Gustav Wied: Satyr Dansemus. Epoke - danske romaner før 1900

Humoristen Barnedigteren Udklækket Visit på godset Pjecen Strindberg Café Bernina Tugthus og venusvogn Alice Tutein	Bangsbokredsen Luksusrejsen Satyrspillene Kastellet Dansemusen Belle époque Selvmordet Værker Litteratur og links
Livsens ondskab > Fædrene æde Druer >

Dansemusen
Efter de sidste par fiaskoer på teatret begynder Wieds mave at leve sit eget liv i et helvede af smerter. Han rejser derfor sammen med sin gode ven William Bloch, direktør for Det kgl. Teater, til Karlsbad i Tjekkiet for at blive helbredt i de varme bade og drikke af livets salige kildevand. Opholdet er så vellykket, at Wied straks tager derned igen, denne gang med følgeskab af fru Alice. De indlogerer sig på Hotel National, hvorfra de tager på mange togter, da Wied har fået ide til at henlægge fortsættelsen af Livsens Ondskab til Karlsbad. Samme år udkommer den 380 sider store roman med titlen Knagsted.
Endnu et par teaterfiaskoer sætter sig i maven, men Wied lader sig ikke slå ud. Sin seneste succes, Thummelumsen, skrev han sammen med dramatikeren Peter Fristrup, der delvis lever af at være anonym medskribent på dramatiske stykker. Han tager derfor initiativ til, at de sammen udarbejder Byens Stolthed. En Komedie i fem Akter, der har premiere på Folketeatret i 1905, hvor den får hele 77 opførelser. Succesen sætter Wied i hurtige omdrejninger. Kort tid efter udsender den sultne mammutværket Dansemus. Et Satyrspil (1905).
Hvis man nu formoder, hvad den snurrige titel kunne give anledning til, at der er tale om en rask lille noksagt i skærmydselstil, tager man helt fejl. Det er et overvældende værk på 356 sider fordelt på ikke mindre end 10 akter. Et sådant værk har Wied ikke tidligere præsteret. Handlingen er uendelig kringlet med et utal af episoder og spring, og vil kunne sende enhver scenograf til tælling. Kalejdoskopisk opfanger det i retrospekt de styrende motiver og temaer i Wieds forfatterskab helt tilbage fra den famøse pjece fra 1886. Det er et vildt, desperat og råt stykke, et idiosynkratisk katalog, der med saturnalisk vid spejler tilværelsens naturlige, beskidte og gemene sider indskrevet i magtsyge, nepotisme og falskhed. Renvasket wiedsk sortsyn.
Ingen turde da heller sætte stykket op. Det skete først syv år senere, da Kleines Theater i Berlin meddeler, at det har fundet en scenografisk måde at styre stykket på. Tanzmäuse bliver oversat af Wieds faste oversætter Ida Anders, der medvirker til succesen. For en gangs skyld overværer hr. og fru Wied en premiere. Den sky og hudløse Wied havde ikke nerver til at være vidne til et nederlag og deltog derfor sjældent ved premierer. Man vidste jo aldrig.
Forhistorien til den tyske succes omfatter ikke blot dansemusen fra Roskilde. Danske forfattere har siden Jens Baggesen og H.C. Andersen haft et stort publikum i Tyskland. Ved århundredets slutning udkommer oversættelser i store oplag af J.P. Jacobsen, Herman Bang, Holger Drachmann, Johannes Jørgensen, Henrik Pontoppidan og ind i det nye århundrede af Johannes V. Jensen. Af Gustav Wied oversættes samtlige romaner. Frem til hans død i 1914 udkommer der 22 forskellige værker. Mest populære er satyrspillene Erotik, Dansemus og 2x2=5.
Sidstnævnte scenestykke har oprindelig titlen Ranke Viljer. Satyrspil i fire Akter (1907), som satyren skriver sammen med kompagnonen Peter Fristrup. Det er en hyldest til kvinden, som Wied hele sit liv har et anfægtet forhold til, men til kvindekønnet hører jo også hans dejlige mor, søde kone og vidunderlige datter. Han ser tilbage og indser, at han med herreklubben har været med til at gøre kvinden - de ranke viljer - uret. Nye toner til et nyt århundrede. Stykket får samme år premiere på Königliches Hoftheater i Dresden med titlen 2x2=5. Og publikum strømmer til.
Året efter har det dansk premiere på Dagmarteatret, hvor man ellers mente, at Wied var brændt ud, men stykket bliver en kæmpesucces, der går hele 50 gange for fuldt blus. Dansemusen har slået til igen!

Til 15. Belle époque
Til 18. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Publiceret 10. maj 2003. Opdateret 25. juni 2006..
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.