J. P. Jacobsen: Eros og døden, 1: Sfinxen. Epoke

J.P. Jacobsen-udvalget Eros og døden (1975) ved Jørgen Moestrup har på omslaget et billede af Edvard Munch, "Sfinks. Kvinden i tre stadier" (1925-29). Bogens bagside prydes af det Ernst Josephson-maleri af J. P. Jacobsen, der ses på nærværende hovedside.
Denne dobbelte illustration er god, og jeg skal forsøge at fortælle hvorfor.

Treenigheden
Edvard Munchs billede virker - som Munch-billeder ofte gør - dystert. Billedfladen har to halvdele - en sort og en hvid. Bevægelsen går fra mørket til venstre i billedet mod lyset til højre. De tre kvinder er placeret således, at de hver tilhører en sfære: den sorte - overgang - den hvide.
Den sorte kvinde er gengivet med dybtliggende sorte øjenhuler og uden mund, hendes kjole helt i sort falder i ét med det sorte baggrundsdyb, således at hun opsluges af dette mørke, så kun ansigtets hvide maske lyser op som dødsindviet stilleben. Det er sorgen. Døden.
Til højre vandrer en kvinde ud imod lyset, hun bærer en lang hvid kjole, hendes hår er langt og lyst, og hun samler dydigt de nøgne arme i sit skød. Blikket er opadvendt, men mærkeligt udslukt og tomt. Den hvide kvinde ejer de samme sorte øjne som den sorte kvinde.
Imellem disse to kvinder står en tredje. Hun er nøgen, vendt - som den sorte kvinde - imod beskueren med let skrævende ben og armene nydeligt udfordrende samlet bag hovedet, der krones af et stort, viltert kulsort hår, der grafisk korresponderer med hendes kulsorte kønsbehåring. Hendes ansigt vidner om styrke og glød.
Hvad betyder dette billede?
Er der tale om den samme kvinde inkarneret i de 'tre stadier' som titlen peger på? Eller er der tale om 'kvinden' som begreb i tre stadier - det vil sige i tre forskellige typer - eller opfattelser?

Naturlighed og dæmoni
'Sfinxen' peger i retning af det hemmelighedsfulde, dunkle og uforståelige, hvad 'kvinden' jo langt hen er for manden, ikke mindst i denne periode ved århundredets slutning, hvor kvinden som socialt, biologisk, psykologisk og kulturelt individ under omkalfatrende forvandling.
90erne er forvandlingens tid. På flere niveauer. Og symbolismen bliver den kunstart, der i sit intime og monumentale formsprog kan indfange og udtrykke forvandlingsprocesserne, som den selv har været med til at fremkalde.
På et tidspunkt hvor naturligheden - i moderne kropslig forstand - er ved at springe ud, altså den genopdagede vikingetid eller renaissancegejst er det bemærkelsesværdigt, hvor talrige meddelelser fra datidens litteratur vi har om, hvorledes unge, sunde og normale mænd oplever den naturlige kønsakt som en krænkelse af kvindens natur.
Hvad der spøger i disse billedserier er netop kvindens seksualitet som selvstændiggjort drift. Begær som fortvivlelse og sønderknusende magt. Kønskuller og livslede.
Dæmoni.

Metropol
Seksualitetens dæmonisering i slutningen af 1800tallet skal ses i sammenhæng med metropolernes ekspansion. Industrialiseringen skaber ophobede, anonyme menneskemasser i etagekompleksernes snævre labyrinter.
Stenbyen er langt fra naturen, hvorfor naturens krav i menneskelivet, seksualiteten, her i højere grad virker som kontrast - og unatur.
Når prostitutionen tilsvarende ekspanderer i det almindelige konsum, har det med dette forhold at gøre: Prostitutionens ophidsende fordærv og fremmedgørelse virker mere naturlig i metropolens halvlys.
Prostitutionens tilbageslag i mentalitet og karakter skyldes, at prostitutionen som værktøj jo er den elskovsakt, der er menneskets mest nærliggende forløsningsmulighed. Litteraturen vidner om, hvor mange mænd og kvinder der bukker under i denne historie eller nervesvækkede henlever deres liv på sanatorier og kuranstalter. Hvis de da ikke bliver sindssyge eller begår selvmord.
For samtidig opererer en videnskabelig dybdepsykologi i det ubevidste, som den 'opfinder' til samme formål, hvorved en tidligere forankring i det sjælelige ryger sig en tur og officielt erstattes af den dyriske drift.
Det er det moderne sammenbrud.

Melankoli
Dyret er løs. Først langt op i det 20. århundrede opstår der en generel pædagogisk konsensus om, at man skal være god ved dyrene. Og ikke bare i Zoologisk Have.
Som en kvindelig journalist skrev i Jyllands-Posten engang sidste år efter et vellykket knald i weekenden - at det gjorde godt "at få luftet ud i hjernen - og dyret kørt igennem."
Sådan skrev man godt nok ikke i 90erne - for 100 år siden - men måske havde man det på fornemserne.
Hos Munch - som hos J.P. Jacobsen - er denne seksualitetens dæmoni smerteligt tilegnet og helt gennemlyst i deres kunstneriske arbejder. Angsten for hengivelse bliver til angst for overgivelse og ensomhed, og erotikken viser sit dødningefjæs. Resultatet bliver melankoli - udskejelse og forstening.
Begge har de melankoliens sindssyge tæt inde på livet. Edvard Munchs søster, Laura, henlever sit liv på et sindssygehospital, ligesom det bliver skæbnen for J.P. Jacobsens ungdomskæreste Anna.

"Livsfrisen"
I formsprog, komposition og stil udgør "Sfinxen" et af symbolismens hovedværker. Maleriet og dets mange variationer indgår i et forløb med en række tematisk beslægtede malerier af Edvard Munch i perioden 1890-1902.
Samlet gav han den store serie titlen "Livsfrisen", der under udstillinger blev vist i forskellige udvægelser og sammenstillinger. Alt efter lokale, situation og personlig tilskyndelse.
Vender vi påny blikket mod "Sfinxen" opdager vi, at den tredje kvinde, kvinden i midten er naturalistisk opfattet og gengivet. Det er den naturlige kvinde, der her åbenbarer sig. Og ikke en Botticelli-nymfe med troskyldigt ærbare øjne og hårlokkerne som graciøst skjul for det grovekornede køn.
Også titlen har denne dobbelthed. 'Sfinxen' er symbolistisk. De 'tre stadier' er i deres analytiske indfaldsvinkel naturalistiske. Kunsthistorisk er denne serie derfor ekstraordinær, fordi den viser, hvorledes symbolismen optager naturalismens realistiske erfaringer og virkemidler. Samtidig med at den visionært rækker ud over denne realisme.
"Sfinxen" er blot et af flere billeder, der tematiserer kvinden, eros og døden. I flere malerier fra 1890ernes første halvdel varieres motivet under den samme titel "Kvinnen (Sfinx)".
Motivets udspring ses i en række kvindestudier, der krystalliseres i "Madonna" (1893), "Vampyr" (1893), "Hendene" (1893), "Stemmen" (1893), "Dødskysset" (1893).
Konstellationer som i "Sfinx" optræder herefter i nye serier, således "Pigen og døden" (1893), "Rødt og hvidt" (1894), "Sjalusi" (1895), "Løsrivelse" (1896), "Melankoli" (1899).
Motivet genopstår i "Livets dans" (1899), hvor vi ser den sorte og hvide kvinde, der ikke danser, medens kvinden i midten iført rød kjole får en svingom i den nordiske sommernat. Ligesom motivet gentages med foruroligende forskydninger i "Dans på stranden" (1900).

Edvard Munch i Munch Museet (Oslo)

Bagsiden
Vender vi bogen om, ser vi maleriet af J.P. Jacobsen fra 1879. Hvad er det for en mand, der portrætteres her?
Forfatteren er ulasteligt klædt i sort jakkesæt, hvid skjorte og sort butterfly. Han sidder lænet indover bordet med hånden under hovedet i en grublende attitude. Han er mager, bærer briller og den grandiose moustache giver ansigtet den fylde, det savner. Den høje, klare pande lover mere end ansigtet kan holde.
På bordet foran ham ligger en bog, der er lukket, endvidere - to lyserøde roser! Blomsterne forstærker det feminine præg, der er over hans fremtoning.
Hvad tænker han på? - På de tre kvinder på bogens forside. Og nok især hende i midten, som han alligevel ikke kan få ind i hovedet. De to andre kender han altfor godt. Men hende i midten fylder ham med angst, fordi han ikke kan hamle op med hende. Og når ånden flygter, hvad sker der så med kroppen? Den får hundene. Og døden.
Det skriver han serier af digte om.
For at forstå og om muligt ophæve den uforståelige angst, som han flygter fra ind i sanseligt depraverede drømme, der kommer tilsyne i digte om eros og død - og om drømmeriets farlige magt over livet som kompensation for virkelighedens hårde sødme og solide trivialitet.
Således bliver kvinden for denne digter synonym med døden, fordi der er for meget uvilkårligt liv i hende. For meget blod og uforklarligt mørke. Hun bliver den forfærdelige troldkvinde. Medusa selv.
Så hellere en havfrue.
Eller drømmen om Irmelin Rose.
Og alt hvad der er dejligt.

De tre kvinder
For de tre kvinder i Edvard Munchs "Sfinx" kender han nemlig godt. Han har skrevet om dem. Han er jo forfatter.
En lille skitse "Et Kjærlighedsforhold" - optrykt i udvalget Eros og Døden (s.16) - begynder med disse elskværdigt brødebetyngede ord: "En ædel Yngling elskede en Skjøge. Jeg gjentager det: en ædel Yngling elskede en Kvinde uden Uskyld, uden Renhed, uden Blufærdighed, en Kvinde der solgte sin Skjønhed for Guld til Enhver, en Kvinde der solgte sig selv."
Fortsættelsen lyder: "Thi Kvinden er en Aand, der vogter paa et Legeme, Manden et Legeme og en sideordnet Aand."
Læs det igen!
Og lad os nu bare lege med tanken om, at formuleringen havde været af Johannes V. Jensen, så ville man i Dansklærerforeningens litterære udvalg uden tvivl havde stemplet ham som en værre mandschauvinist. Det tilskriver man så alligevel ikke J.P. Jacobsen, da denne forekommer så selvudslettende, kønsløs og feminin.
Men han har altså skrevet det.
Tydeligere kan en dualisme for mandens vedkommende ikke formuleres. Og heri finder 'naturalisten' Jacobsen altså forskellen på manden og kvinden.
Fortolkningen af kvinden, hvis ånd vogter på en krop, forklarer til gengæld Munchs billede "Sfinxen". For det er jo klart, at hvis en kvinde vogter sin krop for karrigt, får vi den altfor rene type - Munchs frigide kvinde i hvidt.
Vogter hun den for lidt, får vi den liderlige type, der er døden eller luder. Munchs frigide kvinde i sort.
Vogter kvinden kroppen med sans for ligevægt, fremstår hun som den harmoniske kvinde. Munchs naturlige kvinde - men unaturligt poserende og hoverende som blot og bar krop.
Mandens konflikt kender kvinden ifølge Jacobsen ikke.
Børn og blenumser leder man forgæves efter i dette dystre univers.

Til toppen
Eros og døden 2 – Kærlighed
Tilbage til J. P. Jacobsens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 1. september 1999.
Copyright 1999 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.