Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Epoker og ismer - 3.2: Naturalisme
Af IBEN HOLK
Nora
Hvor gik Nora hen?
Dansk Kvindesamfund
Debatten bølger
Caroline David
Harriet Salomonsen
Adda Ravnkilde
Victoria Benedictsson
Ingeborg Stuckenberg
Amalie Skram
1880erne og Frigørelsen
|
Naturalisme og program
Kulturkampen
Ideologiskift
Kulturradikalismen
Ny bevidsthed
Murens fald
Den historiske interesse
Forlængelsen
Et udvalg af litteratur
|
Nora
Hvor gik Nora hen, da hun gik ud...?
Sådan lyder det klassiske spørgsmål [*] - med en vis humoristisk distance. Men dengang i 1880erne var det alvorligt nok. Det var dengang, emancipation (kvindefrigørelse), ægteskab, forelskelse, seksualmoral, polygami, promiskuitet, prostitution blev vendt og drejet af diverse talsmænd og kvinder i en konfrontation, hvoraf der opstod civilisationshistorie.
I løbet af 1880erne danner der sig i denne historie forskellige opfattelser af seksualitet. Historien består så at sige af disse forskellige opfattelser.
Skillelinjen går imellem to holdninger til, hvorledes det ideale og lykkelige ægteskab skulle udfolde sig for begge parter. Skulle det være legitimt for unge kvinder at gøre seksuelle erfaringer inden ægteskabet? - ligesom for mændene. Eller skulle de unge mænd indordne sig under samme eksklusive strategi som var gældende for kvinderne?
Nu bryder der en ophedet debat ud, der snarere kunne minde om en mindre borgerkrig, varede i flere år og måske aldrig er hørt helt op. Denne strid i 1880ernes midte indgår siden i historiebøgerne som Sædelighedsfejden.
[*] "Hvor gik Nora hen da hun gik ud" er en folkekomedie i 3 akter af Ernst Bruun Olsen opført 1968 på Det ny Teater som en videreførelse af Henrik Ibsens Et dukkehjem.
Dansk Kvindesamfund blev stiftet af beslutsomme kvinder i 1871. I 1880erne hedder forkvinden Elisabeth Grundtvig (barnebarn af den store salmedigter). Hun bliver talerør for sidstnævnte holdning, at mændene før ægteskab bør indtage samme disciplinerede position som kvinderne, da de sidstnævnte ellers fortsat vil komme til at lægge krop til afbrudte svangerskaber, uægte børn og diverse kønssygdomme.
Heroverfor står de radikale kredse med Don Juan-brødrene Brandes i spidsen, der med deres udsøgte placering i honningkrukken går ind for kvindernes frie seksuelle optræden, fordi denne vil gøre dem mindre seksualforskrækkede og neurotiske.
I eftertiden er disse holdninger kendetegnet som henholdsvis en streng og puritansk seksualmoral overfor en frigørende seksualpraksis. Men spørgsmålet - set i bakspejlet - er, om der ikke her er tale om kliché?
For hvor frigørende er frigørelsen?
Er frigørelsen ikke snarere en form for - løsrivelse? At blive fri-gjort vil jo netop sige, at blive løs-revet fra et forpligtende forhold til et andet menneske. Og i forlængelse heraf løsrevet fra bundethed til samlivets værdier og ansvar. Frigørelsen efterfølges typisk af livsformende konventionel løsagtighed, der gerne resulterer i skinbarlig frustration. Og ensomhed.
Spørgsmålet er, om det ikke er kliché og fordom, at moral altid er ensbetydende med strenghed og puritanisme? Seksualmoral behøver ikke nødvendigvis at være streng og restriktiv. Den udspringer snarere af følsomhed og respekt for livet. Forbindes ikke ære, stolthed, troskab, generøsitet og karakter med moral?
Moral som et udtryk for livsfylde og skønhed, og som sikring af det naturlige begærs udfoldelse i pagt med livets værdi.
I de to sidste tiår er der opstået en fornyet interesse for moral og moralske spørgsmål - efter begrebet i de foregående årtier samlede støv som livstruende inventar til almindelig formørkelse.
Udvalgt litteratur om moral
|
Francesco Alberoni: Værdier. (1997).
|
|
|
Mads Storgaard Jensen: At lære livet. (1995).
|
|
|
Moralen og dens begrundelse. (Filosofiske tekster). Udgivet af Bjarne Troelsen (Systime, 1995).
|
|
|
Kåre Bluitgen: Konflikten i dig selv. (1993).
|
|
|
Grethe Rostbøll: Værdier i krise. Kultur, moral og demokrati i et europæisk perspektiv. (1994).
|
|
|
Johannes Sløk: Moralen der blev væk. (1993).
|
|
|
Rie Osted: Afrodite folder sig ud. Om sjæl og krop, drømme, kærlighed og kreativitet. (1992).
|
|
|
Er vi værdiløse? Moralske tanker mod år 2000. Redigeret af Lone Dybkjær (1992).
|
|
|
Moral og etik. (Kvindestudier, 8). Redigeret af Nynne Koch (1984).
|
Debatten bølger den gang i 1880erne for fuld damp. Og holder gang i gemytterne i en tid uden solide præventionsmidler. Periodens litteratur skriver sig ind i og forholder sig til det absolutte emne, som sædelighedsfejden udgør i 1800tallets sidste ti år.
Et Dukkehjem af Henrik Ibsen (1828-1906) har premiere i 1879, og stykket slutter heroisk teatralsk og revolutionært med, at Nora forlader mand, børn, ægteskab - og scenen! At hun i det virkelige liv også skulle forlade livet vidner datidens begivenheder om, når de ses i dette dystre perspektiv.
En række smukke og velbegavede kvinder begår faktisk selvmord på grund af ulykkelig kærlighed eller seksuelt misbrug blandet med forliste kunstnerdrømme i årene under og i kølvandet på sædelighedsfejden. Af samme grund er Det moderne gennembrud også siden døbt Det moderne sammenbrud.
Selvmordet som livsfinale gælder for flere kvinder knyttet til de litterære radikale cirkler. Således Caroline David 1878, Harriet Salomonsen 1879, Adda Ravnkilde 1883, Victoria Benedictsson 1888, Ingeborg Stuckenberg 1904 og Amalie Skram 1905.
Caroline David, en fremtrædende kulturpersonlighed, var fornemt gift, men i en årrække desuden Georg Brandes' elskerinde. Da hun lader sig skille for at gifte sig med Georg Brandes, har denne i mellemtiden mistet appetitten, hvorefter den kompromitterede kvinde flygter til Rom, hvor hun i fortvivlelse tager sit liv.
Harriet Salomonsen, der tilhører en stenrig familie, bliver i en alder af kun 15 år gift med den fattige Edvard Brandes. Han har en elskerinde og hun en elsker. Da hendes elsker gifter sig, drikker hun blåsyre og iscenesætter næsten sit selvmord på teatermanér. Hun efterlader to små døtre - og en Edvard Brandes, stenrig.
Adda Ravnkilde kommer i meget ung alder til København fra en sjællandsk købstad for at læse til lærerinde. I bagagen har hun manuskripter til ikke mindre end tre romaner, der alle handler om kvindefrigørelse og erotik. Manuskripterne sender hun til sit store forbillede Georg Brandes, men hører intet. I desperation skyder hun sig på et hotelværelse efter at have skåret sig op med en kniv. Først 100 år senere udkommer hendes romaner.
Victoria Benedictsson begår selvmord efter forliset af et årelangt men uafklaret forhold til den gifte Georg Brandes. Et forhold, der væsentligst bestod af sidespring på hotelværelser. Hendes dødsakt finder da også sted sted under dunkle omstændigheder i et hotelværelses anonymitet.
Ingeborg Stuckenberg stikker af fra sin mand og en fornærmende triviel hverdag for at søge lykken sammen med nabokonens mand på New Zealand. Da det ikke er lykken, hun finder her, men den rene elendighed, og en partner, der i al hemmelighed har gemt en returbillet til sig selv, vælger hun at skyde sig en kugle for panden.
Tog disse kvinder livet for let? Eller for alvorligt? Tog de sig selv for højtideligt? Forlangte de for meget af deres mænd og elskere - af deres partner? Gik seksualiteten eller seksualdebatten dem på nerverne? Gjorde de sig urealistiske forestillinger om kærlighed, erotik og samliv?
De levede midt i tiden for den store frigørelsesdebat, hvor atmosfæren har været gennemsyret af 'kvindens frigørelse'. Måske har den dagklare larm i aviser om livets intime og private forhold ved siden af en frivolt forceret omgangsform suget livslysten ud af dem, da de for sent opdager, at deres eget køn har indfanget dem i liderlighedens og promiskuitetens fælde, hvor de havde drømt at gøre karriere på ligefod med - mændene.
Og selvmordet er her en radikal form for frigørelse, men tragisk og egoistisk. Har det været de selvmorderiske forfatterinders hensigt hævngerrigt at straffe de troløse mænd med deres bortgang, har de taget fejl. Men deres fortvivlelse sætter perioden i relief. Der har været en ganske særlig panik i tiden.
1880erne er en periode, hvor livsformer kulminerer i excesser ved siden af bundløs usselhed og fattigdom. Kontrasterne har været betydelige og synlige. I denne topspindende udlevethed i en kultur, hvis nyskabelser er varieté og cabaret på baggrund af en voldsom industrialisme, går oprindelige instinkter til grunde af mangel på orientering.
I det ydre har alene kvindens klædedragt været udfordrende og attraktiv for både kvinden og manden. For nogle mindre fordærvede af begge køn har denne fetichering af kvinden - og indirekte af det erotiske - virket direkte undertrykkende.
Korsetternes hvepsetaljer og en opviklet kunstighed med altfor store hatte og tournurer præger kvindernes væremåde og selvopfattelse. Kvinden måtte udstyre sig som en opgejlet påfugl for at virke normal. I naturen er det hannerne, der ejer farvepragten. Et skred er sket i kulturen henover århundreder med kulmination omkring århundredeskiftet. Det nervøst forpinte i tilstandene kræver en omstilling i det ydre såvel som det indre.
Og den kommer. Lige ned fra himlen.
Omstillingen er friluftsliv.
I det nye århundrede opløses hårdknuden imellem kønnene derfor til en vis grad af sig selv - igennem den ny livsstil: badeture og idræt.
Det monstrøse i kulturen forsvinder og erstattes af en enklere og mere jordnær kropsbevidsthed, der ikke er uden tradition: den har sine rødder i Antikken og i det oprindelige nordiske folkeliv.
Da korsettet forsvinder, træder der ganske enkelt en ny kvinde ind i verden. Fra den ene dag til den anden. Men langt oppe i det 20. århundrede skulle 'frigørelsen' alligevel vise sig at være grænseløs.
Frigørelsens idé er det moderne gennembruds. Frigørelsen fra fortiden. Men fortiden er det umuligt at frigøre sig fra. Og selvom den strategisk fravælges, vil den som netop det fravalgte manifestere sig med desto stærkere og mere uheldsvanger kraft.
Med frigørelsesideen gøres frigørelsen så at sige til Gud. Liderligheden, Lykken og Tidsånden indtager pladsen som den nye Treenighed. Med den seksuelle oprustning sker der en omstilling fra en metafysisk livsforankring til en fysisk.
Paradoksalt nærmer naturalismen sig her det centrale i den religion, man først og fremmest ville gøre op med, idet erotik og religion har samme kilde. (Jfr. Walter Schubart: Religion og Erotik (1941, da. udg. 1969).
Desuden overtages umærkeligt brændpunktet i den romantik, man også ville afskaffe, idet romantikkens nyhed netop var følelsens egetliv i forelskelsen alene som grundlag for ægteskab. Altså det modsatte af fornuft.
I det øjeblik den seksuelle lykke indtager den højeste og styrende instans i tilværelsen, skabes der tillige en overspændt og himmelhøj forventning om paradis som livsforklaring, som ingen realitet i hverdagen kan indfri. Indsigten heri resulterer i skuffelse, livslede, apati eller desperation. Og - selvmord.
De her omtalte Nora'er indskriver sig som den første høst i den emanciperede kvindes historie. Måske ikke fordi de nærede noget ønske om det, men fordi de for vild.
Sædelighedsfejden overfokuserer på underlivet, hvorved overlivet, som det inderst inde handler om, nemlig kvindens intellekt, overses.
Når Nora forlader hjemmet, så sker det i oprør imod at hverken hendes mand eller omgivelserne tilkender hende intellekt. Nora identificeres med seksualitet, husholdning og moderskab. Og muligvis i den rækkefølge. Det værste er, at hendes seksualitet i ægteskabet skræmmer hendes mand.
Kvinden var normalt ikke i slutningen af 1800tallet i stand til at klare dagen og vejen og sit eget udkomme. Hun måtte have en forsørger, hvilket vil sige at hun kunne opleve sig reduceret som et vedhæng til manden. En dukke.
Det er tidens skisma.
I dag er det nærmest omvendt. Den selverhvervende og selvstændige kvinde savner det famileliv og den kvindelighed, der i Nora-perspektivet blev anset som undertrykkende. Kvinden er i dag blevet et rigtigt mandfolk, der udfolder sig som soldat, politibetjent, bankdirektør og spiller fodbold i fritiden, hvis hun da ikke går med veninderne til mandestrip.
Læg mærke til hvor mange kvindelige tv-værter, politikere m.v. der er iført herrejakke! Den typiske kvinde er i dag en mand med eller uden makeup.
Seksualitet er for nutidens emancipierede kvinde i single-kulturen reduceret til selvforsynende pornografiske attituder næret af damebladenes sexfascinationer og en gigantisk videoindustri. Køkkenet, der bombastisk forveksles med kødgryder, er tilsvarende reduceret til fast-food og trummerum, og ikke som åndslivets centrum for liflighed og ømhed og naturens forvandlinger.
Karrieren er krævende. Og kærlighed er stadigvæk en hård branche.
Naturalisme og program
Kulturkampen. Naturalismen i Danmark - Det moderne gennembrud - er snarere end at være et resultat af en kunstnerisk orientering et ideologisk program, del vil sige installering af et samfunds- og menneskesyn, der næres af agitation og propaganda. Forfatteren bliver fra slutningen af 1800tallet i højere grad taget i pant af de forskellige grupperingers ideologer og magtorganer i kulturkampen.
I forlængelse heraf er det måske ikke så mærkværdigt, men alligevel tankevækkende, at litteraturhistorier op igennem det 20. århundrede næsten over en kam sætter et portræt af kritikeren og ideologen Georg Brandes på forsiden af periodens bind eller kapitel om naturalismen, skønt han hverken har udgivet romaner, digte eller skuespil.
Kampskriftet "Aristokratisk Radikalisme" (1888) indtager pladsen som kommandobro for det moderne gennembruds program i forlængelse af tidsskriftet Det nittende Aarhundrede . Maanedsskrift for Literatur og Kritik (red. sm.m. Edvard Brandes, 1874-1877) og hovedværket Det moderne Gennembruds Mænd (1883).
På avisfronten overtager Edvard Brandes sm.m. Viggo Hørup dagbladet Morgenbladet 1881. I 1884 grundlægger redaktionen dagbladet Politiken.
Ideologisk skifter naturalismen i 20erne og 30erne karakter, idet den tager 'radikalismen' fra 1870erne med ind i den nye socialistiske tid, hvor den afskrællet for al udvendig 'aristokratisk' libertinisme forvandler sig til en kulturkritisk livsstilsbevægelse ved navn kulturradikalisme, der er et finere ord for kommunisme. (jvf. Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle(1984)).
De forfattere, der som Johannes V. Jensen, Johannes Jørgensen og Helge Rode vender sig afstandtagende mod både kommunismen (bolchevismen) i Sovjetunionen og fascismen (der blev fremkaldt af samme bolchevismes udbredelse i europæiske lande) i Italien og et årti senere i Tyskland, blev rangeret ud på et sidespor.
Men tiden og historiens ubønhørlige gang har givet dem ret.
Kulturradikalismen bliver dels med sit puritanske holdning dels med sine frigørelsesparoler en styrende magt i det kulturliv, der kulminerer i 68 tilsat psykedelisk flower-power og forstener med den fantasiløst abstrakte og restriktive marxisme i 1970erne.
Efter 68 bliver den kulturradikalistiske tvetydighed tydelig: Da lynlåsen lukker op for den spraglede papegøje, åbenbarer den politiske ørn sig.
Kulturradikalismen definerer sig selv - også i 1999 - som antifascistisk, idet kommunismen i en sådan forståelsesramme betragtes som det modsatte af fascisme. Det er rigtignok en problematisk selvforståelse. Sidst samlede den tropperne i 1980ernes såkaldte 'fredsbevægelser'.
Holdningen har som skitseret dybe rødder i dansk kultur og får derfor et langt og sejt efterliv (jf. Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret!
Hvad venstrefløjen sagde, skrev og bedrev fra Stalins død til efter Murens fald (1998)), idet den borgerlige venstreorientering i generationer har taget patent på den virkelighed, der aflæses med forkælelsens skyklapper - så store som Rundetårn. (Jf. Henning B. Fonsmark: Historien om den danske utopi. Et idépolitisk essay om danskernes velfærdsdemokrati (1990)).
Konturen af en ny historisk bevidsthed begynder dog i disse år at se dagens lys. I sin uhyre velskrevne biografi En digters historie. Helge Rode 1870-1937 (1996) skriver Hanne Engberg således:
|
"Det centrale i denne opstilling er stadig for ham (Helge Rode), at brandesianismen og radikalismen var udtryk for et verdsligt magtbegær, og at det måtte føre til politiske og menneskelige ulykker. Derfor er der for ham en lige linie i historien fra Brandes over Nietzsche til Mussolini og Hitler. Det vil sige, at radikalismen måtte ende i fascisme og nazisme." (S.393)
|
Fascismen udspringer af Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland ledet af Lenin (et dæknavn for Vladimir Uljanov, der var godsejersøn). Ofte taler man om Revolutionen i Rusland, hvilket er et fejlgreb, idet man således ikke skelner imellem den ovenfor nævnte Oktoberrevolution og Martsrevolutionen samme år. (Jf. Bent Johannesen: Den russiske kontrarevolution. Leninistisk mytologi og historisk virkelighed (1983)).
Denne Martsrevolution, der var Ruslands store håb, var ledet af Kerenski, der ikke var bolschevik - men menschevik (socialdemokrat). Da bolchevikkerne overtog revolutionen, var det første, de gjorde at arrestere og henrette de fleste menchevikker.
De nationalsocialistiske KZ-lejre i Polen og Tyskland i 30erne har deres forbillede i det ti år tidligere kommunistisk organiserede Gulag Øhavet. Her omkom 40 millioner mennesker.
Først ved Murens fald i Berlin i 1989 og kommunismens kollaps tre år senere fader marxismen og kulturradikalismen usikkert ud. Bag muren står en stor gruppe danske forfattere sammen med journalister og mediefolk og ser betuttede ud.
Hvad nu?
Sammenbruddet benævnes imidlertid fornemt et paradigmeskift. Det lyder jo så snusfornuftigt og raffineret rationelt som et olieskift på bilen - hvis det ikke var den rene faneflugt.
Det interessante i Epoke-sammenhæng er imidlertid, at en sådan forestilling om universelle kræfter i livet og verden knytter an til en 'forsyn's-bestemt forståelse af virkeligheden.
At forholde sig til en sådan udefra kommende lovmæssighed svarer til den fortolkning, der finder sted i dannelsesromanen, som naturalismen oprindeligt gjorde op med som forældet og meningsløs i en moderne tid.
Cirklen er hermed overraskende sluttet - med hul igennem. Og heri ligger sikkert en stor del af forklaringen på, at klassikerne i 1990erne er det store tilløbsstykke, fordi de udfylder det kolossale tomrum efter ideologiernes implosion.
Den historiske interesse ligesom interessen for biografien har ligget død i flere årtier - helt tilbage fra 1950erne. Vendepunktet kommer i begyndelsen af 1980erne og kulminerer i 90erne. Tradition og kulturhistorie indtager herfra en position som avantgarde. Hvilket medfører et spændingsfyldt og spændende virkelighedsbillede, hvor to vidt forskellige livssyn sætter hinanden stævne: det historisk betingede, der inddrager opfattelsen af 'det hele menneske' som realitet versus det postmoderne, der ikke anerkender faste værdier og perspektiver.
Klassikerbølgen sætter desuden samtidens nye litteratur på prøve. En litteratur, der tenderer imod at stivne i virtuos kunstighed, pensummodernisme og mediefikseret øjeblikkelighed. Hvad man ikke har på hjerte, må man have på sproget i et kuldslået miljø, hvor budskab er passé.
En sådan litteratur kan kun have en litterær søvngængers bevågenhed.
Forlænger naturalismen sig således ikke kunstnerisk ind i nutiden, hvis vi ser bort fra 'bekendelsesbølgen' og 'kvindesagslitteraturen' i 1970erne, forlænger den sig alligevel med sin 'frisinds'-parole livsformende ind i civilisationen.
I livssyn går der en lige linie fra naturalismen til DSB-, Q8- og Statoil-kioskernes porno-videos.
Et udvalg af litteratur om perioden
|
|
Knud Wentzel: Fortolkning og skæbne. Otte danske romaner fra romantismen og naturalismen (1970).
|
|
|
Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder (1984).
|
|
|
Faderhuset. 1800-tallet. Redaktion Inger-Lise Hjordt-Vetlesen. (Bind 2 i Nordisk kvindelitteraturhistorie redigeret af Elisabeth Møller Jensen, 1993).
|
|
|
Jørgen Knudsen: Georg Brandes. Bind 1-6.(1985-98).
|
|
|
Kampen omkring Nora. "Et dukkehjem"s tilblivelse og dets modtagelse 1879-80. Udgivet af Tom Lerdrup Hansen (1988).
|
|
|
Elias Bredsdorff: Den store nordiske krig om seksualmoralen. En dokumentarisk fremstilling af sædelighedsdebatten i nordisk litteratur i 1880'erne (1973).
|
|
|
Anne Marie Løn: Adda Ravnkilde (1978).
|
|
|
Charlotte Jørgensen: Ernst og Victoria. Et dobbeltportræt af Victoria Benedictsson (1995).
|
Til toppen
Til hovedsiden
Tilbage til Epoker og Ismer - Oversigt
Tilbage til Epoker og Ismer - 2.1
Videre til Epoker og Ismer - 3
Denne side er publiceret på internettet 26. november 1998. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 1998-2000 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
|
|
