J. P. Jacobsen: Niels Lyhne II. Epoke - danske romaner før 1900

Bartholine
"Hun havde Blidernes sorte, straalende Øje med det fine, snorlige bryn, ..."
Med dette buestrøg som til en symfoni af Gustav Mahler lyder optakten til Niels Lyhne. Blidt, forførende, sørgmodigt og stolt.
Det er moderen, der skildres. Hendes udseende. Hun er smuk. Udstyret med en markant næse, kraftigt hageparti og svulmende læber. Og med "den sære, smertelig-sandselige Trækning ved Mundvigene og de urolige hovedbevægelser".
Allerede her på første side indføres et 'jeg', idet der efter beskrivelsen af moderen står: "Jeg fortæller om hende som hun var i Syttenaarsalderen." Dette 'jeg' er fortælleren. Ikke Niels Lyhne. Men det mest bemærkelsesværdige ved formuleringen er dog, at fortælleren skriver "som hun var" og ikke - hvad man ville forvente - "som hun så ud".
Hvad betyder det? For hos J.P. Jacobsen er intet ordvalg tilfældigt. At sjælen er synlig? Og at vi i dette træk har en nøgle til forståelse af J.P. Jacobsens tankeverden? Naturalistisk er anskuelsen ikke.

Den unge pige adskiller sig fra sine søskende og i det hele taget fra familien, for hendes stemme er "mat og klangløs". Bliderne er en slægt med fysiske fortrin, hvor traditionerne byder på "Jagtfarter, højtidelige Morgenandagter og tusinde Elskovsæventyr".
Dette kontant frodige livsmønster afviger hun fra. Hun er poetisk, beruser sig i ubestemte længslers skønhed og drømmer vågne drømme. Men heldigvis er der revner i denne glasur. For hun er også prosaisk ironisk overfor sin egen skønhedsdyrkelse, skønt ironien ofte antager en bitter og livsfjendtlig form.
I dette portræt er der indlagt en god del af J.P. Jacobsens eget væsen. Nok så interessant er det, at en eftertid har dokumenteret, at portrættet har betydelig lighed med Jacobsens ungdomskæreste Anna Michelsen.
Niels Lyhnes mor.

Opvæksten på Lønborggaard ved Ringkjøbing Fjord er præget af kontrasten imellem faderens og moderens mentale forskellighed. Faderen energisk, praktisk, kontant. Moderen poetisk skønhedsdyrkende med neurotiske men også arrogante træk.
I sin ubestemte skønhedslængsel fjerner hun sig mere og mere fra den nære verden, der virker prosaisk og plump, og slet ikke kommer på højde med hendes af æventyr og poesi forstilte verden. Det fjerne og uopnåelige bliver for hende den egentlige virkelighed.
Niels er splittet i forhold til moderen, da han både er tiltrukket af faderens og hendes verden. Hun har opdraget ham med heltehistorier og fantastiske fortællinger. Senere indser han, hvorledes fantasmerne har påvirket ham, således at han med moderens autoritet godvilligt tager fantasi for virkelighed.
Men han gennemskuer desuden fænomenet, idet han fuld af medlidenhed betragter moderen som taber, fordi hun må nøjes med fantastens fattigdom. Hermed er romanens grundtema anslået: det spændingsfyldte forhold mellem drøm og fantasteri, mellem drøm og virkelighed.

Bartholines opdragelse har nemlig ikke været lutter luftslotte og lagkage. Hun har lagt en velberegnet bismag ind i sønnen i forhold til omverdenen, for det var "foragteligt, at blive saadan som Menneskene var i Almindelighed". (S.15)
Men da også Bartholine må leve blandt almindelige mennesker i den almindelige verden med dens almindelige vilkår, udvikler hun en råhed som beskyttelse, der gør indtryk på Niels. Han ser igennem hendes sarkasmer den fortvivlelse, der behersker hende liv, og som han er en væsentlig del af.
I stedet for at tilegne sig heltens og heroens strålende væremåde, gør han nærmest det modsatte. Niels kan ikke skjule for sig selv, at han inderst inde nærer "Krybets Klassehad til det Ophøjede". (S.16)
Således arbejdes der i dette laboratorium. Niels' splittethed i forhold til moderen forbliver uafklaret, fordi han holder af hende. Som hun af ham. Slutscenen for dette forhold (og tema) gennemføres mesterligt med rejsen til kurbyen Clarens i Alperne.

Skønheden og længslens magt får hende til at bryde op. Faderen er død. Bartholine, der altid har længtes væk til skønheden i det fjerne, hvor hun i virkeligheden hører hjemme, skal nu endelig se den og opleve den. Niels gør hende følgeskab. Men ankommet til skønhedens riger og naturpanoramaer synker Bartholine ind i en dybere fortvivlelse. For hvad er det altsammen?
Virkeligheden er og bliver en skuffelse. Alene drømmen om skønhed vækker hendes sjæl. Til sidst glider drømmen sammen med forestillingen om "Udødelighedslandet" hinsides. Drøm og religion er blevet ét.
Det er ikke 'det nye'.

Edele
Edele Lyhne er Niels' 26årige faster, der ankommer til Lønborggaard efter at have boet et par år hos sin onkel, etatsraad Neergaard i København. Hun kommer som en af hovedstadens skønheder fra en verden, der har været "en Hvirvel af Baller og Fester" (S.22), men en tom gås er hun ikke, derimod lynende velbegavet, og i den grad at folk i hendes selskab følte sig "dobbelt saa dumme som de var". (S.22)
Hun gør et voldsomt indtryk på den 13årige Niels, selvom hendes skønhed mere er for kendere. Hun bliver fremstillet som en femme fatale-type, der er uden "det Blide eller det Brændende" i udstrålingen, derimod ejer hun noget hårdt i smilet, der kan hærdes "til et Udtryk ligesom af Brutalitet." (S.23)
Forholdet mellem hende og Niels er imidlertid noget køligt, fordi hun hader at blive kaldt - Tante Edele!

Men en sommersøndag åbnes en dør på klem. Niels opdager en henslængt tante i det dunkle boudoir, hvor luften er tung af rosenolie. Hun er iført zigeunerdragt, og hendes lange udslagne hår flyder ud over puffens søgrønne atlask.
J. P. Jacobsen kæler for denne scene med hele registeret af perlestikkeri. Situationen er som antydet erotisk ladet. Og Niels er lige ved at besvime, da han overrækker sin unge tante den buket kornblomster, han har plukket ude i markerne. Hans tilstand forplanter sig dog til hende, hun rødmer og bliver vred, hvorefter hun simpelthen beordrer ham at gå. Men fra denne dag føler Niels en "ængstelig Lykke" i Edeles nærværelse.
Drengens kærlighed til den modne kvinde.
Og så skal vi jo til det. Tilbedelsen indhylles i algolagnikerens forestillingsmønster: "Der var en hjærtebankende Fryd i at beskue hende, knælende for hende i sit Hjærte, krybende for hendes Fod i selvudslettende Ydmyghed; men undertiden blev ogsaa Trangen til Tilbedelse saa stærk, at den kræved at give Luft i et udvortes Tegn paa Underkastelse, og da udspejded han et gunstigt Øjeblik til at liste sig ind i Edeles Værelse og kyssed i et forud bestemt, uendeligt Antal Gange, det lille Tæppe foran hendes Seng, hendes Sko eller hvilkensomhelst anden Reliquie, der frembød sig for hans Fanatisme." (S.28)

Edele mistrives. Og dør, hurtigt og stille.
Hvorfor Edele dør, får vi ikke direkte oplyst. Som hun er beskrevet, kræver det ikke stor vanskelighed at forestille sig, at hun ikke næres af en for hende livgivende jordbund. Hun er hjemløs. Hendes evner flagrer ubrugte bort, ligesom hendes lidenskab.
J.P. Jacobsen har øjensynligt lagt en del af sin egen mistrivsel ind i dette portræt. "Hils i Kjøbenhavn" er hendes sidste hvisken. Jacobsen kunne have sagt det samme som sit sidste ord.
Mens Edele ligger på dødslejet - i maj måned - beder Niels til Gud om at hun må blive ved med at leve. Da sygeværelsets dør åbner sig og Niels ved, at det er slut, kaster han sig for Edeles lig og fortsætter sin bøn.
Bønnen er nu samtidig en anklage. Hvordan kunne Gud lade hende dø, når Niels så inderligt og opopfrende havde bedt for hendes liv og lovet Gud alt derfor?
Erostemaet optager i denne dødsscene gudsmotivets ateistiske tema. Edeles død bliver afgørende for, at Niels vender sig bort fra troen på Gud. For den Gud, Niels ydmyger sig for, er - mirakelguden. Og vil en sådan ikke give jackpot - så er det ud!
I betragtning af den uhyre vilje og trods Edeles død mobiliserer hos Niels, venter læseren måske, at der er gods i den fyr til et beslutsomt og handledygtigt liv. Det forventning skuffes. Niels bliver indelukket og samler sig i negativ afhængighed af fantasteriet og mirakelguden.

Tema Boye
"Student Lyhne - Fru Boye".
Sådan lyder den effektfulde og lovende optakt til romanens 2. del og kap.6. Tæppet er gået. Og tiden med. Da vi forlod helten i det forrige kapitel var han 13 år. Nu 20. De mellemliggende år, der psykologisk er udviklingsmæssigt hjørnestene, springes helt over.
Fru Boye er den nye sidefigur, som Niels Lyhne fremkaldes - eller opløses - igennem. Hun, der er i midten af 30erne, af patricierfamilie og enke efter en apoteker, tilhører den litterære kreds omkring 'det ny'. Hun elsker teater, romancemusik og tysk poesi. I hendes atelier kommer og går man. Selv er hun et velformuleret talerør for 'det ny'.
Niels dukker første gang op hos hende sammen med en ven. Inden længe er de indhyldet i lange tirader om litteratur og kunst. "Aa," udbryder Tema Boye vedrørende den samtidige kunst, "der mangler det Naturlige, og Herre Gud, hvorfor kan vi nu ikke være naturlige? Aa, jeg veed det saa godt, det er bare Mod, der mangler. Hverken Kunstnerne eller Digterne har Mod til at være Mennesket bekjendt som det er, - Shakespeare, han havde." (S.51)
Som det fremgår af deres lange samtaler, der slynger sig over bogens sider, er 'det ny' ensbetydende med den enkeltes frihed, den frie tanke, den fri lidenskab. Alle er de tilhængere af 'det ny's evangelium, og læseren venter måske et gennembrud for Niels Lyhne i pagt med disse strømninger. Det indfinder sig ikke. Tværtimod efterlader hans affære med fru Boye ham i et nyt tomrum, der imidlertid er lovende som mulighed.

Virkelighed - er den motiviske drivkraft i disse kapitler. At bryde igennem til virkeligheden. Uden omsvøb og falbelader. Uden omskrivninger. Men fru Boye og Niels kan udelukkende nå hinanden med ord, der bekræfter dem i deres ideologi. Deres tableauer er dybt erotisk vibrerende. Efterleve eller bøje sig for naturen er de for fine til.
Fint skildrer J. P. Jacobsen hvorledes modstanden i virkeligheden modarbejder de naturalistisk korrekte replikker. Modstanden er angsten. Angsten for virkeligheden. Kun en ægte kærlighed ville kunne forvandle denne angst, der æder sjæle op. Men en sådan besidder de ikke.
Deres møder er præget af febrilske bevægelser og hektiske ord. Deres attrå udfoldes ikke i hengivenhed og lidenskab, skønt de er dybt optaget af hinanden, men på skrømt, æggende. Niels på sin side er ikke i tvivl om, at han elsker Tema. Når forholdet stivner, skyldes det underliggende det eksperimenterende og pirrende i aldersforskellen, dels at ingen af parterne ejer modet til at vippe den anden omkuld. De taler om naturlighed og frihed, men udfolder den ikke i handling.

Påny intensiveres drømmetemaet. Hverken fru Boye eller Niels er i dette forhold fantaster. De er drømmere. Hemmelighedsfuldt foretrækker de længslen, fantasien, drømmen - fremfor hvad der foresvæver dem at være den afgrundsdybe og farlige virkelighed.
Bliver den erotiske besættelse af fru Boye ikke til et gennembrud for lidenskaben som erfaring, medfører den som en slags trøst en erkendelse om nederlaget, som Niels finder tilfredsstillelse i. Fordi han heri genfinder og genkender sig selv, hvilket ikke udelukker et lammende selvhad.
Niels hader sin 'besindighed', som han betragter som en slags 'vanførhed', han kan skjule for andre, men ikke for sig selv. Han beundrer den selvsikre ubesindighed, der figurativt fremstår for ham som "Centaurer, Mand og Hest én Støbning, Tanke og Spring eet, eet eneste, medens han var delt i Rytter og Hest, Tanke eet, Spring noget ganske andet." (S.68)

Tableauerne med Tema Boye er romanens højdepunkt og midtpunkt. For Niels er der i dette forhold, da fru Boye jo er virkelig nok, sket en bevægelse fra fantasi til virkelighed. Mens forholdet endnu er intakt, rejser denne viden sig som en jubel inde i Niels. Lykkeligt mærker han de forvandlende kræfter virke i sig som en mægtig svingkraft. Og han begynder at arbejde.

Alting var som forvandlet; Natur og Evner og Arbejde fælded i hinanden som Drev i Drev, der var ikke Tale om at standse og frydes ved sin Kunst, for hvad der var færdigt, det var ogsaa forkastet, han var jo vokset fra det under Arbejdet, det blev kun til Trin, der løfted op imod det stadigt vigende Maal, Trin paa Trin, tilbagelagte Veje, der var glemte, endnu mens de gjenlød af hans Fjed. (S.71)

Hvad forelskelsen betyder for Niels viser i denne forfatterkommentar, der som arabesker snor sig omkring situationsbeskrivelserne, således at de ikke kan skilles ad: Forelskelsen rejser en større interesse for ham selv end for hende. I fokus for hans lidenskab er hans egen identitet, der via Tema Boye har fået valeur og perspektiv.

Han havde havt altfor travlt med at smykke sig med det, han manglede, til at han skulde have havt Tid til at se, hvad det var, han havde, men nu begyndte han med en Opdagers Lidenskab udaf Barndomsminder og Barndomsindtryk, udaf de levede Øjeblikke i hans Liv, at samle sig selv sammen, og med glad Forundring saae han, hvorledes det passede sammen, Stykke for Stykke, og nittede sig i hinanden til en anderledes hjemlig Personlighed end den, han havde løbet efter i Drømme. Og anderledes ægte ogsaa og stærk og evnestærk. (S.71)

Da Niels Lyhne vender hjem til København efter moderens død i Clarens, hvortil han er taget sammen med hende på rekreation efter faderens død, opdager han en mislyd i forholdet til fru Boye. At han for sit indre øje hellere ville modtages af en ung kvinde med farve i kinderne. Derfor undgår han hende. Men hun opsøger ham. For at fortælle at hun er blevet forlovet og skal giftes med en ældre herre af spidsborgerskabet.
Niels føler sig forrådt. Ikke så meget fordi han nu mister en halvhjertet veninde, snarere fordi hun med giftermålet har svigtet deres fælles idealer om 'det ny', der netop vendte sig mod borgerskabets 'tyranni'.
Deres afskedsscene ser man for sig afviklet med bravour på Det kgl. Teaters Gl. Scene. For ligesom Edeles død rejste vreden i ham, gør Temas frafald det også. Hvor Edeles død viste ham ud af de religiøse fantasier, viser Temas 'død' ham ud af de erotiske. Slut med at drømme.
Tema Boye betød et frigørelsesforsøg. Ud af forliset vokser der en selverkendelse, som han begærligt griber efter. Han fyldes af tørst efter viden. Og kaster sig med begejstring over sine studier for med erobringslyst og ydmyghed at "sørge for sin Aands Udvikling".

Ja, saadan var det, saadan vokser Ens Væsen med Ens Viden, klares deri, samles igjennem den. Det er saa skjønt at lære som at leve. Vær ikke bange for at miste dig selv i større Aander end din egen. Sid ikke og rug ænstelig over din Sjæls Ejendommelighed, stæng dig ikke ude fra det, der har Magt, af Frygt for, at det skal rive dig med sig og drukne din kjære, inderligste Egenhed i sin mægtige Svulmen. Vær tryg, den Ejendommelighed, som gaar tabt i en frodig Udviklings Skillen ud og Dannen om, den har kun været en Brøst, kun et mørkespiret Skud, der var ejendommeligt, just saalænge det var sygt af lyssky Bleghed. Og det er paa det Sunde i dig, du skal leve, det er det Sunde, der bliver det Store. (S.95)

Fennimore
Bragt i denne position føler læseren sig kompositorisk ved afslutningen af en afrundet helhed, der imidlertid fungerer som optakten til en ny. Kapitlerne om Fennimore er således en roman i romanen. Fortsættelsen viser betegnende nok, at der ikke er biografisk sammenhæng mellem de to udgaver af Niels Lyhne, vi får præsenteret i forhold til henholdsvis Tema Boye og Fennimore.
Ovenstående citat, der rummer intet mindre end J.P. Jacobsens budskab, udgør essensen af dette kulminationspunkt i Niels Lyhnes liv. Han er faldet og har lidt nederlag. Men tabet er positivt, fordi forholdet til Tema Boye var en blindgyde. Faldet baner vej for en opstigning. Citatet viser, at en sådan erkendelsesmæssigt finder sted. Fra denne top er der flere og farbare veje. Men herfra går det alligevel kun gå nedad.
Den indsigt og balance, som bruddet med fru Boye har medført, omsættes kun kortvarigt i formålsbestemt arbejde. Den følgende sommerferie bliver han forelsket i sin kusine Fennimore.
Og så skal vi til det igen. Side op og side ned om Niels Lyhnes kvæstede forhold til Eros.

Fennimore er en rank og sanselig frisk ung kvinde, der lever med sin familie, konsulparret Claudi i Fjordby. Niels har taget sin barndomven, Erik Refstrup, der er maler og netop vendt hjem fra et ophold i Rom, med til besøget. En aften synger hun for dem, og det skulle hun måske ikke have gjort, for hun bringer den stakkels Niels helt fra koncepterne.

... hendes sang fyldte ham med Uro. Det var ikke mer den samme lille Provinspige, naar hun gav sig hen til sin Stemmes Klang; - som hun dog ogsaa lod sig tage af disse Toner, og som hun aanded ud i dem, saa uforbeholdent og frit, ja, han følte det næsten som ublufærdigt, det var som hun sang sig nøgen for ham. Han blev saa hed om Hjærtet, hans Tinding banked, og han slog Øjnene ned. (S.113)

Hvilken fortryllende kvinde, som er i stand til musikalsk at overskride sig selv igennem sig selv. Jomfrunalsk slår helten øjnene ned. Han foretrækker hende ved sytøjet, når hun taler med blid og rolig stemme og ser på ham med klare, trofaste øjne. Så føler han sig tiltrukket af hende med uimodståelig magt. Og af hvilken art er denne magt, jo, vi har berørt den flere gange:

Han trængte til at ydmyge sig for hende, bøje Knæ og kalde hende hellig. Altid havde han saadan en underlig Længsel ind imod hende, ikke blot som hun var, men mod hendes Barndom og alle de Dage, han ikke havde kjendt hende. (S.114)

Den er jo ikke god. Og da også Erik bliver forelsket i Fennimore, kan man knapt fortænke hende i at vælge ham - for nu at gøre en lang historie kort. Deres forlovelse gør Niels sløv og forvirret. Hans studier bliver planløse. Mismodet sænker sig over ham.
...disse idelige Tilløb til et Spring, der aldrig blev sprunget...

Da Fennimore og Erik har været gift i to år, får han brev fra Erik. Det går ikke godt. Han befinder sig i en døs af dovenskab og keder sig i Fjordby. Folk er muntre nok, men "Drommedarer overfor Kunst" (S.121). Om ikke Niels kunne komme til deres landsted ved Mariagerfjord.
Så ankommer Niels da til Fennimores hjem, lykkeslottet, som luften er ved at sive ud af. Forholdet mellem ægtefællerne viser sig ikke at være godt. De elsker hinanden for meget.

Hun elskede ham af hele sin Sjæl, med Angstens Heftighed og sitrende Glød; og han var hende mer end en Gud, langt nærmere, - en Afgud, hvem hun tilbad, uden Forbehold og over Maade.
Hans Kjærlighed var stærk som hendes, men den mangled den fine, mandige Ømhed, der værner den elskede Kvinde mod hende selv og vaager over hendes Værdighed. Det mindede ham vel som en dunkel Pligt, kaldte som en sagte Røst, men han vilde ikke høre, for hun var saa bedaarende i sin blinde Elskov, og hendes Skjønhed, der var af en Slavindes ubevogtede Yppighed og ydmyge Ynde, ægged og spored ham til en Lidenskab, uden Grændser og uden Naade. (S.123)

Der er dybt her. Og man forstår, hvorfor J.P. Jacobsen fik så mange læsere i hele Europa - ikke mindst en vis dr. Freud i Wien.
I sit laboratorium noterer dr. Jacobsen:

Stakkels Fennimore! hun vidste ikke, at Lykkens svulmende Hymne kan synges saa tidt, at der hverken bliver Melodi eller Ord tilbage, men kun et Bavl af Trivialitet; hun vidste ikke, at den Rus, der løfter idag, den tager sin Kraft fra Imorgens Vinger; og da omsider Ædrueligheden tungt tog til at gry, da begyndte hun skjælvende at forstaa, at de havde elsket sig ned til en sød Foragt for sig selv og for hinanden, en sød Foragt, der Dag for Dag blev svagere i Sødmen, og bedsk tilsidst. (S.124)

Nej, brødrene Brandes var ikke uforståeligt skuffede over Jacobsens nye roman. Den savnede naturalistisk fanfare og elán. Så kan vi altid undre os over, hvorfor Jacobsen skriver "Stakkels Fennimore", når han nu ikke om Marie Grubbe skrev "Stakkels Marie". Her pulserer en uafklaret selvmodsigelse i det store format, muligvis fordi der i Niels Lyhne eksisterer et lige så uafklaret forhold imellem forfatteren og hans person. Hvem er hvem?

Før sin ankomst har Niels overvejet sin strategi overfor Fennimore - "navnlig hvordan han skulde vise, at han havde glemt saa fuldstændigt, at han ikke en Gang erindrede, at der var noget at glemme; fremfor Alting: ingen Kulde, en hjærtelig Ligegyldighed, en overfladisk Imødekommenhed, en høflig Sympathi, saadan skulde det være". (S.130)
Den Fennimore, han møder, er blot en helt anden end den, han havde forladt. Der er kommet en "forpint Grusomhed i hendes blide Øjne". Af deres lange samtaler fremgår det, hvorledes hun oplever sig som "sin Mands Skjøge" og har opgivet alt håb om genoprejsning. Erik ligeså. Livsånderne har forladt dem. De synker.
Deres samtaler bliver et kulturhistorisk kighul ind til 1880ernes tumultariske tid. Det følgende citat pejler i retning af den sædelighedsfejde, der helt skulle dominere det pågældende årti.

"... du kan være overbevist om, at Kvinderne ikke er saa ætheriske Væsner, som mangen god Ungersvend drømmer; de er virkelig ikke sartere end Mændene, og de er slet ikke anderledes end Mændene er; tro mig, det har været lidt snavset, det Ler, hvoraf de er dannet begge to."
"Kjæreste Fennimore, du veed Gudskelov ikke, hvad du selv siger, men du er meget uretfærdig mod Kvinderne, mod dig selv; jeg tror paa Kvindens Renhed."
"Kvindens Renhed, hvad mener du med Kvindens Renhed?"
"Jeg mener... ja ..."
"Du mener - jeg skal sige dig det, du mener Ingenting, for det er ogsaa en af disse meningsløse Finheder. En Kvinde kan ikke være ren, hun skal ikke være det, hvor skulle hun kunne det! hvad er det for noget Unatur? (S.132)

Samtalerne bringer dem tættere på hinanden. Og det bliver til et forhold mellem Fennimore og Niels. Erik er en del borte for at sælge kunst. Niels indlogerer sig på den anden side fjorden. På et tidspunkt forsøger han at overtale Fennimore til at flygte sammen med sig, men indser, at det kan han ikke byde sin ven. I stedet giver han sig hen til Fennimores elskov.

Men hvor var det ikke ogsaa sødt at elske, elske en Gang den virkelige Livets Elskov; for det var jo ikke Kjærlighed, det, han havde troet var Kjærlighed, før, hverken den Ensommes tungt svulmende Længsel, eller Fantastens glødende savn, eller Barnets anelsfulde Nerveusitet; det var Strømme i Kjærlighedens store Ocean, enkelte Reflexer af dens fulde Lys, Splinter af Kjærligheden, ligesom Meteorerne, der rase gjennem Luften, er Splinter af en Klode, for det var Kjærligheden: en Verden, der var hel, noget Fyldigt, Stort og Ordnet. (S.143)

Niels er tydeligvis i den syvende himmel ved Mariagerfjord. Der er blot den hage ved de smukke ord om kærligheden, at han tager den fra sin ven, ligesom Fennimore er utro. Kort tid efter modtager de meddelelsen om Eriks pludselige død ved et uheld i Ålborg. En hest var løbet løbsk.
I et nu vender Fennimore sig imod Niels som den hustyv, der har stjålet sin vens ære, "fordi den vare for daarlig gjemt". Fennimore eksploderer i furietirader af hævntørst, der viser en vrede på kanten af blackout. Den følgende nat rjeser hun bort, mens Niels sover.

Odéro
Efter dén sommer ved Mariagerfjord flakker Niels Lyhne om i Alpelandet og Italien et par år. Det tager tid at komme sig, jovist, men hvad lever han af... tænker den momsplagede læser. At han som arving lever af driften på Lønborggaard, hører vi intet om. 1800tals-realismen beskæftiger sig ikke med økonomi.
Hans tid går med at tænke over sit talent. For der skulle jo blive en digter af Niels Lyhne. Det har spøgt i baggrunden, siden han var dreng. Overvejelserne omkring talent og vilje, talent og stof, talent og forfængelighed er ypperlige. Her er J.P. Jacobsen på hjemmebane. Men sætte Niels på sporet magter han dog ikke.
Problemets kerne, som ikke berøres direkte, men som læseren gennem livshistorien bliver vidne til, er den åbenbare, at Niels ikke for alvor tror på kunsten, fordi han inderst inde nærer mistillid til virkeligheden. Han begærer den som naturligt er igennem kvinden, men lider nederlag, uden at kunne omsætte nederlaget i kunstnerisk forløsning, fordi han betragter kunsten som surrogat, drømmespind, virkelighedsflugt.
Og det er kunsten rigtignok, men den er også virkelighed. Og lyder virkelighedens love. Men den kræver knofedt og - produktion. Her kniber det for Niels Lyhne. Han er overfor kunsten som overfor kvinden uden krop. Tanker er ikke nok. Og han ved det. Og græmmes.

I den lille idylliske by Riva ved Gardasøen tager han ophold på et hotel. På grund af et udbrud af kolera er gæsterne få. På hotellet er der foruden den eksilerede Lyhne kun en døv Wienerdoktor samt en operasangerinde og hendes kammerjomfru.
Madame Odéro er reconvalesent efter et halsonde, der har truet hendes stemme, men dyrker nu sin rekreation - på syvende måned. Hun er forvirret, heftig, unuanceret - simpelthen en barbar, som Lyhne poetisk iklæder melankoli, fordi han bedst kan lide det sådan. Og operadamen finder sig i det. De mødes i hotelhaven, hvor de omgivet af prægtige granater og myrter underholder hinanden.
Som to væsner, der er i ufred med sig selv, søger de tryghed hos hinanden, lyder forfatterkommentaren med dyb præcision. De pjatter med deres sjælelige nips, som de tager frem med to fingre og holder op mod lyset for at gøre disse ejendommelige ædelstene til genstand for henført konversation. Her er Niels Lyhne i sit rette vegetative element - den opmærksomt hjælpsomme, overbærende samtale med en attraktiv kvinde med format.
Madame Odéro har aldrig rigtig fået tid til "at rydde op i sig selv" (S.158). Så det gør Niels for hende. Samler hendes fortid i en smuk "Bouket". En morgen er hun pludselig rejst. Niels er igen alene.

Med et resigneret smil modtager han denne nye "Fjendtlighed af Skjæbnen". Han bliver ikke vred, blot bedrøvet. Om aftenen i hotelhaven fortæller han værtens lille dreng historien om prinsessen, som fandt sin fjederham igen, og fløj bort fra sin elskede, tilbage til "Feernes Land".
Selv bliver han hermed ramt af en vældig længsel efter Lønborggaard - efter et hjem, efter at blive holdt fast. Og kapitel XII slutter med en tilsvarende løftelse som det vægtige afsnit i kapitel XI:

Han kunde ikke holde Tilværelsens Ligegyldighed ud længer, det at blive sluppet paa alle Kanter og altid blive kastet tilbage til sig selv. Intet Hjem paa Jorden, ingen Gud i Himlen, intet Maal derude i Fremtiden! han vilde have et Hjem i det Mindste; han skulde elske den til sig, denne Plet i Stort og Smaat, hver Sten, hvert Træ, Livløst og Levende, dele sit Hjærte ud imellem det Altsammen, saa det aldrig kunde slippe ham mere. (S.159)

Gerda
På Lønborggaard syd for Ringkjøbing Fjord begynder Niels Lyhnes liv på en måde forfra. Bemærkelsesværdigt ubesværet overtager han landbrugsdriften. Han nyder det fysiske arbejde og den efterfølgende mætte træthed. Dagens gang og årets gang folder sig ud i harmoniske rytmer, der bundfælder sig i en indre lovsang til skaberværket.
Med sit sørgmodige ansigtsudtryk og de lidt ejendommelige manérer skiller han sig noget ud fra befolkningen, men falder til. I Varde dyrker han omgang med en kancelliråd, der har sans for en god passiar om allehånde kultur.
På disse ture bliver han opmærksom på en ganske ung pige, Gerda, der da også har et godt skjult øje for ham. I forhold til romanens tidligere episoder er denne yderst summarisk fortalt. Nærmest referat. Det kan som tidligere omtalt skyldes, at forfatteren ville se at blive færdig, fordi romanen sådan set var skrevet. Endvidere det forhold, at han ikke personligt kendte til ægteskabets verden.
For Gerda og Niels bliver gift. Og får en dejlig dreng. Aldersforskellen er betydelig, Gerda blot 17 år, og forholdet beskrives næsten naivt i betragtning af, hvad Niels har været igennem. På Lønborggaard lever de et arbejdsomt og problemfrit, jævnt og måske også muntert liv.
Og Niels undrer sig over, at tilværelsen kunne forme sig så "klar og simpel". (S.164)

Gerda er et Guds ord fra landet, sød og solid. Om deres samliv hører vi blot, at Niels nærmest optræder som far for hende. Og skolelærer. Han belærer hende, der har sin barnetro intakt, om ateismens nødvendighed for et sobert og ædrueligt liv. Da Gerda beundrer Niels, lader hun sig let overtale til at tro på 'det nye'. Selvom hun stadigvæk synes, at kirkeklokkerne lyder så skønne og passer til livet og landskabet.
Hendes pludselige død efter kort tids sygdom rammer Niels hårdt. Ikke mindst fordi hun overladt til sig selv og det store ukendte mørke, som hun alene skal ind i, ønsker at tale med præsten. Niels føler, at hun hermed svigter ham. At hun er ham utro med Gud.
Da nu også drengen kort tid efter bliver alvorligts syg med kramper, bliver Niels bange. En lang nat, hvor lægen ikke kan nå frem, falder han på knæ og beder for sin søn. Det er en gentagelse af bønnen ved Edeles sygeseng, da han selv var dreng. Cirklen sluttes. Drengen dør.
Niels er igen alene.

Til toppen
Niels Lyhne (1)
Niels Lyhne (3)
Tilbage til J. P. Jacobsens hovedside