Herman Bang: Realisme og Realister. Epoke

, der bærer undertitlen "Portrætstudier og Aforismer", er sammenstillet af forskellige artikler hentet fra dagblade og tidsskrifter. Den er udgivet som programskrift og replik midt i de litterære fejders tid: en ny kunstart er ved at bryde frem - den moderne realisme.
Herman Bang benytter udelukkende termen 'realisme' og ikke - som man måske kunne vente - 'naturalisme'. Kun en sjælden gang, når han ønsker at præcisere, bruger han ordet naturalisme for at understrege 'den egentlige realisme'.
Bogen består at 4 dele:

er en teoretisk optakt om "Dansk Realisme", der oprindeligt er formet som debatindlæg, hvor argumentationen gløder.
består af "Løse Portrætudkast af vore nye Forfattere". Det drejer sig om Vilhelm Topsøe, Holger Drachmann, Sophus Schandorph, J.P. Jacobsen, Karl Gjellerup og Amalie og Erik Skram.
"Fra Frankrigs Literatur" - rummer portrætter af Honoré de Balzac, Dumas den Yngre, Gustave Droz og émile Zola.
"Dramaturgiske Aforismer" - har to essays: "Nogle Bemærkninger om Teknik" og "En scenisk Henrik Steffens".

Realismen som kunstform
I det følgende vil vi koncentreret i 8 punkter uddrage essensen af Bangs realisme-forståelse på dette tidlige tidspunkt og før han træder frem for offentligheden som romanforfatter.

Realisme er en kunstform. - Det ligger tydeligvis Herman Bang meget på sinde at klargøre dette. Realisme er ikke en tendens, ikke en moral, ikke en idé - men en kunstform!
Virkeligheden er nemlig den samme i realismen. Fænomenerne er de samme, ligesom problemerne og konflikterne. Men - "Maaden, hvorpaa Problemerne iagttages, og hvorfra det Iagttagne fortælles er en anden." - er det nye. Realisme er en ny æstetik.
Den nye metode bestræber sig på at komme tæt på livet. Det kommer først og fremmest til udtryk overfor følelseslivets sammensathed. "Sjælelivets Anatomi" ønsker realismen at skildre med en videnskabsmands grundighed og uforbeholdenhed, hvorfor de fysiologiske aspekter af menneskelivet får en så fremtrædende plads, idet de opfattes som betingelser for de psykologiske. Og omvendt. Realisme er videnskab.
Realismens ideal er følgelig objektivitet. Forfatteren skal træde i baggrunden for at lade virkeligheden komme frem. Forfatteren 'taler' ikke i det realistiske værk, blander sig ikke, men lader personerne tale.
Moralen - og forfatterens moral - er derfor op til læseren.
Metoden kræver, at forfatteren for at komme tæt på livet også kaster sig ud i det, opsøger det, virker i det. Virkeligheden betragtes som rigere end fantasien. Fantasi er ikke realisme.
Komposition af det realistiske værk bortfalder af samme grund. Komposition betyder enhed og helhed, men da livet anses for at være alt for sammensat og mangfoldigt til at rumme en enhed og helhed, vil værkets kompositionelle udsagn være falsk. Realisme er dekomposition.
Sammenfattende gentager Herman Bang, at realisme er en kunstform - og det vil sige en teknik.

Når Bang ihærdigt understreger realismen som kunstform, hænger det sammen med, at disse stykker om realismen indgår i en litterær fejde. På dette tidspunkt er 'realisme' og 'naturalisme' det nye. Bang kører sig i stilling med base i det nationalliberale og konservative dagblad Nationaltidende overfor modstanderne Georg og Edvard Brandes, hvis ideologiske og politiske opfattelse af realismen og naturalismen, han ikke deler. For Bang er realismen en kunstnerisk mellemform mellem idealismens idéverden og naturalismens videnskabelige forskerblik.
I de enkelte portrætter fremkommer det dog tydeligt, at der til realismens form knytter sig et nyt indhold, stof, andre synsvinkler og anskuelser. Problemet er, at realismen ikke er ny i dansk litteratur. Den dyrkes i begyndelsen af århundredet af Poul Martin Møller og Steen Steensen Blicher og midt i århundredet af Mathilde Fibiger, Hans Egede Schack og Goldschmidt.
Denne tidlige realisme betegnes litteraturhistorisk 'poetisk realisme', hvor den nye realisme betegnes 'kritisk realisme'. Herman Bang har et godt øje til etiketterne og fra sin nuancerede mellemposition en sikker vurderingsevne. Det korte og spændstige portræt af Drachmann slutter med følgende præcisering:

Til sidst endnu én Bemærkning. Der gives Folk, for hvem
Æsthetik er et Skema med Rubrikker. Nogle af disse Folk er
i Forlegenhed med Drachmann: de ved ikke, hvor de skal
stille ham, i hvilken Rubrik. Disse Raadvilde raader jeg til
at kalde ham Realismens Romantiker. Saa har han da en
Etikette, - og det er jo det Vigtigste. (s. 50)

Tilsvarende kan han stilrelativerende om J.P. Jacobsen skrive i forbindelse med forholdet mellem romantik og realisme, som der kun for den naturalistisk dogmatiske går en skarpt afgrænset mur imellem:

Hvad er i "Marie Grubbe" navnlig betog det store læsende
Publikum var Bogens glimrende Kolorit. Man maa for at finde
noget lignende i Farveglød og Farvepragt, gaa tilbage til visse
Romantikere i Frankrig. Et mærkeligt Fingerpeg for resten
henimod en Sandhed, Realismens Venner og Fjender begge har
ladet uomtalt: Jakobsen er midt i al sin Realisme en stor Romantiker,
men en Romantiker, hvis Romantik er tøjlet af Forskeren i ham. (s. 84)

Realismens teknik
"Ordet Teknik er for en stor Del hjemlige Vismænd en ildeklingende Lyd. Man forstaar derved noget vist ubestemmeligt, Farligt, ikke-Nationalt, noget Usundt, Fremmed, Noget, der vil ødelægge vor Ejendommelighed og gjøre os stilistisk og formlig letfærdige, man gjør uden helt at klare sig det, Teknik identisk med Realisme. Og Realisme er for mange et meget slemt Ord, eller rettere har været det, thi jeg tror, at man nu begynder at indse, at Realismen i vor Literatur i al fald har gjort den Nytte, at bringe "Formen" noget fremad." - (Nogle Bemærkninger om Teknik, s.185-186).
Senere udvider han synsvinklen, idet han definerer skuespillets teknik - der samtidig viser os romanforfatterens æstetiske strategi:
"Den dramatiske Tekniker kjender alle Scenens Fordringer; han betragter Scenen som sin Kampplads, og som en klog General undersøger han nøje og omhyggelig Terrænet, inden han skal kæmpe; han veed, at Brædderne forestiller, men dog ikke er Verden, og at man derfor nøje maa mærke sig de Love, der hersker i den Skinverden, som han befolker med Mennesker.
Den fuldendte Tekniker forstaar frem for Alt at begrænse sig, han sparer på Motiverne og giver os ingen overflødige Ord.
Han spreder aldrig Opmærksomhed ved at fortælle os to Historier paa en Gang, han taler tydelig om den Sag, han behandler, men han gaar aldrig udenom Sagen. Han bøjer Replikerne efter den Persons Individualitet, der taler, og han lader Dialogen være et slebet Vaaben i sin Haand.
Ved Hjælp af en fuldendt Teknik bygges Scenerne af Replikker, der hager sig fast til hinanden, og hvert Ord er en klingende Tone i Dialogens bestandige vexlende Melodi." (S.187)
Den 22-årige Herman Bang slutter sit essay med bemærkelsesværdigt modent at slå fast: "Teknik er Haandværket i al Kunst".
Således oprustet kaster kritikeren og journalisten sig ud i sin første roman.

Litteratur og internetsteder om realismen

	John Chr. Jørgensen: Den sande kunst. Studier i dansk 1800-tals realisme. Borgen, 1980.
	Realismen i malerkunsten. Et blandet udvalg af nordisk realisme.

Til toppen
Til I opposition til Georg Brandes
Tilbage til Herman Bangs hovedside