Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
 |
|
Det våde marmor
Om kunsten at skrive til internettet
Et interview med litteraturhistorikeren
Iben Holk den 26. januar 1999.
|
Ved afdelingsbibliotekar Per Hofman Hansen, Silkeborg Bibliotek
Publiceret i Bibliotekspressen, nr. 12, 29. juni 1999, s. 358-360.
I april sidste år landede der et brev på Silkeborg Bibliotek. Det var fra litteraturhistorikeren Iben Holk. Ham kendte vi naturligvis udmærket fra bibliotekets samlinger. I brevet tilbød Iben sig med sin store litteraturhistoriske viden og sin skribentvirksomhed. Netop da sad jeg midt i en selvdefineret, men temmelig stor og noget uoverskuelig opgave: At give en håndsrækning til kolleger og studerende, når de studerende fra gymnasiet og HF kom med det sædvanlige spørgsmål: "Kan du anbefale mig en dansk roman skrevet før 1900?" Jeg havde sat mig for at give en oversigt over perioden ca. 1830 til 1900, dens store romaner og deres forfattere – og den skulle være tilgængelig på nettet. Jeg havde være i gang et halvt års tid, havde skimmet adskillige litteraturhistorier og haft fat i de fleste af de udvalgte romaner og sad nu midt i og sammenskrev en slags litteraturhistorie på nettet. Så dukkede Ibens brev op! Hvilken gave!
Efter en kort tøven ved tanken om at skulle beskæftige sig med edb sprang Iben til. Og inden længe sad han på vort kontor dybt begravet bag skærmen og stabler af romaner, biografier og litteraturhistorier og skrev nye portrætter, referater og analyser. Det er gennem det sidste godt og vel halve års tid foreløbig blevet til nye og meget anderledes portrætter af Goldschmidts, Drachmanns, Edvard Brandes, Henrik Pontoppidans, Sophus Claussens og sidst Johannes V. Jensens romaner.
Midtvejs i forløbet og i anledning af en forelæsning jeg skulle holde på et nordisk seminar om "Emnegjenfinning av litteraturen med særskilt blikk på skjønnlitteraturen" afholdt på Høgskolen i Oslo 1. - 3. marts 1999 fandt jeg anledning til at lave et interview med Iben for at få en fornemmelse af, hvordan han som forfatter og litteraturhistoriker oplever det nye elektroniske medium. Det blev til interviewet her.
|
Sp.: Nu da du har arbejdet med "Danske romaner før 1900" i godt og vel et halvt års tid, kan du så fortælle mig hvordan det har været at arbejde med internettet?
Internettet er et vådt element. Teksten ruller jo bag ruden. Der sker i skriveprocessen noget cirkulært. I stedet for at skrive på et ark papir, befinder skriften sig på computeren tættere på matricen. Denne cirkularitet virker befordrende med hensyn til skabelse. Man får ekstra ressourcer, fordi mediet rummer en smidighed, der virker sprogligt åbnende.
I begyndelsen var jeg livræd, fordi jeg simpelthen ikke vidste om jeg nu kunne finde ud af det. Jeg var bange for at miste mit sprog. Derfor havde jeg for flere år siden besluttet ikke at gå i clinch med en computer. Jeg er et barn af skrivemaskinen, der for mig repræsenterer det sande værksted, fordi skrivemaskinen i sin materielle primitivitet er i pagt med den store tradition. Bogstaver, bly, bånd, papir. Håndrettede manuskripter.
Når jeg frygtede computeren, skyldes det min skræk for at denne tradition skulle gå i opløsning. Det gjorde den så ikke. Tværtimod. Den er blevet fornyet og beriget. Mit sprog er ikke blevet til plastik og Legoland. Computeren kalder på tekstlighed, på perfektion, stilisering og substans. Og det på en måde jeg ikke havde forestillet mig. Computeren er i højere grad end skrivemaskinen et meditativt medie, fordi du tør kaste dig ud i improvisationer, der måske holder.
Det giver mentalt ballon, at det er så let at stryge og rette. Desuden bliver man ikke træt, fysisk, selv efter flere timers uafbrudt skriven. Det er ligesom i marathonløb. Man skal blot give kroppen lov. Så kører det. Finde et tråd. Et pas for tanken. Åndedræt. Så kan man blive ved.
Sådan er det også med computeren. Den har langdistancekvaliteter. Men inviterer til små etaper. Små bidder. Hvilket er stimulerende, fordi teksten og fremstillingsformen hermed kræver koncentration. Fremstillingen får karakter af montage. Det er umuligt at skrive sig ud i sandet på Internettet. Også på det plan er det et vådt element.
Sp.: Hvordan opleves denne arbejdsform sammenlignet med det personlige møde i gymnasieundervisningen?
Indfaldsvinklen er en kombination af forskning, analyse, skabelse og fortælling. Det er det, der fascinerer mig, at der er et kunstnerisk element til stede. Det kunstnerisk element synliggøres i fremstillingen, valg af optik, klippet i den pågældende tekst, tilrettelægningen af stoffet.
"Skæringen" er interessant, fordi du i sammenstillingen kan vise en sammenhæng uden at formulere den! Sprogtæppets klipning fascinerer mig, fordi arbejdet består af følsomme operationer med rytme, ordvalg, struktur. Med struktur mener jeg, hvordan et forestillingsmønster bygges op.
Ved siden af det kunstneriske element er der et pædagogisk element. Jeg trækker altså både på mine erfaringer som digter og gymnasielærer. Det sociale rum er til stede. Når jeg påbegynder en tekst åbner jeg døren ind til klasselokalet. Mundtligheden i fremstillingen er vigtig - uden at slække på kompleksiteten.
SP.: Hvordan oplever du forskellen mellem at arbejde med de traditionelle medier og det nye elektroniske medie?
Jo, her har jeg gjort den opdagelse, at det jeg vil kalde Det dialogiske rum - altså den indre dialog man fører med sig selv, når man skriver, dels dialogen med det pågældende stof, dels med den usynlige læser og endelig den rumlige dialog med litteratur- og åndshistorie - hele den store mundfuld er mere intenst, mere nærværende, mere sugende foran computeren.
Selvfølgelig også fordi man i og med nedskriften allerede befinder sig i en direkte kommunikationssituation. Et klik - og det er sendt. Modtageren ser jeg ikke. Men det gjorde jeg heller ikke i radioen eller i bogen eller i avisen. I radioen er min tekst væk med det samme. I bogen bliver den stående - men gulner. Avisen ryger ud eller der bliver pakket fisk ind i den. Internettet bevarer sin bassinkarakter - tilgængelighed, friskhed.
På den anden side af det våde element har du marmorpladen. Teksten bliver fastholdt indtil den bliver udskiftet. Hermed får teksten ingen alder. Den opnår en grad af statisk uophørlighed. Hvilket er noget nyt i bogstavernes historie - i tekstens tradition.
Sproget er på én gang modellerbart og uforanderligt. Man kunne befrygte at denne udskiftelighed ville medføre en stresset eller ufuldstændig syntaks, en syntaks i opløsning, men det er ikke tilfældet. Tværtimod virker det som om, at sproget er kommet tættere på sig selv som medium i dette medie. I realiteten er det måske ovenikøbet sproget selv der har skabt computeren?
Ser vi på den dybe tradition er det tankevækkende, at hieroglyf jo betyder en "form for det levende at fortsætte livet i".
Sp.: Computeren som bassin og marmor... Det er to meget forskellige elementer?
Ja, og det er denne sammensathed, der fascinerer, fordi de to forskellige elementer ytrer sig samtidigt - "Det våde marmor"! - Det er klart, at modtageren oplever marmorpladen direkte. Det er jo produktet. Jeg derimod sidder foran en tom skærm og skal fylde bassinet.
SP.: Har du ind imellem følt dig ude at svømme?
Ha! - Ja, men det hele er jo en svømmetur. Man er ude i det. Så snart du har tændt for computeren, hopper du i. Bassinet fanger! Men når der ingen vej er udenom, får du noget forærende! Det er ligesom i marathon. For det drejer sig jo ikke om at piskcrawle hele tiden. Så falder læseren fra, tror jeg. Der skal vekselvirkning og variation i forløbet, hvilket netop vil sige, at der er tale om et forløb, vi skal et sted hen, der er et MÅL. Det må hele tiden kunne mærkes, at der er tale om en distance. En proces. Her er der et journalistisk element, der pirrer mig.
SP.: Hvad kræver mediet af dig?
At jeg er i form. Og det er det, der har undret mig, at jeg nu har skrevet uafbrudt på disse forholdsvis krævende tekster og fortolkninger uden at blive træt. Det har som sagt noget med mediet at gøre. Men det har ved siden af også noget at gøre med motivation. Jeg mødte op til en bunden opgave - Romanen før 1900. Rammen for en sådan opgave er befordrende, netop fordi jeg ikke selv har valgt den. Nu kalder den på at blive løst, dvs. kalder på min litteraturhistoriske professionalisme. Desuden indgår arbejdet i dit regi - det er vores tapet! I samarbejdet udløses der altid en ekstra motor.
Mediet kræver naturligvis desuden, at jeg er på højde med stoffet. At jeg hele tiden udvider min orienteringsradius. Nu er det så heldigt, at i vores 90ere er traditionen blevet moderne og avantgarde. Det mærkes. Det er ikke et mørkelagt museum, vi færdes i. Det er et museum, men besøgstallet er stort. Og genudgivelserne er mange. For virkeligheden i disse værker er måske dybere og mere bevægende end i nutidens litteratur. Men det virkelig spændende ved opgaven er, at opdage hvor mange misforståelser og mistolkninger, der er foretaget i tidens løb, og har sat sig fast som ubetingede pejlemærker og vartegn. Således indtager året 1870 et alt for skarpt hjørne i dansk åndshistorie, som der slet ikke er belæg for i den levende litteratur.
Derfor gør jeg en del ud af romantik og symbolisme, fordi disse epoker udfra en 1870-styret litteraturhistorie bliver reduceret in absurdum, hvis de da ikke springes helt over. Og det er derfor Johannes V. Jensen er så spændende at læse i dag, fordi han er uforståelig uden symbolismen, men den har litteraturhistorien om forfatterskabet ikke beskæftiget sig med. Læg mærke til at det kunstnerisk frodige tidsrum fra 1900 til 1920 ikke har noget navn! Fra 90ernes symbolisme til 20ernes ekspressionisme er der et hop og et tomrum på to årtier, men det er der jo ikke i virkelighedens verden!
Det er her, du får noget forærende. For det er her "Det dialogiske rum", jeg før omtalte, udvider sig, således at det inddrager mine tanker, når jeg cykler eller laver mad - ja, sommetider vågner jeg om natten, står op og skriver en god sætning ned på et stykke papir. Formuleringen kommer jo altid fra et sted. Formulering er noget uhyre konkret. Det er ord for ord... At flyve lavt henover et landskab, så man stryger trætoppene, samtidig med at man for det indre øje overskuer terrænet som på et landkort.
Endelig vil jeg sige, at der for mig er en væsentlig drivkraft i at have ansvarsfølelse og respekt for forfatterne, for faget og for dansk litteraturhistorie. At tjene teksten. Uden derfor at være mikrofonholder. Det kritiske element er vigtigt.
Der er en drivkraft i mig for at få Goldschmidt, Pontoppidan og Johannes V. profileret markant. Sidstnævntes Intermezzo og Den gotiske Renæssance er således blevet et større tæppe, idet jeg monterer en del citater, da bøgerne jo knap nok findes - heller ikke på bibliotekerne - men de bliver i vores version præsenteret i en montage af klip. Klippet hér skal jeg ikke lede efter, det ligger i kroppen. I bevidstheden. - (Pause) - Men jeg må skifte gear på en eller anden led, når jeg skal i gang med Bang og I. P. Jacobsen.
SP.: Hvad giver det så dig selv?
Det giver mig en signatur. Der både er et udspil og en tilbagemelding. Når man som jeg i dette medie, forsøger at være nytolkende og satse på originale analyser, så er der noget på spil. Det er denne prøvesten min signatur udgør mellem læseren og forfatteren. Det er den jeg kaster ud i bassinet, før jeg selv hopper i.
Og jeg skal have den med op hver gang... Det er en Lapis Lazuli...
--------
Tilbage til Epoke - danske romaner før 1900 med en biografi om Iben Holk.
Publiceret på nettet 10. marts 1999. Lettere revideret 29. juni 1999. Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|
