Steen Steensen Blicher Flugtveje: Ossians digte
Titelbladet til Blichers oversættelse af Ossians Digte udgivet i København 1807.
Ossians digte - et falsum?
Allerede da James Macpherson udgav Ossians digte i 1763 blev der sået tvivl om hvorvidt Ossiandigtene var ægte. Mange var af den overbevisning at det var Macpherson, der selv havde skrevet digtene. Ikke mindst Samuel Johnson benægtede fra første færd ægtheden. Men uagtet det, blev de en sensation over hele Europa. Litterære efterligninger var på mode og Ossian imødekom særlig mange behov i tiden.
I dag mener man, at Macpherson nok har disponeret over enkelte manuskripter af autentisk art, men at den allerstørste del af de offentliggjorte "oversættelser" var frugt af hans egen poetiske husflid. (Kilde: Verdens litteraturhistorie. Ved F.J. Billeskov Jansen. Politiken, 1972. Bind 6, s. 101-104).
Digtet om Fingal
På de tre sider herunder ses begyndelsen af digtet om Fingal. Fingalshulen i Skotland, hvor Ossian og Macpherson kommer fra, blev i romantikken et yndet udflugtsmål. Således har også komponisten Felix Mendelssohn-Bartholdy ladet sig inspirere heraf til koncertouverturen "Hebriderne", da han i 1829 foretog en rejse dertil. Og vor egen Niels W. Gade (1817-1890) skrev i 1841 ouverturen "Efterklang af Ossian".