv har realiseret sammen med Betty, men som bliver undergravet af tidsånden. Derfor hader han sin samtid. Klædedragten finder han livsfjendsk, fordi den spærrer ikke mindst kvinden inde i et hylster.
Tiden er syg. Og gør ham syg. Men som han profetisk og optimistisk spår med en formulering, der skulle trække et langt spor efter romanen ind i litteraturhistorien: "Jeg tror, vi nærmer os en sund Type gennem Sygelighed." (S.149).

Dødsdom
Da forholdet til Betty går i stykker, gør Einar det også, og det på en måde han ikke havde forestillet sig. Han rammes af forladthed, men ser hende overalt: "Einar havde ikke troet det muligt, at Tabet kunde skære ham og svække ham saa dødeligt." (S.184).
Han mister jordforbindelsen, som i forvejen er skrøbelig, og får hallucinationer. Da det hus, han har lejet, går op i luer (hvis det ikke er en hallucination?), slår det klik, og han bliver indlagt på hospital, hvor han kort tid efter dør (Paralyse).
Hallucinationsforløbet er nøje beskrevet og fylder bogens sidste kapitler. Kunstnerisk stiger romanen hermed - ligesom i Danskere - i sproglig intensitet. Især scenen, hvor Einar opsøger sin tidligere bopæl i Fiolstræde og der møder en fremmed kvinde, som han forveksler med Betty, men kalder Medea, fremkaldes i en mytologisk dimension.
Johannes V. Jensens aflivning af Einar Elkær er imidlertid mere end et beklageligt dødsfald - det er en dødsdom! Enden på Einar Elkærs liv er forfatterens budskab til samtiden: Så gruelig galt går det, hvis man ikke bøjer sig for og indgår i tilværelsens ubønhørlige praksis. Livet er mere end 'sjæl', hvilket netop har været Einars problem, for kun i sjælelivet var han frygtløs.
På dødslejet lader Johannes V. Jensen ham tænke følgende i retrospekt (og læg mærke til hvorledes synspunktet undervejs glider fra hovedpersonens til forfatterens kommentar): "Og Einar vidste, hvordan det var gaaet til - han havde haft denne taabelige Trang til at leve typisk. Derved havde han taget Verden og Tilværelsen ind i sig i Stedet for at den skulle ligge udenfor ham. Han havde faaet sit Ønske opfyldt, han var Type nu. For Verden gik jo i Almindelighed op i Teori og "Afglans", og nu var Einar bleven et Udtryk for Verden - lutter Sjæl. -" (S.198).
Hermed gøres Einar Elkærs død til parodi på 90ernes melankolske fin de siècle-syge. Den både polemiske og satiriske dødsdom har det sikkert været den 25-årige forfatter en sammenbidt glæde at underskrive.

Det mytiske
I denne gennemgang er der ikke blevet plads til at belyse romanens mange sanseindtryk og naturbeskrivelser, men det er på dette felt bogen rager op med originalitet, fordi disse beskrivelser af ydre virkelighed er udtryk for indre projektioner. Et forhold som Johannes V. Jensen er blevet sig bevidst, idet han efter færdiggørelsen af denne roman påbegynder nogle mindre prosastykker, hvor han koncentrerer sig om udtrykket af sanset virkelighed. Ikke handling, ikke episode, ikke intrige. Men beskrivelser af det upåagtede, det let oversete, det almindelige. Ud af dette skulle der fremkomme ualmindelige tekster, der i deres essens litterært udgør en ny genre, nemlig Johannes V. Jensens Myter.
Den første myte skriver han under sit exil i Norge i netop 1898, uden at han dengang har været klar over genrens muligheder. Men det skulle komme, og i 1907 udgiver han den første mytesamling Myter og Jagter. Mytegenren dyrker han op igennem hele forfatterskabet, der i alt tæller 11 bind med myter.
Fra Einar Elkær kan vi vælge et eksempel, der tillige korresponderer med romanens tematik. Rigets tilstand, som hovedpersonen fra forfatterens hånd skal være en 'personliggørelse' af, skyldes ikke blot kristendom og naturalisme og ånden fra 64. Det er heller ikke klimaets skyld altsammen. Der er også noget der hedder - geografi!
Elkær fortæller: "Men husker du paa Kortet, hvordan Danmark ligger saa morsomt ud i Havet ligesom et stort Dyr, en Søko; den kroger Ryggen imod Havet, den bøjer sig saa forsigtigt og strækker en Luffe værnende ud over Øerne, der stimer til som en Flok Unger for at komme i Læ og faa Die. Husker du det? Ved du, hvad Danmark ogsaa ligner - en Blindtarm, der hænger ved Evropas store Mave. Blindtarmen, ved du maaske, har ikke sit at udrette og faar ikke sin del heller. Men naar Evropa længst har fordøjet, saa bliver Blindtarmen sæde for bitre Betændelser..." (S.181).
Et liv senere skriver samme Jensen Hvor smiler fager den danske Kyst. - Romanen får i øvrigt den konsekvens, at lægestudiet opgives til fordel for forfatterbanen. Samme år udgiver han et bind med fortællinger, Himmerlandsfolk. Og allerede to år efter foreligger den uforligneligt lynskudte og krystalliserende historie, mesterværket Kongens Fald.

Udgaver af Einar Elkær

Litteratur om Einar Elkær

Bo Hakon Jørgensen & Egon Nyrup Madsen: Erfaringen, der blev sær. Om perioden 1888-1906. I: Tekst/historie. Bidrag til historisering af tekstlæsning i gymnasiet (1980), s. 111-138. (Bl.a. om Johannes Jørgensens Sommer, Gustav Wieds Hverdagshistorier, Johannes V. Jensens Danskere og Einar Elkær og Knud Hjortøs Kraft, - samt Sophus Claussen).
Erik Skyum-Nielsen: Det ubevidste i romaner og noveller. Et leksikografisk bidrag. I: Kritik, nr. 26, 1973, s. 94-123. (Til eksemplifikation er brugt M. A. Goldschmidts Bjergtagen I, Johannes V. Jensens Einar Elkær, Tom Kristensens Hærværk og Martin A. Hansens Morgenstunden).
Lars Madsen: Den stedløse længsel. I: Kritik, nr. 6, 1968, s. 133-43. Heri s. 134-38 om Johannes V. Jensens Intermezzo og Einar Elkær. (En replik til Aage Henriksen: Litteraturundervisningens formål. I: Kritik, nr. 4, 1967, s. 74-89).
Øvrig litteratur om og anmeldelser af Einar Elkær

Til toppen
Til Intermezzo (1899)
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 17. februar 1999. Opdateret 1. juni 2006.
Copyright 1999 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.