Herman Bang: Tine. Epoke - danske romaner før 1900

Bangs nye roman begynder, hvor det indskudte erindringsafsnit om barndommens land på Als i Stuk hører op. Her mødte vi i nogle glimt Herlufs barnepige, degnens datter Tine. Hende gør Bang til hovedperson i sin fortælling, der i forlængelse af analysen af derouten i ekspansionens København sætter sig for at tyde 'sårfeberen fra Dybbøl' - fædrelandets store krise.
Tine er en historisk roman i den forstand, at samtlige begivenheder, personnavne, lokaliteter - endog vejrlig - er historisk korrekte. Kun hovedpersonerne, Tine og skovrider Berg, Herluf Bergs fader, er fiktive. Virkelighedens Tine tager ikke sit eget liv, ligesom Herman Bangs fader ikke bliver tilbage i præsteboligen i Adserballe, da familien bliver evakueret til Horsens.
Ligheden med Stuk har en anden dimension, hvilket har med romanernes originalitet at gøre: Som byen ikke blot er baggrund og ramme for menneskelivet i Stuk, er krigen det tilsvarende ikke i Tine. Byen og krigen fremstår som overordnede objektive faktorer, der rækker afgørende og forandrende ind i de enkelte familiers og den enkelte persons liv. Krigen er ligesom metropolen opfattet som katalysator og drivkraft.
Stilistisk er romanen i lighed med Ved Vejen og Stuk en gennemført 'scenisk roman', hvor personerne udelukkende beskrives igennem deres ord og handlinger. Hvor impressionismen i Stuk truer med at opløse fortællestrukturen, gør den Tine til et helstøbt kunstværk.

Barndommen
Herman Bangs barndom på Als har været paradisisk. Gentagne gange har han kredset om den som det tabte land, hvad barndommen alment er i sig selv. Det særlige ved Bangs barndom er, at den hører op med et hårdt hug, da han i en alder af seks år sammen med familien bryder op fra øen på grund af krigsudbruddet og bosættes i Horsens, hvor det uskyldige legeland med moderen som fortryllende midtpunkt brat bliver udskiftet med alarmsignaler, angst og forvirrede mennesker. Det tabte land bliver desuden det tabte hjem.
I romanens forord beretter han om denne for ham så skæbnesvangre hændelse. I de små byværelser i Horsens, hvor "aldrig nogen kom og besøgte os", bliver børnene en nat vækket af tumult:

Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fødder og Signaler af angstfulde Horn.
- Hvad er der - hvad er der dog, Mo'er? skreg vi.
- Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, og vi græd højt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi hørte bestandig, bestandig Folk, der løb paa Gaden, og Tropperne, der ilte, og Hornene fjern og Hornene nær - gennem Stormen.
... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skændsel har været nok til at gennemtrænge hele mit Liv. Jeg føler endnu dets Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, Tilintetgørelse, Død, Ruin. Allerede i min allerførste Produktion har Indtrykket været stærkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og siden har samme Indtryk forklædt sig Gang efter Gang i Billeder af Ruin - indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes i denne Bog. (S.11)

Denne erindring er den sidste i en række på tre, som i Herman Bangs selvforståelse har præget hans liv og formet hans produktion med dens kredsen om fortabelse. I det første erindringsbillede ser han moderen sidde sortklædt og bleg med hænderne i skødet foran det store dagligstuevindue i præsteboligen i Adserballe, ubevægelig og stum. I det næste erindringsbillede færdes børnene med moderen på en gåtur over grønne alsiske marker. De sidder på en høj og ser ud over øen, og moderen græder og græder, og børnene får nu at vide, at de skal rejse. Og så følger det tredje erindringsbillede, som er citeret ovenfor.
Få år senere forstærkes ulykken ved moderens død. Men den bortgangne forsvinder ikke. Moderen får et stærkt efterliv i flere af Herman Bangs kvindefigurer, Nina Høeg, Katinka Bai og senere Ida Brandt. Det sidste indtryk af moderen har hos Bang "født deres stumme Sorg og deres Resignation". - Vilhelm Hammershøis billede på omslaget af udgaven fra 1997 er således uhyre velvalgt: Dér står den livsglade og moderlige Stella - "som en sortklædt Alabasterstatue".
Den panik, Herman Bang overalt finder i sin levevis og sine skriftlige arbejders emner og stil, forbinder han med de mærker og knuder i følelseslivet, som opbruddet fra barndommens Als så brutalt pådrog ham - akkompagneret af lyden af undergang.

Slaget
Det historiske landkort i midten af 1800-tallet ser for Danmarks vedkommende sådan ud: Danmark er et monarki, der omfatter hertugdømmerne Slesvig, Holsten og det lille Lauenburg. De små tropekolonier henholdsvis på Guldkysten i Østafrika og Trankebar i Indien er blevet solgt i 1840erne. Grænsen til det tyske rige går ved Hamborg. En tredjedel af det danske folk er således tysk. I de første årtier af 1800-tallet er det ikke årsag til problemer, da den romantiske bevægelse kulturelt og åndeligt forener de to nationaliteter.
I 1830erne begynder en tysk frigørelsesbevægelse at gøre sig gældende, idet befolkningsgrupper kræver en fri forfatning for de slesvig-holstenske hertugdømmer. Samtidig opstår der i Nordslesvig en dansk-national bevægelse, der trækker til den modsatte side. Modsætningerne fører til Treårskrigen 1848-50. Med støtte fra den tyske stat Preussen går slesvig-holstenerne til angreb og trænger helt op til Limfjorden. Indesluttede danske tropper i Fredericia går til modangreb og vender den såkaldte krigslykke. De slesvig-holstenske oprørstropper bliver endelig besejret i slaget ved Isted. Ånden fra 48.

I sejrsrusen overser man, at det for Danmark gunstige udfald skyldes stormagtspolitik, idet Rusland ikke vil tillade Preussen at udvide dets magtområde. I 1864 er stormagtskonstellationen en anden. Desuden er den folkekære Kong Frederik VII død i 1863 og afløst af Christian IX, der er tyskfødt og derfor upopulær, hvilket medfører en kritisk kædereaktion i såvel som udenfor regeringen. Den politiske situation er ustabil, og Preussen forsøger atter at befri Slesvig-Holsten for dansk overherredømme. Den nye krig bliver en katastrofe for Danmark.
Hæren tager opstilling ved Dannevirke fæstningerne, der er i en elendig forfatning. Generalen med det pæredanske navn - de Meza - beslutter at rømme Dannevirke inden det for alvor kommer til kamp. I virkeligheden en bedrift fra generalens side, for fæstningen er ikke andet end en dødsfælde. Som tak herfor modtager han en fyreseddel af regeringen.
Under tilbagetoget tager dele af hæren opstilling ved Dybbøl Banke, som tyskerne imidlertid hurtigt overvinder. De danske styrker trækker sig tilbage til Als, hvor de bliver endeligt slået i løbet af sommeren, hvorefter den resterende hær tager flugten. Ånden fra 64.

Ved fredsslutningen i Wien må Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg. Grænsen går herefter ved Kongeåen syd for Kolding. Befolkningstallet falder hermed fra 2,5 til 1,7 millioner. Spørgsmålet rejser sig, om Danmark kan bestå som selvstændig stat - eller om riget vil blive opslugt sydfra og nordfra.
Så galt gik det godt nok ikke. Og det skyldes sikkert, at der kun levede danskere i landet.

Krig
Ovenstående historiske begivenheder er kun gennemsigtigt tilstede i romanen. At fortælle krigen bliver i Bangs sujet en fortælling om krigens mentale effekt på almindelige menneskers tilværelse. Krigens ødelæggelse skyller som en tung tyfon henover det jomfruelige Als og efterlader den grønne ø raseret som en mudderpøl. Men ikke nok med det, den efterlader tillige den ødelagte ø i hænderne på andre magthavere og en uvis fremtid.
I midten af det store persongalleri, som hændelserne beskrives igennem, står Tine Bølling, datter af byens degnepar, og skovrider Berg, der med sin familie er kommet til øen fem år tidligere. Imellem familierne opstår der et sympatisk forhold, da skovriderparret af samfundet er respekterede og beundrede, hvilket bl.a fører til, at Tine bliver familiens barnepige. Hun nærer en skjult betagelse af Herlufs far, der sættes fri, da krigen bryder ud og alt går i opløsning.
Tines alder oplyses ikke direkte. Hvor ung er hun? Ved skovridderfamiliens ankomst er hun netop konfirmeret, og da det ved romanens begyndelse er fem år siden, er hun altså i omegnen af 20, hvilket er vigtigt nok at holde sig for øje på dommens dag.
For hvad vil Herman Bang med sin roman, som han sidder og skriver på et hotelværelse i Nakskov? Og som udsendes i 25-året for krigen i 1864. Han vil jo ikke blot vande høns over sin moders minde og tabet af sin barndom og Sønderjylland. Bang er ikke sentimental, men sensitiv. Det er den sensitive journalist og politiske kommentator, der fortolker et stykke danmarkshistorie udsat for skønlitteratur, og det vil sige begivenhederne set indefra.
Med sin roman undersøger Bang som fordomsfri moralist spørgsmålet, hvorvidt krigen - som kapitalen i Stuk - undergraver mennesker og gør dem moralsk defekte.

Og kærlighed
I krig og kærlighed - lyder en munter talemåde, der signalerer, at krig er en form for elskov og at kærlighed er en form for krig. Kærlighed kan rigtignok skabe kaotiske forhold og efterlade de involverede udbombede tilbage i ruinerne. Dermed en parallel til krigen åbenbar. Ligesom krigen på kampglade naturer virker tillokkende, fordi den ophæver den almindelige - og kedelige - orden og skaber en spændingsladet ny. I både krig og kærlighed taler præsten om lykke, og forbinder denne som underordnet Guds vilje.
At krig desuden betyder mobilisering af forsvarsvilje, beskyttelse, modstand og heltemod hører til den lange historie, som Tine er en stump af med hverdagslivets almindelige patrioter i øjenhøjde.
Dette stof er tilstede i romanens hvirvel af replikker. Det er krigen som uorden og lovløshed, der skildres, hvor denne udefra kommende destruktion bliver katalysator for både trofasthed og illegitime driftsudfoldelser. Romanens kærlighedshistorie er således mere en tiltrækningshistorie som udløses af krigens undtagelsestilstand.

Tiltrækningen mellem Berg og Tine er sympatisk. Skovrideren er rosenelsker og haven, der ikke rigtig er noget for skovridderfruen, bliver deres fællesvirke, hvor de desuden krydser fuchsier. Der er sommeraftner, hvor de sysler, vander og beskærer, mens fru Berg sidder på havetrappen og snakker henover plænen til de to (s.35). Bliver det sent følger Berg gerne Tine hjem med en lygte i hånden. At blive "fulgt" er det ærefuldeste, Tine ved (s.39).
Tine indgår således i skovridderfamiliens liv som en datter. Da krigen bryder ud og skovridderboligen omdannes til indkvartering for officererne, ændres situationen. Fru Berg og Herluf er evakuerede i Horsens, mens Berg bliver indkaldt til fronten. En aften er der dans i den maltrakterede skovridderbolig. I hurlumhejet standser Berg pludselig foran Tine, der sammen med byens andre piger sørger for forplejningen af tropperne - "Saa er det vel os", siger Berg. "Ja", svarer Tine svimmel og stille.
Efter den alt for lange dans, hvor de har fastholdt hinandens blik og knuget hænderne i et fast greb, trækker Tine sig tilbage i sit kammer. Rundt om sig har hun bemærket atmosfæren af brunst. Veninder der med plirrende øjne mangler et par knapper i kjolelivet, andre der begynder at overnatte her og der. Hun vil væk. Hun vil til lazarettet og hjælpe. - Ja, det ka' kanske være sundere... man maa jo "redde sig", som kroværtens Tinka, der her flere jern i ilden, svarer (s.124).

Lazarettet kommer hun dog ikke til. Hendes mor kan ikke undvære hende, da hun ikke alene magter forplejningen af den gamle degn, der er gået fra sans og samling. Hun beder derfor Berg om at overtale Tine til at blive, og det gør han da så gerne - "der er jo ingen Grund til at rejse", som han siger til Tines mor (s.128). Berg opsøger derfor Tine for at tale hende fra hendes plan om at rejse. Hun sidder ved en døende soldats seng, da Berg træder ind. Denne soldat, Appel, får i romanens komposition en fremskudt plads, idet han under andre omstændigheder kunne have været blevet Tines mand.
De går ned langs kirkegårdsmuren uden at tale, men pludselig standser Berg og med et ryk begynder han at tale - "som om han talte med sig selv" (s.129):

Han gav Ord til alle Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede den Lidenskab, han ikke nævnte; han forfulgte den med sine Ord lige til dens Fødsel i sine Tanker - han forsvarede sig med alt, skældende Nætterne, Værkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der ikke havde Arbejde, Nætterne, der ikke kendte Søvn.
Han gik igen hurtig, saa hun næppe kunde følge; stille forstod hun alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han ikke behøvede, sagde hun blødt og næsten bebrejdende:
- Hvorfor vil De dog sige mig alt det?
Berg standsede - to Gange mumlede han hendes Navn.
- Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg har talt med Deres Mo'er.
- Vi to, sagde han, behøver vel ikke at være bange for hinanden.
- Nej, hviskede Tine og løftede Hovedet.

Tine bliver. Og det skulle hun nok ikke have gjort. Men hun bøjer sig for sin mor og skovridderen, mennesker, som hun holder af og beundrer. "Jeg har talt med Skovridderen", siger Tine til sin mor. "Aa, saa Gud ské Lov, aa, saa Gud ské Lov", svarer Madam Bølling.
Nu går det galt.

Faldet
Kapitel 6, også kaldet "Dannevirkenatten" på grund af Herman Bangs fremførelse af dette dramatiske kapitel, er romanens episke kulmination. I diverse forsamlingshuse, foredragssale og teatre Norden rundt kastede forfatteren sig ud i disse oprivende optrin, oplæsende, gestikulerende, illuderende med vanvid malet i ansigtstrækkene og med formørket smerte i hver replik og betoning iført kjole og hvidt foran det forbløffede publikum. Bagefter i garderoben mere end halvdød af overanstrengelse og i forvejen dødssyg river han skjorteflippen op, medens han forvredent, krampagtigt henkastet i en stol skyller efter med champagne og med hæs stemme endnu i eksalteret panik hvisker til de nærmeste "Var jeg god?" - Jo, Bang, De var god... - "Publikum?... Fik jeg dem... med?" - Jo, Bang, De fik dem... - Han elskede det.
Dannevirkenatten beskriver altings opløsning på Als under tilbagetoget. Huse forlades, flyttelæs står efterladte i gårde og på veje under kanonernes brøl og alarmsignalernes hyl. "Alt hvad vi ejer og har - aa alt, hvad vi ejer og har", jamrer fru Bølling, da de sammen med den sindsforvirrede Bølling flygter til kirken.

Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk. Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og børn sad paa de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slæbte. Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de tumlede videre. (S.134)

Fra kirkens tårn stirrer de ud over den brændende ø i natten. "- Den dejlige Ø, den dejlige Ø", hvisker Madam Bølling. Også skovrider Berg dukker op i kirketårnet, "skælvede fra Isse til Fod". Han tager Tines hænder og hun trykker sig ind imod ham. "Og foran Lugerne, bag Forældrenes Ryg, tog han hende, dækkende hende med Kys." (S.151)
Senere løber de sammen gennem uvejret og virvaret til skovridergården, hvor alt er raseret: "Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær." (S.151)
Således slutter Dannevirkenatten.

Ude af sig selv, omgivet af død og undergang, har Berg og Tine hengivet sig til hinanden. Det vil forekomme urimeligt at hævde, at de burde have tænkt sig om. De efterfølgende voldsomme begivenheder medfører, at de mister kontakten med hinanden. Og Tine drukner sig den tidlige morgen af skam og sorg.
Tine er ofte blevet sammenlignet med Als, den smukke, jomfruelige ø, som bliver hærget og ødelagt af krigen. Men den sammenligning halter. For forholdet mellem Tine og Berg er ikke en kønskrig. Han havde taget hende, står der, og sådan tænker Tine selv bagefter - eller rettere, sådan lader Bang hende tænke. For Tine selv har også taget skovrideren eller taget imod ham. Voldtægt er det ikke.
Tine er - med faderens ord - ikke køn, men sund og god. At påstå, at hun skulle have vendt sig fra Berg, da hun alt for godt vidste, at han var Maries mand og Herlufs far, at hun burde have indset konsekvenserne, er meningsløs teori. De har begge været besatte af den dødsdrift, der er seksualitetens inderste væsen, og som under normale omstændigheder finder et naturligt udløb, der sikrer parterne ligevægt og en form for livsglæde.
Kønsakten mellem de to er naturlig, men deres forhold er unaturligt. Krigen har bragt dem ud af ligevægt. At det ikke kun er skovrideren, der egoistisk har misbrugt Tine, lader Bang skinne igennem i en enkelt replik: "Er De vred?" hvisker hun efter det andet samleje. Han svarer ikke, men hendes stemme vækker på ny hans begær. Og hans hendes. "Dø og få Fred", havde Tine tidligere tænkt med en snert af misundelse stillet overfor de døende soldater på lazarettet (S.142).
Den korte 'kærlighed' giver hende ikke denne fred. Derfor tager hun sit liv, da hun er for ægte til at kunne leve med bevidstheden om sin egen falskhed.

Landemærket
Med sit tema om længslens væsen knytter romanen sig til Bangs tidligere værker, hvor længslen hersker som uindfriet. Overhovedet Bangs tvangstanke. I Tine er temaet gennemført uden patos og uden bitterhed. Tines længsel fandt sted, men fremkaldte ikke hendes væsen. Når Tine søger 'de sorte vande' skyldes det, at hun har dem i sig som mulighed og tilskyndelse.
Driften er krigen i det enkelte menneske. Driften er ikke på forhånd fjenden. Driften er en magt - hverken ond eller god. Ligesom Gud. I Tines tilfælde overvindes hun indefra af driften, da hendes omverden nedbrydes, og hendes væsen lægges øde.
På romanens sidste sider sker der to interessante ting. I det hele taget skal man lægge mærke til Herman Bangs slutninger, for her er der altid noget på spil, fordi han havde en kunstnerisk begrundet idé om at vise, at livet går videre - det er kun bøgerne, der holder op. Således synges der i kirken ved Tines begravelse, og to vers fra Grundtvigs påskesalme aftrykkes. Det sidste lyder:

Her er Lammet, Offerlammet,
siger Jesus, ydmyg spag,
i min Faders Raad berammet
er den store Offerdag.
Bange vel af Hjertens Grund
er jeg for den mørke Stund.
Men for hele Verdens Brøde
Den Uskyldige maa bløde.

Det er et særpræget vers at indsætte som udgang, selvom Bang ikke citerer korrekt, idet "Offerlammet" i første linje skal være "Paaskelammet", men Bang har sikkert blot husket forkert. Men vil fortælleren, der også er fortolkeren, med verset vise, hvorledes alt i den kristne mytologi via den tilstedeværende Biskop kan optages og oversættes til - uigenkendelig - meningsfuldhed? Og at denne kunstigt begrundede 'mening' i virkeligheden er farlig, fordi den er uansvarlig?
Tine er jo ikke uskyldig. Hun er ikke et offerlam. Hun er offer for den lidenskab, som normernes sammenbrud stiller fri. Krig er uorden. Ligesom driften - i sig selv. I en sådan forståelsesramme løsnes hun af versets fortolkning og omklamring. Ligesom salmens hovedperson: Jesus Kristus som den uskyldige er en utopisk illusion. Jesus var israelsk kriger og anfører mod den romerske besættelse af landet og Jerusalem.
Den anden begivenhed fører i en helt anden retning. Og alligevel ikke. På den sidste side kommer en vogn susende, og er lige ved at torpedere biskoppens for udadkørende vogn. Det er Madam Esbensen, lokalitetens tapre og allestedsnærværende jordemoder, der "var evig i Forretning". (S.205). I dette billede går livet løfterigt videre. Jordemoderen, der som Helligånden svæver over de levendes og dødes og halvdødes land, er i allerhøjeste grad det guddommeliges sendebud i realiteternes verden.

Sidetal refererer til 5. udgave (1997) ISBN 87-0-0311367 med omslagsill. af Vilh. Hammershøi.

Udgaver af Tine

	Ved læsning af Tine anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave med noter ved Marie Hvidt og efterskrift af Villy Sørensen fra 1986. Foruden selve romanen indeholder udgaven en fyldig efterskrift om romanens plads, tilblivelse, tider, steder, mennesker, helhed, tekstforhold og oversættelser samt modtagelse, herunder samtidige anmeldelser. Afsluttes med fyldige litteraturhenvisninger og noter.
	Andre udgaver af Tine.
	Den komplette tekst til Tine er tilgængelig som fuldtekst elektronisk dokument fra Dansk Nationallitterært Arkiv, Det kongelige Bibliotek.
	Den filmatiserede Tine (Video). En film af Knud Leif Thomsen. Rialto Film (1964).

Litteratur om Tine

	Klaus P. Mortensen: Sonderinger i Herman Bangs romaner (1973).
	Harry Jacobsen: Herman Bang. Resignationens digter (1957). Om Tine i kapitlet Impressionismens klassiker. Desuden sammes: Herman Bang. Nye studier (1974). .
	Jacob Paludan: Efterskrift i Tine. Gyldendals Bibliotek. Dansk Litteratur, Bind 19 (1964). Haves bl.a. i Århus Kommunes Biblioteker.
	Andre bøger og tidsskrift- og avisartikler om Tine

Til toppen
Til Ludvigsbakke
Tilbage til Herman Bangs hovedside

Denne side er publiceret på internettet 27. juli 2000. Opdateret 1. november 2012.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.