J. P. Jacobsen: Var Jacobsen naturalist?. Epoke

Poul Borums bud
"J.P. Jacobsen var naturalist i teorien og symbolist i praksis."
Med dette epokale pletskud indleder digteren og litteraturforskeren Poul Borum (1934-1996) sit bidrag til antologien Danske Digtanalyser (1969)

red. af Thomas Bredsdorff med to analyser af J.P. Jacobsen-digte, "Gurresange" og arabesken "Der aabnes en Dør" under titlen "Jacobsen mellem Mallarmé og Rimbaud".
Analyserne består først og fremmest af detaljerede metriske og fonetiske bestemmelser. Derudover indskriver Borum digteren i en modernistisk sammenhæng i tradition med Baudelaire, Mallarmé og Rimbaud.
Det er jo interessant. For i et sådant perspektiv åbner J.P. Jacobsens univers sig på en ny og dybere, mere kompleks måde, der samtidig er mere meningsfuld og derfor lettere tilgængelig.
For en gymnasielærer har det i generationer været utåleligt akavet og mildest talt albylfremkaldende at 'give for' i I.P., fordi der jo simpelthen ikke viste sig nogen farbar forbindelse mellem teksterne og litteraturhistoriens naturalistiske ramme omkring forfatterskabet.
Uden at den stakkels gymnasielærer dengang forstod sagens egentlige sammenhæng.
Det er den, en af Nordens mest vidende litterater i dette århundrede, Poul Borum, tager hul på i artikelen, der afsluttes med fanfaren: "Modernismen er kommet til Danmark."

Jørgen Moestrups vinkel
I sin veltilrettelagte og idérige undervisningsbog Eros og døden. En studiebog om J.P. Jacobsen (1975)

griber Jørgen Moestrup stafetten fra Poul Borum. I sin introduktion til forfatterskabet (S. 241- 260), henviser han direkte til den ovenfor omtalte artikel og tilføjer for egen regning:
"Jacobsens forfatterskab rummer da også indholdsmæssigt elementer af romantik og romantisme. Samtidig viser det fremad mod symbolismen ved sit lyriske præg og den suggestivt musikalske stil." (S.241)
Disse kvalificerede ryk i de litteraturhistoriske begrebsrammer tilslutter vi os her på EPOKE med den konsekvens, at J.P. Jacobsen - sammen med Holger Drachmann - indtager den for perioden nye betegnelse 'Nyromantik'.
I værkerne som helhed er den romantiske dimension mere fremherskende og konstituerende end den naturalistiske. Så den mest præcise klassifikation ville lyde 'naturalistisk romantik'.
En ny litteraturhistorie, Litteraturens veje (1996)

af Gerd Lütken og Johannes Fibiger er ligeledes på sporet og forsøger med termen Æstetisk naturalisme, men det virker for vagt. Bortset fra at æstetik indirekte reduceres som synonym med 'forfinet' - ligesom al anden naturalisme i samme træk uheldigt karakteriseres som uæstetisk.
Det spændende ved at læse J.P. Jacobsen som nyromantiker er, at hans gennembrud i udlandet hermed bliver forståeligt. Receptionshistorien viser - jvfr. antologien J.P. Jacobsens Spor. I ord, billeder og toner (1985)

- at udbredelsen finder sted i 90erne i symbolistisk orienterede kredse. Som nyromantiker baner Jacobsen vej for den egentlige symbolisme.
Akkurat som Johannes Ewald 100 år tidligere er 'førromantiker', er J.P. Jacobsen 'førsymbolist'.

Førsymbolisme
Som Borum ganske rigtigt skriver, så er periodebetegnelser ikke overnaturlige størrelser, hvilket vi på EPOKE på intet tidspunkt har lagt skjul på. Ismerne er dels udtryk for kunstnerisk fortolkning (til forfattersiden) og dels (til kritik- og læsersiden) værktøjer til fortolkning af denne kunst.
Inden for den enkelte periode vil der altid være flere samtidige og forskellige stilretninger på spil. Gennemslagskraften afgøres udenfor kunstens jagtmarker, nemlig af de institutionelle kulturpolitiske magtbaser på forlag, universitet og i pressen.
Det kan være svært, men nødvendigt at holde sig for øje, ellers bliver perioderne for standardiserede og firkantede. Sådan er verden ikke.
Således kan der også i det enkelte forfatterskab være flere stilretninger på spil - ikke blot i forskellige faser - men i det enkelte værk. Et forhold der ikke gør analysen af et kunstværk mindre interessant.
Og det er netop, hvad der gør sig gældende hos J.P. Jacobsen, og som Poul Borum og Jørgen Moestrup med fin lydhørhed graver frem.
Men nok så bemærkelsesværdigt er det, at allerede Herman Bang havde øjnene åbne for dette forhold. "Jacobsen er midt i al sin Realisme en stor Romantiker", skriver han i sit storartede værk Realisme og Realister (1879, ny udg. Gyldendals Uglebøger 1966).

J.P. Jacobsen placeres hermed på kant med den ortodokse og regelrette naturalisme, som gymnasielærere ellers i 100 år har doceret med samme Jacobsen på førstepladsen overfor de intetanende og mere eller mindre modtagelige elever. Landet rundt.
For det stod jo i litteraturhistorierne.

12 eller 13 punkter om naturalisme
Når naturalismen litterært skal karakteriseres, lægges der i samtlige litteraturhistorier ud med J.P. Jacobsen. Han figurerer som naturalismens ubestridelige frontfigur. Flankeret af Holger Drachmann og Herman Bang.
Derfor kan det være på sin plads kort at rekapitulere, hvad vi forstår ved naturalisme. For overblikkets skyld hugget til i en række markante punkter:

Periodens naturvidenskabelige tænkemåde.
Opposition til kristendom.
Positivisme: videnskabelig metode, der bygger på det, der kan erfares, sanses og måles. - Objektivitet.
Hippolyte Taine (1828-1893) - litteraturhistoriker og naturalismens talerør - overfører positivismens naturvidenskabelige metode til åndsvidenskaben.
Udforskning af sjælelivet efter positivistisk metode. - Forfatteren som psykiater med fokus på menneskets driftsside, 'det dyriske', underbevidste og 'fortrængte'.
Taine indsætter forfatterens værk i en bestemt trekant: race - miljø - moment (i.e. nationalitet - miljø - tidsånd).
émile Zola (1840-1902), fransk forfatter, realiserer kunstnerisk Taines program i en romanserie på 20 bind, en slægtshistorie (Les Rougon Macquart, 1871-1893; dansk oversættelse Familien Rougon, 1879 ), hvor samfundsforholdene former og regerer over drifterne. Drifterne former og regerer over menneskene.
Årsagssammenhæng fremstår som naturlove.
"Et hjørne af naturen, set gennem et temperament" bliver Zolas klassiske (og kryptiske) definition af naturalismens kunstsyn som kontrast til romantikkens kunstsyn.
Men læs naturalismens credo igen. Et hjørne af naturen set gennem et temperament er jo netop, hvad der foregår i den originale romantik - hvad enten den så er sort eller blå eller guldrandet.
Men i deres hjørne af naturen - i værens- og kunstsynet - er romantik og naturalisme forskellige. Romantikkens kunstsyn bygger på sammenhæng i alt skabt: identitet mellem natur og menneske.
Kunstnerisk gengivet igennem jeget, der i sin helhed ér et hjørne af naturen. Dette hjørne gengives igennem et subjektivt temperament, der karakteriseres af oplevelse, følelse, forståelse og fantasi.
Ofte er resultaterne skrækkelige og fulde af angst, sorte, fordi naturen er frygtelig og angstfremkaldende.
Naturalismens menneske står derimod uden for naturen og observerer et hjørne af den igennem sit temperament. Eller bliver observeret igennem et hjørne af et forfatterskab.
Naturen i naturalismen er natur-videnskabelig. En videnskabelighed, der også gælder udforskningen af menneske-naturen.
Dette 'hjørne' skal beskrives udfra forskningsmæssige principper, objektivt, konkret og præcist. Uden stilisering eller besjæling. Og på en sådan måde, at der fokuseres på et problem, der i og med behandlingen sættes under debat.
Det er dette ovenstående 12-punkts-program, der er kernen i Georg Brandes' (1842-1927) afhandlinger og forelæsninger ved Københavns Universitet, idet han kombinerer Taines program med litteraturforskeren Sainte-Beuve (1804-1869), der i modsætning til Taine søger forfatterpersonligheden i værkets psykologi, strategi og stil.

Jacobsens hjørne
Hvad siger nu Jacobsen selv?
Fra sit hjørne i Thisted kommenterer han udviklingen i det litterære liv i brevvekslinger - især med vennen Edvard Brandes. I det følgende citeres der fra brevbogen Et Venskab (1988).

Om naturalismens franske flagskib, Zola, skriver Jacobsen - denne gang fra Pension Bellevue i Montreux den 18. oktober 1877:
"Da jeg (...) anseer ham for en kjedsommelig, gammeldags Forfatter med lidt Sands for det Lavkomiske, og med den utilgivelige Fejl at skrive hele Bøger i præsens." (S.66)
Endvidere: "Zola er mig ikke detailleret nok i det Psychologiske, og han giver mig sine Detailler i en Bunke; men jeg vil ikke have dem i en Bunke, jeg vil have dem i en rigtig ordnet Bouket. Jeg vil ikke have Lillas og Rødt ved siden af hinanden." (S.67)
Og denne: " - og han er ikke Eklektiker nok med Hensyn til Detaillerne, han har ikke Resignation nok til at offre. Detailler skal være som hint Lyn hos Dickens, ved hvilket man saae harrows and ploughs left alone in the fields. Han er monoton, hele Tiden fører han sine Farver paa med Pensel, men hvad er da Spatelen til. Prosaen er da ikke et Hexameter, der maa fortælle Alting paa samme Melodie. Han er mig endvidere ikke dramatisk nok." (S.67)
Altså: Ikke Zola. Men Dickens.

Jacobsens natur
Jacobsen var ifølge sin natur ikke til samfundsdebat i sin kunstneriske virksomhed. I et brev af 30. marts 1880 skriver han således:
"Jeg er ikke træt eller udskrevet, tværtimod jeg skriver endogsaa meget godt (...). For Fremtiden vil jeg dog vist kun gjøre historiske Underværker maaske med lyriske Afbrydelser, for jeg er for æsthetisk i god slet Forstand til at kunne indlade mig paa disse direkte Prokuratorindlægs-Digtninge, hvor Problemer siges at stilles under Debat medens de kun postuleres løste, (det gjælder baade tilhøjre og tilvenstre)." (Eros og døden, 1975, s.149)
Yderligere sat på spidsen bliver debatholdningen i et brev af 16. december 1884, hvor han satiriserer over fænomenet: "Dette er naturligvis kun søvnløse Griller som jeg slet ikke egentlig tror paa eller i alt Fald da ganske ikke veed, om jeg troer paa. For hvem veed, hvad han egentlig troer?
Saa! nu opfylder Brevet de nyere Forordninger; nu er her stillet et Problem under Debat. Hvor jeg er kjed af de Problemer under Debat som f.Ex. "Det flager". Saadan noget Vaas at ville lave en Roman paa Spørgsmaalet om en udvidet Undervisning i Physiologi i Pigeskolerne!" (S.138)
Senere i samme brev får den en tand til: "Og saa den Arvelighed! hvor den er dumt benyttet og ikke benyttet. Jeg har da ogsaa læst Gjellerups Bog. Det er mærkeligt, saa daarligt oplagte de Elskende i den er til at tale om Elskov. Hvorfor ikke have valgt en Dag, de var i Stemning?" - "Gjellerup skulde have puttet noget Poesi ind i den Bog." (S.138)

Således bryder naturalismens danske digterkonge den ene naturalistiske mærkesag og det ene tabu efter det andet. Digterkonge blev han. Men i sin egen selvforståelse ikke en naturalistisk, hvilket det ikke er uspændende at være vidne til. For det afsætter spørgsmålet, hvorfor det har været så vigtigt for danske litterater at gøre J.P. Jacobsen til Danmarks førende naturalist?
Kaster vi et blik på argumentationen i en populær Dansk Litteraturhistorie, nemlig Politikens (1966), hvor Hakon Stangerup dækker perioden fra 1870, vil vi bemærke, at J.P. Jacobsens store novelle "Mogens" bliver udnævnt til "naturalismens førstebog". Begrundelsen er dog utrolig tynd. Hvorfor er den naturalistisk?
Jo, fordi personerne i novellens optakt "stiger frem af naturen", og novellen slutter med, at de "optages i naturen". Javel, men så er jo allerede Johannes Ewalds digt "Rungsteds Lyksaligheder" fra 1775 naturalisme!

Jacobsens øje
Den natur, Jacobsen har øje for, er i virkeligheden den, der samtidig gør ham til suveræn kunstner - nemlig stoffets natur.
I et brev - denne gang til vennen Vilhelm Møller - af 6. december 1880 skriver han: "...og jeg vil, i Parenthes bemærket, forbeholde mig at skrive hver ny Bog paa en ny Maade, ganske uafhængig af Skoler og Stile, kun bøjende mig for Stoffet og Stoffets Natur." (Eros og døden, 1975, s.150)
Sådan tænker og skriver en sand digter. Det samme niveau gør sig gældende i forhold til læserne, som Jacobsen klogt sætter lige så højt som forfatteren!
I brevet af 30. marts 1880 reflekterer han over forholdet: "...men hvis Bøgerne ikke skal blive hele Conversationslexica for Menneskekundtskab, maa man stille Fordringer til Publikums Intelligens og ikke ængstelig og omhyggelig trække et rødt Ankertoug igjennem alle en Figurs Stadier og Phaser. Forfattere er i det hele taget saa tilbøjelige til at skrive for Idioter, og der er dog lige saa gode Hoveder blandt dem der læser, som blandt dem, der skriver. Bare fordre! Har man noget at give, som det er Ulejligheden værd at forstaa skal man nok blive forstaaet."
Og brevet slutter med følgende vægtige og enkle ordlyd, der i et glimt viser os dén J.P. Jacobsen, der vedblivende finder læsere igennem det 20. århundrede og også vil finde det ind i det nye: "Man tage sit Publikum saa fint, saa skarpt, saa dristigt, saa fantasirigt og intelligent, som man kan og evner, akkurat som man kan og evner, ikke mindre." (Eros og døden, 1975, s.150).

Jacobsens temperament
Jacobsens temperament var ikke til agitation. Af samtidige minder han mest om Edvard Munch. Med ham deler han den kompromisløse kunstneriske holdning. De er begge ét med deres værk. De indser individualismens nødvendighed. De åbner deres hjerte. De inderliggør det personlige i fortolkningens symbolik. De er stoffets ornamentale artister. For dem tæller kun stoffets lov.
Besynderligt men meningsfuldt er det derfor, at når en studiebog om en af naturalismens største forfattere ser dagens lys i 1975 - Eros og døden - så sker det med et omslag ikke fra den naturalistiske periode af en naturalistisk kunstner, men illustreret af symbolismens betydeligste kunstner i Norden, Edvard Munch - med et grafiske arbejde fra begyndelsen af de revolterende 90ere: "Sfinxen".
"Jeg er romantiker" erklærede Edvard Munch bittersødt provokerende overfor en naturalistisk samtid domineret af Ibsens og Strindbergs hysteriske debatstykker på teaterscenerne.
For både Munch og Jacobsen var sindets impressioner det vigtige i deres kunst. Et element som Johannes V. Jensen bliver den ekspressive arvtager af i sine originale myter og antropologiske arbejder.
Brydningerne overalt i åndslivet og kunsten i 1890-1892 kommer Jacobsen ikke til at opleve. Ligesom han ikke kommer til at opleve sit eget gennembrud. Men han sætter bølgen på land.
Arabeskens rytmiske, slyngede konturer synliggøres - som en svanes ryg - i den gryende Jugendstil og l'art Nouveau.
Stoffets natur.

Til toppen
Til Fru Marie Grubbe
Tilbage til J. P. Jacobsens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 19. oktober 1999. Sidst opdateret 1. november 2012.
Copyright 1999 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.