Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Forsiden til Kristian Hvidts monumentale Edvard Brandes biografi. |
Naturalismens grå eminence
Edvard Brandes
1847-1931
Af IBEN HOLK
Undertiden tror man, at man er paa Bunden af Mudderet og saa pludselig opdager man, at der kan synkes endnu flere Alen – hvilket vi da gør. Hver Ting, vi rører ved, gaar galt eller bliver til Ubehag
Edvard Brandes i et brev til Alexander Kielland 24.11. 1891.
|
Biografi
Edvard Brandes er født i København i ikke-ortodoks jødisk grossererhjem. Broder til den ældre Georg og den yngre Ernst. I ungdomstiden en stor teatergænger, især i Det kongelige Teater. Ville være skuespiller, aflagde optagelsesprøve og blev afvist. Johanne Louise Heiberg var med ved beslutningen. - Ville så være digter, men intet forlag ville udgive digtene, ligesom storebroderen ikke fandt dem vellykkede.
Kaster sig derfor over journalistikken. Og bliver med tiden en af pressens og dermed kulturlivets mest indflydelsesrige og magtfulde personer. Magister i østerlandsk sprog 1872. Forsøger herefter uden held en universitetskarriere. Senere finansminister.
Teaterkritikeren
Teateranmelder fra 1871. Fra 1874 ved den store avis Morgenbladet, medredaktør 1881-83. Redigerer desuden sm.m. broderen tidsskriftet Det nittende Aarhundrede fra 1874 til 1877. Fra 1884 medudgiver af det nystartede dagblad Politiken og 1901-04 dets chefredaktør.
Journalistisk er hans område teaterkritikken, hvor han slår til lyd for et naturalistisk teater, hvilket vil sige et virkelighedstro teater. Hans forbillede er Theâtre Français med Sarah Bernhardt. Dansk teater er han bestemt ikke tilfreds med. Sin kritik samler han i to bind: Dansk Skuespilkunst, 1880 samt Fremmed Skuespilkunst, 1881. Med disse udgivelser lagde Edvard Brandes billet ind på chefposten for Det kongelige Teater. Sådan gik det ikke.
Revser og sortseer
Som kritiker er Edvard Brandes mere politisk engageret end kunstnerisk. Det er kulturkampen, der optager ham på scenen og i kritikken. Hans indfaldsvinkel og metode er den polemiske.
Kriterierne afhænger af personlige eller politiske forhold: Ven eller modstander.
Pressen bliver i disse år det kulturpolitiske magtorgan, som vi kender det idag, men omkring århundredeskiftet er kanalerne ikke så mange og magten derfor mere koncentreret. Denne position er Edvard Brandes uhyre bevidst. Han forfølger perfidt kunstnere, der ikke følger den anlagte linje. F. eks. går det voldsomt udover Holger Drachmann, da han bryder ud af den naturalistiske fold.
Til den svenske teaterdigter August Strindberg skriver han, at det drejer sig om "at befale over den offentlige mening i Norden."
Således bliver den ideologiske fane hejst. Kulturliv forandres i disse år til kulturkamp. Sit forbillede finder han i boxeringen. Han skriver:
"Der er en gammel Boxeregel, som hedder, at tyve Slag i flæng virker halvt så meget som fem slag på samme Sted. Det er Journalistikkens Hemmelighed."
Morgenbladet blev støttet af grundtvigianere, det begyndte at knirke, ikke fordi man ikke vidste, at Edvard Brandes var ateist, mere på grund af hans stil. Bruddet kom, da der på Grundtvigs 100-årsdag ikke stod så meget som en rune i bladet. Dagen derpå derimod en kategorisk nedrakning af jubilaren.
Hermed blev Brandes opsagt som redaktør. En splittelse af Venstrepartiet fulgte. En radikal fløj støttede Brandes, der sammen med Viggo Hørup startede et nyt dagblad, Politiken, i 1884. Det blev en stor succes.
Kulturkampen
Edvard Brandes repræsenterer, hvad han selv kaldte en 'fritænkerforening' med tilknytning til 1700-tallets rationalisme. Voltaires livssyn. Klarhed, viden, erfaring. Med politisk udgangspunkt i revolutionen 1789. Filosofisk kaldes denne retning positivismen. Et livssyn der vender sig mod al metafysik og religiøsitet. Med de nye gennembrud af naturvidenskaber inden for biologi (Darwin), psykologi (Freud), økonomi (Marx) har positivismen vind i sejlene, men, hvad Edvard Brandes beklager i 1880, intet politisk parti at råde over. Man måtte indtil videre nøjes med en litterær opposition.
Naturalismen er en sådan opposition. 'Naturen' i naturalismen har ikke noget med skov og strand og nattergale at gøre. Den 'natur', der er tale om, er menneskenaturen: Dyret i mennesket, mennesket som et samfundsdyr.
Som realisme er naturalismen karakteristisk ved indignation og kritik. Ved sin illusionsløse holdning kan den derfor virke ubarmhjertig og fuld af sortsyn. For brødrene Brandes bliver naturalismen et våben i kulturkampen, der har tre hjørnestene: antireligion, antinationalisme, antiægteskab
Folketinget
I 1880 bliver Edvard Brandes opstillet til folketingsvalget (Langelandskredsen) af venstrefolkene Berg og Hørup. Det er en grundtvigianerkreds, og selvom de er orienteret om Brandes' ateisme, er de frisindede nok til at tage ham. Som omtalt kommer det til et brud i 1884. Udaf dette opstår et nyt dagblad Politiken og et nyt radikalt parti. Siden gør Edvard Brandes politisk karriere som radikal finansminister 1913-1920.
Ægteskab
I 1872 gifter Edvard Brandes sig med en kun 15-årig pige af fornem familie. I medgift har hun en kanonformue. Hermed skifter den hidtil hjemmeboende, ubemidlede 25-årige litterat livsstil. Fremtiden byder på luksusrejser og store middage i de højeste kredse. Ægteskabet bringer to piger til verden. Men det ender brat i 1878 med hustruens selvmord (Blåsyre).
Han havde en elskerinde. Hun havde en elsker. Da hendes elsker giftede sig, tog hun sit liv ugen efter. Så kort er den lange historie.
Året efter er der premiere på Henrik Ibsens Et Dukkehjem. Edvard Brandes anmeldte det. Uden at komme ind på stykkets slutspørgsmål om, hvor Nora gik hen, da hun gik ud. I hans eget tilfælde var det altså i døden.
Siden gifter Edvard Brandes sig igen.
Forfatteren
I dag forekommer forfatternavnet helt ukendt. Ikke desto mindre er Edvard Brandes ophavsmand til 15 skuespil, der blev skrevet og for de flestes vedkommende opført i tidsrummet 1881 til 1904.
Disse stykker er næsten alle skåret over den samme grundmodel: en stue. Dialog mellem en mand og en kvinde. Eller imellem to par. Der var altså ikke meget skue i disse spil. De er udført som polemiske diskussionsstykker uden kunstnerisk styrke og lidenskab, og egnede sig derfor mere som læsestykker. De udkom da også i bogform og havde et for skuespil stort oplag.
I skuespillene optræder der en gennemgående figur, en etatsråd, som gør alle de slemme og grimme ting, som enhver fritænkende radikalist må tage afstand fra. I bakspejlet viser det sig imidlertid, at han har været et måske ubevidst talerør for forfatteren.
For Edvard Brandes var det et stort dramatisk problem, om højre- og venstremænd kunne omgås hinanden. Det kunne de ikke i hans stykker. Skurken er etatsråden. I et stykke svarer denne sin hustru på spørgsmålet om, hvorfor han gerne vil være minister med disse ord: "Det er det Største man hertillands kan opnå... Man står i Samfundets Midtpunkt, og meget drejer sig om En ... Det morer mig at holde alle Trådene i min Hånd, at misundes, bukkes for og beundres ..." (1882).
Tre årtier senere blev forfatteren selv minister med høj cigarføring og i god passiar med alle højrefolkene, især en grev Frijs. Edvard Brandes var en højt anset, dygtig og populær minister. Som finansminister fik den mislykkede skuespiller alligevel en rolle.
Tre romaner
Edvard Brandes udgiver ved siden af skuespillene tre romaner, der ligeledes i vor tid er helt ukendte. De handler alle om livslede, desillusion og kynisme.
Titlerne er En Politiker (1889), Lykkens Blændværk (1898) samt Det unge Blod (1899). Grundsynspunktet i bøgerne er den rå kapitalisme, der sættes lig med realisme. "Tjen Penge!" lyder budskabet. Penge betyder magt og uafhængighed. Penge betyder frihed. Penge giver adgang. Derfor er det første, man bør lære et ungt menneske, at tjene penge.
Hverdagslivet er skildret med foragt. Alene påskønnes den seksuelle tilfredsstillelse udfra rationelt egoistiske motiver.
Et tidligt forbillede var den franske forfatter Emile Zola. I 1890 udkom hans La Bête humaine (Menneskedyret). Edvard Brandes sene 90er-romaner bærer et dybt ekko fra dette værks livssyn.
Årstallene er bemærkelsesværdige. Et par år før århundredeskiftet og 20-30 år efter naturalismens gennembrud, og på et tidspunkt, hvor storebroderen Georg Brandes for længst var stået af, holder Edvard Brandes fast.
Således går det til, at de - med Hakon Stangerups ord - "måske mest radikalt naturalistiske romaner i dansk litteratur" udkommer i en fase, hvor naturalismens modsætning - symbolismen - blomstrer.
Århundredeskiftet er, ligesom alle andre tidsepoker, domineret af forskellige og samtidige stilretninger, der først henad vejen får et navn. Således dukker begrebet 'ekspressionisme' op allerede i 1901, men det er først fra omkring 1915-20, det kommer til at navngive en periode i litteratur- og kunsthistorien.
Litteratur af og om Edvard Brandes
- Edvard Brandes forfatterskab
- Kristian Hvidt: Edvard Brandes. Portræt af en radikal blæksprutte. 3. udgave. Gyldendal, 2005.
- Øvrig litteratur om Edvard Brandes
Links
Til toppen
Publiceret 12. oktober 1998. Opdateret 9. september 2005. © Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.
|
|
