Johannes V. Jensen: Danskere (1896). Epoke

I perioden 1895-98 producerer Johannes V. Jensen, der på dette tidspunkt er lægestuderende, 10 kulørte kriminalromaner til det populære magasin "Revuen" under pseudonymet Ivar Lykke. Flere af disse gysere er overraskende nok endnu læseværdige, idet de bearbejdes af en vis litterær struktur, således bliver New Yorker-romanen Milliontyvens Høvding genudgivet så sent som i 1990! Et litteraturhistorisk aktstykke, der 100 år senere som krimi-souvenir forbinder sig med den beslægtede Dan Turells 10 (!) kulørte krimiromaner.
I 1996 har JVJ hele tre føljetonromaner i gang, men afser alligevel tid til også at færdiggøre en almindelig roman med den anonyme, men bemærkelsesværdige titel Danskere (1896, genudgivet 1972 og igen i 2000), der bliver hans egentlige debut som 'rigtig' forfatter. Bogen udkommer på det nystartede "Nordisk Forlag", hvis leder, Ernst Bojesen, havde brug for nye navne. Forinden er bogen blevet afvist på et par andre forlag, samt af redaktør Harald Witzansky som føljeton i dagbladet "København". Men Bojesen får ikke grund til at fortryde sin satsning med den føljetonskrivende lægestuderende. Bogen vækker opmærksomhed. Og selvom JVJ senere stryger den af forfatterskabet, bliver den genudgivet i 1972, hvilket bekræfter debutarbejdets kvalitet.
Romanen, der med titlen signalerer i antropologisk retning, er tydeligvis selvbiografisk anlagt, idet hovedpersonen, Buris Holm, er en ung student fra den jyske provins (Viborg), der kommer til hovedstaden for at studere medicin. Baglandet er den lille landsby Vadkær (Farsø), hvor han er opvokset og har tilbragt sin tidlige ungdom. I sin genre og helhed er bogen en rapport om provinsstudentens liv, op- og især nedture, i København. Sensitive passager om ensomhed, tvivl, frihedslængsel, ømhedshunger, venskab, arbejde og rå chok på bunden, der også er overfladen, af storbyen.
Romanens force er, at den "er en sand skildring, et vidnesbyrd om hvad unge mennesker følte og tænkte her i Danmark ved det forrige århundredes slutning", som Edv. Brandes skriver i sin anmeldelse, selvom han trods alt ikke gouterede dens stil - det for grovkornede mundtlige (jyske) præg.
Bogen er naturalistisk i sit anslag. Der er tale om en antilyrisk, regulær realisme, der objektivt gengiver ydre indtryks overførelse til tankestof og indre sjælelivs projektion på omverdenen. I sidstnævnte dimension, hvor sjælelivet kommer i centrum, skriver romanen sig ind i en symbolistisk tematik. Netop i samspillet eller sammenstødet mellem 'indeni' og 'udenfor' opstår bogens grundlæggende atmosfære af tvivl og fortvivlelse. På den anden side er det også her, der gøres erfaringer, rettes ryg og åbnes øjne. Bogens mange samtaler kommer til at fungere som kanaler imellem jeget og de andre, hvorigennem tidens emner og problemer, tankegange og livsstil afspejler sig. Samtidig med at de fremhæver venskabets og fællesskabets livsvigtighed.

Komposition
Bogen er traditionel i sin opbygning. Handlingen, der strækker sig over et år, er fordelt på en række situationsbeskrivelser: De sidste måneder med vennerne i Viborg, ankomsten til København, indlogeringen, de første indtryk, de første forelæsninger, gensyn med Viborgvennerne, møder i Studentersamfundet, debut i forlystelses- og nattelivet, besøget hos forældrene i Jylland, forelskelsen i Nina Holck, høstgildet, filosofikum, festen i kredsen, Buris' samtale med en ven, afrejsen.
Kompositionen aftegner således en cirkel, der efter et forspil starter med en ankomst og slutter med en afrejse. Indenfor denne cirkel finder der en udvikling sted på godt og ondt. Cirklens centrum er en desillusion.

Fascination
Forventningsfuld, lykkelig og rastløs befinder Buris sig ombord på damperen, der fra Jylland nærmer sig København. Det første møde udløser imidlertid en bundløs skuffelse:
"Men, alt som Damperen gled nærmere og nærmere til København, sank en By i Ruiner, som Buris havde bygget i sine Drømme, en hvid, straalende Paladsby, der rakte sine Tinder op i Dagens Klarhed og rummede en egen skøn Menneskerace.
Buris havde ikke vidst af denne Drømmeby en Gang, før han nu saa den flyde hen i Taage og trække bort som en Luftspejling - nu da Virkeligheden mødte ham nøgen og graa.
Damperen gled op mellem nogle chokoladebrune Pakhuse, formløse Kasser med en Mængde Lemme paa. Inde på Kajen stod Dragere og Bybude, som om det kunde have været i Løgstør, ganske almindelige morgengnavne Mennesker." (S.28).
Således ankommet indlogeres han i Admiralgade hos ur- og instrumentmager Nielsens familie, hvis joviale væremåde og udseende frastøder ham.
"Saa var der en voksen Datter, Dagmar. Hende mønstrede Buris i Smug mest, men hun faldt ikke i hans Smag. Hun var nok rigtig pæn, men hun saa visnet ud, mat i Farven, graalig. Hun saa udenvidere paa ham med fuldtaabne Øjne; de Damer, Buris havde set i Viborg og paa Herregaardene hjemme, var hemmelighedsfulde Kvinder med skær Hudfarve og dulgte Løndomme i Øjnene." (S.29).
I en sådan passage viser den analytiske reporter sig i den emotionelle aflæsning af omgivelserne. Det samme forhold gør sig gældende ude i byen:
"Alle Huse var graalige og flade, Vægge med Vinduer paa. Buris var sig dog ikke Skuffelsen bevidst, han følte blot straks Had til den By, han var kommen ind i, han ringeagtede den uden rigtig at vide hvorfor." (S.29).
Alligevel vandrer han fortumlet rundt i gaderne i timer i træk og trækker indtryk til sig i en svimmel festfornemmelse og forundrer sig. Hvad der først og fremmest tiltrækker hans opmærksomhed er - dagrenovationen:
"Han betragtede de snavsede Mænd i deres Sækkelærredskitler; hvor hurtigt og behændigt skød de ikke de brede Skovle ind under Bunkerne, en, to, tre, fejede efter med Kosten og svang Snavset op i den skumplende Vogn. Sporvognene interesserede ham, og han undrede sig over de aabne Jærnskure, hvor Vandet rislede fra rustne Rør ned over Skifertavlerne, og hvor der lugtede af Karbol."
En sådan fascination af det upåagtede, som turister normalt vender ryggen til, er det karakteristiske for den debuterende Johannes V. Jensen. Samtidig viser den en optagethed af det funktionelle: hvordan er tingene indrettet? - hvordan virker de? Det er en sådan evne til fascination, der senere bringer ham som korrespondent til Verdensudstillingen i Paris år 1900 - og holder højde som hovedåre i forfatterskabet.
Senere i romanen bliver læseren taget med i Tivoli, på Wivel og diverse natcafeer, der skildres med en tilsvarende afsky og fascination.

Faktion
Fiktion hører generelt til romangenrens definition. Men genren er så rummelig, at det ikke behøver at være tilfældet. Spørgsmålet er, om der overhodet forekommer fiktive elementer i Danskere. Derimod er bogen bygget op omkring to faktiske begivenheder: Brandes-foredraget i Studentersamfundet og 'Forliget', dvs. rigsdagsbeslutningen 30. marts 1894, hvorved Hørup og den radikale politik bliver sat ud af spillet. Begge dele rumsterer i baggrunden af de diskussioner, Buris fører i omgangskredsen. Selv føler han sig forbundet med Brandes, Hørup og frihedsidealerne. Væk fra tvivlesyge og behagesyge. Væk fra mindreværdskomplekser og slavemoral. Væk fra svaghedens og tabets fristelse - ånden fra 64.
Alligevel er det med blandede følelser, han i en samtale genkalder sig den pågældende Brandes-aften: "Kan I huske, da han kom gaaende ved siden af Erik Skram - da gav det et Stik i mig, jeg havde ikke ventet, at han var saa lille og saa hensynsløs grim." (S.91) - "Og pludselig aabnede han Munden som en Padde gør det, og der lød en tynd, kvækkende Frøstemme, som rev i Øret. Men kan I saa huske, da han havde talt i fem Minutter. Da var der sket den Forandring, at han var bleven fra Kobold til Konge i Festskrud. Man kunde høre, at han ikke kendte Frygt, han var lutter Mod og Hensynsløshed og Sandhed." (S.92).
Det er især de sidste tre begreber, gruppen ønsker at identificere sig med og efterleve. Og det er her bogens titel bliver synlig. Den rummer en kritik af dansk mentalitet: "Danskerne vil ikke lære at blive Herrer, fordi Ufriheden er indgaaet i deres Natur, Lidenheden er bleven dem til System." (S.90).
Men heller ikke Studentersamfundet tilfredsstiller Buris, der med et finindstillet argument lægger afstand til det:
"Nu ved jeg ogsaa, hvorfor jeg ikke kan holde ud at være i "Samfundet". De er saadan alle sammen, færdige, radikale. Der er ikke Sindets Spænding og Ydmyghed, som er Jordbund for bestandig nye Ideer, de er størknede, de er konservative midt i deres Radikalisme. Se, hvor fornemme de er og forstokkede, et Radikalismens Oligarchi af Geronter. Jeg mælder mig ud i Morgen den Dag og gaar hen et andet Sted at søge Frihed." (S.94). - Her formuleres tidligt et synspunkt og en holdning, der kom til at holde hele JVJs liv. Ikke så sært, at han aldrig blev populær i de institutionelle litterære kredse.
Til bogens styrke tæller, at det ikke kun er på et generelt abstrakt plan, analysen foregår. Den føres igennem også i mindre detaljer. F.eks. efter et selskab hos hans værtsfolk:
"Buris var helt Ør i Hovedet, da de livlige Gæster spredtes ved Midnatstid, og han kom op paa sit Værelse. Passiaren summede i hans Øren. Han tænkte lidt paa, hvor forskellig han var fra disse glade og tankeløse Mennesker.
"Sagen er, deres Forestillinger afløser hverandre uden Mellemrum," tænkte han, medens han sled for at faa Kraveknappen klemt ud af den stive Flip, 'Tanken kommer ikke ind imellem og ser paa Glæden, saa at den flygter. De er umiddelbare endnu.' " (S.37).
Det skelsættende nye i romanen er, at den går tæt på og nævner offentlige kulturpersonligheder ved deres eget navn, hvilket muligvis har forskrækket visse forlæggere, hvorfor romanen er blevet afvist. Vennerne i gruppen har derimod alle fået dæknavne ligesom fødebyen.

Desperation
Lægestudier, politik og livsanskuelse er jo altsammen nødvendigt og fornuftigt nok, men det er jo også rart at komme ud at danse og tage en pige om livet. Derfor melder han sig på en vens forslag ind i en Ungdomsforening, hvor den står på oplæsninger, sang og musik, dans, udflugter og gåture. Buris er ikke nogen skørtejæger, men er inderligt og instinktivt optaget af det andet køn. På et ophold i fødebyen ved Limfjorden opsøger han sin ungdomsforelskelse, lægedatteren Nina Holck. Hun er flot, munter og ligefrem, og forekommer Buris at være "overjordisk uopnaaelig" (S.53). Det værste er, at han ligesom forstener eller bliver vred, når han er sammen med hende. De udveksler bøger, og han låner hende Livets Træ af Johannes Jørgensen, som han selv lige har læst med stort udbytte, fordi han heri fandt genklang for sin egen tungsindighed og mangel på erotisk vovemod, og som frk. Nina gerne vil læse, idet "den skal jo være saa uartig." (S.52).
Om aftenen afventer han hendes gåtur, hvor "Det var ham en bitter Lyst, at hun ikke skulde vide, hvorledes to ydmyge Øjne spejdede og vaagede over hende inde fra Mørket." (S.56). Buris er med andre ord noget af en selvbinder. Når han går i seng, kan han ikke sove. "Det blev, som om han laa midt i Rummet og sank, og det endte med at han blev angst. - "Nina!" hviskede han. Han hviskede det paa mange Maader. Saa stirrede han flov og forskræmt ud i Dunkelheden, hørte, at hans Hjærteslag susede og bankede ensomt." Men når han møder hende, gør han sig "fremmed og kold." (S.56).
Buris udvikler et næsten seksuelt forhold til smerten: "...der var en grænseløs Smærte i hans Sind. Han kunde føle, hvor den knugede ham og gjorde ham alene. Ja, han kunde have sin Kummer og Kvide for sig selv og glæde sig ved den og give den Navne og tumle med den og lide den igennem." (S.60).
Tilbage i København intensiveres ensomheden. Buris går fuldstændigt i baglås. Over flere kapitler gives der nu et indblik i desperationens anatomi. Ensomheden skyldes et savn. Og dette savn bliver selvforstærkende til sorg, der lammer hans livslyst og forvandler den til livslede. Buris er selv i stand til at observere denne spiral ned i mørket, men ikke i stand til at bryde med den, skønt han forsøger igen og igen. Men omverdenen med dens silende tristhed, usselhed, nedslidte eller udlevede mennesker, luderne i Østergade - det hele bekræfter ham i hans smerte og gør ham fredløs. Savnet, der oprindeligt var af kærlighedens natur, skifter umærkeligt karakter og bliver til en længsel efter døden.
Tilstanden udvikler en usund sentimentalitet i forhold til kvinden: "Udmattet var han og segnefærdig. Nu klamrede hans Bevidsthed sig til en Ide, et ydmygt Forlangende om at være hos en Kvinde, som vilde lade ham græde sin Nød og Smærte ud med Hovedet liggende i hendes Skød. Græde som et opløst Menneske, der har overgivet sig ganske og ikke kan andet end lade Taarerne blive ved at flyde over Øjenrandene og ned over de blege Kinder. Og vende sit Ansigt stumt op og stirre med Fortvivlelsens Hjælpeløshed ind i et bekymret, ømt Kvindeansigt. Og føle en Mund kysse sig - " (S.105).
Her bør man iagttage en vis forsighed mht. passagens pålydende værdi. Johannes V. Jensen rummer nemlig i sin stil en gennemsigtig ironiker - bortset fra at han er lidt af en ægte Madonnadyrker. Og flere stykker - som f.eks. ovenstående - kan virke som en parodi på en tendens i tidens litteratur, samtidig med at karakteristikken stadig gælder for Buris. Ovenstående passage slutter da også med den punkterende ytring: "Ja det ville være yndigt..."

Erotion
Adspredt følger Buris uregelmæssigt forelæsningerne og deltager indimellem i Ungdomsforeningens arrangementer. Her er han blevet indtaget i den yndige og begavede Pauline Fjelsted, som ved tidligere møder ikke har vist sig uimodtagelig, men flirtet frejdigt. Nu tager han en beslutning: "Et Par Timer strejfede Buris om, saa var han mattet ud og begav sig hjemad. Nede ved Blindeinstitutet botaniserede han i Grøfterne, fandt en Lamia alba og et par smaa spæde Glechoma. Med dem i haanden vandrede han hjem, roligt overvejende Stillingen.
Og endelig gik der et Lys op for ham. Næste Gang han kom sammen med Frøken Fjelsted, vilde han fri til hende. Hun skulle være hans Kæreste og kysse ham glad. I hendes Skød vilde han hvile sit tunge Hoved, og hendes Øjne skulde lyse for ham og føre ham ud af Mørket." (S.135).
På vej til mødet møder han en af sine venner, en Don Juantype, der ligeledes er medlem, men nu ikke ønsker at komme der mere. Og hvorfor ikke? "Det er jo et rent Bordel!" - "Hvad mener Du?" spørger Buris. "Det jeg siger. Det er de værste Tøse, jeg har kendt. Har Du ikke opdaget det endnu?" - Endvidere bliver Buris gjort opmærksom på, at en anden pige, Karen Fibiger, en god veninde fra Viborg, som han beundrer og respekterer, bliver 'holdt' af en grosserer og kan fås for en slik.
Buris begiver sig ud til foreningen "ligesom en desperat Bombekaster, der aner sin egen Lemlestelse" (S.137). I løbet af aftenen får han da også kram på Pauline, og han får lov til at følge hende hjem. Hun viser sig at være mere end villig. Engangsknaldet foregår i en opgang. "Så forlod han hende uden et Ord og gik op ad Gamle Kongevej."
Da han kommer hjem, går han grassat. Raseriet bryder op i ham og bliver til angst. "Al Kraft og Haardhed var vegen fra ham, han virrede kun med en ydmyg, grædefærdig Bøn om Søvn. - Til Sidst faldt han da ogsaa sammen og fik Fred." (S.146). - Bunden er nået. Og han ved det godt.
Heri ligger hans foreløbige redning: at han er istand til at erkende elendigheden og kalde den ved dens rette navn. I et tilbageblik får han endog fat i miserens udspring: "Han havde gaaet med alle Naturalismens Sandheder concise i sit Hoved, og saa havde hans Ubevidste været hildet i Uvirkelighed." (S.151). Med andre ord: Hjerte og natur har ikke forenet sig som realitet i hans liv. Også det erkender han, men som problem: "Det var ham, der havde lagt saa overjordisk, religiøs Betydning i Ordet "elske", at han altid kun havde nævnet det med Sky og Bæven..." (S.151).
Bekendelsen er interessant, fordi den vidner om den religiøse jordbund hos denne forfatter, der siden blev kendt som ateist og positivist, hvilket så alligevel ikke udelukker den religiøse understrøm, der løber igennem hele det senere forfatterskab. På dette forhold beror Johannes V. Jensens originalitet. På det plan bliver Danskere et vidnesbyrd om den svære fødsel. Bortset fra at religion og erotik har samme kilde, hvilket romanen kun indirekte forholder sig til.

Situation
Buris Holm er før det afsluttende kapitel nedskrevet til et 0-punkt. Man kan spørge, hvad er det Johannes V. Jensen har for med Buris? Er hele historien ikke for negativ? Uden tvivl har forfatteren villet fremstille en tidstype, 90ernes splittede sandhedssøger. Splittelsen har rødder i tidens egen eksistentielle splittelse, hvor kristendom og darwinisme krydses, tillige med naturalismens hensynsløse afsløringer overfor symbolismens asociale poesi og stemningsmorads. Det er i dette splittede felt, en ny generation skal orientere sig. Danskere er Johannes V. Jensens bud.
Samtidig har han villet skrive en moderne roman om bevidsthed. Hvorledes en bevidsthed bliver til. Buris læser ikke Harald Høffding for ingenting. Hos denne har han kunnet orientere sig om, at dobbeltbevidsthed normalt hører til det at blive sig selv bevidst. At hans selvreflektion så arbejder som kirurger er en anden mere individuel sag, som siden skal genoptages som motiv i det nu klassiske digt "Interferens", hvor der tales om "Min Bevidsthed arbejder skærende" og "mit Sinds Knivsystem". Digtet fremkommer i Digte 1906, men har tydeligvis sin oplevelsesbaggrund ti år tidligere, nemlig i tidsrummet for denne roman. På den anden side mareridtet har han kunnet overskue og fortolke det, og forløse temaet med kunstnerisk overskud.
I romanen ser vi ham faktisk gøre et forsøg. I sin orienteringsløse rådvildhed vandrer han rundt i byens gader forfulgt af et stumt tungsind, indtil han ender i en kælderbeværtning og bestiller et glas øl: "Saa vidt ledte Tankerækken Buris, saa tog han en Blyant og et Papir op af Vestelommen for at eksploitere Stemningen og sætte den paa Vers. Men medens han forsøgte derpaa, greb han alle de smaa, skamløse Tanker, som under et sligt Arbejde kredser om Bevidstheden, dem, der vedrører Rettelsen af et Ord, Forstærkelsen af en Følelse, Hensigtsmæssigheden, Effekten. -
Til sidst krammede han tænderskærende Papiret sammen, sad lidt og sank ned i dyb Foragt for sig selv, sukkede og kaldte paa Opvarteren for at betale." (S.157).
Situationen udgør i al sin mislykkethed tilsat artistiske skrupler et litteraturhistorisk nåleøje, for her ser vi jo det forfatterskab tage sin begyndelse, som 50 år senere udløser Nobelprisen.

Station
Romanen rummer en kunstnerisk stigning. I slutkapitlet, hvor sjælekrisen afbalanceres eller tilspidset kommer under kontrol, inddrages flere symbolistiske træk i de udkast Buris nu foretager for sit fortsatte liv. Filosofikum er overstået, drukgildet med vennerne holdt, det er søndag, og af lutter kedsomhed læser han H.C. Andersen "En Historie fra Klitterne": "Og medens troskyldige Billeder fra Havet og Heden drog ham forbi, mindedes han, hvorledes han som Dreng havde ligget paa Ryggen i Gyvelbuskene og læst samme Fortælling. Den Gang fyldtes han af uklar Længsel efter Livets Strid og Taarer - det maatte komme, og det maatte være noget helt andet, end hvad han saa. Landet om ham var haandgribeligt, han skulde se noget, som var ganske anderledes." (S.155).
Buris indser, at den længsel, der ikke bliver realiseret som lyst og nødvendighed, bliver til smerte. Længselsmotivet skal i forfatterskabet blive en af de væsentlige drivkræfter. Allerede i debutbogen bryder det op med stor nuancerigdom. Således skriver han i storbyen om den pludselige længsel efter Himmerland: "Nu huskede han Omgivelserne fra den Gang, og nu var der de svundne Tiders Stilhed og Forklarelse derover. Dette hans buede, milehvide Hjemland laa endnu uforandret og taalmodigt ventende paa ham for at dulme hans Sjæl. - Og saa vidste han, at kun Afstanden og Tiden drog Stemningstaager over Fladen, han skulde altid gaa og længes efter det dybe i Fortiden og Fremtiden, medens det kun var Bedrag. Kom han nu Hjem, saa var det Land, Jord og ingen Forklarelse. Saaledes bar han et Aftryk i sin Sjæl, uden at Stemplet fandtes. Og saadan skulde han hige mod noget, der var i ham selv, men som ikke fandtes udenfor. Vilde han nu rejse ud i den vide Verden, da blev det et Smærtens Pilgrimstog for alle hans Drømme, der kom og søgte sig selv og fandt den døde, haanende Overflade. Tog han Morgenrødens Vinger og flyede til det yderste Hav, da vilde han erfare, at det var Vand, Vand. Hvor hans Fod traadte, der var Virkeligheden nøgen og afsjælet, men bag ham slog Dybet sammen og blev hvilende, forunderlig Gaade." (S.155).
Fra dette sted i slutkapitlet med flere testamentlige forestillinger udgår der tematiske linjer ind i de senere værker - Kongens Fald, Den lange Rejse, ligesom de indgår i mytedigtningen, der inderst kredser om forholdet mellem smerten og forløsningen (forklarelsen). I forfatterskabets tidlige fase finder længslen vej som udlængsel i form af rejser om Jorden. I en senere fase ophæves den universelt i familieliv, arbejde og hverdage. Længslen fastholdt i vedligeholdelse og som drivkraft i forskning og skrivning.

Kassation
I 1908 stryger Johannes V. Jensen både denne debut samt den efterfølgende roman af forfatterskabet, hvilket sker med henvisning til, at de er skrevet "på den da herskende litterære Smags Alter", som han siger i et interview til Provinspressen, og tilføjer: især på grund af "deres Behandling af Forholdet mellem de to Køn." Han giver udtryk for,at 90erne udviklede en fordækt genre, nemlig en sammenblanding af privat og fiktivt for at opnå 'sandhed' og 'inderlighed'. En parallel vi i nyere tid genkender i l970ernes 'bekendelseslitteratur', der også gik under betegnelsen 'den ny inderlighed'.
Fra nu af kunne man henregne disse værker til Johannes Jørgensens forfatterskab, som han med et noget flot, men træfsikkert håndkast afsluttede interviewet med. Noget tilsvarende har aldrig fundet sted i dansk litteraturs historie! - Johannes V. Jensen har simpelthen fortrudt den ærlighed, hvormed han har fortalt sin historie, som han i bakspejlet oplever som en blottelse. Det bemærkelsesværdige er nu, at denne art af fortrydelse allerede optræder i Danskere. Under høstgildet får værten Buris, der er halvfuld, til at synge nogle sange for gæsterne. Det gør han og med bravur. Bagefter har han det dårligt med sin optræden. "Han havde givet sin Sorg til Pris for Menneskene. Han havde givet sig hen paa Gaden med sin Sjæl, vist sig ganske nøgen for Hundene." (S.74).
Og det var Danmark 1896! I den følgende roman skal det blive meget værre.

	Johannes V. Jensens: Danskere
	Poul Houe: Menneskelinien - mellem Johannes V. Jensen og Herman Bang. (1999). (Heri s. 18-47 om Danskere).
	Erik Spang-Thomsen: Den flyvende himmerlænder. (Artikel om Danskere i Dansk Udsyn, (årg. 68), 1988, nr. 4, s. 232-256).
	Bo Hakon Jørgensen & Egon Nyrup Madsen: Erfaringen, der blev sær. Om perioden 1888-1906. I: Tekst/historie. Bidrag til historisering af tekstlæsning i gymnasiet (1980), s. 111-138. (Bl.a. om Johannes Jørgensens Sommer, Gustav Wieds Hverdagshistorier, Johannes V. Jensens Danskere og Einar Elkær og Knud Hjortøs Kraft, - samt Sophus Claussen).
	*Øvrigt om Danskere* i tidsskrift- og avisartikler**

Til toppen
Til Einar Elkær (1898)
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 30. december 1998. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 1998-2000 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.