Gustav Wied: Satyr Dansemus. Epoke - danske romaner før 1900

Humoristen Barnedigteren Udklækket Visit på godset Pjecen Strindberg Café Bernina Tugthus og venusvogn Alice Tutein	Bangsbokredsen Luksusrejsen Satyrspillene Kastellet Dansemusen Belle époque Selvmordet Værker Litteratur og links
Livsens ondskab > Fædrene æde Druer >

Hans Lyngby Jepsen giver i sin Glade sommerdage en levende skildring af det radikale og dekandente kunstnermiljø på Bangsbo.

Bangsbokredsen
Under et ophold på Bangsbo bliver Gustav Wied opmærksom på en rødstensvilla, Rolykke, der er smukt beliggende på kanten af den idylliske Sæbygaards Skov ved Sæby Å. Her lejer familien Wied sig ind. Fattige som de er, må de nu leve "af Luften og Vandet, kun Drengen faar Mælk", som Wied skriver i et brev. Men det viser sig hurtigt, at der ikke er rolykke nok i huset til den travle forfatter, for hvem hver dørlukning lyder som et kanonskud. Gang på gang bryder hans nervesystem sammen og truer med opløsning af hele molevitten. Han lejer derfor et værelse på gården Memhave, hvor han søger arbejdsro. Eller han søger tilflugt på kunstnerpensionen Quisisana uden for Sæby, hvor også Drachmann ofte holder til.

Quisisana
Et beskedent hus i udkanten af Sæby i Vendsyssel. Til denne kunstnerpension søgte Drachmann, en lang række malere som Peder Mønsted, Soya Jensen, N.V. Groth og Christian Zacho - og altså også Gustav Wied, der her skrev satyrspillet Erotik i 1895-96.

For Sæby er ikke her ved århundredets slutning et overset udsted, tværtimod er det et kunstnerisk kultsted. Her opholder Herman Bang sig i lange perioder på Hotel Clasen, hvad Sommerglæder (1904) vidner om. Her sidder Henrik Ibsen hele sommeren '87 og kigger ud over havet, hvilket bliver til Fruen fra Havet. Og her krydser den uddannede marinemaler Holger Drachmann, der nu er blevet nationalt klenodie, ligesom hele Bangsbokredsen gæster byen. Den består desuden af Ove Rode, Line Rode, Peter Nansen, Betty Nansen, Sophus Schandorph, Ida Schandorph, Thorvald Bindesbøll, Carl Ewald, Ida Drachmann (digterens datter). Drachmann selv undgik Bangsbo, da han ikke kunne holde Johan Knudsen ud. Det samme gælder Alice Tutein, der kun mødte op til specielle lejligheder.
På Skagen har en stor kunstnerkoloni slået sig ned for at dyrke det høje lys på Grenen og den pittoreske lokalkolorit. P.S. Krøyer, Anna Ancher, Michael Ancher, Viggo Johansen og Holger Drachmann som de mest berømte. Og nu møder Wied for første gang sit fordums forbillede. Han sidder og nyder sin absint en sommerdag i Hotel Clasens have og lytter til de milde toner fra Kjæhrs Byorkester, da Drachmann iført slængkappe og kæmpehat med ørnevingeskygge står over for ham og med sin pibende stemme, der også er karakteristisk for påfuglen, spørger: "Hr. Wied - Tillader De?", idet han sætter sig ned og bestiller en flaske kold Riesling og to glas. For nu skal de have en venskabelig passiar. De læser jo hinanden, for fanden!
Wied oplever i et sekund boghandlerens klædeskab i Nakskov, hvor han ved stearinlyset læste idolet Drachmann, og nu sidder han faktisk dér! De bliver fulde, men venner for livet. Ved selskaberne på Bangsbo, hvor der altid er langtidsgæster, da Johan Knudsen ikke kan holde ensomheden ud, er Gustav Wied tilbageholdende i sin væremåde. Han siger næsten intet, men er måske af samme grund uhyre vellidt i vennekredsen. Den kulturradikale klike - med undtagelse af den konservative og diplomatisk anarkistiske Herman Bang - diskuterer kunst og politik suppleret af årgangsvinene i krystalglassene, mens røgen fra havannacigarerne lægger sin tåge i de fornemme gemakker og omkring hovederne på de prominente gæster. Ned med borgerskabet. Ud med ægteskabet. Væk med kirken. Wied er med på en lytter.
Imens holder Alice hus for ingen penge. Og da de ikke har råd til en barnepige, må hun selv køre med drengen i den lånte barnevogn. Det var uset på den tid, at fruen selv kørte med barnet, men det bliver nu en dille i Sæby i det herrens år 1894. Kvindefrigørelsen baner sig nye veje af praktiske grunde og helt uden hjælp fra teoretiske blåstrømper.

Til 11. Luksusrejsen
Til 15. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Publiceret 20. april 2003. Opdateret 25. juni 2006.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.