Gustav Wied: Satyr Dansemus. Epoke - danske romaner før 1900

Humoristen Barnedigteren Udklækket Visit på godset Pjecen Strindberg Café Bernina Tugthus og venusvogn Alice Tutein	Bangsbokredsen Luksusrejsen Satyrspillene Kastellet Dansemusen Belle époque Selvmordet Værker Litteratur og links
Livsens ondskab > Fædrene æde Druer >

Visit på godset
Når det tog Gustav Wied så umanerlig lang tid at tage sin studentereksamen, hører det med til billedet, at der er turbulens på boligområdet. Tanten havde ikke længere råd til at give brødrene logi. Gustav og John rykker derfor ind i en lille lejlighed i Studiestræde. De skilles ret hurtigt, da storbroderen ikke kan udholde Gustavs slendrian og almindelige forvirring. Herefter lejer den udstødte sig ind på et kvistværelse på Gl. Kongevej hos en gammel bekendt fra hjemstavnen, en tidligere Branderslevpræst.

Edvard Petersens maleri Udvandrere paa Larsens Plads fra 1890

Edvard Petersens maleri Udvandrere paa Larsens Plads fra 1890

Edvard Petersen (1841-1911): Udvandrere paa Larsens Plads. 1890.
Gengivet med venlig tilladelse af 19.5. 2003 af kunstmuseet Aros.

Desuden strejfer han rastløst omkring med lange gåture i Søndermarken eller ad Larsens Plads ved havnen, hvor de store Atlanterhavsdampere lægger til. De tog i tusindvis af udvandrere og lykkejægere med om bord til Amerika. Hvorfor ikke prøve lykken? Han havde lyst til at rejse ad helvede til. Bare væk fra det triste og larmende København.
En forårsdag i 1883 bemærker han en annonce i Berlingske Tidende, hvor hofjægermester von Arenstorff og frue på Overgaard gods ved Mariager Fjord søger en student som huslærer for mindre børn. Selvom han langt fra er student, søger han jobbet med en varm anbefaling af den gamle pastor og giver møde hos herskabet på Hotel d'Angleterre. Han får det. Og tager kort tid efter dampskibet til den østjyske havneby Udbyhøj. Så kom han dog alligevel ud at sejle. Søsyg bliver han, og det skal blive værre på hans nye destination.
På Overgaard venter der ham nemlig en grim skuffelse, idet udvandreren bliver installeret i et lille klamt kælderværelse, hvor også undervisningen skal foregå. Samtidig med at godset råder over 50 behagelige værelser, hvoraf mere end halvdelen ligger ubenyttede hen. En skuffelse af en anden art bliver indsigten i adelens hverdagsliv, der er præget af sløve rutiner og tung liderlighed. Havde han troet, at samfundets spidser levede forbilledligt igennem retlinet og sober livsførelse, må han tro om. Barnetroen får sit ulivssår.
Fra Lolland vidste bondesønnen alt om, hvorledes tyendet horede til højre og venstre, men det chokerer ham, at adelen ringeagter enhver form for etik og moral. Når han ikke underviser, systematiserer og katalogiserer den grønne huslærer godsets store bibliotek. Hofjægermesterinden bliver ham en udmærket samtalepartner, og i de lange aftner sludrer de om musik og teater, kunst og litteratur, mens godsejeren ligger og snorker på sofaen. I sin fritid spionerer han, alt hvad han kan, og skriver sine iagttagelser og tanker ned.
Under dette ophold på Overgaard bliver digteren Gustav Wied til. Hans første roman Slægten (1898) udstiller nådesløst miljøet og begivenhederne på godset, hvor Frederik von Arenstorff skal være let genkendelig som romanens dobbeltmoralske og perverterede Helmuth Hieronimus von Leunbach, der kører familiearven i sænk. Han lader sin kone brænde inde med hendes elsker, der er hans fætter, i godsets havehytte, hvilket bliver første station på slægtens deroute. Jalousidrabet beder hans mor, enkebaronessen, ham om at glemme og lade som ingenting. Han lystrer, men slår sig på flasken, og moderen vender sig brutalt fra ham med den berømte slutreplik: "Skidt Slægt! Raaden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!"
Da romanen udkommer er hofjægermesterinden på Overgaard for længst afgået ved døden, og har hermed undgået chokket ved bekendtskabet med sin logerendes værk. Mon von Arenstorff'erne var så slemme? Men det var altså takken! Wieds misantropiske og syrligt tilspidsede signatur er tydelig fra første bog. Der var så meget at 'hævne', så meget at 'straffe'. Livet selv var et narrespil og en forbandelse.

Til 5. Pjecen
Til 15. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside